Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9446@2014-04-30/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ligeløn - arbejdsvilkår - medhold

En pædagog og hendes kollega var på barsel, da der skulle forhandles løn i 2010. De var de eneste i deres gruppe, som ikke blev inddraget i lønforhandlingerne. Indklagede erkendte, at man havde begået en fejl, og klager fik tre løntrin med virkning fra den 1. januar 2013. Klager mente, at hun var berettiget til af få de tre løntrin med virkning fra 1. april 2010. Ligebehandlingsnævnet fandt, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Indklagede havde ikke løftet sin bevisbyrde. Klager fik derfor medhold, og indklagede skulle betale 51.524,92 kr. til klager, svarende til den manglende løn samt 10.000 kr. i godtgørelse.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager ikke blev inddraget i den lønforhandling der fandt sted, mens hun var på barselorlov. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med ligelønsloven, at klager ikke blev inddraget i lønforhandling og derfor ikke fik tillagt yderligere løntrin under sin barselorlov. Indklagede skal inden 14 dage til klageren betale 51.524,92 kr. med procesrente fra den 9. juli 2013, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Klager, der er uddannet pædagog, blev ansat ved den indklagede kommune pr. september 2007 under børneforvaltningen. A og B blev ansat samtidig med klager. C blev ansat i november 2008. Alle undtagen B blev indplaceret på grundlønnen. B fik i forbindelse med ansættelsen kvalifikationsløn svarende til tre løntrin oven i grundlønnen, således at hendes løn svarede til løntrin 33. Herudover arbejdede D, der var ansat i september 2006, samme sted. Han fik i forbindelse med ansættelsen kvalifikationsløn svarende til fem løntrin. Alle fem udførte samme arbejde, som består i at arbejde med unge i alderen 13-18 år og deres familier. Klager var på barselorlov i perioden 26. november 2009 til 8. december 2010. B var på barselorlov i perioden 20. december 2009 til 20. september 2010. Mens klager og B var på barselorlov, blev der den 23. februar 2010 afholdt lønforhandling, hvor A, C og D fik tildelt ekstra løntrin. De tildelte løntrin var gældende fra 1. april 2010. Hverken klager eller B bliver nævnt af indklagede under lønforhandlingen. I december 2012 blev klager opmærksom på, at hendes løn var lavere end hendes kollegers. Hun henvendte sig derfor til sin leder. Klagers forbund stillede ved brev af 14. februar 2013 krav om, at både klager og B skulle have efterbetaling for tre løntrin tilbage fra 1. april 2010. Kravets størrelse blev begrundet med, at der blev tildelt tre løntrin for erfaring både til dem, der var ansat den 23. februar 2010 og til dem, der efterfølgende blev ansat. Det var derfor forbundets opfattelse, at klager og B var gået glip af en lønstigning på tre løntrin, fordi de var på barsel. I brev af 27. marts 2013 oplyste indklagede, at det er beklageligt, at B og klager ikke var i spil ved lønforhandlingerne. Det var principielt kommunens holdning, at der ikke nødvendigvis skulle forhandles til alle medarbejdere, men at ny løn åbner mulighed for individuel vurdering og forhandling. Der kunne derfor godt forhandles tillæg til færre end de fem ansatte, hvis der kunne gives en faglig og personlig begrundelse herfor. Indklagede oplyste videre, at der pr. 1. april 2010 var økonomisk belæg for at forhandle i alt otte løntrin fordelt på tre medarbejdere. Hvis puljen skulle fordeles på alle fem medarbejdere måtte det formodes, at forhandlingsresultatet for hver enkelt medarbejder var blevet mindre gunstigt, idet der ikke ville have været økonomi til forhandling af løn i samme størrelse til alle medarbejderne. Der blev herefter på et møde den 8. maj 2013 mellem indklagede og klagers forbund udarbejdet et forslag til et forlig, hvorefter klager og B skulle have et engangsbeløb på 20.000 kr. + pension og en godtgørelse på 5.000 kr. B tiltrådte forliget, mens klager ikke ønskede at skrive under. Klager har med virkning fra 1. januar 2013 fået tildelt tre løntrin. Klagers forbund indbragte på vegne af klager sagen for Ligebehandlingsnævnet med hensyn til lønregulering for perioden fra 1. april 2010 til 31. december 2012. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn, fordi hun ikke blev inddraget i lønforhandlingerne under sin barselorlov. Hun ønsker at få efterbetalt tre løntrin for perioden 1. april 2010 til 31. december 2012 svarende til 41.524,92 kr. samt at få tilkendt en godtgørelse. Ved lønforhandling den 23. februar 2010 blev A tildelt en lønstigning svarende til tre løntrin, C fik tre løntrin og D fik to løntrin. De tildelte løntrin var gældende fra 1. april 2010 og blev begrundet med erfaring. Efterfølgende blev der ansat fem nye medarbejdere, hvoraf tre fik tre løntrin udover grundlønnen ved ansættelsen på grund af erfaring, en fik to løntrin ved ansættelsen på grund af erfaring, og en havde ingen erfaring ved ansættelsen. For de personer der var ansat pr. april 2012, havde A, B og C en løn svarende til løntrin 33. D var ikke længere ansat. Af de personer der var ansat efter lønforhandlingen i april 2010, og som fortsat var ansat pr. april 2012, havde E og F en løn svarende til løntrin 33. Da klager i december 2012 gjorde sin leder opmærksom på, at det måtte være ulovligt at hun ikke fik en lønstigning under sin barselorlov, oplyste lederen, at hun havde vendt problemstillingen "højere oppe" og havde fået at vide, at der ikke behøvede at ske lønstigning under barselorlov. Klager blev uomtvisteligt dårligere stillet end andre ansatte, der udfører samme job, og som har tilsvarende eller mindre erfaring end hende. Det af indklagede tilbudte engangsvederlag på 20.000 kr. dækker ikke i tilstrækkeligt omfang til at genoprette den fejl, indklagede erkender at have begået. Indklagede har ikke anfægtet klagers beregning af lønkravet. I henhold til ligelønsloven § 2 har en lønmodtager, hvis løn i strid med loven er lavere end øvrige kollegaers løn, krav på forskellen. Da indklagede i brev af 4. oktober 2013 har oplyst, at der er sket en beklagelig fejl, er det bemærkelsesværdigt, at indklagede fastholder, at de ikke agter at betale forskellen, men alene vil betale et mindre beløb på 20.000 kr. Alene af den grund bør der tildeles klager en betydelig godtgørelse. Det er klagers opfattelse, at forsøget på at indgå en aftale med indklagede, ikke har betydning for Ligebehandlingsnævnets behandling af sagen, idet der ikke er tale om en fagretlig sag. Det er ikke korrekt, at der var fem medarbejdere der kunne komme i betragtning i forbindelse med udmøntning af udmøntningsgarantien. Der var tale om 1,25 procent af lønsummen for 29 medarbejdere hos indklagede. Der følger ikke af "Aftale om udmøntningsgaranti af nye midler til lokal løndannelse" en pligt til at fordele et ligeligt beløb på alle de medarbejdere, der var omfattet af aftalen, og der følger heller ikke en ret for medarbejderne til at få del i beløbet. Alle medarbejdere skal dog være i spil ved forhandlingen. Der foregik ikke nogen egentlig forhandling ved mødet den 23. april 2010, idet forbundet tog indklagedes indstilling af, hvilke medarbejdere der skulle tildeles løn, til efterretning. Forbundets deltagelse i forhandlingen havde blot til formål at sikre, at der ikke var tale om usaglige begrundelser for tildeling af løn, samt at det afsatte beløb blev udmøntet. Forbundet havde ikke ret til at beslutte, hvilke medarbejdere, der skulle have tildelt løn. Hvis forbundet havde været uenig med indklagedes indstilling, skulle de benytte sig af et særligt system for løsning af uenighed om tildeling af løn, men det ville i sidste ende være arbejdsgiveren, der havde ret til at bestemme, hvilke medarbejdere der skulle have del i det udmålte beløb. Forbundet var ikke vidende om, at to medarbejdere ikke kom i spil, fordi de var på barsel, samt at det til og med havde den konsekvens, at klager derved blev aflønnet tre løntrin lavere end de kollegaer, hun kunne sammenlignes med, både for så vidt angik erfaring som jobindhold. Denne lønforskel blev der først gjort op med pr. 1. januar 2013. Hvis forbundet havde været vidende om ovenstående, havde de gjort indklagede opmærksom på, at indklagede skulle overholde ligelønsloven. Forbundet kunne dog ikke have påtvunget indklagede en bestemt fordeling af lønnen. Det fremgår af lov om lige løn til mænd og kvinder § 1, at det er arbejdsgiverens pligt at yde lige løn. En faglig organisation kan derfor ikke drages til ansvar for, at en arbejdsgiver ikke overholder loven. Indklagede gør gældende, at de har erkendt, at de har begået en beklagelig fejl, hvorfor de straks, da de blev bekendt med de manglende tre løntrin, har ydet dem med virkning fra 1. januar 2013. Indklagede finder, at sagen bør løses på de af indklagede og forbundet foreslåede vilkår. At klager ikke ville indgå forlig i sagen på de af indklagede og forbundet foreslåede vilkår, er alene klagers ansvar. Klager skal ikke stilles bedre end det forlig, der blev indgået med B. I forbindelse med lønforhandlingerne i 2010 mellem indklagede og klagers forbund var der fem medarbejdere, som kunne komme i betragtning i forbindelse med udmøntningen af udmøntningsgarantien, svarende til 1,25 procent af lønsummen. De fem medarbejdere var pædagogmedhjælper A, Pædagog B, kontaktperson C, personlig rådgiver/opsøgende medarbejder D og klager. Det beløb, der var til fordeling mellem de fem medarbejdere var begrænset til en meget lille sum. Summen blev efter aftale mellem indklagede og klagers forbund fordelt mellem tre medarbejdere med virkning fra 1. april 2010. Indklagede har indsendt lønaftaler for de tre medarbejdere, hvoraf det fremgår, at A fik et løntrin for erfaring og et løntrin for fastholdelse, således at han gik fra løntrin 29 til 31. C fik to løntrin for erfaring og et løntrin for fastholdelse, således at han gik fra løntrin 30 til løntrin 33. D fik to løntrin for erfaring, således at han gik fra løntrin 35 til løntrin 37. Forhandlingsforløbet med klagers forbund viser, at forbundet alene var interesseret i at fordele den lille sum til færrest mulige medlemmer på det givne tidspunkt, så de tre medlemmer kunne få mest muligt. Det er derfor betænkeligt, at klagers forbund som organisation nu kræver, at klager skal have tre løntrin for erfaring med virkning fra 1. april 2010 til 31. december 2012, når forbundet under forhandlingerne ikke krævede noget til klager og hendes kollega B, som også var på barselorlov. Ved alene at forfølge klagers lønforhold - i forhold til de øvrige fire medlemmers - udøver forbundet en forskelsbehandling mellem sine medlemmer som indklagede ikke finder passende. Sagen med klager bør derfor løses på samme måde som B´s sag. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet. Det fremgår af ligelønsloven, at der ikke på grund af køn må finde lønmæssig forskelsbehandling sted i strid med loven. Enhver form for dårligere behandling i forbindelse med graviditet og under kvinders 14 ugers fravær efter fødslen betragtes som direkte forskelsbehandling. Klager og B, der begge er pædagoger, og som begge var på barselorlov på tidspunktet for lønforhandlingen i april 2010, var de eneste af de fem medarbejdere, der var ansat i klagers afdeling, som ikke blev inddraget i lønforhandlingerne. Indklagede har i øvrigt erkendt, at de herved har begået en beklagelig fejl. På den baggrund finder Ligebehandlingsnævnet, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for direkte forskelsbehandling på grund af køn. Det påhviler herefter indklagede, at løfte bevisbyrden for, at klager ikke har været udsat for forskelsbehandling. Ved lønforhandlingerne i april 2010 gik A (pædagogmedhjælper)fra løntrin 29 til løntrin 31, C (kontaktperson) gik fra løntrin 30 til 33, og D (personlig rådgiver/opsøgende medarbejder) gik fra løntrin 35 til løntrin 37. B var allerede på dette tidspunkt på løntrin 33. Det er desuden oplyst, at de to personer der efterfølgende er ansat, og som fortsat var ansat pr. april 2012 fik tillagt tre løntrin for erfaring oven i grundlønnen ved ansættelsen, således at de er på løntrin 33. Indklagede har oplyst, at de, straks da de blev bekendt med de manglende tre løntrin, har ydet dem med virkning fra 1. januar 2013. Klager var således den eneste ud over A, der var pædagogmedhjælper, som ikke havde en løn på mindst løntrin 33. På den baggrund finder nævnet, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at det ikke er udtryk for forskelsbehandling på grund af køn, at klager først er tillagt tre løntrin med virkning fra 1. januar 2013 og ikke fra 1. april 2010, hvor de øvrige tillæg, der er forhandlet i april 2010, var gældende fra. Klager får derfor medhold i klagen. Forskelsbeløb og godtgørelse Klager har efter ligelønsloven krav på efterbetaling for manglende udbetaling af løn svarende til tre løntrin fra 1. april 2010 til 31. december 2012. Indklagede skal derfor betale 41.524,92 kr. til klager. Herudover finder nævnet, at indklagede i henhold til ligelønslovens skal betale klager en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 10.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse. Indklagede skal herefter betale 51.524,92 kr. til klager med procesrente fra den 9. juli 2013, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.

Versioner

1. 2014-04-30