Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9461@2010-03-01/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - afskedigelse - sprog - uddannelse - ej medhold

J. nr. 2500043-09 Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at en medarbejder blev opsagt fra sin speciallægeuddannelse. Opsigelsen var begrundet i andre forhold end medarbejderens sproglige vanskeligheder.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med afskedigelsen af en læge, der var i gang med sin speciallægeuddannelse i almen medicin. Klagen er indbragt for Klagekomiteen for Etnisk Ligebehandling, men er overgået til behandling i Ligebehandlingsnævnet, der blev oprettet pr. 1. januar 2009. Sager, der er indbragt for Klagekomiteen, skal behandles efter den dagældende lov, det følger af forarbejderne til lov om Ligebehandlingsnævnet. Ligebehandlingsnævnet afgiver derfor udtalelse i disse sager. Ligebehandlingsnævnets udtalelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev opsagt fra sin speciallægeuddannelse. Sagsfremstilling Klager er en mand af iransk oprindelse, der kom til Danmark for mere end 20 år siden som flygtning. Han er i dag dansk statsborger. Klager bestod i 1990 gymnasialt indslusningskursus for flygtninge. Ifølge fremlagt eksamensbevis bestod klager med et gennemsnit på 10,2 og fik blandt andet karakteren 9 i mundtlig dansk og 11 i skriftlig dansk. Han studerede efterfølgende medicin, og blev læge (cand. med) i januar 1998. Fra 1998 - 1999 gennemførte han sin turnusuddannelse, der blandt andet indebar 6 måneders arbejde hos en praktiserende læge. I februar 2000 fik han tilladelse til selvstændigt virke som læge. Fra november 1999 - oktober 2000 arbejdede klager i en introduktionsstilling i kirurgi. Fra november 2000 - oktober 2001 arbejdede klager i en introduktionsstilling i gynækologi-obstetrik. Han fortsatte efterfølgende 6 måneder som vikar på afdelingen. Fra maj 2002 - april 2003 arbejdede klager i en introduktionsstilling i anæstesi og intensiv medicin. Fra maj - november 2003 arbejdede klager som vikar på en afdeling for gynækologi-obstetrik. I perioden fra den 1. juli til 31. august 2003 blev han oprykket i stillingen som 1. reservelæge ved afdelingen. Han genindtrådte efterfølgende i stillingen som reservelæge. Klager har fremlagt dokumentation for, at han har gennemført de elementer, der er oplyst i målbeskrivelsen for introduktionsstillingerne. I november 2003 startede han sin speciallægeuddannelse i almen medicin. I fase 1, der løb fra november - april 2004, arbejdede han i lægehus 1. Fra maj - oktober 2004 arbejdede han på en medicinsk afdeling, og de efterfølgende 6 måneder på en kirurgisk afdeling. Fra maj - oktober 2005 arbejdede han på en afdeling for gynækologi-obstetrik, og fra november 2005 - april 2006 på en pædiatrisk afdeling. Fra maj 2006 - oktober 2006 var han ansat på en psykiatrisk afdeling. Klager har fremlagt kopi af sammenfattende bedømmelse for de nævnte ansættelsesforhold i forbindelse med hans speciallægeuddannelse. Det attesteres, at de enkelte uddannelseselementer er gennemført som anført i målbeskrivelsen. Af referat af 25. maj 2005 fremgår det, at der blev holdt et møde mellem klager, lægehus 1 og indklagede. Af referatet fremgår det, at klager havde gode faglige og menneskelige kvalifikationer i relation til arbejdet som praktiserende læge, at tutorlægerne oplevede, at klager fortsat havde problemer med kommunikation og arbejdstempo, og at klager siden sidste møde selv havde arbejdet med kommunikation, men ikke havde deltaget i kurser. Endelig blev det aftalt, at klager gennem de næste 6 måneder skulle optage video på sine returdage, som ville blive gennemgået af indklagede. Endelig blev det tilrådet, at klager blev ansat i en anden praksis i fase 2. I november 2006, og i forbindelse med starten af fase 2, arbejdede klager i lægehus 2. Det fremgår af redegørelse af møde den 7. december 2006, at de nævnte videoer blev gennemgået af den yngre almen medicinske uddannelseskoordinator og den almen medicinske uddannelseskoordinator (der begge arbejdede for indklagede). De vurderede, at klager gjorde sproglige fremskridt, og at der ikke på videoerne var faglige problemer ud over længden på konsultationerne. Klager har ikke haft mulighed for at fremlægge kopi af optagelserne til brug for nævnets behandling, da de er blevet slettet. Det fremgår af sagens oplysninger, at der den 7. december 2006 blev afholdt en tjenstlig samtale med klager, repræsentanter fra hans fagforening og indklagede og lægehus 2. Ved brev af 27. december 2006, hvor der blev henvist til partshøring af 12. december 2006, blev klager opsagt fra sin uddannelsesstilling af indklagede. Det fremgår af brevet, at klagers uddannelsesforløb i almen medicinsk uddannelse havde været præget af sproglige, kommunikative og faglige problemer, først under hans fase 1 ansættelse og senere efter starten af fase 2 ansættelsen hos praktiserende lægehus 2. Følgende oplysninger fremgår af opsigelsen: Sidst i fase 1 blev der afholdt et møde i lægehus 1, hvor tutorlægerne udtrykte stor bekymring for, om klager kunne arbejde som praktiserende læge. Klager og den almen medicinske uddannelsesvejleder (der var ansat af indklagede) deltog i mødet. Tutorlægerne påtalte sproglige og dermed hans kommunikative problemer, og at klager arbejdede langsomt. Derudover deltog klager ikke i det sociale samvær i kaffestuen og holdt sig mest for sig selv inde på kontoret. Lægehus 1 ønskede ikke at klager skulle fortsætte med sine returdage hos dem (månedlig tilstedeværelsesdag i almen praksis under sygehusdelen). Udmeldingen kom sent i fase 1, og det blev derfor aftalt, at fase 1 blev godkendt, at klager fortsatte på returdage i løbet af året, og at han skulle modtage sprogundervisning. Efter 1 år blev der afholdt et nyt møde, hvor hverken klager eller praktiserende lægehus 1 ønskede at forsætte ansættelsen. Klager havde ikke deltaget i sprogundervisning som aftalt. Af opsigelsen fremgår endelig, at klager den 1. november 2006 blev ansat i lægehus 2 med returdage og start af fase 2. På grund af tidligere vanskeligheder, betalte indklagede hele klagers løn i fase 2, da der kunne forventes mere tutorlægearbejde end normalt for en fase 2 læge. Efter få uger fandt lægehus 2, at klager ikke ønskede at blive korrigeret i uddannelsesmæssig sammenhæng, og at klager havde en anden opfattelse af patientkontakt og konsultationer end patienter og tutorlæger. Der var også flere konkrete situationer, hvor klagers faglige niveau ikke levede op til forventningerne for en fase 2 læge. Lægehus 2 vurderede, at det ikke var muligt at færdiguddanne klager, og at han ikke var egnet som praktiserende læge. Den 18. december 2006 klagede klager til Sundhedsstyrelsen over opsigelsen. Den 17. februar 2007 udtalte styrelsen, at de ikke har bemyndigelse til at afgøre, hvorvidt et uddannelsesforløb er af en sådan karakter, at det ikke kan forventes godkendt eller om opsigelse fra stillingen skal finde sted. Det er alene tutorlægen, indklagede og ansættende myndighed der har bemyndigelse til at træffe disse afgørelser. Fra september 2007 til marts 2008 færdiggjorde klager sin speciallægeuddannelse i Stokke, Norge. Han har i den forbindelse fremlagt udtalelse fra hospitalets personale, der har været "godt fornøyd med samarbeidet og tilbakemeldinger fra pasientene er også gode. Han er faglig dyktig og har gode samarbejdsevner. Han kommuniserer bra og er sosial. Vi har sat stor pris på samarbejdet med klager". Det bemærkes, at udtalelsen ikke er forsynet med hospitalets stempel. I september 2008 fik klager autorisation til at virke som speciallæge i almen medicin. Han arbejder i dag i egen praksis her i landet. Parternes bemærkninger Klager er af den opfattelse, at det er udtryk for indirekte forskelsbehandling, at han blev opsagt fra sin stilling på grund af sprogvanskeligheder. Klager har gået i dansk gymnasium og gennemført sin uddannelse til læge på et dansk universitet. Allerede fordi klager har gennemført sine uddannelser i Danmark, er det uproportionalt at stille krav om forbedring af danskkundskaber gennem deltagelse i ekstra sprogkurser. Endelig har klager efterfølgende færdiggjort sin speciallægeuddannelse i Norge. Hvis norske kollegaer og patienter kunne forstå ham, så burde danske kollegaer og patienter også kunne forstå ham. Klager stiller sig uforstående overfor den begrundelse for opsigelse, der er nævnt i brev af 27. december 2006. Han henviser i den forbindelse til referat af møde af 25. maj 2005 i lægehus 1, hvor der står, "klager har gode faglige og menneskelige kvalifikationer i relation til arbejdet som praktiserende læge". Klager er heller ikke enig i, at hans faglige niveau ikke svarede til, hvad man kunne forvente af en fase 2 læge. Han har tidligere redegjort for de konkrete hændelsesforløb overfor relevante styrelser og institutioner. Ud fra beskrivelsen fremgår det, at lægehus 2 og en af tutorlægerne har fejlbehandlet patienter. Det var deres faglige niveau, der ikke levede op til forventningerne for en tutorlæge. Lægehus 1 kunne ikke acceptere, at klager ind imellem stillede spørgsmålstegn ved nogle af behandlingsmetoderne, der blev brugt i lægehus 1. Klager er ikke enig i påstanden om, at han under hele sit undervisningsforløb er blevet behandlet som enhver anden yngre læge. Læger fra Rusland og Polen var under videreuddannelse på samme tid som klager. Ingen af disse læger blev fyret, fordi de ikke kunne udtale danske vokaler. Lige fra starten i lægehus 1 blev klager presset til at deltage i irrelevante sprogkurser til trods for, at han havde en dansk studentereksamen, havde været gennem 7 års uddannelse og arbejdet som læge i 6 år forud for påbegyndelsen af hans speciallægeuddannelse. Involveringen af den almen medicinske uddannelseskoordinator tjente fuldstændig det modsatte formål af at drage omsorg for klager. Hun koordinerede således processen lige fra starten, så det endte med, at klager blev afskediget. Den yngre almen medicinske uddannelseskoordinator var en af klagers kollegaer og har ikke været involveret i sagen. Tilbud om økonomisk støtte til sprogundervisningen skete under pres fra den almen medicinske uddannelseskoordinator for at vurdere hans kvalifikationer. Det var ikke nødvendigt for lægehuset at få kompensation for at bruge ekstra tid på klager. Opholdet på lægehus 2 varede kun 21 dage, så blev klager bortvist. Han blev efterfølgende afskediget og havde mistet sin uddannelsesstilling og mulighed for at fuldføre sin uddannelse i Danmark. Fra november 2006 til marts 2009 kunne kan ikke finde fast arbejde som læge i Danmark til trods for, at man flere steder i landet rekrutterede læger fra udlandet. Klager har fremlagt kopi af hans klage til Sundhedsstyrelsen. Heraf fremgår det, at klager i begyndelsen af sin ansættelse i lægehus 1 deltog i de forskellige diskussioner i kaffestuen. De var ikke enige om alt - især ikke politik. Der var ikke megen opbakning fra hans tutorlæger omkring undervisning, og der havde været nogle episoder mellem tutorlægerne og klager, der medførte et problematisk samarbejde. Klager fik med tiden flere tidskrævende patienter og kom i mange tilfælde til at bruge sin kaffepause til patienterne. Samtidig var han stresset på grund af private forhold. Der blev gennemført 3 evalueringssamtaler; introduktion, midtvejs og slutevaluering, og her blev der ikke nævnt noget om klagers sproglige, sociale, kommunikative eller faglige problemer. I slutningen af forløbet blev der afholdt et møde med den almen medicinske uddannelseskoordinator og klager. Klager blev her meget overrasket og skuffet over at høre, at der var problemer med kommunikation og arbejdstempo. Den 1. november 2006 startede klager med at arbejde i lægehus 2. Inden da havde han arbejdet 2 ½ år på sygehus og havde i den forbindelse haft mere end 200 lægevagter, hvor han selv tilså patienter. Der opstod hurtigt faglige uoverensstemmelser mellem klager og hans tutorlæge, hvilket gav anledning til stor irritation og vrede hos tutorlægen, da klager ikke havde konfereret med hende i forvejen. Klager blev mere og mere stresset og kunne ikke finde en måde at gøre tutorlægen tilfreds på. Den 20. november 2006 skrev tutorlægen et brev til den almen medicinske udannelseskoordinator. Klager anmodede om, at de forsøgte at løse problemet internt i lægehuset uden at indblande indklagede, og han forsøgte undskyldende at forklare sagen. Den 28. november fremviste tutorlægen en mail fra den almen medicinske uddannelseskoordinator og bad klager om at forlade lægehuset, og klager fik at vide, at hans patienter ville blive tilset af en anden. Indklagede påstår frifindelse. Det afvises, at klager blev opsagt fra sin uddannelsesstilling på grund af sprogvanskeligheder. Som det fremgår af redegørelse af 7. december 2006 fra indklagede, blev der sidst i fase 1 holdt et møde med lægehus 1, hvor tutorlægerne udtrykte stor bekymring for, om klager kunne fungere som praktiserende læge. Lægehus 1 fandt, at problemerne havde et sådant omfang, at de ikke ønskede, at klager havde returdage. Da udmeldingen kom sent i uddannelseselementet blev kompromiset, at klager fik godkendt fase 1 forløbet, kunne fortsætte med returdage, og at klager skulle modtage sprogundervisning. Indklagede tilbød økonomisk støtte til supplerende sprogundervisning, hvilket klager afslog. Efter 1 år var konklusionen, at hverken klager eller lægehus 1 ønskede at fortsætte ansættelsesforholdet. I henhold til uddannelsesbestemmelserne skal fase 1 og 2 og returdagene gennemføres i samme lægepraksis. Da det ikke kunne lade sig gøre, blev der gjort en stor indsats for at finde en anden tutorlægepraksis til klager til gennemførelsen af de resterende returdage og den efterfølgende fase 2 ansættelse. Det er indklagede, der finansierer hele lønudgiften til fase 1, men den praktiserende læge finansierer 1/3 af lønnen i fase 2. Lægehus 2 indvilligede i, at klager kunne gennemføre returdage og fase 2 i lægehus 2 under forudsætning af, at indklagede finansierede hele lønudgiften, så man dermed kunne afsætte mere tid til undervisning og supervision. Da lægehus 2 var kendt som en meget velkvalificeret uddannelsespraksis, og derfor kunne tilbyde klager de bedste betingelser for at gennemføre uddannelsen, godkendte indklagede undtagelsesvis denne løsning. Efter få uger var det lægehus 2´s indtryk, at klager ikke ønskede at blive korrigeret i uddannelsesmæssig sammenhæng, og at klager havde en anden opfattelse af patientkontakt og konsultationsforløb end patienter og tutorlæger. Endelig "er der flere konkrete situationer, hvor klagers faglige niveau ikke er, hvad man kan forvente af en fase 2 læge". Samlet vurderede lægehus 2, at det ikke var muligt at færdiguddanne klager, og at han ikke var egnet som praktiserende læge. Der blev den 7. december 2006 afholdt tjenstlig samtale i lægehus 2. Det fremgår af referatet fra denne samtale, at der kun havde været "lidt sproglige vanskeligheder". Men herudover fremhævede lægehuset "eksempler på uhensigtsmæssige episoder", som en konkret vurdering af klagers faglige kompetencer som praktiserende læge. Det var denne faglige vurdering, sammenholdt med det hidtidige uddannelsesforløb, der førte til opsigelsen af klager. Der er under hele uddannelsesforløbet draget omsorg for at sikre, at klager kunne gennemføre sin speciallægeuddannelse. Det skete blandt andet også ved at involvere den almen medicinske uddannelseskoordinator og den yngre almen medicinske uddannelseskoordinator vedrørende vurdering og rådgivning. Indklagede har efterfølgende fået tilsendt fremlagt dokumentation fra klager til høring. Nævnet har ikke modtaget yderligere bemærkninger i sagen. Ligebehandlingsnævnets udtalelse og konklusion Det fremgår af loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Nævnet lægger til grund, at begrundelsen for afskedigelsen af klager var, at lægerne i lægehus 2 fandt, at klager ikke ønskede at blive korrigeret i uddannelsesmæssig sammenhæng, og at klager havde en anden opfattelse af patientkontakt og konsultationsforløb med patienter og tutorlæger. Desuden var der flere konkrete situationer, hvor klagers faglige niveau ikke var, hvad man kunne forvente af en fase 2 læge. Lægehus 2 vurderede, at det ikke var muligt at færdiguddanne klager, og at klager ikke var egnet som praktiserende læge. Nævnet henviser i den forbindelse til det anførte i opsigelsesbrevet af 27. december 2006. Samme indhold fremgår af referat af tjenstlig samtale afholdt den 7. december 2006 i lægehus 2. Nævnet bemærker, at klagers sproglige kunnen ikke indgik i begrundelsen for afskedigelsen. I forhold til at klager har anført, at opsigelsen er begrundet i sprogvanskeligheder, lægger nævnet til grund, at lægehus 1 havde anført, at klager havde sproglige vanskeligheder, men at det på baggrund af videooptagelser blev vurderet, at han havde gjort sproglige fremskridt. Videre tilkendegav lægehus 2, at der ingen problemer var i forbindelse med klagers arbejde på returdage, bortset fra lidt sproglige vanskeligheder, hvorom der forelå et enkelt notat. På dette grundlag lægger nævnet til grund, at andre forhold end klagers sproglige færdigheder har været begrundelsen for opsigelsen. Nævnet finder derfor ikke, at klager har været udsat for forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager får derfor ikke medhold i sin klage. < 2500043-09>

Versioner

1. 2010-03-01