Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - chikane - repressalier - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9482@2011-03-18/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - chikane - repressalier - ej medhold
J.nr. 2500227-10 Det var ikke i strid med lov om etnisk ligebehandling, at en fodboldspiller med afrikansk baggrund blev idømt en advarsel for usportslig og illoyal adfærd ved at have beskyldt en modspiller for at have fremsat chikanøse bemærkninger under en fodboldkamp.
Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at DBU´s disciplinærudvalg idømte en fodboldspiller af afrikansk oprindelse en advarsel for usportslig og illoyal adfærd ved at have beskyldt en modspiller for at have fremsat chikanøse bemærkninger under en fodboldkamp. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Indklagedes kendelse om at idømme klager en advarsel for at have udvist usportslig og illoyal adfærd er ikke i strid den etniske ligebehandlingslov. Sagsfremstilling Det fremgår af oplysningerne i sagen, at klager, en fodboldspiller af afrikansk oprindelse, under en fodboldkamp blev udvist, fordi han med albuen havde slået ud efter en modspiller. Klager forklarede efter kampen til flere medier, at modspilleren havde kaldt ham en abe. Modspillerens klub indklagede efter kampen såvel klager som dennes klub for DBU´s disciplinærudvalg. Ifølge disciplinærudvalgets beskrivelse af de faktiske omstændigheder havde klager efter fodboldkampen opsøgt kampens dommer og fortalt, at modspilleren havde kaldt ham a monkey. Klager havde efter kampen udtalt til flere medier, at modspilleren havde kaldt ham en abe. Modspilleren har i forbindelse med klagen til disciplinærudvalget benægtet at have kaldt klageren for abe eller lignende. Klagers klub har fastholdt overfor disciplinærudvalget, at modspilleren havde kaldt klager monkey. Modspillerens klub anmodede disciplinærudvalget om at træffe en passende foranstaltning over for klageren for at have udvist usportslig og illoyal adfærd og for at have bragt fodbolden i vanry ved efter kampen at have fremsat udokumenteret påstand om, at modspilleren havde betegnet ham som en sort abe. Klagers klub afviste på klagers vegne, at han skulle have udvist usportslig og illoyal adfærd, eller at han skulle have bragt fodbolden i vanry. Klagers klub afviste således, at der skulle være grundlag for at træffe en passende foranstaltning. Disciplinærudvalget afsagde herefter kendelse og idømte klager en advarsel for at have udvist usportslig og illoyal adfærd i henhold til DBU´s love. Det fremgik af disciplinærudvalgets bemærkninger til kendelsen, at udvalget fandt det bevist, at klager umiddelbart efter kampen havde udtalt til pressen, at modspilleren havde kaldt ham en abe. Disciplinærudvalget fandt, at denne udtalelse til pressen udgjorde en beskyldning mod modspilleren, som i mangel af bevis for, at den var korrekt, efter udvalgets opfattelse udgjorde eller kunne sidestilles med usportslig og illoyal adfærd. Det fremgik videre af bemærkningerne til kendelsen, at det var disciplinærudvalgets opfattelse, at risikoen for, at der kunne føres det fornødne bevis, måtte påhvile den part, der var fremkommet med beskyldningen. Kampens dommere havde ikke observeret noget mellem klager og modspiller før udvisningen, og det kunne på grundlag af det forelagte materiale ikke anses for godtgjort, at modspilleren havde kaldt klageren for abe eller lignende. Parternes bemærkninger Klager påstår, at disciplinærudvalgets kendelse er strid med loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Klager ønsker, at nævnet skal underkende kendelsen fra DBU´s disciplinærudvalg, således at advarslen bortfalder, og udvalgets praksis underkendes. Klager har stillet krav om en godtgørelse. Klager henviser til, at det har karakter af racistisk chikane, hvis en person kalder en anden person for abe/monkey eller lignende. Det er klagers opfattelse, at arbejdsgiveren (foldboldklubben) efter loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet har pligt til at stillet et chikanefrit miljø til rådighed for medarbejderne. Klager finder, at arbejdsgiverne (fodboldklubberne) har delegeret beføjelsen til at regulere forholdene for fodboldspillerne til fodbolddommerne, der efter fodboldlovene har pligt til at sanktionere en spiller, som udviser racistisk chikane over for en modspiller. Klager henviser videre til, at det i medfør af foldboldreglerne er relevant for en fodboldspiller at klage til kampens dommer over en modspiller. Dommeren har mulighed for at tildele modspilleren en sanktion i form af udvisning. Hvis dommeren ikke gør dette, kan spilleren indbringe sagen for disciplinærudvalget, som kan tildele modspilleren karantæne i de kommende kampe. Det er oplyst, at klager efter kampen opsøgte dommeren og fortalte, at modspilleren havde kaldt ham "a monkey". Der er derfor klagers opfattelse, at der er klaget til dommeren over chikane, som er omfattet af loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, med den virkning, at klageren er beskyttet af lovens forbud mod repressalier. Disciplinærudvalget tildelte imidlertid klageren en advarsel, som utvivlsomt har karakter af en ufordelagtig følge, der er omfattet af forbuddet mod repressalier. Det er efter klagers opfattelse ikke afgørende, om den ufordelagtige følge er besluttet og gennemført af arbejdsgiveren (fodboldklubben) eller af DBU´s disciplinærudvalg. For så vidt angår spørgsmålet om bevis er klager opmærksom på, at disciplinærudvalget har lagt vægt på, at klager ikke har bevis for sin klage. Det er imidlertid klagers opfattelse, at dette ikke er afgørende, da det aldrig på forhånd kan sikres, at der er bevis for en klage. Hvis fodboldspillere kan straffes for at rejse sager, som de muligvis kan tabe på grund af manglende bevis, så vil DBU´s disciplinærudvalg lægge et effektivt låg på fodboldspillernes adgang til at gøre noget ved diskrimination i form af verbal chikane. Det er således klagers opfattelse, at formålet med forbuddet mod repressalier er at sikre den effektive klageadgang. Det er i den forbindelse klagers opfattelse, at det er åbenbart, at en fodboldspiller vil kunne tildeles en advarsel for at misbruge klageretten, herunder bevidst at lyve om en medspillers adfærd. Hvis det kunne bevises, at modspilleren ikke havde udsat klageren for verbal chikane, så kunne og burde klageren være tildelt en sanktion. Indklagede påstår principalt sagen afvist, subsidiært frifindelse. Indklagede henviser til, at sagens behandling nødvendiggør en egentlig bevisførelse blandt andet i form af parts- og vidneforklaringer for at få fastlagt de faktiske omstændigheder i sagen. Indklagede henviser videre til, at der ikke er tale om et arbejdstager/arbejds-giverforhold mellem klager og DBU. Det er derfor indklagedes opfattelse, at loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet ikke finder anvendelse i den foreliggende sag. For så vidt angår loven om etnisk forskelsbehandling henviser indklagede til, at der gælder et forbud mod repressalier som reaktion på en klage, der iværksættes med det formål at sikre, at princippet om ligebehandling iagttages. Indklagede henviser videre til, at advarslen ikke var en følge af, at klager havde henvendt sig til kampens dommer, men var derimod en følge af, at han havde udtalt sig til pressen. Det er indklagedes opfattelse, at det faktum, at klager udtalte sig til pressen, ikke kan sidestilles med en klage iværksat med det formål at sikre princippet om ligebehandling. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet vurderer, at det ikke er nødvendigt med en egentlig bevisførelse, herunder mundtlige parts- og vidneforklaringer, for at kunne tage stilling til klagen. Ligebehandlingsnævnet finder, at forholdet mellem klager og indklagede ikke kan sidestilles med forholdet mellem en lønmodtager og en arbejdsgiver. Sagen er derfor ikke omfattet af loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. Nævnet har derfor behandlet klagen efter loven om etnisk ligebehandling. Loven om etnisk ligebehandling indeholder forbud mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. Det fremgår af loven, at chikane skal betragtes som forskelsbehandling, når en optræden i relation til race eller etnisk oprindelse finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt miljø for den pågældende. Det fremgår også af loven, at ingen må udsættes for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger (repressalier) som reaktion på en klage eller nogen form for retsforfølgning, der iværksættes med det formål at sikre, at princippet om ligebehandling iagttages. Ligebehandlingsnævnet lægger til grund, at klager efter kampen rettede henvendelse til kampens dommer og fortalte, at modspilleren havde kaldt ham en abe, hvilket er bestridt af modspilleren. Nævnet har ikke taget stilling til, om der er formodning for at antage, at klager blev kaldt abe eller lignende under den pågældende fodboldkamp. Nævnet finder imidlertid, at brug af udtrykket abe eller lignende rettet mod en person, der som klager er fodboldspiller af afrikansk oprindelse, må anses for at krænke pågældendes værdighed og skabe et nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt miljø for pågældende. En udtalelse af denne karakter er derfor udtryk for chikane, der er i strid med loven om etnisk ligebehandling. Nævnet finder videre, at bestemmelsen om forbud mod repressalier ikke forudsætter, at der er indgivet en formel klage over forskelsbehandling, men at det i et tilfælde som det foreliggende vil kunne være tilstrækkeligt, at klager har rettet henvendelse til dommeren efter kampen og fortalt om episoden. Nævnet finder heller ikke, at bestemmelsen forudsætter, at klageren får medhold i, at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse er overtrådt. Nævnet finder imidlertid ikke, at disciplinærudvalgets kendelse, hvor klager blev idømt en advarsel for at have udvist usportslig og illoyal adfærd, var en reaktion på klagen til dommeren. Kendelsen må derimod anses for at være en reaktion på klagers udtalelser til pressen om, at han var blevet udsat for chikanøs adfærd fra en modspillers side, idet indklagede lagde til grund, at der ikke var bevis for den påståede chikanøse udtalelse. Nævnet finder det derfor ikke godtgjort, at disciplinærudvalgets kendelse kan anses for at være repressalier som følge af, at klager har henvendt sig til kampens dommer for at fremsætte en klage med det formål at sikre, at princippet om ligebehandling blev iagttaget. Klagen tages derfor ikke til følge. <2500227-10>