Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9487@2011-06-10/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - kompetence - retlig interesse - ej medhold

J.nr. 2500222-09 En organisation, der arbejder mod racediskrimination og for etnisk ligestilling, indgav en klage til Ligebehandlingsnævnet. Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af etnicitet i forbindelse med, at det af en artikel i en avis fremgik, at en borgmester havde udtalt, at der var begrænsninger for antallet af udlændinge i kommunens boligblokke. Nævnet afviste at behandle klagen, da den klagende organisation ikke havde indbragt sagen enten på vegne af eller til støtte for en klagende person med dennes tilladelse.

En organisation, der arbejder mod racediskrimination og for etnisk ligestilling, har indgivet en klage. Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af etnicitet i forbindelse med, at det af en artikel i en avis fremgår, at en borgmester har udtalt, at der er begrænsninger for antallet af udlændinge i kommunens boligblokke. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Nævnet afviser at behandle klagen, da den klagende organisation ikke har indbragt sagen enten på vegne af eller til støtte for en klagende person med dennes tilladelse. Sagsfremstilling En organisation har indgivet en klage på grundlag af en borgmesters udtalelse i en avisartikel i forbindelse med kommunalvalget. Under overskriften "Grænser for udlændinge" anføres det i artiklen, at borgmesterkandidaten "har derfor sat begrænsninger på antallet af udlændinge i boligblokkene. . .". Udtalelsen var ikke i citat, men var alene refereret af journalisten. Boliganvisningen i kommunen administreres af en stabsfunktion og behandles endeligt i et udvalg bestående af fem personer. Udvalget er nedsat af kommunalbestyrelsen. Kommunen sondrer ved anvisning af bolig mellem kommunens borgere og udefrakommende borgere. Således skal udefrakommende borgere opfylde et økonomisk kriterium på mindst 30 timers beskæftigelse om ugen. I en anden artikel på samme side i avisen er borgmesteren citeret for at have udtalt, at ". . . Men i X by har vi den holdning, at hr. og fru Jensen ikke lige pludselig skal have den oplevelse, at de er flyttet til Mellemøsten. . .". Parternes bemærkninger Klager påstår, at udtalelsen er i strid med lov om etnisk ligebehandling, da udtalelsen må forstås på den måde, at borgmesteren har stillet personer af anden etnisk oprindelse end dansk ringere end boligsøgende af dansk oprindelse. Kommunen oplyser, at den ikke abonnerer på den pågældende avis eller køber udklipsservice. Kommunen var derfor ikke bekendt med journalistens udlægning. Indklagede benægter, at der sker forskelsbehandling på grund af etnicitet ved anvisning af boliger. Klager henviser til, at udtalelsen ikke var i citat, men at borgmesteren heller ikke var fremkommet med et dementi, såfremt han havde følt sig fejlciteret. Klager oplyser, at den ikke tror, at journalisten selv har fundet på det pågældende udsagn. Ligesom den betvivler kommunens manglende opmærksomhed vedrørende avisartiklen, da artiklen blev bragt under kommunalvalgkampen. Klager henviser til, at der er påvist faktisk omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling. Indklagede har ikke løftet bevisbyrden for, at der ikke er tale om forskelsbehandling. Klager opfordrer derfor indklagede til at fremlægge dokumentation for, at loven overholdes ved anvisning af almennyttige boliger. Videre henviser klager til artiklen "Røde vestegns-kommuner viser vejen" på samme side i avisen, hvor borgmesteren i citat udtalte: "Vi havde helt klart potentialet til at ende som Tingbjerg. Visse boligselskaber prøvede at pumpe alt, hvad man kunne finde fra udlandet ind i vores boligafdelinger. Men i X by har vi den holdning, at hr. og fru Jensen ikke lige pludselig skal have den oplevelse, at de er flyttet til Mellemøsten. Sådan har det været nogle steder, og derfor går det galt. [. . . ]". Klager finder, at der er tale om direkte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Alternativt finder klager, at der er tale om indirekte forskelsbehandling, da økonomiske kriterier for voksne boligsøgende på mindst 30 timers beskæftigelse om ugen rammer flygtninge og indvandrere i større omfang end danskere, da flygtninge og indvandrere i højere grad end danskere er i risiko for diskrimination på arbejdsmarkedet mv. Endvidere finder klager ikke, at kravet om 30 timers ugentlig beskæftigelse er et sagligt kriterium, idet kravet alene stilles til borgere, der kommer fra andre kommuner. Klager anmoder videre nævnet om at statuere indirekte forskelsbehandling, da kommunen ikke vil udlevere de oplysninger om statistik over anvisningen af boliger til brug for vurdering af sagen, som klager har ønsket. Klager oplyser, at indklagede vedkender sig de fremdragne citater, og at klager ikke misbruger artiklen til at fastslå en årsagssammenhæng, som ikke findes. Klager oplyser, at der er sket anvisning på diskriminerende grundlag. Klager har til denne sag og en række andre sager redegjort for organisationens processuelle stilling i sager for Ligebehandlingsnævnet. Klager har anført, at lov om etnisk ligebehandling, forskelsbehandlingsloven og lov om Ligebehandlingsnævnet ikke indeholder et selvstændigt partsbegreb. Der henvises til, at Ligebehandlingsnævnet ikke i øvrigt har anvendt det forvaltningsretlige partsbegreb, hvorefter klager forudsættes at have en direkte, væsentlig og individuel interesse i sagens udfald. Klager har endvidere henvist til, at EU's medlemsstater er forpligtede til indenfor det bagvedliggende direktivs anvendelsesområde at sikre, at ingen udsættes for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. Forpligtelsens effektive opfyldelse forudsætter, at der foreligger de nødvendige og tilstrækkelige retsmidler til at realisere målene bag direktivet. Dette kan efter omstændighederne medføre, at medlemslandene må anerkende en udvidet klageadgang, såfremt den manglende tilstedeværelse af en sådan indebærer, at direktivets og traktaternes mål ikke i tilstrækkeligt omfang bliver virkeliggjort. Den klagende organisation gør således gældende at nægtelse af klageadgang for denne eller andre organisationer, som arbejder med bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder handicap eller national, social eller etnisk oprindelse, vil sætte en så væsentlig hindring i vejen for en effektiv bekæmpelse af forskelsbehandling, at det ikke er foreneligt med de bagvedliggende direktiver og traktater. Indklagede påstår, at der ikke var tale om et citat, og at borgmesteren ikke udtalte sig som anført i artiklen. Indklagede har ikke udøvet forskelsbehandling af boligansøgere. Indklagede oplyser, at administrationen af boliganvisningen i kommunen varetages af en stabsfunktion med reference til kommunaldirektøren. Ansøgere til boliger er enten borgere i kommunen eller udefrakommende ansøgere. Boliganvisningen behandles i et boligindstillingsudvalg nedsat af kommunalbestyrelsen. Udvalget består af fem medlemmer. Boligerne stilles til rådighed af de almene boligorganisationer. Vedrørende kommunens borgere godkendes alle ansøgere med et aktuelt boligbehov, medmindre tilflytningen er sket med et forudsigeligt boligproblem, herunder fremleje. For udefrakommende ansøgere til kommunen er det et væsentligt kriterium for godkendelse, at alle voksne i husstanden er selvforsørgende, hvilket i praksis betyder ansættelse mindst 30 timer ugentligt. Indklagede oplyser videre, at der ved tildeling af boliger tages en lang række hensyn i forbindelse med anvisningen. Udover at tage udgangspunkt i ansøgerens egne ønsker og eventuelle sociale hensyn, ser udvalget på ansøgerens økonomi i forhold til den konkrete bolig, ligesom udvalget også prøver at påvirke beboersammensætningen i de almene boligområder i positiv retning. Indklagede oplyser, at det sidste punkt er et fuldt lovligt hensyn i forbindelse med bolighenvisning. Udefrakommende boligsøgende forskelsbehandles således på baggrund af økonomiske kriterier. Der foretages ikke i forbindelse med bolighenvisning forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Stabsfunktionen anviser knap 400 boliger om året. På nuværende tidspunkt har kommunen ca. 400 godkendte ansøgere og ca. 40 ledige boliger til anvisning. Indklagede oplyser, at journalisten og klager har draget deres egne konklusioner, og at indklagede ikke har haft mulighed for at dementere artiklens indhold, da kommunen ikke har været opmærksom på artiklens eksistens, idet de hverken abonnerer på den pågældende avis eller køber udklipsservice. Indklagede undrer sig over, at klager ikke har kontaktet indklagede med henblik på at verificere journalistens oplysninger. Videre oplyser indklagede, at kommunen ikke fører statistik over tildeling af boliger på grundlag af etnisk eller nationalt tilhørsforhold. Indklagede påpeger, at boliganvisningssagerne indeholder stærkt personfølsomme oplysninger, hvorfor kommunen finder, at statistisk bearbejdning bør ske med yderste varsomhed og kun til anerkendelsesværdige formål. Indklagede finder ikke, at klager med en avisartikel med en journalists udlægning har påvist, at der er påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er tale om forskelsbehandling. Indklagede oplyser, at borgmesteren vedkender sig de fremdragne citater i avisartiklen, men at klager misbruger enkeltstående citater til at fastslå en årsagssammenhæng, der ikke findes. Artiklen skal læses og forstås i sin helhed. Der henvises fra indklagedes side til, at borgmesteren har kommenteret på en politisk situation i kommunen. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Den klagende organisation har ikke indbragt sagen enten på vegne af eller til støtte for en klagende person med dennes tilladelse. Nævnet må derfor afvise at behandle klagen. Nævnet finder, at loven må fortolkes således, at klageadgangen er begrænset til den, der mener sig krænket. Nævnet finder denne fortolkning bekræftet af forarbejderne til loven om Ligebehandlingsnævnet. I bemærkningerne til § 5, stk. 2, står der, at "nævnet behandler således kun skriftlige klager indgivet af den, der mener sig forskelsbehandlet", idet det præciserende tilføjes, at "fagorganisationer kan indgive klager på vegne af de personer, de repræsenterer". Denne begrænsning i klageadgangen er ikke i strid med direktivet om rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til race og etnisk oprindelse. Tværtimod bestemmer direktivet i art. 7, stk. 1, der vedrører "klageadgang", at medlemsstaterne skal sikre, at enhver, der mener sig krænket, skal kunne indgive klage til retslige og/eller administrative instanser. Medlemsstaterne gives efter art. 7, stk. 2, tillige pligt til at sikre, at visse nærmere bestemte organisationer og juridiske personer, hvoriblandt den klagende organisation hører, er berettigede til at indtræde som part i klagen, idet det dog præciseres, at denne pligt skal udøves enten på vegne af eller til støtte for klageren med dennes godkendelse. Direktivets art. 13, der vedrører uafhængige organer for fremme af ligebehandling, pålægger ikke medlemsstaterne pligt til at give disse organer ret til i eget navn at indgive klage til de organer, der i medlemsstaterne er oprettet til håndhævelse af pligterne i forhold til direktivet. Direktivet er ganske vist ikke til hinder for, at medlemsstaterne giver sådanne organer en selvstændig klageadgang, hvis de finder dette nødvendigt eller formålstjenligt for at sikre håndhævelse af direktivets forpligtelser. Men en sådan selvstændig klageadgang har lovgiver ikke fundet grundlag for at indføre. Den klagende organisation må derfor fortsat begrænse sig til at indgive klager på vegne af eller til støtte for klageren med dennes godkendelse. <2500222-09>

Versioner

1. 2011-06-10