Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - sagsbehandling - afskedigelse - kommuner - parts- og vidneforklaringer
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9503@2010-08-13/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - sagsbehandling - afskedigelse - kommuner - parts- og vidneforklaringer
J.nr. 2500053-10 Det var ikke i strid med lov om etnisk ligebehandling, at en kommune gav en ansøger afslag på støtte til erhvervelse af buskørekort med henblik på selvforsørgelse. Ligebehandlingsnævnet fandt at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at indklagede havde udsat klager for forskelsbehandling.
Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med en kommunes behandling af ansøgning om støtte til erhvervelse af buskørekort med henblik på selvforsørgelse. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med lov om etnisk ligebehandling, at indklagede gav klager afslag på støtte til erhvervelse af buskørekort med henblik på selvforsørgelse . Sagsfremstilling I sommeren 2009 ansøgte klager, der er flygtning fra Iran, om støtte til erhvervelse af buskørekort med henblik på selvforsørgelse. Indklagede meddelte klager, at hans anmodning ikke kunne imødekommes efter reglerne om aktiv beskæftigelse. Indklagede mente ikke, at støtte til buskørekort var det rigtige tilbud til klager med henblik på selvforsørgelse. Parternes bemærkninger Klager påstår, at han har været udsat for forskelsbehandling og chikane på grund af sin etniske oprindelse i forbindelse med en anmodning støtte til erhvervelse af buskørekort med henblik på selvforsørgelse. Han anmoder nævnet om at være ham behjælpelig med at opnå støtte til erhvervelse af buskørekort. Derudover klager han også over den generelle forskelsbehandling, der finder sted i Danmark, af folk af anden etnisk oprindelse. Det påvirker indvandreres muligheder for at finde arbejde og uddannelse. Klager har til brug for sagens behandling fremlagt kopi af brev af 2. juli 2009 fra indklagede til klager i anledning af hans klage over afslag på støtte til erhvervelse af buskørekort. Af brevet fremgår følgende: Da klager netop var dumpet til en anden køreprøve, mente indklagede ikke, at et buskørekort var det rigtige tilbud til klager med henblik på selvforsørgelse, eller at det var den hurtigste vej til beskæftigelse. Klager har i den behandlede klage anført, at han har brug for flere bevillinger, da han ikke er i stand til at gennemføre kørekortet på kort og presset tid. Det er ikke indklagedes opfattelse, at erhvervelsen af kørekort indebærer et tidspresset, uoverskueligt, kompliceret, akademisk niveau. Når det opleves sådan af klager, er det ikke en god indikator for, at han vil egne sig som buschauffør, subsidiært truckfører. Indklagede har også kontaktet den skole, der stod for klagers erhvervelse af truckkørekort og her erfaret, at klager var ufokuseret i undervisningsforløbet. Indklagede afviser afslutningsvis i brevet af 2. juli 2009, at der er foregået nogen form for forskelsbehandling eller diskrimination. Sagen er efterfølgende sendt til Beskæftigelsesankenævnet. Der er fremlagt kopi af Nævnets afgørelse af 20. juli 2009. Af afgørelsen fremgår følgende: Nævnet fandt heller ikke, at klager havde ret til støtte til erhvervelse af buskørekort. Nævnet mente ligesom indklagede heller ikke, at erhvervelsen af buskørekort ville være den hurtigste vej til beskæftigelse eller hel eller delvis selvforsøgelse. Nævnet lagde vægt på, at klager næsten havde afsluttet sygeplejerskeuddannelsen, men imidlertid ophørte i uddannelsen, og at han under uddannelsen havde arbejdet forskellige steder inden for pleje og omsorg. Nævnet lagde også vægt på, at indklagede i juni 2009 havde givet klager støtte til truck-kørekort, og at klager havde meddelt indklagede, at han ikke havde bestået dette kørekort. Klager mener ikke, at indklagede har hjulpet ham på den bedste mulige måde. De burde have fundet et plejehjem, hvor han kunne arbejde. I stedet sendte de ham på et jobsøgningskursus, som var en katastrofe. I forbindelse med køreprøven talte klager med en lærer på skolen, der gentagne gange fortalte ham, at han ville bestå, hvis han gik op til prøven en gang til. Han mener derfor, at han er blevet gjort til grin af skolen, når skolen efterfølgende har indikeret overfor indklagede, at han slet ikke egnede sig til at tage gaffeltruckkørekort. Indklagede afviser, at klager har været udsat for forskelsbehandling i forbindelse med sin ansøgning om støtte til erhvervelse af buskørekort med henblik på selvforsørgelse . Indklagede henviser til, at deres afslag på buskørekort har været prøvet af Beskæftigelsesankenævnet, der ikke fandt grundlag for at tilsidesætte indklagedes skøn om, at støtte til erhvervelse af et buskørekort ikke vil være den hurtigste vej til beskæftigelse eller selvforsørgelse. Ud fra den fremlagte korrespondance i sagen, er det svært for indklagede at vurdere, hvordan klager nærmere bestemt føler sig forskelsbehandlet på baggrund af sin etniske oprindelse. Indklagede afviser, at enkelte grupper af indklagedes kunder får en mere privilegeret behandling end andre, således heller ikke gruppen af hvide kvinder med bolig og uddannelse, som anført af klager. Indklagede afviser, at de ansatte nydanskere, der er blevet ansat hos indklagede, er ansat for at legitimere forskelsbehandling mellem forskellige etniske grupper i kommunen. Indklagede ønsker, at deres medarbejdere skal afspejle samfundet i øvrigt og har ingen forståelse for klagers holdning om, at denne mangfoldighed af etniske grupper er en måde at legitimere apartheidmetoder på. Endelig vækker det ikke genkendelse, at det forhold, at indklagede er ledet af medlemmer med holdninger til højre for midten, skulle være udtryk for, at kommunen er imod indvandrere fra ikke-vestlige lande. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Nævnet skal indledningsvis bemærke, at nævnet ikke har kompetence til at bistå klager med hans anmodning om støtte til erhvervelse af buskørekort med henblik på selvforsørgelse. Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at man ikke må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes race eller etniske oprindelse. Anser en person sig for krænket, og påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er tilsidesat. På baggrund af de skriftlige oplysninger i sagen er det Ligebehandlingsnævnets vurdering, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede har forskelsbehandlet klager på grund af hans etniske oprindelse ved at give ham afslag på støtte til erhvervelse af buskørekort. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at indklagede i forbindelse med afslaget har foretaget et konkret skøn over, om støtte til erhvervelse af buskørekort ville være den hurtigste vej til beskæftigelse eller selvforsørgelse. Vedrørende de øvrige klager har nævnet ikke fundet, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse. Klager får derfor ikke medhold i sin klage.