Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9505@2011-06-10/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - kompetence - retlig interesse - ej medhold

J.nr. 2500133-10 En organisation, der arbejder mod racediskrimination og for etnisk ligestilling, indgav en klage til Ligebehandlingsnævnet. Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af etnicitet i forbindelse med, at det af en avisartikel fremgik, at indklagede campingpladsejer nægtede sigøjnere adgang på campingpladsen. Nævnet afviste at behandle klagen, da den klagende organisation ikke havde indbragt sagen enten på vegne af eller til støtte for en klagende person med dennes tilladelse.

En organisation, der arbejder mod racediskrimination og for etnisk ligebehandling, har indgivet en klage. Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af etnicitet i forbindelse med, at det af en avisartikel fremgår, at indklagede campingpladsejer nægter sigøjnere adgang på campingpladsen. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Nævnet afviser at behandle klagen, da den klagende organisation ikke har indbragt sagen enten på vegne af eller til støtte for en klagende person med dennes tilladelse. Sagsfremstilling En organisation har på baggrund af en artikel i en avis den 1. maj 2010 klaget over en campingpladsejer. Der står følgende i avisen: "SNYDT: indklagede campingpladsejer vil ikke længere have sigøjnere på sin campingplads. Sidste år rendte et par familier fra regningen og efterlod en masse ragelse.". . . "Jeg vil ikke have sådan nogle mere. Det ødelægger forretningen." Endvidere er indklagede citeret for at have udtalt: "I starten bærer ens hjerte over med en på grund af børnene. Men nu glemmer man sit hjerte og bruger sin sunde fornuft. Vi har prøvet det i mange år. Vi ved efterhånden godt, hvem vi skal sige ja og nej til. Man kan se det med det samme." Parternes bemærkninger Klager påstår, at der er tale om forskelsbehandling på grund af etnicitet. Klager anmoder om, at der fastsættes en passende sanktion for lovbruddet. Klager henviser til, at indklagede udviser en systematisk og konsekvent praksis, som udgør en direkte forskelsbehandling af personer af anden race og etnisk oprindelse ved at nægte sigøjnere adgang til deres campingpladser. Klager bemærker, at der naturligvis ikke er noget problem i, at der afvises enkeltpersoner, der aktuelt eller tidligere har overtrådt loven, den pågældende campingplads' reglement mv. Klager henviser til, at det fremgår af avisartiklen, at indklagede har udtalt, at han er "begyndt at sige nej til sigøjnere, når de dukker op." Videre henviser klager til indklagedes udtalelse: "Vi ved efterhånden godt, hvem vi skal sige ja og nej til. Man kan se det med det samme". Klager finder derfor, at det kan lægges til grund, at der faktisk sker afvisning af sigøjnere på indklagedes campingplads. Klager henviser til, at lov om etnisk ligebehandling arbejder med en delt bevisbyrde, og at avisartiklen skaber en formodning for forskelsbehandling. Klager anmoder indklagede dokumentere, at der ikke er tale om forskelsbehandling. Klager beder om, at Ligebehandlingsnævnet forholder sig til EU/EF-domstolens praksis for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt der kan statueres diskrimination, uanset der ikke er tale om et konkret identificeret offer. Klager har til denne sag og en række andre sager redegjort for organisationens processuelle stilling i sager for Ligebehandlingsnævnet. Klager har anført, at lov om etnisk ligebehandling, forskelsbehandlingsloven og lov om Ligebehandlingsnævnet ikke indeholder et selvstændigt partsbegreb. Der henvises til, at Ligebehandlingsnævnet ikke i øvrigt har anvendt det forvaltningsretlige partsbegreb, hvorefter klager forudsættes at have en direkte, væsentlig og individuel interesse i sagens udfald. Klager har endvidere henvist til, at EU's medlemsstater er forpligtede til indenfor det bagvedliggende direktivs anvendelsesområde at sikre, at ingen udsættes for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. Forpligtelsens effektive opfyldelse forudsætter, at der foreligger de nødvendige og tilstrækkelige retsmidler til at realisere målene bag direktivet. Dette kan efter omstændighederne medføre, at medlemslandene må anerkende en udvidet klageadgang, såfremt den manglende tilstedeværelse af en sådan indebærer, at direktivets og traktaternes mål ikke i tilstrækkeligt omfang bliver virkeliggjort. Den klagende organisation gør således gældende at nægtelse af klageadgang for denne eller andre organisationer, som arbejder med bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder handicap eller national, social eller etnisk oprindelse, vil sætte en så væsentlig hindring i vejen for en effektiv bekæmpelse af forskelsbehandling, at det ikke er foreneligt med de bagvedliggende direktiver og traktater. Indklagede påstår, at der ikke er tale om forskelsbehandling. Indklagede oplyser, at det er korrekt, at han kom med nogle udtalelser til avisen vedrørende forskellige nationaliteter, som har besøgt campingpladsen. Han oplyser, at campingpladsen kun består af 19 enheder, og at de endnu aldrig har afvist nogen, der ville overnatte. Indklagede bemærker, at det er frustrerende, at der opstår problemer, når de har sigøjnere, og at han flere gange har oplevet problemer med manglende betaling. De sigøjnere, som de har haft på besøg, har medbragt mindst 3-5 vogne, som er meget på hans lille campingplads, og han har som lejrchef har svært ved at sætte sig igennem over for 25-30 mennesker på én gang. Indklagede oplyser, at de har syv fastliggere, og at de derudover har haft omkring 100-150 campingvogne i 2010. Iblandt disse har der ikke været personer med roma-etnisk baggrund. Han vil gerne have modparten til at bevise, at han har afvist etniske minoriteter, for det er ikke tilfældet. Aviser kan kun sælges, hvis de bringer interessante nyheder. De havde på hans campingplads aldrig afvist nogen, og derfor kunne de fortælle om de oplevelser som de havde haft med diverse kunder heriblandt personer med roma-etnisk baggrund. Hvis vi afviste disse minoriteter ville vi jo ikke have noget at fortælle det er i sig selv indlysende. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Den klagende organisation har ikke indbragt sagen enten på vegne af eller til støtte for en klagende person med dennes tilladelse. Nævnet må derfor afvise at behandle klagen. Nævnet finder, at loven må fortolkes således, at klageadgangen er begrænset til den, der mener sig krænket. Nævnet finder denne fortolkning bekræftet af forarbejderne til loven om Ligebehandlingsnævnet. I bemærkningerne til § 5, stk. 2, står der, at "nævnet behandler således kun skriftlige klager indgivet af den, der mener sig forskelsbehandlet", idet det præciserende tilføjes, at "fagorganisationer kan indgive klager på vegne af de personer, de repræsenterer". Denne begrænsning i klageadgangen er ikke i strid med direktivet om rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til race og etnisk oprindelse. Tværtimod bestemmer direktivet i art. 7, stk. 1, der vedrører "klageadgang", at medlemsstaterne skal sikre, at enhver, der mener sig krænket, skal kunne indgive klage til retslige og/eller administrative instanser. Medlemsstaterne gives efter art. 7, stk. 2, tillige pligt til at sikre, at visse nærmere bestemte organisationer og juridiske personer, hvoriblandt den klagende organisation hører, er berettigede til at indtræde som part i klagen, idet det dog præciseres, at denne pligt skal udøves enten på vegne af eller til støtte for klageren med dennes godkendelse. Direktivets art. 13, der vedrører uafhængige organer for fremme af ligebehandling, pålægger ikke medlemsstaterne pligt til at give disse organer ret til i eget navn at indgive klage til de organer, der i medlemsstaterne er oprettet til håndhævelse af pligterne i forhold til direktivet. Direktivet er ganske vist ikke til hinder for, at medlemsstaterne giver sådanne organer en selvstændig klageadgang, hvis de finder dette nødvendigt eller formålstjenligt for at sikre håndhævelse af direktivets forpligtelser. Men en sådan selvstændig klageadgang har lovgiver ikke fundet grundlag for at indføre. Den klagende organisation må derfor fortsat begrænse sig til at indgive klager på vegne af eller til støtte for klageren med dennes godkendelse. <2500133-10>

Versioner

1. 2011-06-10