Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - kompetence - ej medhold

GældendeVersion 2011-06-10
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9506@2011-06-10/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - kompetence - ej medhold

J.nr. 2500270-10 Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med en anholdelse. Nævnet opfattede klagen som en klage over politiets myndighedsudøvelse i forbindelse med begivenhederne omkring anholdelsen, der efter ordlyden af lov om etnisk ligebehandling ikke findes omfattet af lovens regler. Ligebehandlingsnævnet kunne derfor ikke behandle klagen.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med en anholdelse den 9. juli 2009. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen. . Sagsfremstilling Den 9. juli 2009 kl. 15:50 indfandt klager sig på politistationen med henblik på at indgive nogle anmeldelser. Klager blev henvist til efterforskningssektionen, hvor hans anmeldelser blev afvist. Han rettede herefter på ny henvendelse i ekspeditionen, der bad ham om at forlade stedet, da han forlangte at komme ind bag ekspeditionsskranken. Indklagede gjorde brug af magt for at få klager ud fra politistationen. Klager blev efterfølgende anholdt. Parternes bemærkninger Klager påstår, at han er blevet udsat for forskelsbehandling fra indklagedes side i forbindelse med en anholdelse den 9. juli 2009. Klager mener ikke, at han har fået en ordentlig sagsbehandling i forbindelse med episoden. Derudover er hele justitssystemet sammenspist og utroværdigt. Klager har også gentagne gange anmodet Ligebehandlingsnævnet om aktindsigt i akter, der omhandler episoden den 9. juli 2009. Klager har fremlagt kopi af afgørelse af 27. maj 2010 fra statsadvokaten. Heraf fremgår det, at klageren har anmeldt følgende forhold: At klager blev overfaldet af fem betjente, der slog og sparkede ham i hovedet og på kroppen At klager fik gentagne gange vredet sine arme, da han nægtede at forlade politistationen At klager blev smidt ud af politistationen af fem betjente At politiet tog to af klagers 500 kr. sedler og sagde "at det var for ulejligheden" At politiet ødelagde klagers kamera I sagen er tre politibetjente blevet afhørt om episoden. Derudover har statsadvokaten indhentet detentionsrapporten vedrørende klagers fremstilling for den vagthavende politibetjent, hvoraf det fremgår, at klager ved fremstillingen var i besiddelse af 369 kroner. På baggrund af oplysningerne i sagen traf statsadvokaten beslutning om at indstille efterforskningen i sagen. Der blev især lagt vægt på, at der ikke var overensstemmelse mellem klagers forklaring og forklaringen fra de tilstedeværende politibetjente. Der var ikke oplysninger i sagen, der støttede klagers forklaring frem for de tilstedeværende polititjenestemænds forklaringer. Ud fra almindelige bevismæssige principper var der ikke grundlag for at tilsidesætte politibetjentenes samstemmende forklaringer om, at de hverken slog eller sparkede klager eller vred hans arme om, eller at klager ikke blev smidt ud af stationen af fem betjente. Statsadvokaten lagde ved afgørelsen vægt på, at samtlige de tilstedeværende politibetjente samstemmende har forklaret, at klager forsøgte at komme ind bag detentionsskranken, hvorefter politibetjentene førte klager ud fra stationen, idet de gjorde brug af et førergreb, det vil sige, at de holdt den ene hånd ved klagers albue/arm og den anden hånd ved klagers håndled. Klagers arme var på intet tidspunkt vredet om på ryggen eller lignende. Politibetjentene har også samstemmende forklaret, at klager foran stationen optrådte højlydt og råbende, hvorfor han blev anholdt og - i samme føregreb - ført tilbage til stationen og fremstillet for vagthavende, ligesom betjentene samstemmende har afvist, at der på noget tidspunkt blev udøvet vold i form af slag, spark eller lignende mod klager. Som det fremgår af detentionsrapporten var klager ved fremstillingen i besiddelse af 369 kroner. Statsadvokaten fandt det derfor ikke godtgjort, at politiet ved hans løsladelse tog to af klagers 500 kronesedler og udtalte "at det var for ulejligheden". Statsadvokatens afgørelse er efterfølgende behandlet af rigsadvokaten. Efter en gennemgang af sagen har rigsadvokaten ikke fundet grundlag for at ændre statsadvokatens afgørelse. Der blev ved afgørelsen lagt vægt på de samme forhold, som statsadvokaten havde anført som begrundelse. Vedrørende klagen over statsadvokatens manglende behandling af politiets racistiske behandling af klager den 9. juli 2009 fandt rigsadvokaten heller ikke grundlag for at statsadvokaten skulle have behandlet dette spørgsmål separat. Det blev i den forbindelse bemærket, at klagen skulle forstås således, at den diskriminerende behandling bestod i, at politiet ikke ville optage rapport om klagers anmeldelser, fordi han var af anden etnisk oprindelse end dansk. Klager forstår ikke, at statsadvokaten ikke har afhørt klager selv. Der dækkes over politiet, der fratager klager hans rettigheder. Klager mener også, at han ikke i fuldt omfang har fået aktindsigt i sin sags behandling de forskellige steder. Indklagede påstår frifindelse. Indklagede kan i det hele henholde sig til statsadvokatens afgørelse af 27. maj 2010, hvoraf det fremgår, at efterforskningen er indstillet, da undersøgelsen i sagen ikke tilvejebragte oplysninger, der støttede klagerens udlægning af forløbet. Det bemærkes også, at klager i forbindelse med anmeldelsen ikke omtalte, at han var udsat for forskelsbehandling. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at man ikke må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes race eller etniske oprindelse. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed, for så vidt angår social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje, sociale goder, uddannelse samt adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, herunder bolig, der er tilgængelige for offentligheden. I denne sag er der klaget over politiets opførsel i forbindelse med, at klageren blev anholdt den 9. juli 2009 af politiet. Nævnet opfatter klagen som en klage over politiets myndighedsudøvelse i forbindelse med begivenhederne omkring anholdelsen, der efter ordlyden af lov om etnisk ligebehandling ikke findes omfattet af lovens regler. Ligebehandlingsnævnet kan derfor ikke behandle klagen. <2500270-10>

Versioner

  1. 2011-06-10