Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - adgangsbegrænsning - repressalier - ej medhold

GældendeVersion 2011-08-26
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9512@2011-08-26/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - adgangsbegrænsning - repressalier - ej medhold

J.nr. 2500028-11 Til en nytårsfest 2010 på et diskotek havde en klager med anden etnisk baggrund forsøgt at bestille et VIP-bord. I arrangementet kunne der deltage ca. 125 spisende gæster. Klager fik afslag på at bestille det ønskede bord. Da klagers ven, som havde et dansk navn, bestilte et bord dagen efter, fik han svar fra indklagede om, at der var et bord tilbage, som han kunne reservere. Ligebehandlingsnævnet fandt, at indklagede havde bevist, at der ikke var sket overtrædelse af ligebehandlingsprincippet. Ligebehandlingsnævnet lagde vægt på, at klager flere gange tidligere havde været gæst hos indklagede, samt at der på tidspunktet for klagerens kammerats henvendelse, telefonisk var indgået et afbud, hvorfor der nu var et ledigt VIP-bord.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med bestilling af et VIP-bord i en natklub til nytårsfest 2010. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med lov om etnisk ligebehandling, at indklagede gav klager afslag på at bestille et VIP-bord til nytårsfest 2010. Sagsfremstilling Indklagede holdt i lighed med andre natklubber og restauranter den 31. december 2010 et nytårsarrangement med spisende gæster. Indklagede rådede alene over 16 borde i natklubben til cirka 100 siddende gæster. Derudover var der opsat løse stole, så der kunne deltage cirka 125 spisende gæster. Otte borde var reserveret til de gæster, der havde bestilt spisning. Et bord blev anvendt til personalet, ligesom et bord blev anvendt af den ene ejer med gæster. To borde var forudreserveret til et større selskab på 25 gæster. Der var således kun fire borde ledige til booking til ikke-spisende gæster. Disse borde gav mulighed for 5 + 5 + 5 +5 gæster eller fire selskaber med i alt cirka 20 gæster. Den 27. december 2010 skrev klager en mail til indklagede med anmodning om at reservere et stk. VIP-bord til nytårsaften. Dagen efter blev anmodningen besvaret af en medarbejder hos indklagede, der skrev, at der ikke var flere borde tilbage. Klager var dog velkommen til at høre på aftenen, om der skulle være kommet ledige borde. Onsdag den 29. december 2010 skrev en person af dansk oprindelse, der efter det oplyste er klagerens kammerat, til indklagede med anmodning om at reservere et VIP-bord til nytårsaften. Senere samme dag fik han svar fra indklagede om, at der var et bord tilbage, som han kunne reservere. Dagen efter skrev klager til indklagede og stillede spørgsmålstegn ved, at hans kammerat med et dansk navn kunne reservere et bord, hvorimod han med sit udenlandske navn ikke kunne reservere et bord. Klager skrev, at han ville sprede historien indenfor sit netværk, der talte diverse medier og musikindustrien. Indklagede svarede hertil blandt andet, at klager fremover måtte finde et andet sted at gå i byen, da indklagede ikke ville "trues" til at rette ind efter klager og dennes anklager om racisme. Parternes bemærkninger Klager påstår, at han er blevet udsat for direkte forskelsbehandling og for repressalier af indklagede. Han har ret til en godtgørelse på 25.000 kroner, subsidiært til betaling af et af nævnet fastsat mindre beløb. Da klager erfarede, at han i modsætning til sin kammerat ikke kunne få lov til at bestille bord hos indklagede, er det kun naturligt, at der blev skabt bange anelser hos ham om, at det kunne have noget med hans hudfarve at gøre. Hans navn er modsat kammeratens ikke danskklingende. Det er derfor heller ikke forkert af ham at konfrontere indklagede med, at denne har udvist en adfærd, der er egnet til at skabe en umiddelbart velbegrundet formodning hos ham om, at han er blevet udsat for ulovlig forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse. Indklagede har blandt andet i mail af 29. december 2010 anført, at grunden til at en person med et dansk navn om onsdagen godt kunne bestille bord, som en person med et udenlandsk navn ikke kunne bestille om tirsdagen, var, at der i mellemtiden var indgået et afbud på en af reservationerne. Denne forklaring er plausibel, om end belejlig. Det må betragtes som utroværdigt, at indklagede skulle være ude af stand til at påvise, hvilke gæster der har foretaget reservationer og afbud. Som det fremgår af sagens bilag, så er reservationssystemet hos indklagede elektronisk. Det fremgår også af indklagedes indlæg i sagen, at registreringen i medlemsregisteret er ganske omfattende. Det må derfor kunne forventes, at afbud skrives ind i systemet. Det er uden betydning for de faktiske og retlige spørgsmål i sagen, at klager ved tidligere lejligheder har fået lov til at bestille bord hos indklagede. Konstateringen af at indklagede ikke har forskelsbehandlet klager ved andre lejligheder fører ikke noget bevis eller indicium for, at der i denne sag ikke er foregået ulovlig forskelsbehandling. Indklagedes advokat har i et af sine indlæg anført, at "uanset, om der måtte have været ledige VIP-borde, var disse borde netop forbeholdt særlige gæster, som det stod min klient frit for at disponere over." Det forudsætter, at udvælgelsen af disse særlige gæster ikke sker i strid med ulovlige kriterier. Der vil næppe være belæg for at betragte klagers kammerat som en sådan særlig gæst, der ud fra lovlige kriterier skulle være forbeholdt forrang i indklagedes reservationssystem. Det bestrides, at der skulle være sammenhæng mellem afslaget og spørgsmålet om, hvorvidt klager var en "særlig gæst", herunder det af indklagede anførte om, at "klageren kort tid forinden var kommet for sent til en anden bordbestilling og i øvrigt havde haft gæster med, der var involveret i uroligheder". Hvis der havde været en sammenhæng, så havde indklagede vel kunne henvise hertil i sit afslag. Indklagedes anførsler i denne henseende må derfor opfattes som efterrationaliseringer. Der er intet, der tyder på, at disse forhold indgik i den reelle begrundelse for afslaget. Indklagede har fremhævet, at det af deres ordrebekræftelser fremgik, at der var cirka 25 procent med ikke danske navne blandt aftenens spisende gæster. Dette forhold kan ikke i sig selv tages til indtægt for, om indklagede har forskelsbehandlet klager eller ej. Det er et velkendt fænomen, at aktører i nattelivet har anvendt kvoter for, hvor mange udlændinge man vil lukke ind. Antallet af udlændinge hos indklagede den pågældende aften er derfor heller ikke nogen indikator for, om indklagede har forskelsbehandlet klager. Der kan ikke uden særlige holdepunkter lægges vægt på I) klagers tidligere besøg hos indklagede, II) klagers tidligere bordbestillinger hos indklagede, eller III) det forhold, at 25 procent af gæsterne, som bestilte bord nytårsaften, havde udenlandsk klingende navne. Disse forhold kan ligeså vel tages til indtægt for, at indklagede netop diskriminerede via kvotering, som at indklagede ikke diskriminerede, da det muligt kan antages, at I) kvoten ikke var opbrugt ved klagers tidligere besøg hos indklagede, II) kvoten ikke var opbrugt ved klagers tidligere bordbestillinger hos indklagede, og III) at kvoten netop var opbrugt nytårsaften. Det er irrelevant for sagen, hvor mange spisende gæster indklagede måtte have den pågældende aften. Tvisten angår alene det ene VIP-bord, som klager forsøgte at bestille. Klager finder heller ikke, at det taler for indklagedes uskyld, at denne er over et døgn om at meddele en person med et udenlandsk klingende navn afslag, men under en tiendedel af den tid om at kunne bekræfte reservationen til klagers ven. Indklagede hæfter sig også ved, at klager ikke umiddelbart kunne få adgang til natklubben, og at der alene var tale om et foreløbigt afslag "som det ser ud nu", da klager blev foreslået at prøve på selve aftenen. Det forhold at en afvisning angives at være foreløbig, udelukker dog ikke, at der er tale om forskelsbehandling. Det er snarere en normal og banal måde at søge at kamuflere forskelsbehandlingen på. Uanset om der måtte have fundet ulovlig forskelsbehandling af klager sted i forbindelse med bordreservationen hos indklagede i dagene op til nytårsaften eller ej, har indklagede efterfølgende udsat klager for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger som reaktion på hans klage rettet til indklagede (repressalier). Klager er som konsekvens af sin henvendelse den 29. december 2010 blevet ekskluderet fra indklagede, idet mailen af 29. december 2010 afsluttes med ordene "Du må fremover finde et andet sted og gå i byen da vi ikke skal "trues" til at rette ind efter dig og dine anklager om racisme." Denne form for repressalier som følge af klager om diskrimination er ulovlige. Klager af mere uformel karakter er omfattet af forbuddet. Kriteriet er blot, at klagen skal være fremsat med det formål at sikre, at princippet om ligebehandling iagttages. Klager gjorde i sin henvendelse netop gældende, at indklagede havde udsat ham for forskelsbehandling på grund af race, da hans kammerat tilsyneladende godt kunne bestille det bord, som klager var blevet meddelt optaget, da han dagen forinden havde forsøgt at bestille bord. Det bemærkes, at mailen med klagen blev afsendt til indklagede med kopi til klagers repræsentant i den konkrete sag. Henvendelser af en sådan art må, når de fremsættes med indklagedes vidende, være at betragte som sidestillet med indgivelse af klage til retslige og/eller administrative instanser. På tidspunktet for henvendelsen til indklagede havde klager al mulig grund til at antage, at han var blevet udsat for forskelsbehandling. At klager i sin frustration anvender skarpe formuleringer, giver ikke indklagede gyldig grund til at anvende repressalier. Klager var ikke blevet foreholdt indklagedes forklaring om det mellemkommende afbud, og rigtigheden af denne forklaring er ikke blevet godtgjort. Det er korrekt, at klager skrev, at han ville berette om episoden til "diverse medier og musikindustrien". Det må dog anses som et udtryk for afmagt og manglende kendskab til eventuelle alternative klage- og rekursveje. Det kan ikke i en sådan situation forventes, at der for enhver pris opretholdes et "urbant sprog". Det må afvises, at klagers henvendelse af 29. december 2010 skete i et forsøg på at opnå positiv særbehandling eller havde til formål at påvirke indklagede til at lade klageren få et bord nytårsaften. Vedrørende påstanden om repressalier har klager anført, at det efter de almindelige bevisregler må anses for godtgjort, at indklagede har udøvet repressalier som følge af en af klager påstået forskelsbehandling. Vedrørende godtgørelsens størrelse er der blandt andet taget udgangspunkt i, at der både er sket en overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling og mod repressalier. Indklagede påstår frifindelse. Klageren er derfor ikke berettiget til godtgørelse. Indklagede har ikke forskelsbehandlet klageren ud fra lovstridige kriterier, herunder race og etnisk oprindelse, i forbindelse med hans henvendelse om bordreservation. Indklagede har heller ikke udsat klager for repressalier som reaktion på en klage om forskelsbehandling. Der var tale om en reaktion på klagerens upassende henvendelse og trusler. Det var alene klagerens egen adfærd, der var årsag til eksklusion. Indklagede sendte et svar på klagers forespørgsel den 28. december 2010 ved 16:30 tiden - det vil sige cirka 27 timer senere. Som det fremgår af svaret, blev klager ikke nægtet adgang til natklubben, men fik besked om, at der kun var fire borde, der allerede var reserveret. Det anførtes endvidere, at "Som det ser ud nu kan jeg desværre ikke hjælpe. . .". Der kunne således fremkomme ændringer i reservationerne. Klageren blev også foreslået at prøve på selve aftenen, om der var ledige borde, hvilket kunne forekomme, hvis der kom afbud, eller hvis gæster forlod natklubben for at tage andre steder hen. Det bemærkes også, at klager ikke modtog et øjeblikkeligt afslag, men først efter cirka 27 timer. Klageren har ikke pr. automatik modtaget et afslag blot ved konstateringen af, at der var tale om en forespørgsel fra en person med et ikke-dansk klingende navn. Den 29. december 2010 om formiddagen modtog indklagede et afbud fra en af de personer, der havde bestilt et af de fire VIP-borde. Da dette skete telefonisk, er det desværre ikke muligt at dokumentere dette afbud. Klagerens angivelse af, at det må anses for utroværdigt, at indklagede fik dette afbud, må stå for klagers egen regning. Indklagede har blot redegjort for de faktiske forhold, og de lister, der har været ført hos indklagede elektronisk, er blevet overskrevet med nye navne. I den forbindelse bemærkes det, at klagerens bekendte, der bestilte et bord, heller ikke fremgår af de af klager fremlagte oversigter. Klageren fordrejer det af indklagede anførte. Indklagede vægrer sig således ikke ved at fremlægge relevante reservationslister, men har netop fremlagt de lister, der viste reservationer, der blev endelige den pågældende aften. Der findes kun de lister, som er fremlagt af indklagede. Indklagede førte ikke nogen venteliste, da der kun var fire borde, der allerede var reserveret. Klageren var ikke skrevet op, så det var ikke muligt at kontakte ham. Af ordrebekræftelserne for de deltagende og spisende gæster hos indklagede nytårsaften 2010 fremgår, at der deltog mindst 30 personer med ikke-danske navne ud af de 125 spisende gæster. Indklagede er i besiddelse af ordrebekræftelser på samtlige spisende gæster, der efter behov kan udleveres til nævnet. Klageren har besøgt indklagede adskillige gange, senest lørdag den 13. november og fredag den 10. december 2010, hvor klager foretog en bordreservation til en VIP-pakke. I relation til bordreservationen den 10. december 2010 ankom klager først kl. 1:48, selvom der ved bekræftelsen af reservationen var anført, at fremmøde ved bordreservationer skal ske senest kl. 00:30. Klager havde i øvrigt haft gæster med, der var involveret i uroligheder, så de måtte bortvises. Dette i sig selv begrunder en ret for indklagede til at afvise klageren, uden at dette har noget med klagers navn eller etniske oprindelse at gøre, selvom den umiddelbare begrundelse var, at der ikke var borde på det pågældende tidspunkt, hvilket var i overensstemmelse med de faktiske forhold. Havde der været et bord, havde klager henset til de anførte forhold desuagtet ikke fået dette. Indklagede hævder ikke, at klageren var direkte involveret i de anførte uroligheder, men personer fra klagerens selskab var det, hvilket alene af den grund medførte, at klager ikke var en "særlig gæst". Klager har anført, at det er velkendt i nattelivet, at der anvendes kvoter. Dette er udokumenteret. Det bestrides endvidere, at der anvendes kvoter hos indklagede. Det er udokumenteret og uden sammenhæng med de faktiske forhold i sagen. Det bør også tages med i betragtning, at der den pågældende aften var mere end 300 andre gæster, der heller ikke havde mulighed for at få et bord. Det står indklagede frit for at afvise folk, der ikke opfylder indklagedes forskrifter og anvisninger, herunder i relation til påklædning, opførsel eller tilsvarende kriterier, så længe det ikke er begrundet i de besøgendes hudfarve, nationalitet, religion eller tilsvarende. Omkring påstanden om repressalier i forbindelse med eksklusionen af klager fra fremtidige besøg i klubben, bemærker indklagede, at klagers første mail af 29. december 2010 ikke indeholdt nogen klage eller angivelse af, at en sådan ville blive indgivet. Mailen indeholdt alene klagerens umiddelbare reaktion på, at han følte sig forskelsbehandlet, og en trussel om at han ville miskreditere indklagede i offentligheden. Eksklusionen skete derfor ikke som følge af, at klageren havde rejst beskyldninger om diskrimination mod indklagede. Eksklusionen skyldtes udelukkende, at klageren fremkom med alvorlige beskyldninger og trusler om bagvaskelse/miskreditering af indklagede i medier og omgangskreds på et usagligt og uoplyst grundlag og uden først at have modtaget en redegørelse fra indklagede over det faktiske forløb. Det var kun en konsekvens af klagerens overreagerede henvendelse til indklagede. Indklagede ønsker ikke gæster/medlemmer i natklubben, der anvender den slags virkemidler, indklagede i et forsøg på at opnå positiv særbehandling, benyttede. Eksklusionen skyldtes således ene og alene klagerens egen uforholdsmæssige adfærd. Det forhold, at klageren kopierede Dokumentations- og rådgivningscenteret om racediskrimination på mailen, kan ikke ændre ved det forhold, at formålet med mailen alene var at fremsætte trusler overfor indklagede. Kopieringen havde formentlig alene til formål til søge at påvirke indklagede til at lade klageren få et bord nytårsaften. Endelig bemærkes det, at klageren forud for eksklusionen var blevet optaget i indklagedes medlemssystem, hvilket understreger, at indklagede ikke har ladet navn eller hudfarve have betydning for hans hidtidige besøg hos indklagede. Ud fra klagerens mail-korrespondance må det udledes, at klageren er bekendt med reglerne om etnisk ligebehandling. Mailen fra klagers ven er påfaldende identisk med klagerens forudgående mail, ligesom beskyldningen om forskelsbehandling kommer meget kort tid efter og som en fortsættelse af indklagedes svar til klagers kammerat. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at man ikke må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etniske oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race eller etnisk oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Det fremgår også af loven, at ingen må udsættes for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger (repressalier) som reaktion på en klage eller nogen form for retsforfølgning, der iværksættes med det formål at sikre, at princippet om ligebehandling iagttages. Ligebehandlingsnævnet finder, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager er blevet forskelsbehandlet som følge af sin etniske oprindelse. Nævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at klager med et udenlandsk klingende navn fik afslag på sin henvendelse om reservation af et VIP-bord til nytårsaften, hvorimod klagers kammerat med et dansk navn den følgende dag fik besked om, at han kunne bestille bord. Nævnet finder dog, at indklagede har bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Nævnet har lagt vægt på, at der alene var fire VIP-borde, der kunne forudbestilles til nytårsaften. Indklagede førte derfor ikke nogen venteliste. Det fremgår af indklagedes svar på klagerens henvendelse, at der på dette tidspunkt ikke var ledige borde. Det fremgår endvidere af svaret, at der var mulighed for at høre på aftenen, om der skulle være kommet ledige borde. Indklagede har oplyst, at der på tidspunktet for klagerens kammerats henvendelse telefonisk var indgået et afbud, hvorfor der nu var et ledigt VIP-bord. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren flere gange tidligere, senest den 10. december 2010, var gæst hos indklagede, ligesom det af ordrebekræftelserne for de deltagende og spisende gæster til nytårsarrangementet fremgår, at mindst 30 af de 125 gæster havde ikke dansk-klingende navne. Nævnet finder videre, at bestemmelsen om forbud mod repressalier ikke forudsætter indgivelsen af en formel klage over forskelsbehandling. Det er tilstrækkeligt, at klager har rettet henvendelse til indklagede i en mail. Bestemmelsen forudsætter heller ikke, at klageren får medhold i, at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse er overtrådt. Nævnet finder det imidlertid ikke godtgjort, at indklagedes beslutning om at ekskludere klager var en reaktion på klagers henvisning til diskrimination. Klager får derfor ikke medhold i sagen. <2500028-11>

Versioner

  1. 2011-08-26