Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - adgangsbegrænsning - kompetence - ej medhold

GældendeVersion 2011-08-26
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9513@2011-08-26/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - adgangsbegrænsning - kompetence - ej medhold

J.nr. 2500042-11 En kvinde klagede over, at hendes italienske ægtefælle, ikke kunne bestille NemID online, fordi han ikke havde et dansk pas. Ligebehandlingsnævnet fandt, at den påståede forskelsbehandling var knyttet til den pågældende persons statsborgerskab. Ligebehandlingsnævnet kan ikke tage stilling til forskelsbehandling på grund af statsborgerskab. Nævnet fandt heller ikke, at der i øvrigt var tale om forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at klagers ægtefælle ikke kunne bestille NemID online, fordi han ikke havde dansk pas. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med lov om etnisk ligebehandling, at klagers ægtefælle ikke kunne bestille NemID online. Sagsfremstilling Der er klaget over, at det ikke er muligt at bestille NemID på internettet, hvis man er udenlandsk statsborger, medmindre man har dansk pas. Parternes bemærkninger Klager påstår, at hendes ægtefælle, der er italiensk statsborger, er blevet udsat for forskelsbehandling i strid med EU's ligebehandlingsregler. Klager henviser til, at man som udenlandsk statsborger typisk har et udenlandsk pas. Hvis man heller ikke har et dansk kørekort, skal man møde frem på et skattecenter for at få oprettet NemID. I deres tilfælde er der 40 km til skattecenteret. Hun oplyser, at hendes ægtefælle, der ikke har kørekort, er bosiddende i Danmark og har et cpr.nr. Han er desuden registreret som selvstændig med et CVR-nr. Klager ønsker, at man ved netbestilling skal kunne bruge såvel udenlandsk som dansk pasnummer, hvis man ikke har kørekort. Der burde ved netbestilling være mulighed for at oplyse statsborgerskab og for at bruge sit nationale pas. Indklagede påstår, at der ikke er tale om forskelsbehandling. Indklagede henviser til, at kørekort og pas anvendes som sikre legitimationsdokumenter i forbindelse med online-registrering og udstedelse af NemID, idet disse legitimationsdokumenter er opnået ved personligt fremmøde. Det sikres herved, at indehavere af NemID er identificeret på sikker vis. Baggrunden for, at der ved online-registrering kun er mulighed for at anvende dansk kørekort og dansk pas er dels, at disse indeholder cpr.nr., som anvendes til at matche opslaget i cpr-registeret og verificere, at det pågældende kørekort/pas tilhører ansøger, dels at det kun er muligt online at foretage opslag i kørekorts- henholdsvis pasregistreringsdatabaserne hos rigspolitiet for så vidt angår danske pas og kørekort. Det er ikke muligt at anvende udenlandske pas og kørekort i forbindelse med online-registrering, da disse ikke kan verificeres online. For netop at give alle borgere i Danmark mulighed for at få NemID er der etableret alternative udstedelsesmuligheder i form af personligt fremmøde på et borgerservicecenter i en kommune eller hos SKAT. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Klager gør gældende, at det er i strid med EU's ligebehandlingsprincipper, at hendes mand, der er italiensk statsborger, i forbindelse med on-line dokumentation til opnåelse af NemID ikke kan gøre brug af sit italienske pas, når henses til, at danske statsborgere i tilsvarende situation kan anvende deres danske pas. Den påståede forskelsbehandling er således knyttet til de pågældende personers statsborgerskab, da danske pas kun kan udstedes til danske statsborgere. Ligebehandlingsnævnet kan kun tage stilling til klager over forskelsbehandling, der er omfattet af de love, der er nævnt i loven om ligebehandlingsnævnet. Denne lov omtaler ikke blandt de regler, det er nævnets opgave at håndhæve, forbuddet i EU-traktaterne mod forskelsbehandling på grund af statsborgerskab (nationalitet), og nævnet har derfor ikke mulighed for at behandle en klage over overtrædelse af dette forbud. Loven nævner derimod loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. og loven om etnisk ligebehandling. Disse to love afgrænser hver for sig det område, hvorpå de finder anvendelse og angiver de former for forskelsbehandling, de forbyder. Loven om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, der blandt andet forbyder forskelsbehandling på grund af national oprindelse, er ikke anvendelig i den foreliggende sag, idet sagen ikke vedrører forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager og heller ikke de andre situationer, loven nævner. Sagen er derimod omfattet af anvendelsesområdet for loven om etnisk ligebehandling, idet denne lov omfatter blandt andet levering af tjenesteydelser. Til gengæld forbyder loven ikke forskelsbehandling på grund af nationalitet/statsborgerskab. Den forbyder kun forskelsbehandling - både direkte og indirekte - på grund af personers race eller etniske oprindelse. Det foreliggende dokumentationskrav er ikke udtryk for direkte forskelsbehandling på grund af personers race eller etniske oprindelse. Kravet er knyttet til eksistensen af et dansk pas, der udstedes til danske statsborgere uden hensyntagen til deres race eller etniske oprindelse. Kravet er heller ikke et udslag af indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, allerede fordi der som anført af indklagede er en saglig og objektiv grund til, at det tilladte dokumentationsmiddel - anvendelse af pas - er begrænset til danske pas og ikke udstrækkes til at omfatte udenlandske pas. Klager får derfor ikke medhold i sin klage. <2500042-11>

Versioner

  1. 2011-08-26