Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - ansættelse - parts- og vidneforklaringer
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9532@2012-09-05/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - ansættelse - parts- og vidneforklaringer
J.nr. 7100230-12 Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager var til ansættelsessamtale i den indklagede virksomhed. Det fremgik af parternes indlæg, at der var uenighed om, hvad der var blevet sagt under ansættelsessamtalen, herunder om indklagede havde spurgt til klagers etniske oprindelse eller gjort brug af klagers eventuelle egne oplysninger om hendes etniske oprindelse. Nævnet kunne ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om indklagede havde handlet i strid med loven forudsatte bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Disse kan ikke findes sted for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager var til ansættelsessamtale i den indklagede virksomhed. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af sin etniske oprindelse kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for nævnet. Sagsfremstilling Klager er født og opvokset i Danmark, men hendes familie stammer fra Iran. Klager var i juni 2010 til ansættelsessamtale hos den indklagede virksomhed. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling i forbindelse med ansættelsessamtalen hos indklagede. Klager blev under samtalen spurgt til forskellige forhold omkring hendes etniske oprindelse. Således blev klager spurgt: "Hvad har inspireret dig til at søge jobbet? Vores direktør har været på pilgrimsrejse med fem kriminelle - er det muligvis det, der har inspireret dig? ", "Nu sidder du og drikker vand, det er jo Ramadan, er du ikke muslim? ", "Nå du er ikke muslim, det plejer man da ellers at være når man kommer derfra hvor du kommer fra! ", "Okay, så du er ikke muslim? ! - Dvs. din far skal ikke bestemme hvem du bliver gift med? " Efter samtalen fik klager oplyst, at hun ville blive kontaktet med et svar. Klager har aldrig hørt fra indklagede, men prøvede at ringe til den medarbejder, hun var til samtale hos. Der blev lagt en besked på klagers telefonsvarer om at ringe tilbage til indklagede, men klager kunne ikke komme igennem til den pågældende medarbejder. Klager lagde en besked på telefonsvareren, men blev aldrig ringet op igen. Indklagede afviser, at klager under samtalen er blevet spurgt til sin etniske oprindelse, eller at klagers etniske oprindelse skulle være årsagen til, at klager ikke fik stillingen. Den medarbejder, som klager var til samtale hos, husker ikke samtalen i detaljer henset til, at den fandt sted i juni 2010, men kan ikke genkende at have stillet de spørgsmål, som klager anfører. Medarbejderen kan sporadisk huske, at klager selv fortalte noget om en ferie, hvor hun havde følt sig set ned på, på grund af sin etniske oprindelse, og at klager i den forbindelse selv nævnte, at hun var kristen og ikke muslim. Klager kom således selv ind på sin etniske oprindelse. Medarbejderen har en erindring om, at hun måske har omtalt direktørens rejse med nogle elever, idet der hænger en plakat herom i det rum, hvor samtalen foregik. Det kan heller ikke udelukkes, at indklagedes generelle værdier har været drøftet under samtalen, og at det eventuelt også er blevet fremhævet, at indklagede ikke forskelsbehandler mennesker, uanset alder, køn, etnisk herkomst, trosretning eller religion. Dette fremgår også af indklagede politik for Corporate Social Responsibility. Indklagede bemærker også, at det virker underligt, at medarbejderen skulle have omtalt Ramadanen i juni måned, da Ramadanen i 2010 lå i august måned. Indklagede er en mangfoldig arbejdsplads, hvor der lægges stor vægt på, at der på ingen måde sker forskelsbehandling. I forhold til religion har indklagede indrettet et refleksions- og bederum for medarbejderne i to af virksomhedens afdelinger. Indklagede har fremlagt statistik, der viser at 3,2 procent af deres medarbejdere i 2010 havde ikke-vestlig baggrund. I den afdeling, hvor klager var til samtale, er der gjort en særlig indsats for at sikre ligebehandling og lige muligheder i rekrutteringen af medarbejdere med anden etnisk baggrund end dansk. Blandt andet har den medarbejder, som klager var til samtale hos, deltaget i et lederudviklingsforløb om mangfoldighedsledelse. Indklagede oplyser, at alle ansøgere til ledige stillinger får en telefonisk tilbagemelding, når de har været til samtale. Andre ansøgere får et skriftligt afslag, hvis de ikke får stillingen. Indklagede har ikke materiale om rekrutteringen til den stilling, klager var til samtale om, da sådant materiale slettes efter seks måneder. Den pågældende medarbejder har oplyst, at hun altid ringer til ansøgere, når de har været til samtale. Konkret kan hun ikke erindre, hvor mange gange hun har forsøgt at kontakte klager, men hun har lagt en besked på klagers telefonsvarer om at kontakte hende. Grunden til, at hun kan huske dette er, at hun blev kontaktet af HR-afdelingen med besked om, at klager ønskede at blive kontaktet. Den person, der blev ansat i stillingen, var den fagligt bedst kvalificerede. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. En arbejdsgiver må ikke i forbindelse med eller under ansættelsen af en lønmodtager anmode om, indhente eller modtage og gøre brug af oplysninger om dennes race, hudfarve, religion eller tro, politiske anskuelse, seksuelle orientering eller nationale, sociale eller etniske oprindelse. Det fremgår af parternes indlæg, at der er uenighed om, hvad der er blevet sagt under ansættelsessamtalen, herunder om indklagede har spurgt til klagers etniske oprindelse eller gjort brug af klagers eventuelle egne oplysninger om hendes etniske oprindelse. Nævnet kan ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om indklagede har handlet i strid med loven forudsætter bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Disse kan ikke finde sted for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene. <7100230-12>