Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - sagsbehandling - kommuner - chikane - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9534@2012-10-24/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - sagsbehandling - kommuner - chikane - ej medhold
J.nr. 7100358-12 Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med indklagedes sagsbehandling af ansøgning om førtidspension. Nævnet fandt ikke, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at klager havde været udsat for forskelsbehandling. Nævnet lagde vægt på, at der ikke var noget, der tydede på, at klagers etniske oprindelse, var tillagt betydning i forbindelse med sagsbehandlingen af klagers ansøgning om førtidspension. Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med indklagedes sagsbehandling af ansøgning om førtidspension. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Indklagede har ikke handlet i strid med lov om etnisk ligebehandling. Sagsfremstilling Klager er født i 1957. Hun er født i Brasilien og kom til Danmark i 1996. Hun er gift med en dansk mand og har to herboende børn. Klager er uddannet damefrisør og åbnede egen frisørsalon i 1998. I 2002 var hun udsat for en bilulykke. Klager har blandt andet fået stillet diagnosen generaliseret myofascielt smertesyndrom med smerter i hele kroppen. Ulykken betød, at klager måtte lukke frisørsalonen. Hun har efterfølgende søgt om førtidspension. Ansøgningen er fortsat under behandling. Klager har været udrejst af Danmark i følgende perioder: 7. februar 2012 - 20. februar 2012 6. juni 2011 - 30. september 2011 30. november 2010 - 9. februar 2011 10. august 2009 til 22. februar 2010 1. januar 2009 - 5. maj 2009 24. juni 2008 - 29. oktober 2008 18. april 2008 - 15. maj 2008 Af brev af 4. juni 2012 fra indklagede til klager fremgår det, at hun tre gange har været registreret som udrejst af Danmark og derfor er blevet slettet i CPR-registeret. Klager blev slettet i perioderne fra 1. marts 2004 til 15. oktober 2004 fra 10. august 2009 til 22. februar 2010 og fra 7. juni 2011 til 30. september 2011. Den 8. juni 2012 blev klager indkaldt til jobsamtale i jobcenteret den 25. juni 2012, hvor man skulle tale med klager om hendes jobsøgning, eventuelle uddannelsesplaner og hvilke muligheder hun havde for hurtigt at komme i arbejde. Af brev af 21. juni 2012 fra indklagede til klager i forbindelse med besvarelse af klage sendt via Ombudsmanden fremgår blandt andet, at jobcenteret fortsat er i gang med at afklare ansøgning om førtidspension, og at man i den forbindelse finder behov for at foretage en arbejdsprøvning. Af brevet fremgår også, at klager ved sidste samtale i jobcenteret den 19. april 2012 stillede sig meget afvisende overfor dette. Mødet sluttede med, at klager oplyste, at hun fremover ikke ville komme til møder med sagsbehandler X. Jobcenteret ville nu færdiggøre ressourceprofilen, som klager ville få til gennemlæsning, og sagen ville herefter blive forelagt på centerets socialmedicinske teammøde. Indklagede fandt ikke grundlag for at tildele klager en ny sagsbehandler , da man tidligere havde imødekommet en anmodning fra klager om en anden sagsbehandler, og da man havde stor tillid til den nuværende sagsbehandler. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med behandlingen af ansøgning om førtidspension. Klager føler, at hun bliver chikaneret. Sagen bliver hele tiden udsat. Hun ønsker en ny sagsbehandler. Efter bilulykken i 2002 var klager til lægeundersøgelse flere gange og blev erklæret uarbejdsdygtig. Hun lukkede salonen og overgik til starthjælp. I forbindelse med ansøgning om førtidspension fik klager af indklagede besked om, at hun aldrig ville kunne få førtidspension her i landet. Årsagen hertil var, at hver gang klager rejste hjem til Brasilien for også at søge lægehjælp dér, blev dagene i Brasilien modregnet i den tid, der var tilbage til pensionen. Klager skrev til Udlændingestyrelsen for at få ovennævnte oplysning bekræftet, og klager fik besked om, at hun ikke mistede sin opholdstilladelse, selvom hun var ude af landet. Klager fandt også ud af, at hun blev frataget sin adresse her i landet, hvilket nok skete for at skade hende i forbindelse med ansøgning om førtidspension. I forbindelse med et møde med sagsbehandleren fik klager tilsendt nogle papirer, som egen læge skulle udfylde. Klager fik en tid hos lægen og skulle så rejse til Brasilien, hvilket hun adviserede kontanthjælpskontoret om, men ikke sagsbehandleren. Da klagers mand efterfølgende ringede til sagsbehandleren for at fortælle det, blev sagsbehandleren meget mopset og slettede tiden hos lægen. Klager venter nu på ny tid. Klager har været gennem arbejdsprøvning og gennemgået en psykiatrisk undersøgelse. Hvert tredje år har hun været til undersøgelse hos en neurolog, ligesom hun i februar og maj 2007 var til undersøgelse hos egen læge. Alle er enige om, at klager aldrig kommer til at arbejde igen. Af fremlagt dokumentation fremgår, at klager i perioden fra 30. oktober 2006 til 13. december 2012 deltog i 21 dage ud af 32 mulige arbejdsdage. På sygedagene ringede klagers ægtefælle og meddelte, at klager var syg. Klager gik en gang hjem før tid på grund af smerter i skulder og nakke. Det fremgår også, at klager på det foreliggende ikke er i besiddelse af en arbejdsevne, der kan sikre en tilbagevenden til arbejdsmarkedet på hverken almindelige eller særlige vilkår. Klager er efterfølgende ikke blevet tilbudt yderligere arbejdsprøvning. Aftalen med sagsbehandleren den 30. august 2012 blev aflyst, og der blev fastsat ny mødedato den 10. september 2012. Klager mener, at indklagede trækker tiden ud for at chikanere hende. Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling. Der er på ingen måde tale om, at klager er blevet udsat for chikane eller racistisk behandling fra indklagedes side. Sagsbehandlingen har derimod været præget af manglende medvirken fra klagers side, både ved ikke at ville medvirke til indklagedes afklaringstilbud, dels ved hyppige udrejser af landet. Indklagede er i gang med at udarbejde ressourceprofil i forbindelse med ansøgning om førtidspension og forventer at træffe en beslutning i løbet af 2012. Som en del af sagsbehandlingen har klager været i et afklaringstilbud på Revacenteret tilbage i 2006 for afklare erhvervsevnen. Indklagede er enig i, at klager deltog i 21 dage ud af 32 dage. Klager har efterfølgende ikke været villig til at deltage i yderligere afklaring. Klager var senest den 25. juni 2012 indkaldt til jobsamtale på jobcenteret for at arbejde videre på ressourceprofilen. Klager mødte ikke op den pågældende dag, men mødte op dagen efter, da hun havde forstået, at det var den 26. juni 2012. Jobsamtalen kunne ikke gennemføres den pågældende dag, da der var behov for en tolk til samtalen, hvilket ikke kunne rekvireres med så kort varsel. Ny mødedato blev fastsat til den 30. august 2012. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Nævnet skal indledningsvis bemærke, at man ikke har kompetence til at vurdere spørgsmålet om tildeling af en ny sagsbehandler til klager. Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at det er forbudt at forskelsbehandle på grund af race og etnicitet for al offentlig og privat virksomhed for så vidt angår social beskyttelse, herunder social sikring og sociale goder. Ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etniske oprindelse. Hvis en person, der føler sig krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Nævnet finder ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager har været udsat for forskelsbehandling på grund etnisk oprindelse. Nævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at der ikke er noget, der tyder på, at klagers etniske oprindelse er tillagt betydning i forbindelse med sagsbehandlingen af klagers ansøgning om førtidspension. Klager får derfor ikke medhold i klagen. <7100358-12>