Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9537@2012-12-05/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - øvrige - parts- og vidneforklaringer

J.nr. 7100412-12 Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med besøg i indklagedes butik. Parterne i sagen var enige om, at klager blev bedt om at aflevere sin taske i forbindelse med besøget hos indklagede. Parterne var også enige om, at ikke alle øvrige tilstedeværende kunder blev bedt om at aflevere deres taske. Parterne var dog uenige om årsagen til, at klager var den eneste, der blev bedt om at aflevere tasken. Nævnet fandt, at spørgsmålet om, hvorvidt det skyldtes etnisk oprindelse, at klager blev bedt om at aflevere tasken i forbindelse med besøget hos indklagede, kun kunne afklares ved bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Da en sådan bevisførelse ikke kan ske ved nævnet, kunne Ligebehandlingsnævnet ikke behandle sagen. Klagen blev derfor afvist.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med besøg i indklagedes butik. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle sagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af etnisk oprindelse kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Sagsfremstilling Den 24. marts 2012 aflagde klager, der er mørk i huden, et besøg i indklagedes butik. Indklagede forlangte, at klager under besøget skulle stille sin taske fra sig. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, og at han har ret til en godtgørelse. Klager blev bedt om at stille sin taske, hvilket ikke gjaldt for de øvrige handlende i forretningen. I modsætning til de øvrige handlende i butikken er klager mørk i huden. Det skaber en formodning for, at klager blev bedt om at stille tasken fra sig på grund af sin etniske fremtoning og udgør direkte forskelsbehandling, der indebærer en mistænkeliggørelse af klager på grund af hans etniske oprindelse. Indklagede har derfor handlet i strid med lov om etnisk ligebehandling. Henvisningen til personalets etniske sammensætning er ikke tilstrækkeligt til at løfte modpartens bevisbyrde for, at der ikke er tale om forskelsbehandling. Det er heller ikke tilfældet med den af indklagede fremlagte mail fra en utilfreds kunde. Dels kender man ikke afsenderens etniske oprindelse, dels ved man ikke, om den pågældende kunde har givet tilladelse til, at mailen bliver brugt i den konkrete sag. Klagers kæreste har afgivet skriftlig forklaring til sagen. På baggrund af indklagedes indlæg i sagen mener klager, at der lader til at være enighed om, at "nogle og ikke andre er blevet bedt om at aflevere deres taske". På det pågældende tidspunkt var det tilsyneladende alene klager, der blev bedt om at stille sin taske fra sig. Klagers kæreste har ved sin erklæring afgivet under strafansvar bevidnet, at klager var den eneste kunde i butikken med betydelige udenlandske træk, og at han var den eneste kunde, der blev bedt om at stille sin taske fra sig, selvom andre kunder i butikken bar tasker, hvoraf nogle var større end klagers. Klager må tage afstand fra indklagedes påstand om, at klager skulle have ageret opfarende, aggressivt og intimiderende eller på anden måde udvist truende og ubehagelig opførsel. Personalet har muligvis opfattet klagers henvendelse som konfronterende, men forskelsbehandling er ikke nogen pæn ting at være vidne til. Henvendelsen foregik høfligt og ordentligt, som det er bevidnet af klagers kæreste. Det er derfor misvisende, når indklagede har anført, at "flere kunder havde også blandet sig og prøvet at tale fornuft til [klager]". Klagers kæreste beskrev blandt andet, hvordan en ung mand i køen, der også havde en taske med, bød ind med en bemærkning til klager om, at "det mener de sikkert ikke noget med". Det må tages som udtryk for forlegenhed over butikkens tilsyneladende diskriminerende praksis. Tilsvarende har medarbejder X anført, at klagers kæreste "virker pinligt berørt over [klagers] opførsel". Det må afvises. Som det fremgår af hendes erklæring, relaterede hendes forlegenhed sig til det forhold, at hun havde opfattet, at "det var [klagers] hudfarve, som var grunden til, at vi skulle stille tasken den dag". Klager gjorde i en pæn og sober tone opmærksom på, at han var den eneste i butikken med en mørkere hudfarve, og at han var den eneste, der var blevet bedt om at stille tasken ved indgangen. Det gav ham en berettiget anledning til at føle sig udsat for forskelsbehandling. At der er tale om en forholdsregel, som indklagede har taget for at modvirke butikstyveri, er ganske klart og ubestridt, men så må man bede samtlige kunder om at aflevere tasken ved indgangen. Det synes også erkendt af indklagede som har anført, at man nu har opsat et skilt om aflevering af tasker, da episoden de facto har vist, at "der kunne opstå misforståelser om forskelsbehandling". Man finder aldrig ud af, om der var tale om en misforståelse, men med opsætningen af skiltet er det et faktum, at klager har haft god grund til at formode dette. Det er derfor også fuldt berettiget, at klager overfor indklagede gjorde opmærksom på, at han blev udsat for forskelsbehandling. Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling af klager i forbindelse med besøget i butikken. Der er enighed om, at klager blev behandlet forskelligt fra 1 eller 2 andre kunder, idet indklagede ikke havde bedt dem om at stille deres tasker fra sig. Det skete på grund af travlhed og ikke på grund af klagers etniske oprindelse. Indklagede anmoder kunder med store tasker om at aflevere taskerne, da man gennem de seneste år har oplevet en kraftig vækst i tyveri fra butikken. Systemet har været det enkle, at personalet ved en venlig henstilling opbevarede store tasker, mens kunden var i butikken. Det har ikke været noget krav, indklagede har skiltet med, og der har ikke stået en vagt ved døren, så alle kunder kunne tjekkes. Det betyder, at det i perioder med travlhed, var muligt for kunder at gå ind uden at blive bedt om at aflevere tasken. Det har indklagede ikke tidligere oplevet som et problem, ligesom der aldrig er blevet klaget over det. Indklagede har fortsat ikke nogen intentioner om at ansætte en vagt, men indklagede har opsat et skilt om aflevering af tasker, da den konkrete episode viste, at der kan opstå misforståelser om forskelsbehandling, hvilket indklagede ikke har haft fantasi til at forestille sig. Hverken indehaveren eller den daglige leder var tilstede i butikken, da den konkrete episode udspillede sig. Den daglige leder kom ind og talte med personalet umiddelbart efter lukketid. De tre medarbejdere, der var til stede, opfattede alle klager som meget opfarende, aggressiv, konfrontatorisk og intimiderende. De var rystede og chokerede over hændelsen. De forklarede, at det havde været meget ubehageligt. De havde forsøgt at tale klager til ro og forklare ham sagens sammenhæng i forhold til, at der pludselig var blevet travlt. Klager havde på ingen måde været til at tale med. Flere kunder havde også prøvet at blande sig og havde prøvet at tale klager til fornuft. Personalet gjorde derfor det eneste rigtige ved at give klager alle oplysninger, så han efterfølgende kunne rette henvendelse til ledelsen, hvis han ønskede at klage. Det skete ikke, og indklagede er derfor meget overrasket over den fremsendte klage til Ligebehandlingsnævnet. Indklagede mener, at klager bør give en undskyldning til personalet i butikken for sin truende og ubehagelige opførsel. Klager følte sig givetvis forskelsbehandlet, men det undskylder på ingen måde hans opførsel. Medarbejder A, B og C har afgivet skriftlig forklaring til sagen. Der har hele tiden været enighed om, at ikke alle tilstedeværende var blevet bedt om at aflevere deres taske. Der var travlt i butikken, hvilket burde være klart for klager, når det er nævnt, at der var kø ved kassen. Det faktum forholder klager sig ikke til i sagen. Indklagede har til sagen fremlagt mail fra [navngiven kunde], der tilsvarende blev bedt om at stille sin taske fra sig og i den forbindelse klagede til indklagede over det. Indklagede afviser også klagers påstand om, at klager har haft al mulig grund til at antage, at den anderledes behandling af ham var begrundet i hans etniske oprindelse. Dels forsøgte indklagede at forklare baggrunden for proceduren overfor klager, hvilket klager ikke ville lytte til. Dels burde det faktum, at klager blev betjent af en pige af anden etnisk herkomst end dansk og en herre med engelsk accent, have gjort det klart for klager, at det ikke var en del af indklagedes politik eller ønske at forskelsbehandle. Der kan skrives meget frem og tilbage om den konkrete situation. Indklagede er ikke i tvivl om, at klager følte sig forskelsbehandlet. Omvendt er indklagede heller ikke i tvivl om, at klager er meget observant på race, hvad der eksempelvis fremgår af kærestens omtale af personalet hos indklagede som "hende den asiatiske ekspedient". Indklagede har i de sidste 24 år ikke haft sådan en klage, og har derfor heller ikke tænkt over, at nogen skulle føle sig forskelsbehandlet. Indklagede har taget skridt til at forhindre dette fremover. Personalet hos indklagede består af en relativt blandet flok; 1 koreaner, 1 englænder, 1 halv færing og 1 halv svensker, 1 grønlænder. En betydelig andel af kunderne er mørke i huden, da der arbejder mange af dem i restaurationsbranchen. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at man ikke må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes race eller etniske oprindelse. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat. Parterne i sagen er enige om, at klager blev bedt om at aflevere sin taske i forbindelse med besøget hos indklagede. Parterne er også enige om, at ikke alle øvrige tilstedeværende kunder blev bedt om at aflevere deres taske. Parterne er imidlertid uenige om årsagen til, at klager var den eneste, der blev bedt om at aflevere tasken. Ligebehandlingsnævnet finder, at spørgsmålet om, hvorfor kun klager blev bedt om at aflevere tasken i forbindelse med besøget hos indklagede skyldes hans etniske oprindelse eller andre forhold, kun kan afklares efter bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Da en sådan bevisførelse ikke kan ske ved nævnet, men må ske ved domstolene, kan Ligebehandlingsnævnet ikke behandle sagen. Derfor afvises klagen. < 7100412-12>

Versioner

1. 2012-12-05