Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - uddannelse - øvrige - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9538@2012-02-22/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - uddannelse - øvrige - ej medhold
J.nr. 7100071-12 En jurastuderende klagede over, at den forening for romaer, som han repræsenterede, ikke fik lov til at deltage i et fællesseminar arrangeret af universitetet. Han klagede også over, at han ikke bestod sit bachelorprojekt. Der var ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at den forening, han repræsenterede eller han selv, havde været udsat for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. Nævnet fandt at, der ikke var oplysninger, der tydede på, at indklagede i deres fravalg af klagers forening havde inddraget det forhold, at foreningens medlemmer var af en bestemt race eller etnisk oprindelse. I forbindelse med klagers bachelorprojekt lagde nævnet vægt på, at der ikke var noget der tydede på, at indklagede i forbindelse med vurderingen af projektet, havde taget hensyn til hans race eller etniske oprindelse, eller at det på nogen måde blev tillagt betydning, at han tidligere, som repræsentant for en forening for romaer, havde rettet henvendelse til indklagede i forbindelse med afholdelse af fællesseminaret. Klager fik derfor ikke medhold i sin klage.
Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse i forbindelse med, at en forening ikke fik lov til at deltage i et fællesseminar arrangeret af et universitet og i forbindelse med, at klager ikke bestod sin bachelor. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med lov om etnisk ligebehandling, at den forening, klager repræsenterede, ikke fik lov til at deltage som oplægsholder i et fællesseminar på universitetet. Det var heller ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager ikke bestod sit bachelorprojekt Sagsfremstilling Klager er jurastuderende og repræsenterer en forening for romaer. Klager konstaterede, at universitetet ville afholde et fællesseminar om romaers rettigheder i EU og i Danmark. Han rettede i den forbindelse ved mail af 24. november 2010 henvendelse til en professor på universitetet og henviste blandt andet til, at foreningen som en af de første protesterede til regeringen over udlændingemyndighedernes udvisning af en gruppe romaer. Han anførte, at "det må være fair, at vi bliver repræsenteret i panelet - så Romas forhold ikke hele tiden er noget, andre diskuterer, mens de selv gør rent og tømmer disse eksperters papirkurve". Universitet besvarede klagers henvendelse ved mail af 24. november 2010, hvoraf det fremgik, at klagers tilbud om foreningens deltagelse ikke havde interesse, "idet der er tale om et undervisningsmæssigt forum og ikke et mere "politisk" forum. Endvidere gælder, at seminaret er tænkt bredere end som specifikt omhandlende udvisningerne. Endelig kan det nævnes, at vi allerede har rigeligt med talere (jurister). Men ansatte (på Juridisk Fakultet) og studerende er velkomne, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål primært af EU-retlig interesse". Klager afleverede i december 2010 sit bachelorprojekt i faget Retshistorie. Den 17. januar 2011 afviste censor og eksaminator at eksaminere ham. Han indgav den 17. januar 2011 en eksamensklage til universitetet. Klagers vejleder kom på opfordring fra indklagede med en udtalelse i forbindelse med eksamensklagen, hvoraf det fremgik, at klager afviste to tilbud om konfrontationsvejledning, og at vejledningen derfor forløb som et fælles vejledningsmøde samt en meget omfattende e-mail korrespondance. Vejleder oplyser desuden følgende om vejledningsforløbet: " - Studenten har under hele vejledningsforløbet været vejledt om at bedømmelse af opgaven forudsætter et sagligt og forsvarligt arbejde med problemformulering, metode, systematik og konklusion. - Studenten, til trods for gentagne opfordringer, på intet tidspunkt under vejledningsforløbet inddrog mig i sit arbejde med disse elementer. - Studenten umiddelbart inden afleveringsfristen blev gjort opmærksom på, at hvis ikke disse forhold var på plads, kunne opgaven næppe opnå en bedømmelse, hvorefter den ville kunne bestå." Endelig anførte vejleder, at den store sproglige forskel der var mellem studentens egne bemærkninger og kommissionsteksterne sammenholdt med sproget i den opgave, der blev afleveret, viste, at den afleverede opgave næppe var forfattet af den samme person, som forfattede de oprindelige udkast, som var fremsendt til vejleder. Eksaminator og censor har ligeledes udtalt sig i forbindelse med eksamensklagen. Det fremgår af deres svar til indklagede, at "opgaven på ingen måde [kan] karakteriseres som et retshistorisk arbejde. Der er snarest tale om en opgave i skatte- og afgiftsret." De henviste videre som begrundelse for karakteren til, at fagets mål stod helt uopfyldt. Klager har besvaret disse indlæg fra vejleder, eksaminator og censor og har blandt andet i den forbindelse svaret indklagede, at han fik tilbudt et personligt møde af vejleder, som han ikke havde mulighed for at komme til. Han oplyste desuden, at vejleder ikke havde dokumenteret påstanden om, at hun skulle have vejledt ham om, at opgaven næppe kunne opnå en bedømmelse, hvorefter den ville kunne bestå. I forhold til eksaminators og censors indlæg meddelte klager indklagede, at opgaven var kontemporær retshistorie med betydelige bidrag om procesret og strafferet, og at opgaven var et originalt stykke juridisk forskning, der havde en tilstrækkelig kvalitet til, at den er blevet offentliggjort i et fagligt juridisk tidsskrift. Han afsluttede sit svar til indklagede med, at han fortsat mente, at censor og eksaminators egentlige formål med at dumpe hans opgave var at straffe ham for at bringe problemerne frem og udøve politisk censur imod ham herfor. Universitetets ankenævn traf den 25. juli 2011 afgørelse om, at der ikke var grundlag for at forhøje karakteren eller lade foretage en ny bedømmelse. Klager har efterfølgende indgivet en klage over retlige mangler i forbindelse med afgørelsen, idet han mener, at ankenævnets formand var inhabil i sagen. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at universitet har forskelsbehandlet foreningen på grund af race eller etnisk oprindelse i forbindelse med, at de ikke fik lov til at deltage i fællesseminaret. (forhold 1) Klager gør også gældende, at det forhold, at han ikke bestod sin bachelor, er udtryk for diskrimination på grund af race eller etnisk oprindelse. (forhold 2) Forhold 1: Klager henviser til, at indklagede ikke indbød foreningen til at deltage i et fællesseminar om Romas rettigheder i EU og i Danmark. Han oplyser, at universitet inviterede en af de mest anti-EU politikere (x) i Danmark i hans egenskab af "professionel jurist" og at flere af de ansatte ved fakultet er meget imod den politik og de institutioner, der skal beskytte minoriteter inklusive Roma. Det er klagers opfattelse, at det udgør klar racemæssig etnisk og politisk (social) diskrimination ikke at inddrage offergruppen. Klager anfører, at indklagede med afvisningen af foreningens repræsentation ved fællesseminaret heller ikke ønskede retsstillingen og faktum fuldt oplyst, men valgte at give X´s politiske parti en særstilling, som den eneste politiske repræsentation. Klager mener ikke, at X deltog som uvildig jurist, men som politiker, på højrefløjen, imod fri bevægelighed indenfor EU, og ikke mindst imod Roma. Klager anfører, at det ikke kan overlades alene til indklagede at varetage Romas synspunkt, idet de ikke har det nødvendige politiske mandat. En gennemgang af de af indklagede fremlagte materialer viser, at det ikke alene er den retlige dimension, der behandles, men også den politiske dimension, hvilket passer meget godt med invitationen af X. Klager mener, at indklagede har forsøgt at påtage sig rollen som den politiske repræsentant for Roma i Danmark, i en politisk diskussion delvist på retligt grundlag. Det er klagers påstand på foreningens vegne, at Roma i Danmark gøres til objekter for velstillede danskere, og at der ikke er nogen "inklusion" og fattigdomsafvikling, sådan som EU netop kræver. Derfor er der sket etnisk baseret diskrimination. Forhold 2: Klager henviser til, at vurderingen af hans bachelorprojekt angiveligt er foretaget kort efter hans henvendelse til Jura om deltagelse i og kritik af fællesseminaret. Bachelorprojektet er ikke hemmeligt, det er påført cpr.nr. og navn, og der er derfor mulighed for, at usaglige motiver ligger til grund for vurderingen af opgaven og afvisningen af at eksaminere ham. Klager anfører desuden, at det må være diskrimination på grund af race eller etnisk oprindelse, at indklagede tillader X at blive cand.jur., men gør det vanskeligt for ham. Eksaminator og censor oplyste, at "det er en flot opgave - den skulle bare have været afleveret i skatteret - der er ikke noget historisk i den". Han oplyser, at hans vejleder, efter han har klaget, har påstået, at han ikke har skrevet opgaven selv, selv om hun har godkendt projektet ved mail af 11. november 2010. Klager anfører desuden, at ankenævnets afgørelse i forbindelse med hans eksamensklage ikke opfylder forvaltningslovens krav om begrundelsespligt, og han mener, at dette skal tillægges processuel skadevirkning i forhold til hans klage til Ligebehandlingsnævnet. Klager oplyser, at han har bistået en Roma kvinde med at indgive en klage over den domstol, hvor formanden for ankenævnet arbejder, til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Klager føler, at hans lovlige arbejde for Roma bliver straffet, på grund af de voldsomme højreradikale kræfter, der muldvarper sig ind alle steder blandt andet på universitetet og som åbenbart modarbejder både EMRK og EU - som Danmark frivilligt har meldt sig ind i og endnu ikke formelt har trukket sig ud af. Klager mener ikke, at indklagedes kommentarer til Ligebehandlingsnævnet vedrørende eksamensklagen lever op til, hvad der må forventes af bemærkninger til faktum og retsregler. Han mener derfor, indklagede reelt har taget bekræftende til genmæle. Indklagede gør gældende, at de ikke har udsat klagers forening for forskelsbehandling i forbindelse med afholdelse af det omtalte fællesseminar. (Forhold 1) For så vidt angår eksamensklagen henviser indklagede til, at der er truffet en afgørelse vedrørende dette spørgsmål i ankenævnet. De har i øvrigt ikke yderligere bemærkninger til dette. (Forhold 2) Forhold 1: Indklagede henviser til, at der i de senere år årligt er blevet afholdt fællesseminarer som led i EU-retsundervisningen på studiets 2. år. Fællesseminaret henvender sig til alle de studerende på en given årgang. Disse er i den øvrige EU-retsundervisning opdelt i en række forelæsningshold og studiegrupper. Ofte tages aktuelle problemstillinger op. Studerende på andre årgange og ansatte er også velkomne, hvorfor klager også selv havde mulighed for at være til stede blandt tilhørerne med mulighed for at fremsætte spørgsmål og kommentarer. Indklagede anfører, at de som udbyder af undervisningen i princippet har eneret på designet af forelæsninger med mere, på ansættelser af undervisere, invitation af gæsteforelæsere med mere naturligvis under overholdelse af al gældende ret. Det er indklagedes opfattelse, at panelets sammensætning var helt i overensstemmelse med faglige og ligebehandlingsretslige krav. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etniske oprindelse. Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet race eller etnisk oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Forhold 1: Ligebehandlingsnævnet opfatter klagen, som en klage over forskelsbehandling af foreningen på grund af dens medlemmers etniske oprindelse. Klager findes ikke at have påvist faktiske omstændigheder der giver anledning til at formode, at den forening, han repræsenterer, har været udsat for forskelsbehandling på grunde af race eller etnisk oprindelse. (lov om etnisk ligebehandling) Der er herved lagt vægt på, at indklagede som led i undervisningen har valgt at bede nogle nærmere angivne personer om at deltage i et panel i forbindelse med afholdelse af et fællesseminar. Indklagede har valgt det antal oplægsholdere og de personer de fandt relevante i forhold til det emne, der skulle belyses. Oplægsholderne var desuden alle jurister. Der er ingen oplysninger, der tyder på, at indklagede i deres fravalg af klagers forening har inddraget det forhold, at foreningens medlemmer er af en bestemt race eller etnisk oprindelse. Det fremgår desuden af sagens oplysninger, at indklagede som studerende havde fri adgang til at møde op til seminaret og fremsætte spørgsmål og kommentarer. Klager får derfor ikke medhold i denne del af klagen. Forhold 2: Det skal bemærkes, at nævnet alene kan tage stilling til, om der i forbindelse med vurderingen af klagers bachelorprojekt blev taget hensyn til hans race eller etniske oprindelse eller det forhold, at han repræsenterede en forening for Roma. Nævnet har ikke kompetence til at tage stilling til indholdet af bachelorprojektet i øvrigt. Klager findes ikke at have påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han i forbindelse med sit bachelorprojekt har været udsat for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. (forskelsbehandlingsloven) Der er herved lagt vægt på, at der ikke i de indkomne indlæg og bilag er noget der tyder på, at indklagede i forbindelse med vurderingen af klagers projekt har taget hensyn til hans race eller etniske oprindelse, eller at det på nogen måde har været tillagt betydning, at han tidligere, som repræsentant for en forening for romaer, havde rettet henvendelse til indklagede i forbindelse med afholdelse af fællesseminaret. Nævnet finder således ikke, at det er tilstrækkeligt til at påvise faktiske omstændigheder i denne sag, at der er en forholdsvis tæt tidsmæssig sammenhæng mellem, at klager klagede over den manglende deltagelse i fællesseminaret og afleveringen af hans bachelorprojekt, når der ikke i øvrigt er fremlagt oplysninger, der underbygger påstanden om, at der er sket forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. Klager får derfor heller ikke medhold i denne del af klagen. <7100071-12>