Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9541@2011-10-05/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - fratrædelsesgodtgørelse - medhold

J.nr. 2500021-11 Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at et rengøringsfirma afskedigede en 65-årig inspektør/serviceleder, da der på grund af omsætningsnedgang skulle reduceres i antallet af medarbejdere. Ligebehandlingsnævnet fandt, at indklagede havde godtgjort, at afskedigelsen var objektivt begrundet i et sagligt formål, da klager tidligere havde fået en skriftlig advarsel. Nævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at afslaget på fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærloven, til klager, der på fratrædelsestidspunktet var berettiget til folkepension, var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling.

Klagen drejer sig om angivelig forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at en 65-årig inspektør/serviceleder i et rengøringsfirma blev afskediget samt fik afslag på udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærloven. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget til fratræden den 30. november 2010. Klagen over afslaget på fratrædelsesgodtgørelse tages ikke til følge. Sagsfremstilling Klager har gennem mange år været ansat som inspektør/serviceleder hos indklagede, der driver et rengøringsfirma. Klager fik den 12. april 2010 en advarsel, hvoraf blandt andet fremgik: " Vi har gennem længere tid oplevet gentagne tilfælde, hvor du ikke i tilstrækkelig grad har fulgt op på kundehenvendelser, kvalitetsopfølgning og styring af timeforbruget på dine arbejdspladser. Det drejer sig helt konkret om følgende pladser: . . . . . . . . . Vi har i forbindelse med diverse sager oplevet, at du har haft manglende kendskab eller manglende vilje til at følge velkendte overenskomstregler - herunder accept af mindreårige børns tilstedeværelse på vores arbejdspladser, manglende opfølgning på sygefravær og manglende overensstemmelse mellem aflønning og faktisk tilstedeværelse på arbejdspladserne. Vi er desuden blevet opmærksom på tilsidesættelse af gældende regler i forbindelse med dine egne nærtstående familiemedlemmer. . . . . . . . . . " Ved brev dateret den 26. maj 2010 blev klager, der fyldte 65 år i august måned, afskediget fra stillingen som serviceleder med seks måneders varsel til fratræden den 30. november 2010. Samtidig blev serviceleder X, der var fyldt 65 år i april måned, afskediget. Afskedigelsen af klager blev begrundet med, at virksomheden havde oplevet en tilbagegang i antallet af kunder og dermed det samlede forretningsomfang. For at bevare en rentabel forretning var virksomheden derfor nødt til at reducere antallet af serviceledere i Region Øst. Klager rettede den 10. november 2010 henvendelse til virksomheden med krav om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven samt fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a. Virksomheden afslog i brev af 22. november 2010 kravet på godtgørelse efter både forskelsbehandlingsloven og funktionærloven. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at baggrunden for afskedigelsen er hendes alder, hvilket er i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager stiller krav om godtgørelse svarende til omkring 10 måneders løn. Klager stiller også krav om fratrædelsesgodtgørelse på to måneders løn efter funktionærlovens § 2a. Klager henviser til, at hun og X, der begge var fyldt 65 år, som de eneste serviceledere blev afskedigede. Klager og X havde på afskedigelsestidspunktet været ansat henholdsvis 15 og 18 år i virksomheden. Inden afskedigelserne blev klager og X kaldt til samtale med regionscheferne Y og Z, hvor de blev spurgt om, hvor længe de havde tænkt at blive i virksomheden. Regionschef Y ringede til X og fortalte, at de ikke var en del af den nye planlægning på grund af deres alder. Klager bestrider, at der var ansat 13 serviceledere pr. 1. marts 2009. Klager henviser til, at der aldrig har været problemer hverken i form af klager eller sygdom. Der blev umiddelbart efter afskedigelserne ansat fire nye inspektører med samme kompetencer som klager og X. For så vidt angår den skriftlige advarsel er det klagers opfattelse, at denne ikke kan tillægges betydning i den foreliggende sag, da afskedigelsen af klager ikke er sket i henhold til de forhold, som havde medført advarslen. Klager bestrider i øvrigt, at den skriftlige opsigelse var berettiget. Klager bestrider, at hun har været ansvarlig for en ukorrekt ansættelse, men at der var tale om en misforståelse, som hun efterfølgende udredte. For så vidt angår det af indklagede anførte om fejl i lønafregninger, oplyser klager, at der var tale om et nyt lønsystem, som blev indført i begyndelsen af 2010. Klager fik ikke en grundig undervisning i systemet, og det kan ikke afvises, at der er sket fejl. Fejlene blev dog rettet efterfølgende, når de blev konstateret. Det tilføjes, at der ikke gik lønsedler af sted, som ikke var godkendt af driftschefen. Klager bestrider desuden, at der ikke blev udarbejdet en ansættelseskontrakt, som anført af indklagede. Det er i øvrigt klagers opfattelse, at det er udokumenteret, at indklagede har mistet kontrakter på grund af klagers forhold. Afskedigelsen er i øvrigt ikke sket under henvisning til de forhold, der er nævnt i advarslen, men er alene sket under henvisning til en udokumenteret påstand om tilbagegang i forretningsomfang. Klager mener i øvrigt at det er irrelevant, at arbejdet i servicebranchen er fysisk krævende, idet klagers arbejde som serviceleder ikke har bestået i fysisk krævende arbejde, men i inspektion af andres arbejde, herunder at udarbejde lønsedler. Indklagede gør gældende, at klagen ikke kan behandles af Ligebehandlingsnævnet, og subsidiært at forskelsbehandlingsloven ikke er overtrådt. Indklagede afviser, at der er sammenhæng mellem afskedigelsen og det forhold, at klager blev 65 år i august 2010 - 2½ måned efter afskedigelsen. For så vidt angår afvisningspåstanden henviser indklagede til, at sagens afgørelse kræver en bevisførelse, der ikke kan ske for nævnet. Der er hverken i samtaler med virksomhedens ledelse eller i andre samtaler blevet fremsat tilkendegivelser eller udtalelser om klagers alder, der kan tolkes som, at hendes alder var til hinder for fortsat ansættelse i virksomheden. Baggrunden for samtalen forud for afskedigelsen var, at klager i august 2010 fyldte 65 år, og at ledelsen var interesseret i at vide, om hun ville gå på folkepension. Indklagede henviser i den forbindelse til, at servicebranchen er fysisk krævende, og at det ikke er sædvanligt, at medarbejderne, herunder serviceledere, der ofte tidligere har arbejdet som serviceassistenter, arbejder til de er midt i 60´erne. Disse medarbejdere vælger mest almindeligt at gå på efterløn, når det er muligt. Indklagede afviser, at klager under denne samtale fik at vide, at hun ikke passede inde i organisationen på grund af alder. Indklagede henviser til at, forholdene i servicebranchen løbende forandres, og at virksomheden er nødt til at tilpasse antallet af serviceledere til antallet af kunder, sammensætningen af kunder (dag-, aften- og natarbejde) og kundernes geografiske placering. Antallet af serviceledere i virksomheden varierede mellem ni og 13 i perioden fra 1. oktober 2008 til 30. november 2010. I maj 2010 var virksomheden nødt til at afskedige to serviceledere for at imødegå en reduktion af kunder på Sjælland. Omsætningen faldt markant i foråret 2010. Pr. 1. marts 2009 var der ifølge virksomhedens oplysninger en omsætning på 9.275.463 kr., og der var 13 serviceledere i regionen. Den 1. juli 2010 var omsætningen faldet til 7.156.100 kr., og der var 11 serviceledere, herunder klager og X. Virksomheden valgte de to serviceledere, som det var vanskeligst at finde arbejdspladser til ud fra en ledelsesmæssig eller driftsmæssig betragtning. Valget faldt i den forbindelse på klager, fordi virksomheden havde mistet nogle af klagers kunder på grund af hendes ledelse, og fordi virksomheden havde modtaget flere klager fra kunder, som klager havde ansvaret for. Indklagede henviser i den forbindelse til, at flere kunder havde klaget over, at virksomheden ikke var hos dem i det aftalte antal timer, eller at kvaliteten ikke svarede til den aftalte rengøring. Indklagede henviser særligt til en kunde, som ved hjælp af tidsregistrering kunne påvise, at virksomheden ikke var til stede i det antal timer, som var aftalt i kontrakten. En nærmere undersøgelse viste, at arbejdet blev udført at to personer - klagers søn og svigerdatter - selvom virksomheden kun havde registret én medarbejder på den pågældende arbejdsplads. Hertil kom, at klager som den eneste af servicelederne havde fået en advarsel omkring ledelsesmæssige forhold. Det skyldtes alene klagers mangeårige ansættelse, at hun ikke var blevet bortvist eller afskediget, fordi hun havde tilsidesat virksomhedens regler i forbindelse med ansættelse af egne nærtstående familiemedlemmer. Virksomheden havde desuden mistet to konkrete kunder på grund af misligholdelse af kontrakt. Da ingen af de øvrige serviceledere havde modtaget en advarsel, og da nogle af de kunder, som faldt fra i foråret 2010 var klagers kunder, faldt valget på klager, da der skulle afskediges to serviceledere. Det er sammenfattende klagers opfattelse, at det var driftsmæssigt sagligt at lægge vægt på dels den tildelte advarsel, dels de mundtlige klager og øvrige forhold, som ikke var i overensstemmelse med de gældende regler på virksomheden. Der henvises i den forbindelse særligt til, at der havde været drøftelser om en ukorrekt ansat medarbejder, omkring unøjagtigheder i de lønafregninger, som klager havde indberettet samt en sag om manglendes ansættelsesbevis, som det var klagers ansvar at udarbejde. Indklagede fik i efteråret 2010 to store kontrakter, som medførte ansættelse af serviceledere. Kontrakterne medførte, at indklagede var forpligtet til at ansætte en serviceleder med bopæl i området, Lolland-Falster og Næstved Kommune. Indklagede mente ikke, at klagers kompetencer/arbejdsevne var tilstrækkelige til at klare dette, selvom hun havde boet i området. For så vidt angår spørgsmålet om fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a, er det indklagedes opfattelse, at Ligebehandlingsnævnet ikke har kompetence til at tage stilling til dette spørgsmål. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion På grundlag af de foreliggende oplysninger og parternes argumentation findes sagen for så vidt angår den angivelige overtrædelse af forskelsbehandlingsloven at være egnet til behandling i Ligebehandlingsnævnet. Indklagedes påstand om, at nævnet skal afvise sagen, fordi den forudsætter egentlig bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, tages derfor ikke til følge. Efter forskelsbehandlingsloven forstås der ved forskelsbehandling enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Forbuddet mod forskelsbehandling betyder, at en arbejdsgiver ved afskedigelse ikke må forskelsbehandle lønmodtagere på grund af alder. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Ligebehandlingsnævnet finder, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at indklagede har udsat klager for forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klager i foråret 2010 blev afskediget til fratræden den 30. november 2010. Nævnet har herved lagt vægt på, at de to afskedigede serviceledere, klager og X, begge var omkring 65 år. Nævnet er opmærksom på, at parterne ikke er enige om, hvor mange serviceledere, der var ansat, men finder ikke, at dette har afgørende betydning for sagen. Nævnet finder imidlertid, at indklagede har godtgjort, at afskedigelsen var objektivt begrundet i et sagligt formål, idet indklagede vurderede, at der på grund af omsætningsnedgang var behov for at reducere antallet af serviceledere. Indklagede valgte i den forbindelse at afskedige klager, der tidligere havde modtaget en skriftlig advarsel for forskellige ledelsesmæssige forhold. For så vidt angår spørgsmålet om fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærloven, finder Ligebehandlingsnævnet ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at det resultat, som EU-domstolen er nået frem til i dom af 12. oktober 2010 om arbejdsmarkedspension, også vil gælde i en sag som den foreliggende. Nævnet har derfor ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at indklagedes afslag på at udbetale fratrædelsesgodtgørelse til klager, der på fratrædelsestidspunktet var fyldt 65 år og dermed berettiget til folkepension, er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling i forskelsbehandlingsloven. Klagen tages derfor ikke til følge. <2500021-11>

Versioner

1. 2011-10-05