Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9542@2011-10-05/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - fratrædelsesgodtgørelse - medhold

J.nr. 2500022-11 Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at et rengøringsfirma afskedigede inspektør/serviceleder, der var ansat i fleksjob, da løntilskuddet bortfaldt, da hun fyldte 65 år. Ligebehandlingsnævnet fandt, at det ikke i sig selv var indirekte forskelsbehandling, at afskedige en medarbejder, der var ansat i fleksjob, når løntilskuddet bortfalder. Nævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at afslaget på fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærloven til klager, der på fratrædelsestidspunktet var berettiget til folkepension, var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling.

Klagen drejer sig om angivelig forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at en 65-årig inspektør/serviceleder, der var ansat i fleksjob med løntilskud i et rengøringsfirma, blev afskediget samt fik afslag på udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærloven. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget til fratræden den 30. november 2010. Klagen over afslaget på fratrædelsesgodtgørelse tages ikke til følge. Sagsfremstilling Klager har gennem mange år været ansat som inspektør/serviceleder i et rengøringsfirma. Det fremgår af sagen, at kommunen den 23. marts 2010 havde meddelt virksomheden, at aftalen om løntilskud til klager ophørte pr. 30. april 2010, da hun den 7. april 2010 blev folkepensionist. Løntilskuddet kunne ikke forlænges ud over folkepensionsalderen, da klager på dette tidspunkt var sikret et forsørgelsesgrundlag. Ved brev dateret den 31. maj 2010 blev klager, der var fyldt 65 år i april måned, afskediget fra stillingen som serviceleder med seks måneders varsel til fratræden den 30. november 2010. Samtidig blev serviceleder X, der fyldte 65 år i august måned, afskediget. Afskedigelsen af klager blev begrundet med, at virksomheden havde oplevet en tilbagegang i antallet af kunder og dermed det samlede forretningsomfang. For at bevare en rentabel forretning var virksomheden derfor nødt til at reducere antallet af serviceledere i virksomhedens region øst. Klager rettede den 10. november 2010 henvendelse til virksomheden med krav om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven samt fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a. Virksomheden afslog i brev af 22. november 2010 kravet på godtgørelse efter både forskelsbehandlingsloven og funktionærloven. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at, at baggrunden for afskedigelsen er hendes alder, hvilket er i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager stiller krav om godtgørelse svarende til omkring 10 måneders løn. Klager stiller også krav om fratrædelsesgodtgørelse på tre måneders løn efter funktionærlovens § 2a. Klager henviser til, at hun og X, der begge var fyldt 65 år, som de eneste serviceledere blev afskedigede. Klager og X havde på afskedigelsestidspunktet været ansat henholdsvis 18 og 15 år i virksomheden. Inden afskedigelserne blev klager og X kaldt til samtale med regionscheferne Y og Z, hvor de blev spurgt om, hvor længe de havde tænkt at blive i virksomheden. Regionschef Y ringede til klager og fortalte, at de ikke var en del af den nye planlægning på grund af deres alder. Klager bestrider, at der var ansat 13 serviceledere pr. 1. marts 2009. Klager anfører, at indklagedes påstand om nedgang i mængden af arbejdsopgaver er udokumenteret. Klager bestrider, at hun ikke fuldt ud var i stand til at varetage en serviceleders opgaver, og at dette var årsagen til, at hun var ansat med løntilskud. Klager varetog flere arbejdspladser, end før hun brækkede armen. Klager mener derfor, at det er udokumenteret, at det efter bortfaldet af løntilskuddet ikke var muligt for indklagede at finde en driftsmæssig sammenhæng mellem klagers ansættelse og omfanget af de driftsopgaver, som hun kunne udfylde. Det bestrides derfor, at klagers arbejdsevne var nedsat. Klager oplyser i den forbindelse, at fleksordningen blev indgået mellem indklagede og arbejdsgiveren, men at klager aldrig har modtaget en kontrakt om fleksjob. Klager fik desuden at vide, at hun ikke kunne beholde jobbet hos indklagede, hvis hun ikke arbejdede på fuld tid. Klager henviser til, at der kort tid efter hendes afskedigelse blev ansat en ny medarbejder til at varetage hendes pladser, og der ikke havde været problemer, hverken i form af klager eller sygdom. Klager mener i øvrigt, at det er irrelevant, at arbejdet i servicebranchen er fysisk krævende, idet klagers arbejde som serviceleder ikke har bestået i fysisk krævende arbejde, men i inspektion af andres arbejde, herunder at udarbejde lønsedler. Indklagede gør gældende principalt, at klagen ikke kan behandles af Ligebehandlingsnævnet, og subsidiært at forskelsbehandlingsloven ikke er overtrådt. Indklagede afviser, at afskedigelsen af klager i forbindelse med, at hun fyldte 65 år, er i strid med forskelsbehandlingsloven. For så vidt angår afvisningspåstanden henviser indklagede til, at sagens afgørelse kræver en bevisførelse, der ikke kan ske for nævnet. Der er hverken i samtaler med virksomhedens ledelse eller i andre samtaler blevet fremsat tilkendegivelser eller udtalelser om klagers alder, der kan tolkes som, at hendes alder var til hinder for fortsat ansættelse i virksomheden. Baggrunden for samtalen forud for afskedigelsen var, at klager i april 2010 fyldte 65 år, og at ledelsen var interesseret i at vide, om hun ville gå på folkepension. Indklagede henviser i den forbindelse til, at servicebranchen er fysisk krævende, og at det ikke er sædvanligt, at medarbejderne, herunder serviceledere, der ofte tidligere har arbejdet som serviceassistenter, arbejder til de er midt i 60´erne. Disse medarbejdere vælger mest almindeligt at gå på efterløn, når det er muligt. Indklagede afviser, at klager under denne samtale fik at vide, at hun ikke passede ind i organisationen på grund af alder. Forholdene i servicebranchen forandres løbende, og indklagede er nødt til at tilpasse antallet af serviceledere til antallet af kunder, sammensætningen af kunder (dag-, aften- og natarbejde) og kundernes geografiske placering. Antallet af serviceledere i virksomheden varierede mellem ni og 13 i perioden fra 1. oktober 2008 til 30. november 2010. I maj 2010 var virksomheden nødt til at afskedige to serviceledere for at imødegå en reduktion af kunder på Sjælland. Omsætningen faldt markant i foråret 2010. Pr. 1. marts 2009 var der ifølge virksomhedens oplysninger en omsætning på 9.275.463 kr., og der var 13 serviceledere i regionen. Den 1. juli 2010 var omsætningen faldet til 7.156.100 kr., og der var 11 serviceledere, herunder klager og X. Virksomheden valgte de to serviceledere, som det var vanskeligst at finde arbejdspladser til ud fra en ledelsesmæssig eller driftsmæssig betragtning. Kommunen havde orienteret virksomheden om, at løntilskudsordningen omkring klagers ansættelse ville ophøre i forbindelse med, at hun fyldte 65 år i april måned. Det er indklagedes opfattelse, at klagers begrænsede erhvervsvene ikke kunne begrunde en sædvanlig ansættelse som serviceleder. Indklagede henviser til, at klager i mange år havde haft begrænset arbejdsevne som følge af et brækket håndled. Klager havde derfor haft en særlig kundeportefølje. Da fleksjobtilskuddet bortfaldt, idet klager fyldte 65 år, var det svært at begrunde opretholdelse af den begrænsede kundeportefølje i en periode, hvor virksomheden nødvendigvis skulle tilpasse organisationen. Indklagede henviser i den forbindelse til, at aftale om løntilskud/fleksjob kun kan indgås for personer, som har en varigt nedsat erhvervsevne. Fleksaftaler skal kompensere arbejdsgivere, der ansætter medarbejdere, der ellers ikke ville være i stand til ar opnå eller fastholde ansættelse på normale vilkår. Indklagede fik i efteråret 2010 to store kontrakter, som medførte ansættelse af serviceledere. Kontrakterne medførte, at indklagede var forpligtet til at ansætte en serviceleder med bopæl i området, Lolland-Falster og Næstved Kommune. Indklagede mente ikke, at klagers kompetencer og arbejdsevner var tilstrækkelige til at klare disse opgaver, selvom hun havde boet i området. For så vidt angår spørgsmålet om fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a, er det indklagedes opfattelse, at Ligebehandlingsnævnet ikke har kompetence til at tage stilling til dette spørgsmål. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion På grundlag af de foreliggende oplysninger og parternes argumentation findes sagen for så vidt angår den påståede overtrædelse af forskelsbehandlingsloven at være egnet til behandling i Ligebehandlingsnævnet. Indklagedes påstand om, at nævnet skal afvise sagen, fordi den forudsætter egentlig bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, tages derfor ikke til følge. Efter forskelsbehandlingsloven forstås der ved forskelsbehandling enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Forbuddet mod forskelsbehandling betyder, at en arbejdsgiver ved afskedigelse ikke må forskelsbehandle lønmodtagere på grund af alder. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Ligebehandlingsnævnet finder, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager har været udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at hun i foråret 2010 blev afskediget til fratræden den 30. november 2010. Nævnet har herved lagt vægt på, at de to afskedigede serviceledere, klager og X, begge var omkring 65 år, og for klagers vedkommende tillige, at hun som følge af opnåelsen af den almindelige pensionsalder ved det fyldte 65. år blev afskediget, fordi løntilskuddet bortfaldt. Nævnet er opmærksom på, at parterne ikke er enige om, hvor mange serviceledere, der var ansat, men finder ikke, at dette har afgørende betydning for sagen. Nævnet finder imidlertid, at indklagede har godtgjort, at det ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget, da hun fyldte 65 år, og løntilskuddet fra kommunen dermed ophørte. Nævnet finder således, at indklagede har godtgjort, at afskedigelsen var objektivt begrundet i et sagligt formål, idet indklagede vurderede, at der på grund af omsætningsnedgang var behov for at reducere antallet af serviceledere. Indklagede valgte i den forbindelse at afskedige klager, og nævnet finder ikke grundlag for at antage, at klagers alder i sig selv har været et af de forhold, der blev lagt vægt på i den forbindelse. Det er nævnets opfattelse, at det ikke i sig selv er indirekte forskelsbehandling i strid med loven, at en arbejdsgiver afskediger en medarbejder, der er ansat i fleksjob med løntilskud, når løntilskuddet bortfalder. Det kan ikke tillægges nogen særlig betydning, i hvilket omfang lønmodtagerens arbejdsevne reelt er nedsat. For så vidt angår spørgsmålet om fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærloven, finder Ligebehandlingsnævnet ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at det resultat, som EU-domstolen er nået frem til i dom af 12. oktober 2010 om arbejdsmarkedspension, også vil gælde i en sag som den foreliggende. Nævnet har derfor ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at indklagedes afslag på at udbetale fratrædelsesgodtgørelse til klager, der på fratrædelsestidspunktet var fyldt 65 år og dermed berettiget til folkepension, er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling i forskelsbehandlingsloven. Klagen tages derfor ikke til følge. <2500022-11>

Versioner

1. 2011-10-05