Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - kompetence - fagretlig - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9543@2013-05-08/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - kompetence - fagretlig - ej medhold
J. nr. 7100565-12 Klager blev opsagt fra sit job i et ministerium i forbindelse med en større afskedigelsesrunde. Klager indbragte sagen for faglig voldgift, for at undgå at tidsfristen herfor blev overskredet. Indklagede havde i sit svarskrift til voldgiftssagen accepteret, at spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af alder blev behandlet under voldgiftssagen. Klager stillede herefter voldgiftssagen i bero og indbragte spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af alder for Ligebehandlingsnævnet. Der var enighed mellem sagens parter om at forskelsbehandling efter forskelsbehandlingsloven ikke var omfattet af overenskomstens voldgiftsbestemmelse. Ligebehandlingsnævnet fandt, at den voldgiftsaftale, der var indgået mellem parterne, var fuldt betryggende, idet voldgiftsrettens sammensætning og nedsættelse fulgte bestemmelserne i lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter. Nævnet fandt også, at der var indgået en bindende aftale om, at spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af alder skulle behandles ved faglig voldgift. Nævnet kunne derfor ikke behandle sagen.
Sagen drejer sig om, hvorvidt en afskedigelse var sket i strid med reglerne om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen. Sagsfremstilling Klager var ansat hos indklagede (et ministerium), som i foråret 2011 besluttede at, der skulle rekrutteres nye medarbejdere med nye kompetencer. Dette forudsatte, at der blev skaffet lønsum i en størrelsesorden af 30 millioner kr. Indklagede fandt det derfor nødvendigt at iværksætte afskedigelser af i størrelsesordenen 100 årsværk. Klager modtog i brev af 6. april 2011 meddelelse om, at hun var indstillet til afskedigelse. Som begrundelse herfor var blandt andet anført: "Udvælgelsen af de medarbejdere, der indstilles til afskedigelse, er sket ud fra en samlet vurdering af, hvilke medarbejdere [indklagede] bedst vil kunne undvære for at tilvejebringe den nødvendige lønsum for at kunne rekruttere. . . . . Ved indstillingen af dig er der lagt vægt den manglende sammenhæng mellem den løn du får og den indsats, herunder kvaliteten af den indsats du yder. Indsatsen ift. ministerbrevene er også baseret på at andre bidrager i ekstraordinært stort omfang, samtidig med at der ikke er tilstrækkelig med opmærksomhed på at sagerne kommer frem til tiden. Dette sammenholdt med at vi ved en sammenligning af dine og de øvrige medarbejderes kvalifikationer har skønnet, at du er blandt dem, som vi - under de givne forhold - bedst kan undvære." Klager blev afskediget ved brev af 30. maj 2011. Hun var på dette tidspunkt 61 år. Afskedigelsen blev forhandlet mellem klagers fagforbund og indklagede, uden at der kunne opnås enighed. Klagers forbund indbragte herefter sagen for faglig voldgift for at undgå at tidsfristen herfor blev overskredet. I klageskrift af 21. november 2011 er anført følgende påstande: "PÅSTANDE l. Indklagede tilpligtes at anerkende, at afskedigelsen af klagers medlem ikke var rimeligt begrundet i hverken klagers medlems eller indklagedes forhold. 2. Indklagedes tilpligtes til klagers medlem at betale en efter voldgiftsrettens skøn fastsat godtgørelse med tillæg af procesrenter fra voldgiftssagens anlæg til betaling sker." Til støtte for de nedlagte påstande har klagers forbund principalt gjort gældende: "at indklagedes synspunkt om, at klagers arbejdsindsats ikke var proportional med klagers medlems løn, er en faktisk omstændighed, der giver anledning til at formode, at der er udøvet diskrimination på grund af alder, jf. forskelsbehandlingslovens § 7a, at indklagede hverken har eller kan løfte bevisbyrden for, at afskedigelsen ikke var begrundet i medlemmets alder, og at klagers medlem derfor er berettiget til en godtgørelse, jf. forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1, jf. § 2, stk. 1." Klageskriftet indeholder endvidere en processuel meddelelse, hvorefter: "Klager tager endvidere forbehold for - i det omfang afskedigelsen af klagers medlem direkte eller indirekte måtte være begrundet i øvrige forhold, der strider mod forbud i henhold til præceptiv ansættelsesretlig lovgivning, herunder forbuddet mod afskedigelse begrundet i handicap i medfør af forskelsbehandlingsloven - at indbringe sådanne krav for Ligebehandlingsnævnet eller de almindelige domstole." Indklagede skrev i sit svarskrift i voldgiftssagen under afsnittet processuelle bemærkninger: "1. Alder Bedømmelsen af, om der efter forskelsbehandlingsloven er sket diskrimination på grund af alder, kan ikke efter parternes voldgiftsaftale bedømmes ved faglig voldgift. Indklagede tager imidlertid imod klagers tilbud om at lade det bedømme ved voldgift for klagerne, hvor det er nævnt i klageskrifterne." Klagers forbund satte efterfølgende voldgiftssagen i bero, og indbragte sagen for Ligebehandlingsnævnet. Indklagede har gjort gældende, at sagen skal afvises af Ligebehandlingsnævnet, fordi der er indgået en bindende aftale om, at spørgsmålet om forskelsbehandling af klager på grund af alder skal behandles ved faglig voldgift. Ligebehandlingsnævnets formand har besluttet at udskille spørgsmålet om nævnets kompetence til særskilt behandling ved nævnet. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at Ligebehandlingsnævnet er kompetent til at behandle sagen. Klager har i klagen til Ligebehandlingsnævnet oplyst, at voldgiftssagen ikke er anlagt vedrørende krav i henhold til forskelsbehandlingsloven, idet en voldgift i henhold til den for klager gældende overenskomst ikke er saglig kompetent til at vurdere sager, i hvilke der rejses krav om godtgørelse efter andre regelsæt end overenskomsten. Det er ligeledes oplyst, at klager for tiden ikke ønsker sagen forfulgt i forhold til andet retsgrundlag end forskelsbehandlingsloven, hvorfor voldgiftssagen er sat i bero, og der er indgivet en klage til Ligebehandlingsnævnet. Klager mener, at Ligebehandlingsnævnet bør realitetsbehandle sagen, idet nævnet er det sagligt kompetente organ i henhold til beskyttelsespræceptiv lovgivning, herunder forskelsbehandlingsloven. Klager ville altid selv kunne indbringe sin sag for Ligebehandlingsnævnet uden sin faglige organisations medvirken, også selv om der måtte foreligge en aftale mellem klagers faglige organisation og klagers tidligere arbejdsgiver om behandling af afskedigelsessager ved eksempelvis faglig voldgift eller ved et afskedigelsesnævn. Klager oplyser, at voldgiftssagen først og fremmest blev anlagt, fordi indklagede ikke ville acceptere en forlængelse af fristen for at indgive klageskrift i forbindelse med en voldgiftssag. Voldgiftsklausulen i overenskomsten giver ikke hjemmel til at behandle overtrædelser af ligebehandlings- og forskelsbehandlingsloven. Baggrunden herfor er, at indklagede tidligere - dvs. i realiteten Moderniseringsstyrelsen - udtrykkeligt har afvist en række fagforeningers ønske om, at spørgsmålet om en eventuel overtrædelse af diskriminationslovgivningen skulle afgøres ved faglig voldgift. Under overenskomstforhandlingerne primo 2011 afviste Moderniseringsstyrelsen således også klagers forslag i relation hertil. Voldgiftsbehandling af spørgsmål om overtrædelser af ligebehandlingsloven og forskelsbehandlingsloven forudsætter derfor udtrykkelig aftale herom. Det er korrekt, at klager i sit klageskrift opfordrede indklagede til at bekræfte, at også spørgsmålet, om hvorvidt indklagede havde handlet i strid med forskelsbehandlingsloven, kunne behandles ved faglig voldgift. Baggrunden herfor var, at klager på grund af det snarlige fristudløb i forhold til anlæggelse af voldgiftssag ønskede at sikre sig, at det ikke, såfremt sagen ikke blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet inden overenskomstens frist, fra indklagedes side ville blive hævdet, at der var sket præklusion af eventuelle anbringender i forhold til tvisten om afskedigelsens generelle saglighed, herunder også i relation til, hvorvidt indklagede havde tilsidesat forskelsbehandlingslovens bestemmelser. Det var ikke klagers intention at afskære sig fra at få sagen behandlet ved Ligebehandlingsnævnet først. Efterfølgende blev klager tillige opmærksom på, at ikke blot indklagede ministerium men også andre ministerier tilsyneladende foretog en lang række afskedigelser, der kunne være i strid med ligebehandlings- og forskelsbehandlingsloven. Klagers forbund har på vegne af en række af deres medlemmer indgivet klager til Ligebehandlingsnævnet, og så vidt det er klager bekendt, har også medarbejdere, der ikke er medlemmer hos klager, på eget initiativ indbragt sager for nævnet. Klagers forbund ønsker i forhold til alle disse sager blandt andet, at den instans, der træffer afgørelse i de enkelte sager, er opmærksom på, at den pågældende sag blot er én ud af et stort antal afskedigelsessager indenfor staten, hvilket efter klagers forbunds opfattelse vil sikre den nødvendige forståelse af hvilke tendenser, der kan udledes på baggrund af de respektive afskedigelsessager. Som følge heraf besluttede klagers forbund sig for, at alle disse sager, herunder også de sager, der allerede var anlagt ved faglig voldgift, skulle indbringes for Ligebehandlingsnævnet. Klager gør opmærksom på, at der modsat Ligestillingsnævnets afgørelse af 7. marts 2005 ikke i parternes overenskomst er en voldgiftsklausul der giver adgang til voldgiftsbehandling af sager efter ligebehandlings- og forskelsbehandlingsloven. En faglig voldgift kan derfor ikke tage stilling til, hvorvidt der er sket overtrædelse af ligebehandlings- og forskelsbehandlingsloven. Henset hertil og henset til at der er tale om krav i henhold til beskyttelsespræceptiv lovgivning, må en tiltrædelse af indklagedes afvisningspåstand kræve, at det kan lægges til grund, at det mellem parterne udtrykkeligt er aftalt, at behandling hos Ligebehandlingsnævnet ikke kan finde sted. En sådan udtrykkelig aftale er ikke indgået mellem parterne. Klager henviser i den forbindelse til principperne i Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 20. juni 2012 (7100157-12). Hvis Ligebehandlingsnævnet måtte lægge til grund, at der er indgået en voldgiftsaftale, er det klagers opfattelse, at aftalen ikke regulerer klagers adgang til at få sagen behandlet ved Ligebehandlingsnævnet, men derimod alene regulerer adgangen til, når Ligebehandlingsnævnets afgørelse foreligger, at få denne afgørelse prøvet ved domstolene. Ligebehandlingsnævnet er et administrativt nævn og afgørelser herfra er ikke eksigible. Behandling ved Ligebehandlingsnævnet kan således ikke sidestilles med domstols- eller voldgiftsbehandling, og derfor kan der ikke gyldigt indgås aftaler, der afskærer nævnsbehandling. Klager mener desuden ikke, at indklagede har angivet nogen saglig grund til at modsætte sig sagens behandling ved Ligebehandlingsnævnet. Klager mener således ikke, at det udgør en saglig grund til at modsætte sig behandling ved Ligebehandlingsnævnet, at der er indgået en voldgiftsaftale. Klager gør opmærksom på, at der endnu ikke formelt set er udpeget en opmand til voldgiftssagen, og at voldgiftssagen, på trods af det af indklagede anførte, reelt er sat i bero. Indklagede gør gældende, at Ligebehandlingsnævnet er afskåret fra at behandle sagen, og at nævnet derfor skal afvise at realitetsbehandle sagen. Indklagede henviser til, at det ikke er korrekt, når klager i klagen til Ligebehandlingsnævnet har anført, at voldgiftssagen ikke er anlagt vedrørende krav i henhold til forskelsbehandlingsloven. Indklagede henviser til, at klager i klageskriftet af 21. november 2011 til voldgiftssagen har anført principale anbringender om krænkelse af forskelsbehandlingslovens regler om alder og dermed selv har gjort gældende, at spørgsmål om krænkelse af forskelsbehandlingsloven skulle behandles under den anlagte voldgiftssag. Indklagede har i sit svarskrift af 13. januar 2012 til voldgiftssagen accepteret klagers anmodning om, at spørgsmålet om krænkelse af forskelsbehandlingslovens regler vedrørende alder blev behandlet af voldgiftsretten, og der er dermed på klagers egen udtrykkelige opfordring indgået en bindende aftale om at lade spørgsmålet om, hvorvidt afskedigelsen af klager var i strid med forskelsbehandlingsloven, behandle af voldgiftsretten. Indgåelsen af ovennævnte voldgiftsaftale sammenholdt med det forhold, at klager udtrykkeligt alene har taget forbehold for at indbringe sager om øvrige forhold end netop aldersdiskrimination for de almindelige domstole, indebærer, at klager er afskåret fra at anlægge sag om forskelsbehandling på grund af alder ved de almindelige domstole, jf. arbejdsretslovens § 21, nr. 3, og § 22, stk. 2. Ligebehandlingsnævnet og de almindelige domstoles kompetence i sager, hvori der er indgået voldgiftsaftaler, er den samme, og Ligebehandlingsnævnet er derfor afskåret fra at behandle nærværende sag. Indklagede henviser i den forbindelse til Ligestillingsnævnets afgørelse af 7. marts 2005 hvoraf det fremgår: "Når ligestillingsnævnet har truffet afgørelse i en klagesag; kan hver af parterne efter ligestillingslovens § 22, stk. 1,[svarer til § 12, stk. 1, i lov om Ligebehandlingsnævnet] indbringe sagen for domstolene. Hver af parterne har således efter loven ret til at få prøvet en afgørelse truffet af nævnet gennem en domstolsbehandling. Dette indebærer efter ligestillingsnævnets opfattelse, at nævnet er afskåret fra at behandle en sag, såfremt der mellem parterne er indgået en voldgiftsaftale, der afskærer domstolsbehandling." Da der her er indgået en voldgiftsaftale, ville klager derfor kun kunne indbringe sin sag for Ligebehandlingsnævnet, hvis hun godtgør, at hendes faglige organisation ikke agter at iværksætte fagretlig behandling af kravet, jf. arbejdsretslovens § 11, stk. 2, som i øvrigt svarer til bestemmelsen i lov om ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 5. Klagers faglige organisation har her iværksat fagretlig behandling af netop spørgsmålet om brud på forskelsbehandlingslovens bestemmelser. Indklagede er enig i, at bedømmelsen af, om der er sket diskrimination på grund af alder efter forskelsbehandlingsloven ikke kan ske ved faglig voldgift efter parternes voldgiftsaftale i overenskomsten, og at voldgiftsbehandling af dette spørgsmål derfor forudsætter en konkret aftale herom. Indklagede mener, at der er indgået en sådan aftale mellem parterne i denne sag, og indklagede ønsker ikke at fragå denne aftale. Aftalen står derfor ved magt uanset klagers forklaring om, hvorfor de oprindeligt indgik aftalen om voldgiftsbehandling, og hvorfor klager nu ensidigt ønsker at fragå den bindende aftale om voldgiftsbehandling af diskriminationsspørgsmålet. Det er indklagedes opfattelse, at det ikke har nogen betydning, om der er en klausul i overenskomsten om voldgiftsbehandling af sager efter ligebehandlings- og forskelsbehandlingsloven, eller om der er indgået en konkret aftale om voldgiftsbehandling af spørgsmålet om brud på forskelsbehandlingsloven, jf. arbejdsretslovens § 21, nr. 3. Indklagede oplyser, at det fremgår af Ligebehandlingsnævnets afgørelse 7100157-12, som klager henviser til, at parterne i henhold til overenskomsten kunne aftale at lade sager om lovgivning behandle af afskedigelsesnævn, men at der konkret ikke var iværksat fagretlig behandling af sagen, hvilket også er, hvad nævnet lægger vægt på i sin afgørelse. Der er derfor ikke tale om en parallel situation. I nærværende sag er der udtrykkeligt aftalt voldgiftsbehandling, og fagretlig behandling er iværksat. Indklagede stiller sig uforstående overfor klagers påstand om, at den voldgiftsaftale der er indgået mellem parterne, alene regulerer klagers adgang til, når Ligebehandlingsnævnets afgørelse foreligger, at få denne afgørelse prøvet ved domstolene. Indklagede henviser i den forbindelse til lov om Ligebehandlingsnævnet, hvoraf det fremgår at: "Hvis nævnets afgørelser[. . . ] ikke efterleves, skal nævnet på klagerens anmodning og på dennes vegne indbringe sagen for domstolene." Indklagede mener desuden, at det er en saglig grund, når de henviser til, at der mellem parterne er indgået en bindende aftale om, at spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af alder skal behandles ved faglig voldgift. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Der er enighed mellem sagens parter om at spørgsmål om forskelsbehandling efter ligebehandlings- og forskelsbehandlingsloven ikke er omfattet af overenskomstens voldgiftsbestemmelse. Klagers forbund har i klageskriftet til voldgiftssagen fremsat et principalt anbringende om krænkelse efter forskelsbehandlingslovens regler om alder. Ligebehandlingsnævnet finder, at der hermed var fremsat et ønske om, at spørgsmålet om krænkelse efter forskelsbehandlingsloven skulle behandles under den anlagte voldgiftssag. Klagers forbund har i klageskriftet til voldgiftsretten taget forbehold for, at kunne indbringe øvrige forhold, der strider mod forbud i henhold til præceptiv ansættelsesretlig lovgivning, herunder forbuddet mod afskedigelse begrundet i handicap i medfør af forskelsbehandlingsloven, for Ligebehandlingsnævnet eller de almindelige domstole. Indklagede har i sit svarskrift til voldgiftsretten accepteret klagers tilbud om at lade spørgsmålet bedømme ved voldgift. Ligebehandlingsnævnet finder, at den voldgiftsaftale der er indgået mellem parterne er fuldt betryggende, idet voldgiftsrettens sammensætning og nedsættelse efter overenskomsten følger bestemmelserne herom i lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter. Ligebehandlingsnævnet finder på den baggrund, at der er indgået en bindende aftale i overensstemmelse med arbejdsretslovens § 21, nr. 3, om, at spørgsmålet om, hvorvidt afskedigelsen af klager var udtryk for forskelsbehandling på grund af alder, skulle behandles ved faglig voldgift. Hver af parterne har ret til at indbringe Ligebehandlingsnævnets afgørelser for domstolene, og Ligebehandlingsnævnet er afskåret fra at behandle sager, der allerede verserer ved domstolene. Ligebehandlingsnævnet kan derfor ikke behandle sagen. <7100565-12>