Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - kommuner - ej medhold

GældendeVersion 2013-10-23
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9565@2013-10-23/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - kommuner - ej medhold

J. nr. 7100705-12 En dagplejer, født i 1959, blev afskediget som følge af faldende børnetal. Indklagede afskedigede i alt 23 dagplejere, der blev valgt ud fra saglige kriterier. Efter afskedigelserne faldt gennemsnitalderen i klagers distrikt fra 49 år til 47 år, men dog stadig med en aldersspredning fra 30 år til 62 år. Nævnet fandt, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder. Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at en kvinde født i 1959 blev afskediget fra sin stilling som dagplejer. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede afskedigede klager fra stillingen som dagplejer. Sagsfremstilling Klager, der er født i 1959, blev i 1991 ansat som dagplejer i den indklagede kommune. Ved brev af 7. juni 2012 modtog klager høringsbrev, hvoraf fremgik, at indklagede havde til hensigt at afskedige hende fra stillingen som dagplejer med virkning fra den 1. januar 2013. Årsagen til den påtænkte afskedigelse var, at der i områderne [ ] var faldende børnetal. Som konsekvens heraf skulle der i ske en reduktion af dagplejere. Den påtænkte afskedigelse skete med udgangspunkt i kriterier aftalt med FOA den 8. marts 2006. Det var ud fra disse kriterier vurderet inden for delområdet, hvilke dagplejere der ville være bedst egnede til at passe det tilbageværende antal børn. Ud fra en helhedsvurdering af den samlede kvalitet havde indklagede vurderet, at klager var den, der bedst kunne undværes. Dette var uddybet overfor klager af dagplejerleder X i samtale den 31. maj 2012. Det fremgår af referat af samtalen den 31. maj 2012, at klager var uforstående for, at hun blev afskediget ud fra kriteriet om kvalitet. Dagplejeleder X oplyste, at man havde kigget på helheden, og at der var tale om små marginaler, blandt andet klagers fremtoning, samarbejde med forældre, kolleger, samarbejdspartnere, kontor med videre. Læreplanerne var ok. Det var således ud fra den personlige udvikling/del, samarbejde og faglighed, at beslutningen var truffet. Klager oplyste hertil, at hun havde gjort meget for at holde fokus på sin personlige udvikling og gjort alt for at udvikle sig, herunder lavet aktiviteter og indordnet sig/tilpasset sig nye situationer. De aftalte afskedigelseskriterier i forbindelse med personalereduktion af dagplejere på grund af arbejdsmangel var: 1. Det undersøges om der er mulighed for omplacering 2. Det undersøges om der er dagplejere der ønsker frivilligt at ophøre 3. Det undersøges om der er dagplejere som ønsker at indgå i en evt. senioraftale 4. Midlertidigt ansatte og vikarer afskediges først 5. Indenfor delområdet vurderes hvilke dagplejere der vil være bedst egnede til at passe det tilbageværende antal børn 6. Såfremt en eller flere dagplejere indenfor delområdet herefter vurderes som lige egnede til at passe det tilbageværende antal børn anvendes "sidst ind først". Indklagede har opgjort aldersfordelingen blandt kommunens dagplejere således: Aldersfordelingen på alle 23 opsagte dagplejere i hele kommunen: En på 30 år, en på 34 år, en på 35 år, en på 37 år, tre på 39 år, tre på 41 år, to på 46 år, en på 48 år, to på 49 år, en på 53 år, en på 54 år, en på 55 år, en på 56 år, en på 57 år, en på 61 år og to på 62 år. Gennemsnitsalderen før afskedigelserne var 49 år. Gennemsnitsalderen efter afskedigelserne var 47 år. Før afskedigelserne var der 14 dagplejere i klagers område med en gennemsnitsalder på 48 år (en på 36 år, to på 37 år, en på 39 år, en på 44 år, en på 49 år, to på 52 år, en på 53 år, tre på 54 år, en på 55, år og en på 57 år). Efter afskedigelserne var der 10 dagplejere i området med en gennemsnitsalder på 47,5 år (en på 36 år, en på 37 år, en på 39 år, en på 44 år, en på 49 år, to på 52 år, en på 54 år, en på 55 år og en på 57 år). Parternes bemærkninger Klager ønsker at få medhold i, at afskedigelsen er i strid med forskelsbehandlingsloven, og eventuelt få en godtgørelse. Klager undrer sig over, hvorfor valget netop faldt på hende, da indklagede skulle tilpasse arbejdsstyrken. Klager kunne ikke få en saglig begrundelse for, hvorfor valget netop faldt på hende. Klager fik løntillæg for kvaliteten i sit arbejde. Hun havde løbende deltaget i kurser og i den medarbejderudvikling, som hun blev tilbudt. Klager havde under hele sin ansættelse fået ros for sit samarbejde med dagplejecentret og sine kolleger, og hun var anerkendt i lokalområdet som en virkelig god dagplejer, hvor børnefamilierne gerne ville have passet deres børn. Klager havde desuden haft flere nyansatte dagplejere i jobtræning i sit hjem, og hun havde haft skoletrætte unge i praktik. Hun havde også skabt kontakt mellem det lokale plejehjem og dagplejen. Indklagede havde en skjult dagsorden, idet netop de fire dagplejere, der blev afskedigede, var registrerede som rygere. Efter afskedigelsen var der ingen rygere i gruppen, hvilket skal sammenholdes med kommunens nye rygepolitik om en røgfri arbejdsplads. Klager afviser, at generelle statistikker for hele kommunen kan bruges til at vurdere klagers afskedigelse. Lederen af klagerens gruppe havde efter klagers opfattelse ønsket en yngre medarbejderstab, der var sammensat efter hendes ønsker. Lederen havde således fastholdt ansættelse af flere unge medarbejdere med ringe erfaring og viden og afskediget fire medarbejdere med lang anciennitet. Aldersfordelingen blandt de fire afskedigede var 54 år, 54 år, 53 år og 37 år, hvilket efter klagers opfattelse er en væsentlig overrepræsentation af ældre medarbejdere. Gruppen, der efter afskedigelsen bestod af 10 dagplejere, blev suppleret med tidligere kolleger fra andre grupper, blandt andet en yngre dagplejer, der boede i samme vænge som klager. Gruppen består således igen af 14 dagplejere. Indklagede afviser, at klager blev afskediget på grund af alder. Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, der tyder på, at hun i forbindelse med afskedigelsen blev forskelsbehandlet på grund af alder, og indklagede har således ikke har overtrådt forskelsbehandlingsloven. Beslutningen om at afskedige klager blev truffet på grund af manglende arbejde som følge af faldende børnetal. Der blev afskediget fire dagplejere i klagers område og 23 dagplejere i hele kommunen. Ved generelle personalenedskæringer som følge af arbejdsmangel har en arbejdsgiver vid skønsmæssig beføjelse med hensyn til at vurdere, hvilke medarbejdere der bedst kan undværes. Arbejdsgiveren har ved afgørelsen af, hvilke medarbejdere der bedst kan undværes, alene pligt til at give en kortere angivelse af de hovedhensyn, der var bestemmende for skønsudøvelsen, det vil sige de overordnede kriterier, der blev lagt til grund. Indklagede fandt ud fra en samlet helhedsvurdering, at klager var en af de mindst kvalificerede. De kriterier, der blev lagt til grund for udvælgelsen af klager, var legitime, og det blev ved afskedigelsessamtalen den 31. maj 2012 uddybet, hvilke kriterier der ud fra en helhedsvurdering gjorde udslaget for, at klager blev indstillet til afskedigelse. Indklagede henviser videre til, at de fire afskedigede dagplejere i klagers distrikt var en på 37 år, en på 53 år og to på 54 år. Gennemsnitsalderen blandt dagplejerne i klagers distrikt var 48 år før afskedigelserne og 47,5 år efter afskedigelserne. På afskedigelsestidspunktet var gennemsnitsalderen for dagplejerne i hele kommunen 49 år, og der blev afskediget 23 dagplejere med en gennemsnitsalder på 47 år. Der blev afskediget 15 medarbejdere, der var yngre end klager, og syv der var ældre end klager. Gennemsnitsalderen i klagers område og kommunen var henholdsvis 48 år og 49 år før afskedigelserne og henholdsvis 47,5 år og 47 år efter afskedigelserne. Efter indklagedes opfattelse var andelen af ældre opsagte medarbejdere ikke uforholdsmæssig stor henset til alderssammensætningen i den samlede dagplejergruppe i klagers område og i kommunen som helhed. Indklagede havde ved afskedigelserne taget udgangspunkt i kapaciteten i de enkelte dagplejedistrikter. Indklagede henviser i den forbindelse til, at det ikke er muligt at flytte rundt på kapaciteten som for eksempel i en daginstitution, da dagplejere bruger deres hjem som arbejdsplads og bor i forskellige distrikter. For så vidt angår det af klager anførte om, at gruppen efter afskedigelsen blev suppleret med tidligere kolleger, oplyser indklagede, at man efter afskedigelserne besluttede at sammenlægge tre dagplejegrupper til to for at sikre driften af gæstedagplejen. Det er således ikke korrekt, at der blev suppleret med tidligere kolleger fra andre grupper. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over overtrædelse af loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af loven, at en arbejdsgiver ikke ved afskedigelse må forskelsbehandle på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap, eller national, social eller etnisk oprindelse. Loven forbyder ikke forskelsbehandling på grund af rygning. Ligebehandlingsnævnet lægger til grund, at det på grund af faldende børnetal var nødvendigt at afskedige et antal dagplejere. Det fremgår af oplysningerne fra indklagede, at der blev afskediget i alt 23 dagplejere i kommunen, heraf fire i klagers område. Klager var på afskedigelsestidspunktet 53 år. De tre andre dagplejere, der blev afskediget i klagers område, var henholdsvis 37 år, 54 år og 54 år. Efter afskedigelsen var gennemsnitsalderen blandt dagplejerne i området faldet fra 48 år til 47,5 år. Tre af de fire afskedigede var således ældre end gennemsnittet, men der var tre dagplejere, der var ældre end klager, som ikke blev afskediget. Uanset at der i hele kommunen også blev afskediget forholdsvis flere ældre medarbejdere, således at gennemsnitsalderen blandt samtlige dagplejere i kommunen faldt fra 49 år til 47 år, så var der relativt stor aldersspredning blandt de afskedigede fra henholdsvis 30 til 62 år. Der er i øvrigt ikke oplysninger, som tyder på, at klagers alder blev tillagt betydning ved beslutningen om at afskedige hende. Ligebehandlingsnævnet finder på denne baggrund, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager i forbindelse med afskedigelsen blev udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af sin alder. Det forhold, at klager anfører at være kvalificeret og har sørget for fagligt at udvikle sig, fører ikke til noget andet resultat i en situation, hvor indklagede skulle foretage opsigelser af personale, der alle som udgangspunkt måtte anses for egnet til stillingen. Klager får derfor ikke medhold i klagen. <7100705-12>

Versioner

  1. 2013-10-23