Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - stillingsopslag - medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9587@2014-03-12/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - stillingsopslag - medhold
J. nr. 2013-6810-42695 Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at en virksomhed søgte efter en "yngre ingeniør". Klager fik medhold i klagen, men da klager ikke søgte stillingen, blev der ikke tilkendt nogen godtgørelse.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder som følge af, at den indklagede virksomhed i en stillingsannonce søgte efter en "yngre ingeniør". Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede i en stillingsannonce søgte efter en "yngre ingeniør". Sagsfremstilling En virksomhed søgte i en stillingsannonce efter en "yngre ingeniør" til miljøtekniske bygningsundersøgelser. Af stillingsannoncen fremgik: " Yngre ingeniør [. . . ] [Indklagede] søger en yngre ingeniør til at indgå i vores team, der arbejder med rådgivning omkring PCB, asbest og andre miljøproblematiske stoffer i byggeriet. Teamet er bredt fagligt funderet og har mange års erfaring med rådgivning inden for området. [. . . ] Din profil: Vi forventer, at du har en byggeteknisk baggrund og en interesse for miljøopgaver. I dit arbejde vil du møde mange nye mennesker og du vil tidligt forventes at tage kontakt til vores kunder. Vi forventer derfor, at du har gode kommunikationsevner, gåpåmod og praktisk sans. [Indklagedes] faglige område er specialiseret, og du vil som del af vores team modtage træning i de særlige områder, du kommer til at arbejde med. Har du tidligere erfaring med indeklimamålinger og kortlægning af miljøfarlige stoffer i byggeriet vil det være en fordel, men ikke nødvendige forudsætninger. [. . . ]" Klager er født i 1960. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at det er i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede i deres annonce søgte efter en "yngre ingeniør". Klager ønsker, at annoncen bliver stoppet, og at virksomheden får en bøde eller påtale. Det er normalt, at stillingsannoncer bliver fjernet efter ansøgningsfristens udløb. Indklagede bemærkning om, at annoncen er fjernet, ændrer derfor ikke noget ved sagens kerne. Det er ubestridt, at man i annoncen søgte efter en "yngre ingeniør". Sagens kerne er, at man har slået en stilling op, der ulovligt henviser til "yngre ingeniør" i overskriften og annonceteksten. Dette er klart i strid med annonceringsforbuddet i forskelsbehandlingslovens § 5. Klager henviser til omtale af tre tidligere sager fra Ligebehandlingsnævnet i nævnets årsberetning for 2012. I disse sager var det indirekte forskelsbehandling på grund af alder at bruge udtrykkene "nyuddannet", "relevant studiearbejde" og "et par års erfaring", da hovedparten af de personer, der falder ind under disse udtryk vil være yngre mennesker. I denne sag må forskelsbehandlingen være direkte. I forhold til påstanden om bøde henviser klager til, at nævnet kan tilkende godtgørelser. Klager ønsker en godtgørelse på 50.000 kr. Godtgørelsens størrelse er begrundet i, at man har nedsat dagpengeperioden fra fire til to år, at der fra politisk side er stor fokus på, at man skal blive på arbejdsmarkedet så længe som muligt, og det er derfor helt uhørt, at man specifikt annoncerer efter yngre medarbejdere. Det skal betragtes som en skærpende omstændighed, at indklagede er bekendt med disse forhold, og at annoncen derfor ikke kan betragtes som en uagtsom hændelse. Klager henviser desuden til, at det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at overtrædelser af § 5 straffes med bøde. Det er sagen uvedkommende, at klager ikke søgte stillingen. Annoncen angav allerede ved sin formulering, at det ville være formålsløst at søge stillingen. Indklagede gør gældende, at sagen skal afvises, da klager ikke har den fornødne retlige interesse i at få sagen prøvet ved nævnet. Klager er ejer af virksomhed A, som beskæftiger sig med miljørådgivning og er en konkurrerende virksomhed til indklagede. Klager er uddannet geolog. Klager søgte ikke den opslåede stilling, og han er i øvrigt afskåret fra at søge stillingen, da han driver konkurrerende virksomhed og ikke har den efterspurgte uddannelsesmæssige baggrund. Ifølge nævnets praksis skal klageren konkret være eller have været udsat for forskelsbehandling eller tilhøre den gruppe, som bliver forskelsbehandlet. Såfremt sagen ikke afvises af denne grund, gør indklagede gældende, at de skal frifindes for påstanden om bøde/godtgørelse. Jobopslaget er efter indbringelsen af klagen for Ligebehandlingsnævnet blevet fjernet. Klagers påstand om, at annoncen skal fjernes, er derfor allerede efterkommet. Klager har ikke gjort gældende, at han selv er blevet konkret forskelsbehandlet. Nævnet skal derfor kun tage stilling til, om indklagede kan ikendes en påtale eller bøde for overtrædelse af annonceringsforbuddet i forskelsbehandlingslovens § 5. Nævnet kan ikke træffe afgørelse om bøde, og en privat person kan ikke nedlægge påstand om bøde. Nævnet har ifølge Lov om Ligebehandlingsnævnet § 2 kun kompetence til at tilkende godtgørelse og underkende afskedigelser. Nævnet har ikke kompetence til at tilkende fysiske eller juridiske personer bøde. Påstanden om bøde skal derfor afvises. En bøde er statens sanktion over for fysiske og juridiske personer. Anmeldelse om strafbare forhold skal indgives til politiet, som herefter eventuelt kan rejse en straffesag ved domstolene. En påstand om bøde, herunder bøder efter forskelsbehandlingslovens § 5, skal derfor forelægges af politiet og afprøves ved domstolene. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter forskelsbehandlingsloven. Det fremgår af lovens § 5, at det ikke ved annoncering må angives, at der til ansættelse eller erhvervsuddannelse søges eller foretrækkes en person blandt andet med en bestemt alder. Indklagede har i deres stillingsannonce angivet, at de søger en "yngre ingeniør". Nævnet finder, at brugen af ordet "yngre" må sidestilles med den situation, hvor en virksomhed søger efter en medarbejder med en bestemt alder. Den pågældende annonces ordlyd er derfor i strid med annonceringsbestemmelsen i forskelsbehandlingsloven. Klager får derfor medhold i klagen. Indklagedes overtrædelse af annonceringsbestemmelsen straffes efter forskelsbehandlingslovens § 8 med bøde. Nævnet er ikke tillagt mulighed for at udstede bøder. Nævnet kan derimod tilkende godtgørelse for overtrædelse af lovens §§ 2-4. Allerede fordi klager ikke har søgt stillingen, er der imidlertid ikke grundlag for at fastslå, at han som ansøger til en ledig stilling er blevet forskelsbehandlet på grund af sin alder. Derfor kan klager ikke tilkendes nogen godtgørelse. <2013-6810-42695>