Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - retlig interesse - ej medhold

GældendeVersion 2011-06-10
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9624@2011-06-10/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - retlig interesse - ej medhold

J.nr. 2500130-10 En kvinde klagede over, at der i forbindelse med en ændring af pensionslovgivningen blev indført en pligt for folke- og førtidspensionister til at underrette deres hjemkommune om ophold uden for EU/EØS og Schweiz af mere end 2 måneders varighed. Ligebehandlingsnævnet afviste at behandle klagen med den begrundelse, at kvinden ikke var klageberettiget, da hun ikke havde en konkret retlig interesse i sagen.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med vedtagelse af lov nr. 699 af 25. juni 2010 om ændring af lov om social pension og lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Nævnet kan ikke behandle klagen, fordi klager ikke er klageberettiget. Sagsfremstilling En kvinde har klaget over, at der nu ved lov er indført en pligt for folke- og førtidspensionister til at underrette deres hjemkommune om ophold uden for EU/EØS og Schweiz af mere end 2 måneders varighed. Parternes bemærkninger Klager påstår, at loven medtager hele gruppen af pensionister, udelukkende med det klare formål, at omgå reglerne om forskelsbehandling af folk på grund af etnisk oprindelse, da politikernes begrundelse for frihedsindgrebet er at kontrollere, om folk indrejst fra andre lande begår socialt bedrageri. Klager henviser til, at lovgiverne krænker borgere af anden etnisk herkomst end dansk med en meldepligt på deres lovlige rejser, samt at danske statsborgere får en frihedskrænkende meldepligt udelukkende på grund af deres alder og sociale gruppering og ikke mindst på grund af sociale fællestræk med de borgere af anden etnisk herkomst, som loven tilsigter at kontrollere. Klager mener også, at en meldepligt for en bestemt befolkningsgruppe er en krænkelse af Menneskerettighedserklæringens artikel 13 om retten til frit at rejse, hvorhen man vil, artikel 17 om retten til at slippe for forskelsbehandling og artikel 30 om handlinger, der tilsigter at nedbryde nogen af de i menneskerettighederne opregnede rettigheder og friheder. Indklagede påstår, at loven ikke indeholder forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Indklagede henviser til, at loven er en udmøntning af en del af "Udlændingeaftalen" mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Det fremgår blandt andet af aftalen, at indsatsen mod socialt bedrageri skal styrkes, og at enhver form for socialt bedrageri er uacceptabel. Det fremgår af loven, at der er en meddelelsespligt for folke- og førtidspensionister med fast bopæl i Danmark, der opholder sig midlertidigt i udlandet i en periode af mere end 2 måneders varighed. Dette indebærer blandt andet, at pensionisten skal give kommunen meddelelse om afrejsedata og forventet dato for hjemkomst inden afrejsen, og umiddelbart efter hjemkomsten skal give meddelelse om den faktiske dato for hjemkomst. Hvis pensionisten ikke opfylder kravet til fast bopæl i Danmark, skal sagen behandles efter de særlige regler, der gælder for pensionisters ret til at tage hele eller dele af folke- og førtidspension med til udlandet. Hvis en pensionist får fast bopæl i et land, der er omfattet af EF-forordninger om koordinering af de sociale sikringsordninger, kan pensionisten som udgangspunkt få udbetalt den fulde pension som hidtil. Meddelelsespligten gælder derfor kun ved rejser til lande, hvor EF-forordninger om koordinering af de sociale sikringsordninger ikke finder anvendelse. Pensionister, der er omfattet af meddelelsespligten, har pligt til hver måned at give oplysninger om eventuelle indtægter fra udlandet. Med loven har kommunen fået en anledning til at informere pensionisten om betingelserne for udbetaling af social pension, herunder om pensionslovens regler om fast bopæl i Danmark, og om hvilken betydning et længerevarende udlandsophold kan have for retten til pension. Meddelelsespligten giver herudover kommunerne mulighed for at minde pensionister om, at de har pligt til at oplyse om forandringer i forhold, der kan forventes at medføre ændringer af pensionen. Meddelelsespligten gælder således for alle modtagere af social pension med fast bopæl i Danmark, der midlertidigt tager ophold af mere end 2 måneders varighed i lande uden for EU/EØS og Schweiz. Loven ændrer ikke pensionisternes ret til social pension, når de tager ophold i udlandet, men den giver øgede muligheder for at sikre, at udbetaling af pensionen sker på et korrekt grundlag. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det skal indledningsvis bemærkes, at nævnet ikke har mulighed for at tage stilling til, om der er tale om forskelsbehandling på grund af alder eller social oprindelse. Der er således alene et forbud mod forskelsbehandling af disse grunde, hvis forskelsbehandlingen foregår på arbejdsmarkedet. Ligebehandlingsnævnet finder ikke, at klager er klageberettiget i forhold til spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. Der er herved lagt vægt på, at klager ikke har en konkret retlig interesse i forhold til spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. Hun klager således ikke over, at hun selv er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, og hun er heller ikke en del af den gruppe, som hun mener, bliver udsat for forskelsbehandling efter vedtagelsen af loven. Nævnet kan derfor ikke behandle klagen. <2500130-10>

Versioner

  1. 2011-06-10