Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnicitet - adgangsbegrænsning - parts- og vidneforklaringer
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9629@2013-04-24/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnicitet - adgangsbegrænsning - parts- og vidneforklaringer
J. nr. 7100416-12 En mand af anden etnisk herkomst end dansk blev afvist på en bar. Klager mente, at årsagen var hans etniske baggrund, og gjorde gældende, at dørmanden havde ytret sig nedladende om klagers etnicitet i forbindelse med afvisningen. Indklagede gjorde gældende, at de ikke forskelsbehandler og at de både havde ansatte og gæster af anden etnisk baggrund. Ligebehandlingsnævnet fandt, at spørgsmålet om hvorvidt klager blev nægtet adgang til natklubben på grund af sin etniske oprindelse, kun kunne afklares efter bevisførelse i form af mundtlige part- og vidneforklaringer. Da en sådan bevisførelse ikke kan ske ved nævnet, men må ske ved domstolene, kunne nævnet ikke behandle sagen.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnicitet i forbindelse med adgang til en bar. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle sagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af sin etnicitet, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Sagsfremstilling Der er klaget over, at klager blev nægtet adgang til en bar. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet nægtet adgang til en bar på grund af sin etnicitet. Dørvagten havde begrundet afvisningen med følgende: "Der er for mange negere dernede, så I kan ikke komme derind". Klager nævner, at dørmanden havde sagt, at han intet kunne stille op, og at beslutningen kom fra chefen. Klager har flere gange oplevet diskrimination på baren. Dørvagterne har før begrundet afvisning af klager med en henvisning til klagers tøj. Klager har også oplevet, at dørvagterne siger, at der er lukket, men alligevel lukker andre gæster ind på baren. Indklagede gør gældende, at de aldrig har afvist gæster med henvisning til, at de var "negere, sorte eller mørke". Indklagede kan sige dette med sikkerhed, da de siden klagens modtagelse har holdt møder med dørvagterne og bestyrere, for at finde frem til, hvad der skulle være gået galt. Indklagede nævner, at den ene af indklagedes ejere er af anden etnisk baggrund, at de har ansatte af anden etnisk baggrund, og at de har gæster af anden etnisk baggrund. Indklagede gør således gældende, at hverken barens ledelse eller dørvagterne har udsat klager for diskrimination. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det følger af lov om etnisk ligebehandling, at man ikke må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes race eller etniske oprindelse. Ligebehandlingsnævnet finder, at det er direkte forskelsbehandling at nægte en person adgang til en bar alene på grund af etnisk oprindelse. Der er imidlertid ikke enighed om med hvilken begrundelse indklagedes dørmand afviste klager. Ligebehandlingsnævnet finder derfor, at spørgsmålet om, hvorvidt klager blev nægtet adgang til baren på grund af klager etnicitet, kun kan afklares efter en bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Nævnet kan derfor ikke behandle klagen. <7100416-12>