Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - stillingsopslag - medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9646@2015-06-26/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - stillingsopslag - medhold
J. nr. 2014-6810-20778 Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at en byggevirksomhed søgte medarbejdere mellem 30-45 år. Klager fik derfor medhold, men ingen godtgørelse, da han ikke havde søgt stillingen.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at indklagede i en jobannonce på sin hjemmeside søgte personale mellem 30 og 45 år. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede i jobannoncen på deres hjemmeside søgte medarbejdere mellem 30 og 45 år. Sagsfremstilling Indklagede, der en større bygge- og udviklingsvirksomhed, søgte en salgskonsulent mellem 30-45 år. Indklagede publicerede den 27. marts 2014 en jobannonce på indklagedes hjemmeside. Dagen efter publicerede indklagede en jobannonce på en internetbaseret jobportal. I denne jobannonce var der ikke henvist til ansøgers alder. Den 1. april 2014 ændrede indklagede alderskriteriet i jobannoncen på virksomhedens hjemmeside. Den 7. april 2014 blev jobannoncen fjernet fra portalen på internettet og fra hjemmeside. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet forskelsbehandlet på grund af alder. Klager mener, at han sagtens kunne bestride jobbet, selvom han ikke er mellem 30 og 45 år. Klager har ikke søgt jobbet. Klager ønsker, at der bliver fastsat en godtgørelse. Indklagede gør gældende, at alderskriteriet alene fremgik af jobannoncen på indklagedes hjemmeside, og at fejlen med henvisningen til ansøgerens alder blev rettet straks efter, at indklagede blev opmærksom på fejlen. Jobannoncen, som lå på den internetbaseret portal, indeholdt på intet tidspunkt krav til ansøgerens alder. Indklagede indkaldte fem kandidater til en jobsamtale og besluttede at gå videre med to kandidater, som kom til endnu en samtale og fik foretaget en personlighedstest. De to kandidater var fra årgang 1955 og 1975, og derfor var alderen på ansøgerne ikke afgørende for indklagedes valg af medarbejder. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter forskelsbehandlingsloven. Det fremgår af lovens § 5, at det ikke ved annoncering må angives, at der til ansættelse eller erhvervsuddannelse søges eller foretrækkes en person blandt andet med en bestemt alder. Jobannoncen, som blev publiceret på indklagedes hjemmeside i perioden fra 27. marts 2014 til den 1. april 2014, indeholdt et alderskriterium, og er derfor i strid med annonceringsbestemmelsen i forskelsbehandlingsloven. Det forhold, at indklagede besluttede at gå videre med to kandidater, hvoraf den ene kandidat ikke var mellem 30 og 45 år, og at indklagede slettede jobannoncens henvisning til ansøgernes alder på hjemmesiden, er uden betydning for spørgsmålet om jobannoncen var i strid med loven. Klager får derfor medhold i klagen. Nævnet har mulighed for at tilkende godtgørelse for overtrædelse af lovens forbud mod forskelsbehandling. Da klager ikke har søgt stillingen, er der imidlertid ikke grundlag for at fastslå, at han som ansøger til en ledig stilling er blevet forskelsbehandlet på grund af sin alder. Derfor tilkendes klager ikke nogen godtgørelse. <2014-6810-20778>