Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - pligtig afgangsalder - ej medhold

GældendeVersion 2015-06-26
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9648@2015-06-26/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - pligtig afgangsalder - ej medhold

J. nr. 2014-6810-00382 En 65-årig mand fik afslag på at forlænge sin ansættelse som fængselsbetjent. Efter aftale mellem Finansministeriet og Fængselsforbundet skal der gives dispensation til fængselsbetjente, hvis de ikke skal pensioneres, når de fylder 63 år. Indklagede valgte ikke at forlænge klagers ansættelse yderligere på grund af kommende krav om effektivisering og sparekrav. Nævnet fandt, at indklagede ikke havde handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at en fængselsbetjent fik afslag på at få forlænget sin ansættelse yderligere. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager fik afslag på yderligere ansættelse som fængselsbetjent. Sagsfremstilling Klager har gennem en årrække været ansat som fængselsbetjent i et statsfængsel. Klager var tjenestemand. Klager fyldte 63 år i december 2011. Den pligtige afgangsalder for Kriminalforsorgens uniformerede tjenestemænd er i henhold til aftale fra 1985 indgået mellem Finansministeriet og Fængselsforbundet som overenskomstparter 63 år, og fængselsbetjente afskediges derfor med udgangen af den måned, hvor de fylder 63 år. Finansministeriet og Dansk Fængselsforbund indgik den 2. november 2007 aftale om tjenestemænd i Kriminalforsorgen, der er omfattet af aftalen om lavere pligtig afgangsalder. Det fremgår af aftalen, at den pligtige afgangsalder kan aftales forhøjet en eller flere gange med indtil to år ad gangen. Direktoratet for Kriminalforsorgen meddelte henholdsvis den 18. oktober 2011 og den 10. september 2012 klager yderligere et års forlængelse af tjenesten som fængselsbetjent. Klager havde således fået dispensation fra den pligtige afgangsalder frem til udgangen af december 2013, hvor klager var 65 år. Statsfængslet indstillede den 1. november 2013 til Kriminalforsorgen, at klager yderligere skulle have forlænget tjenesten ud over den pligtige afgangsalder, idet han udførte tjenesten på tilfredsstillende vis, og da der ikke var betænkeligheder i form af helbredsmæssige årsager. Direktoratet for Kriminalforsorgen gav den 4. december 2013 klager afslag på ansøgningen om en yderligere forlængelse af dispensationen fra den pligtige afgangsalder. Kriminalforsorgen henviste til, at det er en forudsætning for forlængelse af ansættelsen ud over det fyldte 63. år, at den ansatte efter sin helbredstilstand er i stand til at bestride tjenesten i den pågældende stilling. Der lægges desuden vægt på forløbet af det hidtidige tjenesteforløb. Kriminalforsorgen anførte videre, at der ved indgåelse af aftaler om individuel højere pligtig afgangsalder end 63 år blandt andet lægges vægt på tjenestens karakter (sikkerhedsmæssig vurdering), tilpasning af personaleforbruget i de enkelte institutioner, eventuelle sparekrav samt generelt til den aktuelle kapacitetsudnyttelse i Kriminalforsorgen, og at der ikke er et retskrav på en forlænget ansættelse. Kriminalforsorgen kunne efter en konkret vurdering ikke imødekomme klagers ansøgning om en yderligere forlængelse af dispensationen fra den pligtige afgangsalder. Klagers ansættelse i statsfængslet udløb derfor ved udgangen af december måned 2013. Kriminalforsorgen havde ved vurderingen lagt vægt på den kommende reorganisering i Kriminalforsorgen, de kommende effektiviseringer og sparekrav i statsfængslet, og de konsekvenser disse måtte få for den nuværende personale- og ressourcemæssige situation i statsfængslet. Udtalelser fra overenskomstparterne Ligebehandlingsnævnet har til brug for en tidligere sag om den pligtige afgangsalder på 63 år for Kriminalforsorgens uniformerede tjenestemænd (nævnets j.nr. 2500178-09) indhentet udtalelser fra overenskomstparterne: Udtalelse fra Fængselsforbundet: Det fremgår af udtalelse af 4. november 2010 fra Fængselsforbundet blandt andet, at baggrunden for, at det uniformerede fængselspersonale, herunder værkmestre, i Kriminalforsorgen har en pligtig afgangsalder på 63 år, er, at arbejdsforholdene for denne faggruppe er særegne i forhold til alle andre faggrupper på det danske arbejdsmarked. Personalet er konstant i alarmberedskab og klar til at reagere hurtigt, hvis der skulle ske noget uforudset i fængslet. Personalet ved ikke, hvornår de kritiske situationer opstår. Hvert år bliver 30-50 af de uniformerede medarbejdere pensioneret på grund af svagelighed, hvilket svarer til over en procent af det uniformerede personale. I mange af tilfældene er sygdommen en følge af arbejdsskade. Det er forbundets opfattelse, at der ikke er tvivl om, at en fængselsbetjent vil være ude af stand til at varetage sit job, når han fylder 63 år. Dette gælder såvel fysisk som psykisk for den enkelte ansatte, der skal være i stand til at tage vare på sig selv og sin egen sikkerhed, men også er ansvarlig for sine kollegers sikkerhed. Forbundet oplyser i den forbindelse, at der ofte kun er to ansatte på vagt i for eksempel et arresthus. Dette er ikke uproblematisk, hvis den ene er en ældre ansat uden mange kræfter til at håndtere en magtanvendelsessituation. At skulle gå på vagt med en 65-årig vil således skabe meget stor utryghed blandt de ansatte, og dette vil efter forbundets opfattelse være uforsvarligt. Forbundet oplyser i øvrigt, at der kun er ganske få administrative stillinger, der vil kunne varetages af det uniformerede personale. Det fremgår videre af udtalelsen fra Fængselsforbundet, at baggrunden for aftalen af 2. november 2007 om mulighed for forlængelse af den pligtige afgangsalder var en betragtning om, at der i Kriminalforsorgen kun er ganske få funktioner uden kontakt til indsatte, som vil kunne varetages af det uniformerede personale. Der havde på daværende tidspunkt ikke været konkrete ønsker om forlængelse af ansættelse, men forbundet ville ikke stå i vejen for eventuelle ønsker om forlænget ansættelse. Det er forbundets opfattelse, at aftalen på ingen måde er tænkt anvendt til de uniformerede medarbejdere, der har kontakt med indsatte og som vil være en del af sikkerhedsberedskabet. Forbundet oplyser også, at kompetencen til at træffe afgørelse om forlængelse/afslag på forlængelse af ansættelsestiden ligger hos arbejdsgiveren. Det er dog forbundets forventning, at arbejdsgiveren blandt andet vil lægge vægt på, at den stilling, som ansøgeren skal beklæde, er uden kontakt til indsatte, ligesom forbundet har en forventning om at arbejdsgiveren vil drage omsorg for, at ansøgeren efter sin helbredstilstand er i stand til at bestride stillingen, således at nedslidte medarbejderes helbredstilstand ikke forværres yderligere. Det er forbundets opfattelse, at muligheden for at forlænge den pligtige afgangsalder kun er tænkt anvendt i ganske få tilfælde og udelukkende til rent administrative funktioner uden kontakt til indsatte. Det fremgår i øvrigt af forbundets udtalelse, at den gennemsnitlige pensionsalder for de uniformerede ansatte er 59,6 år for ansatte født efter 1930. I 2008 var der 73 uniformerede ansatte på 60 år eller mere i Kriminalforsorgen. Der var 29 ansatte, der ophørte på grund af alder, da de fyldte 63 år. I 2009 var der 87 ansatte på 60 år eller derover. Det er forbundets opfattelse, at langt de fleste medlemmer ikke har kræfter til at forblive i tjenesten til det 63. år, men at nogle vælger at blive af økonomiske årsager. Forbundet ved ikke, hvor mange medlemmer, der har søgt og fået forlænget ansættelsen ud over det 63. år, men forbundet mener, at der er tale om ganske få sager. Forbundet henviser i den forbindelse til, at der hvert år er flere fængselsbetjente, der stopper arbejdet som følge af nedslidning, end betjente der går på pension som 63-årige. Hvis alle fængselsbetjente skal kunne forblive i tjenesten ud over det fyldte 63. år, vil det efter forbundets opfattelse have nogle sikkerhedsmæssige konsekvenser, som forbundet ikke ønsker at udsætte sine medlemmer for. Udtalelse fra Personalestyrelsen/Finansministeriet: Det fremgår af udtalelse af 15. november 2010 fra Personalestyrelsen/Finans-ministeriet, at baggrunden for den pligtige afgangsalder på 63 år for Kriminalforsorgens uniformerede tjenestemænd er de fysiske krav, der stilles til udøvelsen af denne tjeneste. På baggrund af rapport af juni 2003 fra et regeringsudvalg om "Længere tid på arbejdsmarkedet" stillede Finansministeriet ved overenskomstforhandlingerne i 2005 krav om ændring af den lavere pligtige afgangsalder for tjenestemænd. Dette resulterede blandt andet i, at der den 2. november 2007 blev indgået en aftale mellem Finansministeriet og Fængselsforbundet om kriterier for indgåelse af aftaler om individuel højere pligtig afgangsalder end 63 år for Kriminalforsorgens uniformerede tjenestemænd. Blandt andet som følge af Velfærdsaftalen af juni 2006 fremsatte Finansministeriet ved overenskomstforhandlingerne i 2008 krav om løft af den pligtige afgangsalder for tjenestemænd i politiet, forsvaret og Kriminalforsorgen. På grund af modstand fra modpartens side blev kravet ikke gennemført. Personalestyrelsen oplyser, at kravet vil blive fremsat på ny ved overenskomstforhandlingerne i 2011. Det fremgår i øvrigt af udtalelsen fra Personalestyrelsen, at baggrunden for aftalen om en pligtig afgangsalder på 63 år for uniformerede tjenestemænd i Kriminalforsorgen er de særlige fysiske krav, der stilles til udøvelsen af tjenesten. Personalestyrelsen oplyser i øvrigt, at det er en alment gældende forudsætning for ansættelse i Kriminalforsorgen, at den pågældende efter sin helbredstilstand er i stand til at bestride tjenesten i den pågældende stilling. Dette gælder også ved ansættelse efter det 63. år. Det er Personalestyrelsens opfattelse, at den lavere pligtige afgangsalder for Kriminalforsorgens uniformerede tjenestemænd opfylder lovens krav om, at aldersgrænsen skal være objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af den nationale ret, og midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige. Personalestyrelsen oplyser afslutningsvist, at det fremgår af oplysninger fra Kriminalforsorgen, at i november 2007 - februar 2009 fratrådte 59 uniformerede medarbejdere på grund af den pligtige afgangsalder. I samme periode søgte syv medarbejdere om udsættelse af den pligtige afgangsalder. Heraf imødekom Kriminalforsorgen efter en nøje konkret vurdering af ansøgernes egnethed seks ansøgninger. I perioden marts-december 2009 fratrådte 22 medarbejdere, der havde nået den pligtige afgangsalder. I samme periode søgte fem medarbejdere om udsættelse af den pligtige afgangsalder. Efter en nøje konkret vurdering af ansøgernes egnethed imødekom Kriminalforsorgen fire ansøgninger. I perioden januar-juni 2010 fratrådte 10 uniformerede medarbejdere på grund af alder. I samme periode søgte én medarbejder om udsættelse af den pligtige afgangsalder, hvilket blev imødekommet. Parternes bemærkninger Klager mener, at han er blevet udsat for diskrimination på grund af alder, og at afslaget på forlængelse af ansættelsen som fængselsbetjent er i strid med ligebehandlingsreglerne. Klager ønsker at få en form for kompensation eller godtgørelse, da det ikke var efter hans eget ønske, at han fratrådte tjenesten som fængselsbetjent den 31. december 2013. Klager henviser til, at han to gange har fået forlænget sin tjeneste ud over den pligtige afgangsalder på 63 år. Han har fået afslag på ansøgningen om yderligere forlængelse, selv om det fremgår af fængslets indstilling, at han passede sin tjeneste tilfredsstillende, herunder havde tjeneste som natleder. Indklagede har ikke haft noget som helst at udsætte på klagers tjeneste, tjenesteforløbet eller hans helbredsmæssige situation. Indklagede lægger vægt på disse tre forhold, men der er ikke taget tilstrækkeligt hensyn hertil ved behandlingen af klagers ansøgning om forlængelse. Klager opfylder en helt særlig driftsmæssig begrundelse for forlængelse. Klager har gennem mere end 30 år fungeret som leder af natpersonalet. Han vil desuden kunne fungere alle steder i fængslet. Der er ansat nyt personale, samtidig med at der er indført ansættelsesstop. Andre ansatte i fængslet, der har nået den pligtige afgangsalder på 63 år, har fået afslag på forlængelse. Det er klagers opfattelse, at nyansatte fængselsbetjentelever er ansættelser, der på sigt erstatter det ældre personale, som får afslag på forlængelse. For så vidt angår Ligebehandlingsnævnets afgørelse i j.nr. 2500178-09 vedrørte denne sag en stilling som værkmester, der ikke blev genbesat. En værk-mester har ofte et bestemt funktionsområde, hvorfor vedkommende skal have en faglig uddannelse. En fængselsbetjent skal derimod "kun" gennemføre Kriminalforsorgens uddannelse og kan herefter gøre tjeneste så at sige alle steder. Det job, som klager ofte udførte, var som tjenestegørende i fængslets hovedport og som en del af personalet på nattjeneste. Disse stillinger er ikke nedlagte, men blev overtaget af andre, da klager stoppede sin aktive tjeneste. Klager og andre ældre medarbejdere, der får afslag på forlængelse, bliver behandlet dårligere end de yngre medarbejdere. De ældre medarbejdere får ikke lov til at blive længere i jobbet, end indklagede mener, de skal. Der kan ikke siges noget mod de ældre medarbejderes kvalifikationer, da indklagede i så fald nok havde reageret tidligere. Indklagede afviser, at klager er blevet udsat for aldersdiskrimination i forbindelse med afslaget på yderligere dispensation fra den pligtige afgangsalder. Indklagede henviser til, at statsfængslet havde indstillet, at klagers tjeneste skulle forlænges med yderligere et år til udgangen af 2014, idet han udførte tjeneste på tilfredsstillende vis, og da der ikke var betænkeligheder i form af helbredsmæssige årsager. Den pligtige afgangsalder for fængselsbetjente er 63 år, men Finansministeriet og Fængselsforbundet har indgået aftale om kriterier for indgåelse af aftaler om en højere pligtig afgangsalder end 63 år for Kriminalforsorgens uniformerede tjenestemænd. Det er en forudsætning for forlængelse af aftalen ud over det fyldte 63. år, at den ansatte efter sin helbredstilstand er i stand til at bestride tjenesten i den pågældende stilling. Der lægges desuden vægt på forløbet af det hidtidige tjenesteforløb. Der lægges i forbindelse med indgåelse af aftaler om individuel højere pligtig afgangsalder blandt andet vægt på tjenestens karakter (sikkerhedsmæssig vurdering), at tilpasse personaleforbruget i de enkelte institutioner, eventuelle sparekrav samt generelt til den aktuelle kapacitetsudnyttelse i Kriminalforsorgen. Da en forlænget ansættelse skal aftales mellem Kriminalforsorgen og den enkelte tjenestemand, har tjenestemanden ikke et retskrav på forlænget ansættelse. Indklagede arbejder generelt i retning af, at flere ældre medarbejdere skal have mulighed for at blive i tjenesten, herunder at det enkelte tjenestested gør det muligt for seniormedarbejdere at blive i tjenesten. Indklagede har ved afgørelsen om ikke at imødekomme klagers ansøgning om yderligere forlængelse af dispensation fra den pligtige afgangsalder lagt vægt på den kommende reorganisering i Kriminalforsorgen, de kommende effektiviseringer og sparekrav i statsfængslet og de konsekvenser, som disse måtte få for den nuværende personale- og ressourcemæssige situation i fængslet. Kriminalforsorgen er underlagt effektiviseringskrav i flerårsaftaleperioden 2013-2016. Da en del af disse effektiviseringer skal hentes i bemandingen, er Kriminalforsorgen blandt andet nødt til at skærpe muligheden for at få dispensation fra den pligtige afgangsalder. Det er stadig muligt at få dispensation, hvis der foreligger en helt særlig drifts- og/eller ressourcemæssig begrundelse herfor. Fængslet fungerer ligesom flertallet af landets øvrige fængsler som praktiksted for fængselsbetjentuddannelsen. Fængslet ansatte fire fængselsbetjentelever i 2013. Der vil ikke blive ansat elever i 2014. Fængselsbetjenteleverne udgør ikke en erstatning for uddannede medarbejdere. Uddannelsen til fængselsbetjent er treårig og veksler mellem teoretiske og praktiske moduler. I de praktiske moduler henover uddannelsen indgår eleverne i stigende grad som arbejdskraft. Indklagede henviser i øvrigt til, at Ligebehandlingsnævnet tidligere i j.nr. 2500178-09 har truffet afgørelse om, at det ikke var i strid med forskelshandlingsloven, at en medarbejder fik afslag på forlænget ansættelse efter det fyldte 63. år. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet med videre (forskelsbehandlingsloven). Loven er dog ikke til hinder for bestemmelser i kollektive aftaler og overenskomster om ophør af ansættelsesforholdet, når lønmodtageren fylder 70 år. Loven er heller ikke til hinder for opretholdelsen af gældende aldersgrænser fastsat i eller aftalt i henhold til kollektive aftaler og overenskomster, forudsat at disse aldersgrænser er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af dansk ret, og midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige. Ligebehandlingsnævnet lægger til grund, at overenskomstparterne i 1985 har indgået aftale om, at den pligtige afgangsalder for Kriminalforsorgens uniformerede tjenestemænd er 63 år. Nævnet finder, at aldersgrænsen på 63 år for tiden må anses for at være objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål, idet baggrunden for aldersgrænsen blandt andet er begrundet i de sikkerhedsmæssige opgaver, som disse lønmodtagere udfører. Nævnet finder på denne baggrund, at det forhold, at den pligtige afgangsalder i klagers ansættelse som fængselsbetjent var 63 år, ikke er i strid med forskelsbehandlingsloven. Nævnet finder derfor heller ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der skaber formodning for, at ligebehandlingsprincippet blev krænket i forbindelse med, at klager fik afslag på yderligere ansættelse. Nævnet har herved lagt vægt på, at udsættelse af den pligtige afgangsalder beror på en aftale mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren, og nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes oplysninger om, at afslaget på yderligere forlængelse af dispensationen fra den pligtige afgangsalder skyldtes kommende effektiviseringer og sparekrav i det statsfængsel, hvor klager var ansat. Indklagede har derfor ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. <2014-6810-00382>

Versioner

  1. 2015-06-26