Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - ej medhold

GældendeVersion 2013-08-28
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9665@2013-08-28/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - ej medhold

J. nr. 7100590-12 En balletdanser (f. 1981) blev afskediget i forbindelse med en stor afskedigelsesrunde hos indklagede. Klager anførte, at gennemsnitsalderen på de afskedigede var en del højere end gennemsnitsalderen for alle danserne. Nævnet fandt, at indklagedes praksis med afskedigelse af "ældre" medarbejdere samtidig med oprykning af yngre aspiranter var objektivt begrundet i et sagligt formål, og dermed ikke i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afskedigelse af klager fra ansættelse som balletdanser ved indklagede. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra ansættelsen som balletdanser ved indklagede. Sagsfremstilling Klager er født i 1981. Hun har været tilknyttet indklagede, der er et teater med blandt andet et balletkompagni, siden hun var seks år, hvor hun startede uddannelsen som balletdanser. I 1998 blev klager aspirant. Fra den 1. august 2001 blev klager ansat som balletdanser ved indklagede. Af ansættelseskontrakten fremgår: "Ansættelseskontrakten er fortløbende, idet balletmesteren dog jf. gældende overenskomst foretager en årlig bedømmelse af dansere i aldersgruppen 18 - 23 år. Senest ved udgangen af januar vil du modtage besked om, hvorvidt du kan fortsætte efter sæsonens udløb, eller dit ansættelsesforhold ophører uden yderligere opsigelse." Gruppen af balletdansere ved indklagede består af fem forskellige kategorier af dansere: - Aspiranter ; unge dansere mellem 16 og 18 år - Korpsdansere ; den kategori de fleste balletdansere tilhører. De danser som udgangspunkt ikke solist- eller solopartier. - Solister ; vurderer balletmesteren, at danseren er dygtig nok, oprykkes korpsdanserne til solist, der udfylder solistrollerne i forestillingerne. - Solodansere ; de allerdygtigste dansere udnævnes til solodansere, som danser de store hovedroller i forestillingerne. - Karakterdansere : &Aelig; ldre, pensionerede balletdansere der ofte besætter fysisk mindre krævende roller i forestillingerne. Aspiranter er dansere, der er færdiguddannet på balletskolen og mellem 16 og 18 år. Forud for deres første år som aspirant modtager de en kontrakt, hvoraf fremgår, at de tilbydes engagement som 1. års aspirant den kommende sæson. Inden udløbet af første år som aspirant gennemgår danserne en eksamen, hvor en jury vurderer, om den enkelte aspirant lever op til deres kunstneriske krav. I særlige tilfælde kan 2. års aspiranter dog fortsætte som 3. års aspiranter. Hvis aspiranterne består eksamen, fortsætter de som 2. års aspiranter. Af overenskomsten fremgår, at aspiranter der ikke består "kan efter den afholdte eksamen afskediges til udgangen af teateråret". Vedrørende balletdansere mellem 18 - 23 år fremgår det af overenskomsten: "Balletdansere foretager en årlig bedømmelse af balletdansere i aldersgruppen 18-23 år. Dansere i aldersgruppen 18-23 år, som har gennemgået uddannelsen ved [indklagedes] balletskole, ansættes fortløbende. Balletmesteren foretager en årlig bedømmelse af disse dansere. Resultatet af denne bedømmelse finder sted senest ved udgangen af januar, hvorefter balletmesteren meddeler de dansere, der ikke skal fortsætte efter sæsonens afslutning, at deres ansættelsesforhold ophører." Balletdansere pensioneres ved udgangen af den sæson, de fylder 40 år. Fra den 16. september 2006 blev klager ansat på tjenestemandslignende vilkår med pensionsret. I 2011 blev det klart for indklagede, at bevillingerne for de næste 4 år ville falde betragteligt. Sammenholdt med et fald i teatrets billetindtægter betød det, at man skulle finde besparelser for ca. 100 millioner kroner, og at det ville være nødvendigt at gennemføre en større reduktion af teatrets lønudgifter. Alle teatrets medarbejdere blev i december 2011 tilbudt at indgå frivillige fratrædelsesaftaler. Der var ingen balletdansere, der ønskede at indgå aftale om frivillig fratrædelse. I forbindelse med de forestående afskedigelser foreslog ledelsen, at følgende fem kriterier skulle anvendes ved vurderingen af, hvilke medarbejdere, der bedst kunne undværes. Tillidsrepræsentanten tilsluttede sig de foreslåede kriterier: - Kunstnerisk niveau/faglige kvalifikationer - Kvaliteten i arbejdsudførelsen - Erfaring/anciennitet - Samarbejdsevne - Stabilitet Der blev nedlagt 11 stillinger i balletkompagniet. Tre stillinger blev nedlagt ved naturlig afgang, og en danser blev afskediget på grund af helbredsbetinget utjenstdygtighed. Der skulle således afskediges syv balletdansere. I brev af 13. januar 2012 modtog klager meddelelse om, at indklagede påtænkte at afskedige hende: "[Indklagedes] bevi1ling er i den kommende 4 års periode blevet beskåret med ca. 100 mio. kr. Endvidere er teatrets billetindtægter faldende. For at teatrets økonomi kan komme i balance på lang sigt, er teatret nødsaget til at gennemføre en række besparelser og nedlægge et stort antal stillinger. Som led I besparelserne agter teatret at nedlægge din stilling som balletdanser. I forbindelse med udvælgelsen af hvem teatret skal afskedige, er der lagt vægt på følgende kriterier: kunstnerisk niveau, kvaliteten i arbejdsudførelsen, erfaring/anciennitet, samarbejdsevne og stabilitet. På baggrund af ovenstående har [indklagede] til hensigt at afskedige dig". Den 19. januar 2012 blev der afholdt høringsmøde mellem klager og indklagede og deres forskellige repræsentanter. Lydoptagelse af mødet er fremlagt i sagen. I mail af 20. januar 2012 fra personalejurist X til klager fremgår, at to korpsdansere er ansat på tidsbegrænsede kontrakter. I brev af 26. januar 2012 gjorde klagers advokat indsigelse i sagen. Han mente blandt andet, at der var tale om ulovlig forskelsbehandling af klager. I brev af 31. januar 2012 skrev indklagede til klager, at man fastholdt afskedigelsen. Der er af indklagede fremlagt en vurdering af klager i forhold til ovennævnte 5 kriterier. Vurderingen blev foretaget af chef A. Indklagede har oplyst, at vurderingen er nedskrevet den 1. marts 2012 og journaliseret den 13. marts 2012 af personalejurist X: " Kunstnerisk niveau Det vurderes, at [klagers] fysiske fremtoning og kropsform ikke matcher den klassiske ballets standard, hvorfor hun ikke er ligeså kunstnerisk anvendelig som andre korpsdansere i ballettens repertoire. Teknisk vurderes hun generelt til at være på et lavere niveau end de øvrige dansere. Hendes evne til at udføre spring og piruetter vurderes eksempelvis til at være noget under middel. Derudover vurderes det, at hun - sammenlignet med andre dansere - ikke besidder tilstrækkelig "elan" (evnen til at kæde trin sammen på en harmonisk og smuk måde, så trinkombinationen bliver dansant). [Klagers] udvikling vurderes endvidere at være stagneret i løbet af de senere år. Kvaliteten i arbejdsudførelsen Hendes arbejdsudførelse er præget af hendes generelle mangler som balletdanser. [Klager] arbejdsmoral er høj, men dette kan ikke opveje manglerne i hendes tekniske niveau. Erfaring/anciennitet [Klager] har ca. 14 års anciennitet. [Klagers] lange anciennitet har haft en positiv indflydelse på vurderingen af hende, men har ikke kunnet opveje, at hun kunstnerisk og teknisk vurderes som en af dem, der bedst kan undværes. Samarbejdsevne [Klager] vurderes til at være god til at samarbejde, hvorfor dette kriterium ikke har haft en negativ betydning i forhold til den samlede vurdering af hende. Stabilitet [Klager] vurderes at være lige så stabil som de øvrige dansere, hvorfor dette kriterium ikke har haft en negativ betydning i forhold den samlede vurdering af hende." Indklagede har fremlagt oversigt over aldersfordelingen blandt de 94 ansatte balletdansere: Alder Aspirant Korps-danser Solist/ solodanser Karakter-danser Afskediget 17 6 18 6 19 1 2 20 5 21 5 22 4 1 23 1 24 3 1 25 2 2 26 1 1 27 5 3 1 (korpsd.) 28 2 1 1 (korpsd.) 29 1 2 30 4 3 2 (korpsd.) 31 1 32 33 2 4 1 (solod.) 34 1 1 1 (korpsd.) 35 1 1 36 1 2 37 4 3 38 1 39 3 1 (solod.) 40 + 1 6 IALT 13 46 29 6 7 Danserne havde på afskedigelsestidspunktet en gennemsnitsalder på 28,95 år. De syv afskedigede dansere havde en gennemsnitsalder på 31,57 år. For de fem afskedigede korpsdansere var gennemsnitsalderen 29,8 år. Gennemsnitsalderen for korpsdansere, solister og solodansere var 28,67 år. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afskedigelsen af hende. Hun har ret til en godtgørelse, svarende til 18 måneders løn. Sagen er af særlig grov karakter, og der bør ved udmålingen af godtgørelsen tages hensyn til, at klager reelt ikke har mulighed for at finde et lignende alternativt job indenfor hendes uddannelse. Ud over den statistiske aldersforskel, der dokumenterer indirekte aldersdiskrimination, er der dokumentation for, at der i den konkrete sag er udøvet direkte aldersdiskrimination. Det understreges af udskriften fra høringsmødet den 19. januar 2012, hvor leder A fremhævede alder som noget, der har vægtet negativt ved udvælgelsen af klager, og den internationale evaluering af indklagede, som blev lagt til grund for indklagedes bevillingsanmodning. Evalueringen opfordrede til, at de fastansatte dansere blev udskiftet med ansatte på midlertidige kontrakter, hvilket efter overenskomsten ville være yngre dansere, samt den manglende dokumentation for grundlaget for afskedigelsen af klager. De af indklagede fremlagte aldersoversigter over ansatte balletdansere er misvisende. Korpsdansere, karakterdansere, solister og solodansere kan ikke sidestilles, da disse dansere ikke er substituerbare med korpsdansere og ikke har samme funktion. For at beregne den korrekt aldersfordeling skal oversigten begrænses til korpsdanserne og aspiranterne. Gennemsnitsalderen vil herefter være 24,5 år for de tilbageværende og 30 år for de afskedigede dansere. Den reelle aldersforskel mellem de tilbageværende dansere og de afskedigede dansere er således mere end fem år. På grund af den lave pensionsalder svarer det til en aldersforskel på ti år i almindelige virksomheder. Der er af indklagede også henvist til, at man har mulighed for at oprykke eller forfremme korpsdanserne til solister eller solodansere, hvis man anses som kvalificeret hertil. Det understreger, at der er tale om to forskellige jobfunktioner, der kræver forskellige kvalifikationer og forskellige dansere. Stillingen som korpsdanser kan derfor ikke sammenlignes med solisterne eller solodanserne. Overenskomstforhandlingerne, som indklagede har refereret til, blev udarbejdet på baggrund af utilfredshed blandt danserne med, at mange korpsdansere blev sat til solistopgaver og soloroller uden at blive kompenseret herfor. Denne problemstilling løste indklagede ved at tildele et tillæg til de korpsdansere, der dansede solo- eller solistroller. Størstedelen af de ældre dansere var ansat på en tidligere overenskomst, hvilket betød, at de var ansat på tjenestemandsvilkår og havde krav på tre års rådighedsløn ved afskedigelse. Havde indklagede afskediget denne gruppe, ville det have medført meget store omkostninger. Klager var ansat på tjenestemandslignende vilkår og havde ikke krav på rådighedsløn. Det betød, at afskedigelsen af klager var væsentlig billigere. Det fremgår af en international ekstern evaluering af indklagede fra 2010, at "dansere som muligvis ikke længere har tilstrækkeligt niveau afskediges, samt at kortidskontrakter indføres". Denne evaluering var med til at danne grundlag for den økonomiske bevilling til indklagede, der igen dannede grundlag for afskedigelsesrunden. Evalueringen indgik som et bilag til regnskabet. Korttidskontrakter er som udgangspunkt forbeholdt dansere mellem 18 og 23 år i henhold til overenskomsten. Evalueringen og den efterfølgende udvælgelse i forbindelse med afskedigelsen var udtryk for, at indklagede havde et ønske om at erstatte ældre dansere med yngre dansere. Denne mistanke bestyrkes af ledelsens egne udtalelser. Chef A, der stod for udvælgelsen af de afskedigede dansere, bekræftede på høringsmødet den 19. januar 2012, at klagers alder havde haft en negativ indvirkning på udvælgelsen af klager i forbindelse med afskedigelsesrunden. Chef A udtalte på mødet også, at han selv ville betegne udvælgelsen for så vidt angik anciennitetskriteriet som "first in - first out". Indklagede har til sagen fremlagt en vurdering af klager, der angiveligt blev foretaget af chef A forud for beslutningen om afskedigelsen af klager. Det bestrides, at dokumentet blev udarbejdet forud for afskedigelsen. Dokumentet er rettelig udarbejdet den 1. marts 2012 og journaliseret den 13. marts 2012. Det fremgår af en mail af 26. september 2012 fra indklagede, som klager har fremlagt i sagen. Vurderingen har alene haft til formål at reparere på det forhold, at udvælgelsen af klager og processen generelt var udokumenteret. At udvælgelsesprocessen skete uden dokumentation og den fornødne information fremgår også af ledelsens egne udtalelser på høringsmødet den 19. januar 2012, hvor det blev bekræftet, at der ikke forelå dokumentation for vurderingen, og at der ikke forelå noget skriftligt grundlag for udvælgelsen, der alene foregik verbalt. Udvælgelsen blev foretaget af chef A uden medvirken fra HR eller interne jurister. Der var tale om nyansættelser både i forhold i til kontrakten og overenskomsten, da aspiranter blev ansat som korpsdansere, og de tidsbegrænsede kontrakter blev forlænget umiddelbart i forbindelse med/kort tid efter afskedigelsesrunden. Selve grundlaget for afskedigelserne af blandt andet klager var derfor ikke til stede. Indklagede har erkendt overfor klager, at man har flere dansere ansat, der hverken er aspiranter eller 18-23 årige, som er ansat på tidsbegrænsede kontrakter. Det fremgår af mail af 20. januar 2012 fra personalejurist X til klager. Disse dansere fik deres kontrakter forlænget i forbindelse med afskedigelsen af klager. Det fremgår af aspiranternes kontrakter, at de bliver engageret hos indklagede for en et-årig periode. Hvis parterne ikke foretager sig noget inden udløbet af ansættelsesperioden, vil ansættelsesforholdet ophøre. Alle aspiranter er bekendt med, at der ikke er nogen garanti for at fortsætte yderligere et år. I protokollat II til overenskomsten fremgår, at afskedigelsen af aspiranter sker til udgangen af teateråret. Det følger også af kontrakten, der følger teateråret. Der er ikke tale om, at indklagede skal foretage sig noget aktivt for at afskedige en aspirant. Det fremgår tværtimod af overenskomsten, at der alene findes to ansættelsesformer: ikke-tidsbegrænset og tidsbegrænset ansættelse. For de ikke-tidsbegrænsede ansættelser gælder der et opsigelsesvarsel i overenskomsten på 6 måneder. Da dette opsigelsesvarsel ikke gælder for aspiranterne eller de 18-23 årige, er der i overenskomstens systematik tale om tidsbegrænsede ansættelser, der ophører uden varsel på det tidspunkt, der er aftalt i kontrakten. Denne antagelse underbygges af den måde indklagede håndterede klagers egen ansættelse som aspirant på. I forbindelse med ansættelsen som 2. års aspirant fik klager besked om, at hun ikke skulle forvente en kontrakt som korpsdanser. Hun blev dog tilbudt en kontrakt som 3. års aspirant og muligheden for at gå til sygeeksamen, da hun skulle have mulighed for at gøre sin eksamen færdig. Der var med andre ord ikke nogen automatisk ansættelse som korpsdanser knyttet til eksamen, som anført af indklagede. Klager blev efterfølgende ansat som korpsdanser. Det undrer klager, at indklagede valgte at ansætte seks aspiranter samtidig med, at de afskedigede syv korpsdansere. Det er atypisk for indklagede at tilbyde ansættelse til så mange aspiranter, da der typisk vil være tale om to-tre ansættelser på et år. Rekrutteringen af de seks nye dansere er udtryk for, at indklagede havde behov for et komplet kompagni, og at man ønskede at udskifte ældre dansere med yngre. Det af indklagede fremlagte notat fra Kammeradvokaten, som er udarbejdet på indklagedes bestilling, må betragtes om et partsindlæg uden relevans for sagen. Det bør derfor udgå. Det ligger udenfor ledelsesretten at udskifte ældre medarbejdere med yngre under en nedskæringsrunde ud fra et ønske om talentudvikling. Det er i strid med de offentlige saglighedsprincipper og reglerne om ligebehandling. Det strider også mod de udvælgelseskriterier, som er oplyst og gengivet af indklagede i den aktuelle sag. Med hensyn til de 18 - 23 årige dansere, så var der også tale om nyansættelse af disse dansere. Med udgangspunkt i klagers egen ansættelseskontrakt fremgår det, at der var tale om tidsbegrænsede kontrakter, der ophørte uden varsel, hvis teateret ikke aktivt tilbød forlængelse. Det understøttes også af overenskomsten, hvorefter tidsubegrænsede ansættelsesforhold skal opsiges med seks måneders varsel. Af protokollat II fremgår, at der er tale om "fortløbende" ansættelser, men indklagede misfortolker dette til at betyde, at der er tale om en lang fastansættelse. Ordet "fortløbende" betyder, at der er tale om flere uafhængige af hinanden følgende ansættelsesforhold. At de tidsbegrænsede ansættelser fornyes/forlænges hvert år, gør ikke ansættelsesforholdet til en fastansættelse, da indklagede med kontrakt og overenskomst forsøger at fastholde den fleksibilitet der ligger i en tidsbegrænset ansættelse, nemlig at den ophører uden varsel ved udløbet af den konkrete tidsbegrænsede periode. Der er af indklagede henvist til overenskomsten mellem Tivoli og Dansk Skuespillerforbund. Denne overenskomst kan ikke anvendes som sammenligningsgrundlag, idet der er tale om sæsonarbejde. Forskellen mellem "fortløbende" og fastansættelse fremgår klart af forarbejderne til lov om tidsbegrænset ansættelse, hvormed formålet med indførelsen af direktivet vedrørende tidsbegrænsede ansættelser og loven var at "forebygge misbrug, som følge af fortløbende tidsbegrænsede ansættelsesforhold". Videre fremgår det, at loven skulle definere "en ramme for under hvilke betingelser tidsbegrænset kontraktforhold skal anses som fortløbende eller fastansættelse". Den af indklagede citerede højesteretsdom fra 2007 er uden relevans for sagen, da den ikke vedrører ansattes ret til at få en begrundelse for deres egen afskedigelse. Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling af klager. Klager har følgelig ikke krav på en godtgørelse. Klager vil under alle omstændigheder ikke kunne tilkendes en godtgørelse på 18 måneders løn, da en godtgørelse af denne størrelse ligger langt fra den hidtidige praksis på området. Klager blev afskediget som 30-årig og har derfor langt bedre muligheder for at finde ansættelse en andet sted. Det taler også for en lavere godtgørelse. Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, der taler for, at der er sket direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder. Aldersfordelingen viser, at klager var et år ældre end gennemsnitsalderen for balletdansere ansat af indklagede, ligesom hun kun var 1,3 år ældre end gennemsnitsalderen for gruppen af korpsdansere, solister og solodansere. Hvis nævnet finder, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der taler for, at der skulle være sket forskelsbehandling, gøres det gældende, at afskedigelsen var sagligt begrundet. Klager blev afskediget på grund af indklagedes økonomiske forhold, der nødvendiggjorde en reduktion af lønudgifterne. På baggrund af de opstillede kriterier vurderede indklagede, at klager var blandt de balletdansere, der bedst kunne undværes. Der er til sagen fremlagt en vurdering af klager. Der er ikke sket nyansættelse af yngre korpsdansere efter afskedigelsen af klager. Der var ikke tale om nyansættelser, når aspiranterne bestod deres eksamen og rykkede op som korpsdansere. Aspiranterne har hele tiden været ansat på teatret og efter overenskomsten og praksis afskediges de kun, hvis de ikke består deres eksamen. Det har altid været sådan, at alle aspiranter der består eksamen, tilbydes at fortsætte som korpsdansere. Der har ikke været krav om, at der skulle være "ledige" stillinger. Dette gælder uanset de aktuelle økonomiske vilkår og også i situationer, hvor der er sket afskedigelser blandt danserne. Det ville ikke være sagligt at meddele alle aspiranter, at de på grund af besparelser ikke kunne fortsætte som korpsdansere. Det ville også være i strid med overenskomsten og den dertil knyttede praksis. Klagers eget aspirantforløb afveg ikke fra den omtalte praksis. Som det fremgår, fik klager på grund af et skadesforløb lov til at fortsætte som 3. års aspirant. Da hun efter sit 3. år som aspirant bestod eksamen, fik hun tilbudt oprykning til korpsdanser i overensstemmelse med overenskomsten og den dertil knyttede praksis. Det forhold at man lod seks aspiranter rykke op som korpsdansere samtidig med, at man afskedigede syv balletdansere hang også sammen med, at der ved korpseksamenen i 2012 var langt flere 2. og 3. års aspiranter til eksamen end normalt. I 2012 var der 11 til korpseksamen, hvorimod der i 2011 var to aspiranter til korpseksamen og i 2010 og 2009 henholdsvis seks og tre aspiranter. Kammeradvokaten har i notat af 14. august 2012 udtalt, at oprykningen af aspiranter til korpsdansere ikke kan karakteriseres som aldersdiskrimination. Det bestrides, at der er tale om en nyansættelse, når en 18-23 årig danser vurderes god nok til at fortsætte og ikke bliver afskediget. Danserne i denne alderskategori bliver årligt vurderet. Hvis de ikke besidder de nødvendige kvalifikationer og gør de nødvendige fremskridt, bliver de afskediget med fratrædelse ved sæsonens afslutning. Når en balletdanser mellem 18 og 23 år bliver ansat, sker det på overenskomstvilkår. Der blev heller ikke lavet nye kontrakter til danserne i denne periode. Som det fremgår af klagers personalesag, havde danserne kun en kontrakt, der dækkede hele perioden. Det fremgår af teksten, at danserne blev ansat "fortløbende", hvilket vil sige, at ansættelsen løb indtil den blev opsagt af en af parterne. Definitionen i Nudansk Ordbog er "uafbrudt fortsat", hvilket tillige er den måde ordet bruges på i andre overenskomster. I Overenskomst mellem Tivoli og Dansk Skuespillerforbund" er "fortløbende ansættelse" defineret som "ansættelse løber, indtil den af en af parterne opsiges". Som eksempel er der også fremlagt et tilfældigt job opslag, hvor en ikke tidsbegrænset stilling beskrives som "fortløbende ansættelse". Tilbud om tjenestemandslignende ansættelse som 25-årig kan heller ikke sidestilles med en nyansættelse. At balletdanseren får en ny kontrakt betyder ikke i sig selv, at der sker nyansættelse. Indklagede afviser, at der i 2012 har været otte udenlandske dansere til audition med henblik på ansættelse. Indklagede bestrider, at karakterdansere, solister og solodansere ikke skal indgå i den fremlagte opgørelse over alder. Der er flere eksempler på, at dansere udfører partier udenfor den kategorisering, som de tilhører. Ved de seneste overenskomstforhandlinger blev der aftalt et system for honorering for dansernes arbejde ved udførelse af partier/roller, der lå udenfor deres normale indplacering. Aftalen er fremlagt i sagen. I forbindelse med afskedigelsesprocessen vurderede man, hvilke balletdansere indklagede bedst kunne undvære. Ikke hvilke korpsdansere, solister og solodansere, der bedst kunne undværes. Indklagede har også en mulighed for at tilbyde korpsdansere oprykning til solister og solodansere. Det fastholdes derfor, at de fremlagte oversigter er korrekte og retvisende. Det bestrides, at der skulle have været en aldersforskel mellem de tilbageværende og de afskedigede dansere på fem år, og at dette skulle svare til en aldersforskel på ti år på det almindelige arbejdsmarked. Klager har en helt anden opfattelse af, hvad der blev sagt på mødet den 19. januar 2012 end de repræsentanter, der deltog fra indklagedes side. Klager orienterede ikke indklagede om, at man lyd optog mødet. Det fremgår af udskriften fra høringsmødet, at chef A helt klart og utvetydigt afviste, at alder skulle have været en ulempe for klager. Derudover er chef A citeret for at sige; "Altså du mener, hvad hedder det, man skulle hellere have gjort first in/first out". Det er det eneste, chef A siger om princippet "first in - first out". Indklagede afviser også, at det skulle være dokumenteret, at chef A på mødet erklærede, at klagers alder havde en negativ indvirkning på udvælgelsen af hende. Af udskriften fra høringsmødet fremgår derimod, at chef A's udvælgelse af klager var begrundet i en kunstnerisk vurdering af hende. Chef A citeres blandt andet for følgende: "Når jeg ser på resten af kompagniet. Mener ikke du dansemæssigt er i en teknisk og dansemæssig standard som [. . . ] jeg kan benytte. ". "Piruetter, spring, kropsformen, der er en hel æstetik, en kropsæstetik ved det også, bevægelse. [ . . .) Når jeg kigger på dig [. . .) ser din danseteknik [. . .) kan jeg se, at det er sværere for dig at danse end det er for nogle af dine andre kollegaer. Altså, det er ikke et flydende danseudtryk." Udtalelserne er helt i tråd med den skriftlige vurdering af klager, som blev nedskrevet efter mødet. Det er derfor dokumenteret, at vurderingen baserede sig på et kunstnerisk skøn, udøvet i overensstemmelse med de opstillede kriterier. Det er uden betydning for vurderingen af sagen, at to balletdansere var ansat på midlertidige kontrakter. Indklagede bestrider, at størstedelen af de ældre dansere havde krav på tre års rådighedsløn ved afskedigelse. Danserne tilbydes som 23-årige tjenestemandslignende vilkår, men der er ikke ansat nogen tjenestemænd ved indklagede. Det følger også af retspraksis fra 2007, at indklagede ikke var forpligtet til at uddybe vurderingen af klager i høringsbrevet eller i høringsperioden. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Nævnet skal indledningsvis bemærke, at man kun har kompetence til at tage stilling til spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af alder. Nævnet kan således ikke tage stilling til, om afskedigelsen af klager i øvrigt har været usaglig. Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af blandt andet alder indenfor arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til en formodning for forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Nævnet lægger til grund, at indklagede var pålagt økonomiske besparelser, og at der var behov for at reducere antallet af medarbejdere, hvilket førte til afskedigelsen af syv balletdansere. Nævnet vurderer, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun ved afskedigelsen blev udsat for indirekte forskelsbehandling, da hun blev afskediget. Nævnet har herved lagt vægt på, at gennemsnitsalderen på de afskedigede balletdansere var 29,8 år. Nogenlunde samtidig hermed tilbød indklagede seks 3. års aspiranter, der alle var 18 - 19 år, med bestået eksamen at rykke op som korpsdansere ved indklagede. Nævnet finder imidlertid også, at indklagede har løftet bevisbyrden for, at der ikke er sket indirekte forskelsbehandling af klager, idet den beskrevne praksis med afskedigelse af klager og samtidig oprykning af seks yngre aspiranter var objektivt begrundet i et sagligt formål, og at midlerne til at opfylde det må anses som værende hensigtsmæssige og nødvendige. Indklagede har henvist til, at udviklingen af nye talenter og deres indlemmelse i balletkorpset kunstnerisk er afgørende for bevarelsen af indklagede som et af verdens mest anerkendte balletkompagnier. Nævnet forudsætter, at alle indklagedes balletdansere løbende vurderes i forhold til de stillede kunstneriske krav. Nævner bemærker, at indklagedes skriftlige vurdering af klager ikke kan tillægges nogen betydning for afgørelsen af denne sag, idet vurderingen først er nedskrevet og journaliseret efter indklagedes beslutning om at opsige klager. Ligeledes lægger nævnet ikke afgørende vægt på, at chef A under samtalen den 19. januar 2012 redegjorde for sin vurdering af klagers kunstneriske niveau, idet indklagede allerede den 13. januar 2012 havde meddelt, at man påtænkte at afskedige klager. Nævnet finder, at hensynet til udviklingen af balletkorpsets evne til sammen fortsat at kunne løfte de stillede kunstneriske krav nationalt og internationalt er et sagligt formål, hvor midlerne som sådan også må anses som værende hensigtsmæssige og nødvendige. Klager får derfor ikke medhold i klagen. <7100590-12>

Versioner

  1. 2013-08-28