Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets påbud om, at virksomhed skal sikre, at løft af 20l dunk udføres fuldt forsvarligt, og hjemviser Arbejdstilsynets påbud om brug af autoriseret rådgivningsvirksomhed på arbejdsmiljøområdet
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9732@2015-07-08/da
Indhold
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets påbud om, at virksomhed skal sikre, at løft af 20l dunk udføres fuldt forsvarligt, og hjemviser Arbejdstilsynets påbud om brug af autoriseret rådgivningsvirksomhed på arbejdsmiljøområdet
Arbejdstilsynet observerede under et tilsynsbesøg, hvordan en af virksomhedens ansatte løftede en 20l dunk op til en procestank og hældte en del af dunkens indhold ned i tanken. Arbejdstilsynet afgav på den baggrund påbud om, at virksomheden skulle sikre, at løft af 20l dunk ved procestank udføres fuldt forsvarligt. Arbejdstilsynet afgav som følge heraf desuden påbud om brug af autoriseret rådgivningsvirksomhed på arbejdsmiljøområdet. Et flertal af Arbejdsmiljøklagenævnets medlemmer fastholdt Arbejdstilsynets påbud om løft af 20l dunk ved procestank. Flertallet lagde vægt på, at en af virksomhedens ansatte i ¾ arms afstand til underarms afstand løftede en 20l dunk, der vejede 22 kilo, ved at holde i hanken på dunken og først løfte dunken op på en to trins skammel og herefter op på kanten af procestanken. Flertallet lagde desuden vægt på, at der i forbindelse med håndteringen og løft af dunken var flere faktorer, der forværrede belastninger. Et flertal af Arbejdsmiljøklagenævnets medlemmer hjemviste Arbejdstilsynets påbud om brug af autoriseret rådgiver, da det var uklart om virksomheden indenfor det seneste år havde løst et identisk arbejdsmiljøproblem. Et mindretal på 4 af Arbejdsmiljøklagenævnets medlemmer vurderede, at Arbejdstilsynet ikke havde dokumenteret, at der var tale om sundhedsskadelige løft.
[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 24. marts 2015 behandlet [navn udeladt] klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 27. maj 2014 med påbud om, at virksomheden skal sikre, at løft af 20l dunk ved procestank i gammel bygning 01 udføres fuldt forsvarligt samt påbud om at bruge en autoriseret rådgivningsvirksomhed på arbejdsmiljøområdet. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E R Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 27. maj 2014 med påbud således, at virksomheden skal sikre, at løft af 20l dunk ved procestank i gammel bygning 01 udføres fuldt forsvarligt. Arbejdsmiljøklagenævnet hjemviser Arbejdstilsynets afgørelse af 27. maj 2014 med påbud om, at virksomheden skal bruge en autoriseret rådgivningsvirksomhed på arbejdsmiljøområdet til at bistå sig med at efterkomme ovennævnte påbud samt med at forebygge lignende arbejdsmiljøproblemer. Nævnets afgørelse med påbud om, at virksomheden skal sikre, at løft af 20l dunk ved procestank i gammel bygning 01 udføres fuldt forsvarligt skal efterkommes senest den 27. juli 2015. Tilbagemelding skal ske til Arbejdstilsynet senest den 3. august 2015. B E G R U N D E L S E Påbud om løft af 20l dunk ved procestank i gammel bygning 01: Et flertal af Arbejdsmiljøklagenævnets medlemmer lægger vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at en af virksomhedens medarbejdere i ¾ arms afstand til underarms afstand løftede en 20l dunk, der vejede 22 kilo, ved at holde i hanken på dunken og først løfte dunken op på en to trins skammel og herefter op på kanten af procestanken. Flertallet lægger desuden vægt på, at der i forbindelse med håndteringen og løft af dunken var flere faktorer, der forværrede belastningen. Flertallet lægger således vægt på, at der blev løftet asymmetrisk med vrid i ryggen og med foroverbøjet ryg i starten af løftet, når dunken løftes op til procestanken. Flertallet lægger desuden vægt på, at der under håndteringen blev løftet med én hånd, hvorved ryggen belastes cirka dobbelt så meget som ved løft midt foran kroppen med to hænder. Det fremgår af arbejdsmiljøloven, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det fremgår af reglerne om manuel håndtering, at arbejde med manuel håndtering skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Manuel håndtering, der kan indebære risiko for sikkerhed eller sundhed, skal undgås ved hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet, herunder anvendelse af tekniske hjælpemidler. Hvis dette ikke er muligt, skal der træffes effektive foranstaltninger til imødegåelse af risikoen. Ved vurderingen af den sikkerheds- og sundhedsmæssige risiko ved et arbejde med manuel håndtering skal navnlig byrdens beskaffenhed tages i betragtning og desuden den nødvendige fysiske anstrengelse, arbejdsstedets beskaffenhed og arbejdsforholdene i øvrigt. Rådgivningspåbud: Et flertal af Arbejdsmiljøklagenævnets medlemmer lægger vægt på, at det er uklart om virksomheden inden for det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem på samme arbejdssted. Flertallet lægger herved vægt på, at virksomheden i klagen har oplyst, at virksomheden har indskærpet, at den eksisterende løftekran DEMAG skal anvendes. Det fremgår af reglerne om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, at Arbejdstilsynet afgiver rådgivningspåbud, når Arbejdstilsynet samtidigt afgiver et påbud som følge af overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen vedrørende et eller flere komplekse eller alvorlige arbejdsmiljøproblemer. Det fremgår desuden af reglerne, at arbejdsgiveren skal indhente bistand fra en rådgivningsvirksomhed, når Arbejdstilsynet afgiver påbud, der vedrører løft af byrder, der udføres som led i den sædvanlige arbejdsfunktion. Der afgives ikke rådgivningspåbud til arbejdsgiveren, hvis arbejdsgiveren inden for det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem på samme arbejdssted, og hvor løsningen umiddelbart kan overføres. Bemærkninger til klagen: Virksomheden har i klagen anført, at der ikke er tale om gentagne eller længerevarende løft i løbet af en arbejdsdag, da der anvendes cirka 1 20l dunk i døgnet 4 gange om måneden. Virksomheden har desuden anført, at der ikke er tale om, at løftearbejdet er en del af de ansattes sædvanlige arbejdsopgaver. Virksomheden har endvidere anført, at løftet foregår i underarms afstand, samt at der løftes delvis i højre hånd med samtidig løft/understøttelse i venstre hånd. Virksomheden har ydermere anført, at den samlede belastning ved løftet anses for lav (en samlet belastningsprocent på under 1 %) og ikke sundhedsmæssig belastende. Der er tale om sjældne løft af relativ begrænset byrde udført af erhvervsaktive voksne og raske mænd, der er velinstruerede i arbejdets udførelse. Virksomheden har videre anført, at løftet ikke er påpeget af medarbejderne i virksomhedens APV som værende et arbejdsmiljømæssigt problem. Virksomheden har i forhold til klage over påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver anført, at der ikke er tale om et kompleks eller alvorligt arbejdsmiljøproblem. Virksomheden oplyser i øvrigt, at virksomheden har indskærpet, at den eksisterende løftekran skal anvendes. Et flertal af Arbejdsmiljøklagenævnets medlemmer skal bemærke, at det ikke har betydning for vurderingen af risikoen for akut skade, hvor ofte løftet foretages, eller hvad størrelsen af den samlede daglige løftemængde er. Flertallet skal desuden bemærke, at flertallet har lagt til grund, at en af virksomhedens ansatte løftede dunken i ¾ arms afstand til underarms afstand med foroverbøjet ryg og med én hånd. Flertallet skal hertil bemærke, at det er afstanden fra løfterens lænderyg og ind til det løftedes tyngdepunkt, der er afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om løft i ¾ arms afstand eller underarmsafstand. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelser er truffet af et flertal på 5 ud af nævnets 9 stemmeberettigende medlemmer. M I N D R E T A L S U D T A L E L S E Et mindretal på 4 af Arbejdsmiljøklagenævnets medlemmer vurderer, at Arbejdstilsynet ikke har dokumenteret, at der er tale om sundhedsskadelige løft. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til Om Arbejdstilsynets hjemmel til at afgive påbud ● § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 Om manuel håndtering ● § 38, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 ● § 3, stk. 1, og 2, og § 4, stk. 1, og 3, samt bilag 4, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1164 af 16. december 1992 om manuel håndtering. Om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver ● § 77a, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 ● § 3, stk. 3, § 4, nr. 1, § 5, § 6, stk. 1, stk. 3, § 7, § 9, nr. 1 og 2, § 29, stk. 1, 2 og 4, § 30, § 31, stk. 1 og stk. 2, § 32, § 33, stk. 1 og stk. 2, § 34, stk. 1 og stk. 3 og § 37, stk. 1, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 59 af 15. januar 2013 om brug af autoriserede rådgivningsvirksomheder på arbejdsmiljøområdet. Reglerne kan læses på de følgende sider. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. På klagenævnets vegne [navn udeladt] Kopi til [Adressater udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 … Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. … Kapitel 13 Arbejdstilsynet … § 77. Arbejdstilsynet kan påbyde, at forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, bringes i orden straks eller inden en frist. … § 77 a. Arbejdstilsynet kan påbyde, at modtageren af påbud eller andre afgørelser om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen skal indhente bistand fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, bl.a. med henblik på, at det forebyggende arbejdsmiljøarbejde i virksomheden styrkes. … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1164 af 16. december 1992 om manuel håndtering … Kapitel 2 Arbejdets udførelse § 3. Arbejde med manuel håndtering skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Manuel håndtering, der kan indebære risiko for sikkerhed eller sundhed, skal undgås ved hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet, herunder anvendelse af tekniske hjælpemidler. … § 4. Ved vurderingen af den sikkerheds- og sundhedsmæssige risiko ved et arbejde med manuel håndtering skal navnlig byrdens beskaffenhed tages i betragtning og desuden den nødvendige fysiske anstrengelse, arbejdsstedets beskaffenhed og arbejdsforholdene i øvrigt, jf. de i bilaget opregnede faktorer. Stk. 2. Ved arbejde med løft m.v. af personer skal vurderingen ske i overensstemmelse med stk. 1 og desuden med særlig hensyntagen til risikoen for pludselige belastninger. Stk. 3. Planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet og iværksættelse af foranstaltninger skal ske med hensyntagen til de i stk. 1 og 2 nævnte faktorer og i overensstemmelse med §§ 5 - 11. Bilag til § 4 Vurderingsfaktorer 1. Byrdens beskaffenhed Manuel håndtering af en byrde kan medføre risiko for sikkerhed eller sundhed, hvis byrden – er for tung eller for stor – er uhåndterlig eller vanskelig af få fat på – er i ustabil balance eller har et indhold, der kan forskubbe sig – er placeret på en sådan måde, at den skal holdes eller håndteres i en vis afstand fra kroppen, eller med bøjet eller drejet krop – på grund af sin form og/eller sin beskaffenhed vil kunne påføre den beskæftigede kvæstelser, navnlig hvis han rammes af den. 2. Den nødvendige fysiske anstrengelse En fysisk anstrengelse kan indebære risiko for sikkerhed eller sundhed, hvis den – er for stor – kun kan foregå ved, at kroppen drejes – kan medføre, at byrden pludselig bevæger sig – foregår med kroppen i en ustabil position. 3. Arbejdsstedets beskaffenhed Arbejdsstedets beskaffenhed kan øge risikoen for sikkerhed eller sundhed, hvis – arbejdet udføres på et sted, hvor der ikke er tilstrækkelig plads, navnlig i højden – gulvet er ujævnt, hvorfor der er fare for at snuble, eller er af en sådan art, at fodtøj glider på det – arbejdsstedets indretning eller forholdene i øvrigt forhindrer håndtering af byrder i en arbejdshøjde eller i en arbejdsstilling, der er sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt forsvarlig – gulv eller underlag er niveauforskudt, hvilket indebærer, at byrden må håndteres i forskellige højder – gulv eller støttepunkt er ustabilt – temperaturen, fugtigheden eller ventilationen er uhensigtsmæssig. 4. Arbejdsforhold i øvrigt Arbejdet kan indebære risiko for sikkerhed eller sundhed, hvis det medfører et eller flere af følgende forhold – for hyppig eller for langvarig belastning af især ryggen – utilstrækkelige perioder til fysiologisk hvile eller restituering – løftning, sænkning eller transport over for store afstande – et arbejdstempo, der pålægges den beskæftigede af en arbejdsproces, han ikke selv kan variere. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 59 af 15. januar 2013 om brug af autoriserede rådgivningsvirksomheder på arbejdsmiljøområdet … Kapitel 1 Formål og område … § 3. Ved en rådgivningsvirksomhed forstås i denne bekendtgørelse en rådgivningsvirksomhed, der er autoriseret til at yde arbejdsmiljørådgivning efter bekendtgørelse om autorisation af rådgivningsvirksomheder på arbejdsmiljøområdet (autoriserede arbejdsmiljørådgivere). Stk. 2. En rådgivningsvirksomhed kan blive autoriseret på et, flere eller alle områder. Områderne er: 1. det ergonomiske område, 2. det biologiske område, 3. det kemiske område, 4. det fysiske område og 5. det psykosociale område. Stk. 3. Arbejdsgiveren eller bygherren skal vælge en rådgivningsvirksomhed, der er autoriseret til det område, som det eller de arbejdsmiljøproblemer, der udløser rådgivningspåbudet, vedrører. § 4. Arbejdstilsynet afgiver rådgivningspåbud, når Arbejdstilsynet samtidigt afgiver et eller flere af følgende afgørelser: 1. Påbud som følge af overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen vedrørende et eller flere komplekse eller alvorlige arbejdsmiljøproblemer, der er omfattet af §§ 8 – 25, dvs. vanskelige at løse. … § 5. Der afgives ikke rådgivningspåbud til arbejdsgiveren efter § 4, nr. 1, hvis arbejdsgiveren inden for det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem på samme arbejdssted, og hvor løsningen umiddelbart kan overføres. Kapitel 2 Generelle pligter for arbejdsgivere og bygherrer, der modtager rådgivningspåbud § 6. En arbejdsgiver eller bygherre, der modtager rådgivningspåbud efter § 4, nr. 1 eller 2, skal indhente bistand fra en rådgivningsvirksomhed til løsning af det eller de arbejdsmiljøproblemer, der har ført til rådgivningspåbud, og til forebyggelse af lignende arbejdsmiljøproblemer. Stk. 2. … Stk. 3. En arbejdsgiver eller bygherre kan ikke til efterkommelse af rådgivningspåbud benytte en rådgivningsvirksomhed, der hører under den juridiske enhed, som har modtaget påbuddet, jf. definitionen af juridisk enhed i lov om Det Centrale Virksomhedsregister. § 7. Arbejdsgiveren har pligt til at inddrage arbejdsmiljøorganisationen i rådgivningsprocessen. I virksomheder, der ikke har pligt til at etablere arbejdsmiljøorganisation, skal arbejdsgiveren inddrage de ansatte. … Kapitel 3 Pligter for arbejdsgivere og bygherrer, der modtager rådgivningspåbud ved alvorlige eller komplekse arbejdsmiljøproblemer, der er vanskelige at løse … Det ergonomiske område § 9. Arbejdsgiveren skal indhente bistand fra en rådgivningsvirksomhed, når Arbejdstilsynet afgiver påbud, der vedrører løft af byrder, der udføres som led i den sædvanlige arbejdsfunktion, og 1. vægten overstiger 25 kg tæt ved kroppen, 15 kg i underarms afstand eller 7 kg i ¾ arms afstand, og 2. der samtidigt forekommer en eller flere forværrende faktorer i form af arbejde med foroverbøjet ryg, vrid eller asymmetriske løft eller arbejde med løftede arme. … Kapitel 6 Øvrige pligter for arbejdsgivere og bygherrer § 29. Arbejdsgiveren eller bygherren skal indgå skriftlig aftale med en rådgivningsvirksomhed om bistand til at efterkomme rådgivningspåbud og de påbud, der danner grundlag herfor. Stk. 2. Det skal indgå i aftalen, at rådgivningsvirksomheden skal udarbejde en redegørelse med beskrivelse af, hvordan påbuddene efter §§ 8 - 26 er efterkommet. Redegørelsen skal opfylde de krav, der stilles efter §§ 37 – 40. Stk. 3. … Stk. 4. Arbejdsgiveren skal sikre, at aftalen forefindes i virksomheden og er til rådighed for virksomhedsledere, arbejdsledere, øvrige ansatte og Arbejdstilsynet. § 30. Arbejdsgivere eller bygherrer, der har modtaget rådgivningspåbud, skal give en tilbagemelding til Arbejdstilsynet om indgåelse af aftalen med rådgivningsvirksomheden senest 6 uger efter, at rådgivningspåbuddet er modtaget. Tilbagemeldingen skal indeholde oplysninger om, hvilken rådgivningsvirksomhed der er indgået aftale med. Stk. 2. Arbejdsgiveren skal sikre, at tilbagemeldingen er påtegnet af arbejdsmiljøorganisationen eller af en repræsentant for de ansatte i virksomheder, der ikke har pligt til at etablere arbejdsmiljøorganisation. § 31. Arbejdsgivere eller bygherrer, der har modtaget rådgivningspåbud, skal give en tilbagemelding til Arbejdstilsynet om, at rådgivningspåbuddet og det eller de påbud, der danner grundlag herfor, er efterkommet. Stk. 2. Arbejdsgiveren skal sikre, at tilbagemeldingen er påtegnet af arbejdsmiljøorganisationen eller af en repræsentant for de ansatte i virksomheder, der ikke har pligt til at etablere arbejdsmiljøorganisation. § 32. Arbejdsgivere eller bygherrer, der har modtaget rådgivningspåbud, skal på Arbejdstilsynets anmodning kunne dokumentere, at rådgivningsvirksomheden har bekræftet, at rådgivningspåbuddet og det eller de påbud, der udløste rådgivningspåbuddet, er efterkommet. § 33. Arbejdsgiveren skal sikre, at redegørelsen fra rådgivningsvirksomheden forefindes i virksomheden og er til rådighed for virksomhedsledere, arbejdsledere, øvrige ansatte og Arbejdstilsynet. Stk. 2. Arbejdsgiveren skal videregive redegørelsen til arbejdsmiljøorganisationen eller til en repræsentant for de ansatte i virksomheder, der ikke har pligt til at etablere arbejdsmiljøorganisation. Kapitel 7 Rådgivningsvirksomhedens ydelse § 34. Ved rådgivningspåbud om løsning af et alvorligt eller komplekst arbejdsmiljøproblem, der er vanskeligt at løse, jf. § 4, nr. 1, eller om mange arbejdsmiljøproblemer, jf. § 4, nr. 2, skal arbejdsgiveren eller bygherren sikre, at rådgivningsvirksomheden: 1. bistår ved løsning af problemet eller problemerne, der dannede grundlag for rådgivningspåbud, 2. bidrager med forslag til konkrete initiativer til forebyggelse af, at tilsvarende problemer opstår, og 3. bidrager med råd om metoder til udarbejdelse og anvendelse af arbejdspladsvurdering. Stk. 2. … Stk. 3. Arbejdsgiveren eller bygherren skal sikre, at rådgivningsvirksomheden tillige udarbejder en redegørelse, jf. §§ 37 – 40, til arbejdsgiveren eller bygherren med beskrivelse af, hvordan påbud, der har udløst rådgivningspåbuddet, jf. §§ 8 – 30, er efterkommet. … § 37. Ved rådgivningspåbud til arbejdsgivere om arbejdsmiljøproblemer, jf. § 4, nr. 1 og 2, skal arbejdsgiveren sikre, at redegørelsen indeholder en beskrivelse af rådgivningsprocessen, herunder 1) hvordan rådgivningspåbud og det eller de påbud, der danner grundlag for rådgivningspåbuddet eller -påbuddene, er efterkommet, 2) hvordan arbejdsmiljøorganisationen eller de ansatte i virksomheder, der ikke har pligt til at oprette arbejdsmiljøorganisation, har været inddraget i rådgivningsprocessen, 3) hvilke initiativer, der er taget for at forebygge, at tilsvarende arbejdsmiljøproblemer opstår i virksomheden i fremtiden, og 4) råd om metoder til udarbejdelse og anvendelse af arbejdspladsvurdering. …