Påbud om straks at sikre, at aluminiumsplader ikke vælter ned over personer
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9733@2015-07-08/da
Indhold
Påbud om straks at sikre, at aluminiumsplader ikke vælter ned over personer
Arbejdstilsynet undersøgte en ulykke, hvor to ansatte skulle tage en aluminiumsplade ud af en A-buk. For at tage pladen ud løsnede de ansatte den strop, der sikrede, at pladerne ikke ville vælte. Pladerne væltede derefter ned på den ene ansattes underben, der brækkede. Et enigt nævn fandt, at virksomheden var rette modtager af Arbejdstilsynets afgørelse, samt at virksomheden straks skulle sikre, at aluminiumspladerne på A-bukken ikke væltede ned over personer. I afgørelsen om rette modtager af afgørelsen lagde nævnet vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget fik oplyst af virksomhedens projektleder, at de ansatte, som løftede aluminiumsplader, blev betragtet som ansatte i virksomheden, at de var en slags vikarer i virksomheden, at de blandt andet anvendte virksomhedens lifte og velfærdsforanstaltninger under arbejdet, og at de var informeret om, hvor de kunne finde virksomhedens APV Nævnet lagde endvidere vægt på, at projektlederen oplyste, at projektlederen havde instrueret de ansatte i, hvordan pladerne skulle limes op på facaden, og at virksomheden leverede materialer til at udføre arbejdet. I afgørelsen om strakspåbud lagde nævnet vægt på, at aluminiumspladerne på A-bukken ikke var sikret mod at vælte, når der blev taget plader ud af A-bukken. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at stroppen, der sikrede mod at pladerne væltede, løsnedes, når der skulle tages plader ud, og at der skulle balanceres med pladerne i situationen. Nævnet lagde endvidere vægt på, at pladerne havde en samlet vægt på mellem 200 kg og 400 kg, og at der derfor var risiko for, at personer kunne komme alvorligt til skade, hvis pladerne væltede.
[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 24. marts 2015 behandlet [navn udeladt]s klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 12. februar 2014, hvor virksomheden fik påbud om straks at sikre, at aluminiumspladerne på A-bukken ikke vælter ned over personer. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E R Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at [navn udeladt] er rette modtager af Arbejdstilsynets afgørelse. Arbejdsmiljøklagenævnet fasholder Arbejdstilsynets afgørelse med strakspåbud om, at virksomheden skal sikre, at aluminiumspladerne på A-bukken ikke vælter ned over personer. B E G R U N D E L S E Rette modtager af afgørelsen Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at [navn udeladt] er rette modtager af afgørelsen. Nævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøg den 6. februar 2014 fik oplyst af [navn udeladt]s projektleder, at de ansatte, som løftede aluminiumsplader, blev betragtet som ansatte i [navn udeladt], og at de var en slags vikarer i virksomheden. Nævnet lægger endvidere vægt på, at [navn udeladt]s projektleder oplyste, at de ansatte blandt andet anvendte virksomhedens lifte og velfærdsforanstaltninger under arbejdet, og at de var informeret om, hvor de kunne finde [navn udeladt]s APV. Nævnet lægger tillige vægt på, at [navn udeladt]s projektleder oplyste, at projektlederen havde instrueret de ansatte i, hvordan pladerne skulle limes op på facaden, samt at [navn udeladt] leverede materialer til at udføre arbejdet, herunder facadeplader, lim, dobbeltklæbende tape og sigteklodser. Det fremgår af reglerne om arbejdets udførelse, at en virksomhed, der beskæftiger personer, hvis arbejdskraft er udlejet til den eller på anden måde stillet til rådighed for den af en fremmed virksomhed, har pligt til at sørge for, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt og i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningens regler. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. Bemærkninger til klagen [navn udeladt] anfører i klagen, at skadelidte intet ansættelsesforhold har overfor [navn udeladt], at [navn udeladt] har sørget for den aftalte levering af A-bukken, samt sikring af pladerne mod væltning under transport og opbevaring, og at [navn udeladt] har opfyldt alle instruktionspligter for arbejdets udførelse. [navn udeladt] anfører endvidere, at i aftaleforholdet mellem [navn udeladt] og [x-navn udeladt] er det [navn udeladt], der definerer omfang og tidspunkt for montagen af de leverede plader (A-bukke), men at skruemaskiner, limpistoler, skruetvinger m.m., som bruges til at håndtere og endeligt montere selve pladerne, er [x-navn udeladt]s ansvar. [navn udeladt] har i mail af 23. april 2014 anført, at [x-navn udeladt] har den primære nytteværdi af arbejdet med aluminiumpladerne. Nævnet skal hertil bemærke, at nævnet ud fra en samlet vurdering finder, at [navn udeladt] har påtaget sig arbejdsgiveransvaret ved instruktion af de ansatte, ved levering af materialer, ved at stille velfærdsforanstaltninger til rådighed, samt ved at betragte medarbejderne som ansatte i virksomheden. Det, at [x-navn udeladt] er ansvarlig for montagegrej, findes ikke tilstrækkeligt til at anse [x-navn udeladt] for at være ansvarlig arbejdsgiver i forhold til arbejdet med facademontering. Strakspåbud Arbejdsmiljøklagenævnet lægger vægt på, at aluminiumspladerne på A-bukken ikke er sikret mod at vælte, når der tages plader ud af A-bukken. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at stroppen, der sikrer mod at pladerne vælter, løsnes, når der tages plader ud, og at der skal balanceres med pladerne i situationen. Nævnet lægger endvidere vægt på, at pladerne har en samlet vægt på mellem 200 kg og 400 kg, og at der derfor er risiko for, at personer kan komme alvorligt til skade, hvis pladerne vælter. Nævnet lægger til grund for afgørelsen, at der dagen før Arbejdstilsynets besøg den 6. februar 2014 var sket en ulykke, hvor to ansatte skulle tage en aluminiumsplade ud af A-bukken. De løsnede derfor den strop, der sikrede, at pladerne ikke ville vælte. Den plade, de skulle bruge, stod ikke forrest. De vippede derfor alle pladerne op, så de stod lodret i balance. Samtidig kom der et kraftigt vindpust, hvorved pladerne vippede væk fra A-bukken, og væltede ned på den ene ansattes venstre underben, der brækkede. Det var 14 til 17 aluminiumsplader, der væltede. Pladerne vejede mellem 20 kg og 30 kg pr. styk. De væltede plader vejede anslået af Arbejdstilsynet samlet mellem 200 kg og 400 kg. Det fremgår af arbejdsmiljøloven, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det fremgår af reglerne om arbejdets udførelse, at det ved udførelsen af arbejdet skal sikres, at der er truffet effektive foranstaltninger til at forebygge risiko for sammenstyrtning. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. Bemærkninger til klagen [navn udeladt] anfører i klagen, at uheldet skyldes en uansvarlig udpakning af A-bukken med en fejlagtig vurdering af vindrisikoen. Nævnet skal hertil bemærke, at aluminiumspladerne i A-bukken ikke er sikret mod at vælte, når pladerne tages ud af bukken, eftersom stropperne, der sikrer pladerne mod at vælte, skal løsnes for, at pladerne kan tages ud. Der er dermed en risiko for, at medarbejdere får de tunge aluminiumsplader ned over sig med alvorlig personskade til følge. Det har derfor ikke betydning af hvilken årsag pladerne vælter, idet de ikke var sikret mod væltning. Der er således ikke truffet effektive foranstaltninger til at forebygge risiko for sammenstyrtning, nedstyrtning, sammenskridning og lignende efter reglerne om arbejdets udførelse. R E G L E R Ved afgørelsen er anvendt følgende regler: Om Arbejdstilsynets hjemmel til at afgive strakspåbud: ○ § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. Om rette modtager af afgørelsen: ○ § 21, i bekendtgørelse om arbejdet udførelse, jf. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004. Om arbejdets udførelse: ○ § 38, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. ○ § 13, pkt. 1, i bekendtgørelse om arbejdet udførelse, jf. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004. Reglerne kan læses på de følgende sider. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet, samt virksomhedens mail af 23. april 2014 og Arbejdstilsynets brev af 1. maj 2014. På klagenævnets vegne [navn udeladt] [stilling udeladt] Kopi til [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. … Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38 . Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. … Kapitel 13 Arbejdstilsynet … § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Stk. 2… … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse … Kapitel 3 Arbejdets udførelse Særlige krav § 13. Ved udførelsen af arbejdet skal det sikres 1. at der er truffet effektive foranstaltninger til at forebygge risiko for sammenstyrtning, nedstyrtning, sammenskridning, ulykker hidrørende fra elektrisk strøm, rystelser og lignende, 2. at fare for eksplosion, brand, forgiftning og kvælning m.v. er effektivt forebygget, 3. at der træffes effektive foranstaltninger for at forhindre udslip, lækage samt udvikling af støv, røg, damp, lugt, gas m.v., hvor dette kan medføre fare for sikkerhed eller sundhed, 4. at der træffes effektive foranstaltninger for at beskytte de ansatte, hvor arbejdsprocessen eller de forhold, hvorunder arbejdet foregår, rummer mulighed for sygdomssmitte og 5. at klima- og belysningsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige, under hensyntagen til det arbejde, der skal udføres. Der skal herunder træffes foranstaltninger til at beskytte de ansatte mod stærk hede eller kulde. … Kapitel 4 Oplæring og instruktion … § 21. En virksomhed, der beskæftiger personer, hvis arbejdskraft er udlejet til den eller på anden måde stillet til rådighed for den af en fremmed virksomhed, har pligt til at sørge for, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt og i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningens regler. …