Påbud om at forebygge vold og trusler om vold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9734@2015-07-08/da
Indhold
Påbud om at forebygge vold og trusler om vold
Arbejdstilsynet var på tilsynsbesøg og afgav påbud om, at virksomheden skal forebygge vold og trusler om vold i dagligvarebutikken. Et enigt nævn fasthold afgørelsen, idet nævnets fandt, at virksomhedens pengehåndtering i forbindelse med pengetransporten, ikke foregår sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet pengehåndteringen ikke er diskret. Nævnet lagde vægt på, at Arbejdstilsynet om pengetransporten fik oplyst, at kassekassetten transporteres ved vagtskifte gennem kasselinje mellem kunder til kontor. Kassekassetten er åben, og kontanterne er synlige for kunderne, når den transporteres fra kasselinje til kontor i åbningstiden.
[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 24. marts 2015 behandlet [navn udeladt]s klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 27. februar 2014. Ved afgørelsen blev der afgivet påbud om, at [navn udeladt] skal forebygge vold og trusler om vold hos [navn udeladt]. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse om, at [navn udeladt] skal forebygge vold og trusler om vold hos [navn udeladt]. Nævnets afgørelse skal efterkommes senest den 1. juli 2015. Tilbagemelding skal ske til Arbejdstilsynet senest den 8. juli 2015. B E G R U N D E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at virksomhedens pengehåndtering i forbindelse med pengetransporten, ikke foregår sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet pengehåndteringen ikke er diskret. Nævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget den 22. januar 2014 om pengetransporten fik oplyst, at kassekassetten transporteres ved vagtskifte gennem kasselinje mellem kunder til kontor. Kassekassetten er åben, og kontanterne er synlige for kunderne, når den transporteres fra kasselinje til kontor i åbningstiden. Det fremgår af arbejdsmiljølovens regler, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Efter reglerne om arbejdets udførelse skal arbejdet i alle led planlægges og tilrettelægges således, at det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det fremgår endvidere af reglerne, at arbejdet i alle led skal udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de fysiske, ergonomiske og psykosociale forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller lang sigt kan have indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed. Klagers bemærkninger [navn udeladt] har i klagen blandt andet anført, at Arbejdstilsynet har anført en række forhold, som danner grundlag for påbuddet, hvilke [navn udeladt] ikke finder kan udgøre et grundlag for et påbud. [navn udeladt] finder, at alene det forhold, at kassekassetten transporteres åben og med kontanter synlige for kunderne, er et forhold, der kan give anledning til at afgive et påbud til virksomheden. Nævnet skal hertil bemærke, at nævnet alene har lagt vægt på det forhold, at kassekassetten er åben, og at kontanterne er synlige for kunderne, når den transporteres fra kasselinje til kontor i åbningstiden. Nævnet har ikke ved vurderingen lagt vægt på de andre forhold, som Arbejdstilsynet i beskrivelsen af de faktiske forhold og i begrundelsen for påbuddet har anført, hvorved nævnets afgørelse alene retter sig mod virksomhedens pengetransport af kassekassetten, som ikke foregår diskret. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til følgende regler: Om Arbejdstilsynets hjemmel til at træffe afgørelser: ○ § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. Om forebyggelse af risiko for vold og traumatiske hændelser: ○ § 38, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. ○ § 4 og § 7, stk. 1, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse. Reglerne kan læses på de følgende sider. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. På klagenævnets vegne [navn udeladt] [stilling udeladt] Kopi til: [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. … Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38 . Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. . . Kapitel 13 Arbejdstilsynet … § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Stk. 2… … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse … Kapitel 2 Planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet § 4 . Arbejdet skal i alle led planlægges og tilrettelægges således, at det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet skal ske under hensyntagen til de forebyggelsesprincipper, der er angivet i bilag 1. Det skal iagttages, at der ikke foreskrives eller forudsættes anvendt konstruktioner, planudformninger, detailløsninger og arbejdsmetoder, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed ved arbejdets udførelse. Endvidere skal det sikres, at de samlede påvirkninger i arbejdsmiljøet på kort eller lang sigt ikke forringer de ansattes sikkerhed eller sundhed. … Kapitel 3 Arbejdets udførelse Almene krav § 7 . Arbejdet skal i alle led udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de fysiske, ergonomiske og psykosociale forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller lang sigt kan have indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed. …