Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - afskedigelse - ansættelse - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9782@2015-07-09/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - afskedigelse - ansættelse - ej medhold
J. nr. 2014-6810-37019 En jødisk speciallæge blev afskediget fra et hospital på grund af et fald i ortopædkirurgiske patienter. Han fik herefter afslag da han senere søgte en stilling på samme hospital. Lægen mente på den baggrund, at han havde været udsat for diskrimination på grund af sit jødiske ophav. Nævnet fandt, at der ikke var oplysninger i sagen, der gav anledning til at formode, at lægen havde været udsat for forskelsbehandling. Klager fik derfor ikke medhold.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af religion og tro i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som afdelingslæge ved A Hospital under indklagede region og efterfølgende fik afslag på ansættelse som læge samme sted. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som afdelingslæge ved A Hospital under indklagede region og efterfølgende fik afslag på ansættelse samme sted. Sagsfremstilling Klager er læge og specialist i ortopædisk kirurgi. Den 1. august 2009 blev han ansat ved A hospital i indklagede region som afdelingslæge på Ortopædkirurgisk Afdeling. I juli 2012 besluttede A Hospital på baggrund af et notat om reduceret hofteoperationer i 2012 på Ortopædkirurgisk Afdeling at opsige en speciallæge. Ved samtale den 15. august 2012 mellem klager, den ledende overlæge, oversygeplejersken og to HR-konsulenter fik klager oplyst, at indklagede på grund af den faldende tilgang af ortopædkirurgiske patienter var nødsaget til at reducere med en stilling på speciallægeniveau. Klager blev på mødet indstillet til påtænkt opsigelse og fik udleveret partshøringsbrev. Klager fik desuden oplyst, at indstillingen til opsigelse var sket på baggrund af et vurderingsskema ('Skema til ledelsens vurdering af medarbejdere i forbindelse med besparelse i budget 2012', revideret og godkendt af Fusions-VMED den 16. december 2011). Af skemaet fremgik følgende: Klager fik også oplyst, at der ikke var tale om, at indklagede var utilfredse med klagers kvalifikationer og arbejdsindsats. Klager blev orienteret om, at der ikke var den samme nedgang i patienttilgangen inden for rygkirurgi, og at det kunne være en mulighed for klager at søge videre inden for det område. Den 30. august 2012 modtog personaleenheden ved indklagede en mail fra en advokat ved Yngre Læger, som oplyste, at klager ønskede at opsige sin stilling med tre måneders varsel til udløbet af november 2012. I januar 2013 bestred klager en midlertidig stilling som afdelingslæge på Medicinsk Afdeling/Akutklinikken. Den 8. november 2013 fik klager afslag på sin ansøgning til en stilling som afdelingslæge på Ortopædkirurgisk Afdeling. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet forskelsbehandlet på grund af sin tro og religion i forbindelse med, at han er blevet opsagt fra sin stilling som læge på A Hospital og er blevet ekskluderet fra ny ansættelse i indklagede region. Klager henviser til, at han var udsat for drillerier om sine kostvaner i tiden op til afskedigelsen samt blev spurgt til graden af sin ortodoksi. Derudover henviser han til sin erfaring og den aktuelle politiske situation, hvor den yderste højrefløj vinder frem i Europa, og hvor et regeringsparti i Danmark vil forbyde omskæring af drenge og dermed vil forbyde den jødiske tro. Derudover eskalerer overfald af jøder, og der er sket hærværk af den jødiske skole, hvilket støtter klagers opfattelse. Der foreligger ingen skriftlig dokumentation for præcis, hvilke saglige kriterier, der blev fastlagt forud for afskedigelsen. Indklagede har på intet tidspunkt præciseret, hvordan de er kommet frem til, at klager skulle afskediges. Eksempelvis var der intet pointsystem, og indklagedes konklusion kan derfor ikke efterprøves. Indklagedes oplysning om, at lægevidenskabelige artikler og akademiske grader vejer tungt i en ansættelsessituation, stemmer ikke overens med, at disse kriterier ikke indgik i det skema, som blev anvendt ved vurderingen af, hvem der skulle afskediges. Skemaet blev i øvrigt ikke udfyldt, men afleveret blankt sammen med notatet om påtænkt afskedigelse. Klager har 25 års klinisk og operativ erfaring, fire års international overlægeerfaring og 84 internationale publikationer bag sig. Klager fik topkarakterer fra universitetet. Han kan derfor ikke være blandt de dårligst kvalificerede. Klager blev ansat som afdelingslæge og ikke overlæge i 2009, angiveligt fordi der ikke var råd til at ansætte flere overlæger. I december 2009 var økonomien på grund af effektiviseringskrav dårlig, så klager tilbød sin opsigelse, hvilket dog blev trukket tilbage, da klagerkunne tilbyde en effektiviseringsgevinst på 20 procent ved at behandle samme antal patienter på kortere tid ved at opgive en ugentlig "kontordag". En overlæge tjener cirka 10 procent mere end en afdelingslæge, og klager tjente cirka 30 procent mindre end sine 14 overlægekollegaer. Kollegaerne har publiceret skønsmæssigt 50 artikler til sammen mod klagers 84. Klagers artikler blev skrevet for indklagede i klagers fritid uden løn svarende til en ekstra arbejdsindsats på 20.000 timer og en værdi på cirka seks millioner kroner. Udover klager havde kun en lægekollega på afdelingen en Ph. D-grad. Indklagede har omkring 5500 læger ansat, hvoraf mange hverken har en Ph. D. -grad, international erfaring, en lang publikationsliste eller en lang klinisk og operativ erfaring. Der må være en faktor som ved en "samlet ledelsesmæssig vurdering" overtrumfer en Ph. D. grad, en produktion på 84 artikler, en speciallægeuddannelse med subspeciale i knækirurgi og en benefaktordonation svarende til seks millioner kroner. Klager blev ikke i forbindelse med opsigelsen gjort bekendt med, at besparelserne skyldes en nedgang i antallet af hofteoperationer, men alene, at afskedigelsen skyldes nedsat produktion og faldende tilgang af ortopædkirurgiske patienter. Det er bemærkelsesværdigt, at indklagede fyrer en knæspecialist, når der skulle spares på hofteoperationer. Klager har næsten 20 års erfaring med hofteoperationer. Han har udført hoftealloplastikoperationer i tre skandinaviske lande og har publiceret over 20 lægevidenskabelige artikler om hofteoperationer. De fleste af klagers publikationer har omhandlet knækirurgi, men klager har også publiceret artikler inden for almen kirurgi, karkirurgi, thoraxkirurgi, neurokirurgi og neuromedicin. Dette giver netop faglig fleksibilitet over for patienter med komplekse problemstillinger. Dette viser ikke mindre fleksibilitet end en læge, der eksempelvis ikke har skrevet en eneste artikel. Klager har arbejdet med almen ortopædi og rygkirurgi i Norge og Sverige. Klager har desuden arbejdet seks måneder på et af Englands førende hospitaler, hvilket viser større fleksibilitet end eksempelvis en læge uden international erfaring. Klager blev netop tilbudt disse stillinger på grund af exceptionel faglig fleksibilitet. Da han vendte tilbage til indklagede, udførte han det første år både knæ- og hofteoperationer. De sidste to år udførte han kun knæoperationer, da indklagede ønskede denne subspecialisering. Indklagede kunne allerede i 2010 have informeret klager om, at det var en dårlig ide med specialisering. Indklagede kunne også have oplyst over for klager, at specialiseringen var årsag til opsigelsen. Det er bemærkelsesværdigt, at indklagede havde så stor en tiltro til klagers faglige fleksibilitet, at klager blev opfordret til at søge tilbage til rygkirurgi. Desuden udviste klager fleksibilitet ved at være ansat i en tidsbegrænset stilling på medicinsk afdeling i januar 2013, da et skift fra kirurgi til medicin netop kræver faglig fleksibilitet Da indklagede har set bort fra videnskab og erfaring, efterlades klager med den konklusion, at den "helhedsvurdering", som indklagede henviser til, dækker over antisemitisme. Det er ikke korrekt, som anført af indklagede, at partshøringen i forbindelse med fyringen blev annulleret. Klager modtog partshøringen den 15. august 2012, før han modtog indstillingen til afskedigelsen. Derefter forhandlede klagers fagforening med indklagede, og det blev aftalt, at klager blev fritstillet med tre måneders løn. I forbindelse med opsigelsen var indklagede ikke indstillet på at fritstille klager. Der blev først opnået enighed om fritstillingen den 30. august 2012, da klager selv opsagde sin stilling. Dermed kunne han undgå ydmygelsen ved at møde på arbejde. Ifølge en artikel fra Ugeskrift for Læger er antallet af beskæftigede læger på offentlige sygehuse steget jævnt med 1744 i perioden 2008-2013 svarende til 13 procent. Stigningen er størst blandt afdelings- og overlæger og størst i indklagede region. Ifølge formanden for Danske Regioner har der været tale om en jobfest, og der vil fortsat blive ansat 1-2 procent flere læger årligt i den kommende tid. På trods heraf ville indklagede ikke omplacere klager på en af indklagedes mange hospitaler. Klager blev heller ikke tilbudt omplacering til for eksempel akuttelefonen, som desperat har behov for læger. Regionen kan skræddersy en stilling inden for ortopædkirurgi, så stillingen passer til bestemte kandidater, mens andre frasorteres. Regionen har monopol på alle ortopædkirurgiske stillinger. Regionen bruger nu "Rollemodelkriterier", som betyder, at tidligere objektive kriterier som anciennitet, Ph. D-grad og antal videnskabelige artikler bliver mindre vigtige. Indklagede har ingen forslag til, hvordan klager kan kvalificere sig yderligere, og han er dermed de facto udelukket fra overlæge/afdelingslægestillinger i regionen inden for sit speciale. Klager er speciallæge i ortopædisk kirurgi. Vikariatet på den medicinske afdeling i januar 2013 har derfor ingen relevans. Tilbuddet om en fastansættelse byggede på en række misforståelser. Forløbet dækker over et intens forløb, hvor klager muligvis var i spil som chef for Skadestuen/Akutklinikken. Dette blev dog annulleret, så klager i stedet fik ansvaret for Skadeambulatoriet. Dagen efter kom en kontraordre, hvorfor klager reelt blev presset til at sige op. Indklagede har ingen antidiskriminationsmonitorering. Indklagede har derfor ikke kunnet dokumentere andre faktorer end klassisk antisemitisme som årsag til fyringen og efterfølgende udelukkelse fra ansættelse. Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af tro eller religion i forbindelse med opsigelsen eller afslag på ansættelse. Indklagede har blandt sine omkring 38.000 medarbejdere en stor mangfoldighed i forhold til etnicitet, tro med videre. Indklagede anser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle til at søge stillinger hos indklagede. Indklagede registrerer ikke medarbejderes eller ansøgeres religiøse overbevisning, og tro/religion tillægges ingen betydning i forbindelse med ansættelse eller opsigelse. Klager blev ansat den 1. august 2009 og opsagde selv stillingen den 29. november 2009 med fratrædelse ved udgangen af december 2009. Med virkning fra 15. december 2009 annulleredes opsigelsen, da klager i stedet efter eget ønske indgik en aftale om nedsat arbejdstid. I juli 2012 blev der på et møde drøftet kapacitetstilpasning samt kriterier og proces for eventuelle afskedigelser. Indklagede forventede at udføre 205 færre hofteoperationer i 2012. Konsekvensen af den reducerede alloplastikaktivitet med lukning af to oplejer om onsdagen var, at bemandingen skulle reduceres med en speciallæge, tre sygeplejesker, en halv sekretærstilling og en halv assistentstilling. Reduktionen af speciallægestillingen kunne kun gennemføres ved afskedigelse, mens den øvrige reduktion kunne klares ved naturlig afgang. Indklagede foretog en vurdering af medarbejderne ud fra saglige kriterier fastlagt i det såkaldte MED-udvalg. Indklagede vurderede kompetencer i forhold til ortopædkirurgiske patienter generelt, herunder graden af faglig fleksibilitet. Klager udførte alene knæoperationer, mens der i afdelingen var kirurger, der både varetog hofte- og knæoperationer. Klager blev indstillet til uansøgt afsked begrundet i sparekrav. Der blev uden held forsøgt intern omplacering af klager på A og B Hospital. Klager modtog partshøringen i forbindelse med den påtænkte opsigelse på mødet den 15. august 2012. Den 30. august 2012 modtog personaleenheden ved indklagede en mail fra en advokat ved Yngre Læger, som oplyste, at klager ønskede at opsige sin stilling med tre måneders varsel til udløbet af november 2012. Partshøringen om den påtænkte opsigelse blev derfor annulleret. Klager blev ansat i en tidsbegrænset stilling som afdelingslæge ved Medicinsk afdeling/Akutklinikken fra 1. januar 2013 til 31. januar 2013. Der var tale om en fuldtidsstilling, men klagers ønske om en arbejdstid på 22,2 timer om ugen blev imødekommet. Klager blev fastansat pr. 1. februar 2013, efter at den ledende overlæge havde udtrykt stor tilfredshed med ham. Den 3. februar 2013 opsagde klager dog stillingen uden varsel. I november 2013 søgte klager en stilling som afdelingslæge på Ortopædkirurgisk Afdeling. Stillingen blev besat til anden side. Stillingen blev ledig, fordi en anden af afdelingens kirurger forlod afdelingen, og der var ikke tale om et genopslag af klagers tidligere stilling i afdelingen. Der var flere kvalificerede ansøgere til stillingen. Indklagede valgte den ansøger, som efter ledelsens vurdering var bedst kvalificeret ud fra en helhedsvurdering af medicinsk ekspertise og lægefaglige kompetencer i forhold de syv lægeroller i øvrigt som kommunikator, samarbejder, leder/administrator/organisator, sundhedsfremmer, akademiker/forsker/underviser og professionel. Ansøgerne blev vurderet bredt og ikke alene på baggrund af videnskabelige artikler eller akademiske grader, selvom dette vejer tungt. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af religion og tro efter lov om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet med videre (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår på grund af religion eller tro. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Det er nævnets vurdering, at klager ikke har påvist sådanne faktiske omstændigheder i forhold til opsigelsen i august 2012 og det efterfølgende afslag på ansættelse i november 2013. Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagede på tidspunktet for opsigelsen af klager havde et økonomisk behov for personalemæssige indskrænkninger, blandt andet med en speciallægestilling, og at der for nævnet ikke er påvist omstændigheder, der tyder på, at klagers religion eller tro er årsag til, at netop klager blev indstillet til afskedigelse. Der er heller ikke påvist omstændigheder, der tyder på, at klager fik afslag på sin ansøgning til den ledige stilling på sin tidligere afdeling på grund af sin tro og religion. Nævnet har også lagt vægt på, at det forhold, at klager har en jødisk tro ikke i sig selv medfører, at han har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han er blevet udsat for forskelsbehandling af den årsag. Klager får derfor ikke medhold i sin klage. <2014-6810-37019>