Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - retlig interesse - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9786@2015-07-09/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - retlig interesse - ej medhold
J. nr. 2013-6811-34003 En mand havde klaget over, at en række fodboldtilhængere med udenlandsk klingende navne fik besked om, at deres billetter til Champions League kampe ville blive annullerede af sikkerhedsmæssige årsager. Nævnet fandt, at klager ikke var klageberettiget, da han ikke havde købt billetter til de pågældende kampe. Klagen blev derfor afvist.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at en række personer med ikke dansk klingende navne fik henvendelse om de billetter, som de havde købt til en Champions League turnering. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet afviser klagen. Sagsfremstilling En fodboldklub skulle deltage i en UEFA Champions League kvalifikationsturnering. Der blev torsdag den 29. august 2013 afholdt lodtrækning til turneringen, og lodtrækningen resulterede i, at fodboldklubben skulle møde henholdsvis et italiensk, et spansk og et tyrkisk hold. Fredag den 30. august 2013 fik en række personer, der havde udenlandsk klingende navne, en henvendelse om deres billetkøb af sikkerhedsmæssige årsager, idet indklagede 1 på foranledning af indklagede 2 sendte følgende besked til dem: "Kære billetkøber, Billetinfo UEFA Champions League [Fodboldklubben] oplevede i aftes efter lodtrækningen til UEFA Champions League og gruppespillet, at resterende billetter til de tre kampe i [fodboldklubbens stadion] blev solgt meget hurtigt via [indklagede 1]. Den store interesse er naturligvis glædelig, men desværre vil dit billetkøb blive annulleret af sikkerhedsmæssige årsager. Club Secretary [ ] udtaler: Sikkerheden er altid det vigtigste for os i forbindelse med arrangementer i [fodboldklubbens stadion]. Og derfor gør vi alt for at sikre, at evt. fans af de hold, der gæster [fodboldklubbens stadion], kun har adgang til udebaneafsnittet under kampene. Og billetter til det afsnit skal købes via de klubber, som vi har på besøg. Derfor vil vi annullere de billetkøb via [indklagede 1] som umiddelbart kan indikere, at der er købt pladser til et andet sted på stadion af udeholdets fans. Og hvis en dialog med kunden viser andet, så vil købet naturligvis godkendes. Vi beklager den gene dette evt. vil kunne medføre for enkelte af vores tilhængere, men det er en nødvendig foranstaltning i forhold til sikkerheden under kampene, UEFA's regler og [indklagede 2´s] sædvanlige procedurer. Såfremt du har spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at kontakte [indklagede 1] i åbningstiderne". Det fremgik i øvrigt af mailen, at "Du modtager denne mail, fordi du har en profil på www. [indklagede 2´s hjemmehold]. dk". En profil på www. [indklagede 2´s hjemmehold]. dk viser, at en person har købt en eller flere billetpakker til kampene. Indklagede 1 sendte efterfølgende en yderligere besked til en række billetkøbere: "Kære kunde, Du er en af de få, der fortsat ikke har svaret på vores mail omkring dit ønskede køb af UEFA Champions League billetter til [fodboldklubbens] tre hjemmekampe i [indklagede 2´s stadion] mod [et italiensk hold], [et tyrkisk hold] og [et spansk hold]. Som du har fået at vide, er dit køb midlertidigt annulleret, da vi i henhold til UEFA's regler ikke må sælge billetter til fans af udeholdet, og derfor har spurgt dig, om du er fan af et af de tre hold, [fodboldklubben] skal møde. Skulle det ikke være tilfældet, så vil dit køb blive gennemført, og hvis du er fan af udeholdet, så vil vi henvise dig til vores modstandere, der er de eneste som må sælge billetter til det fanafsnit i [indklagede 2´s stadion], som er reserveret til deres fans. Derfor har vi brug for at høre fra dig - enten via mail eller vores kundetelefon. Hvis ikke vi får et svar fra dig, så vi kan være sikre på, at du ikke er fan af et af de tre udehold, så må vi desværre ikke sælge dig billetter til det afsnit, som du har bestilt billetter til. Og dit køb vil derfor blive annulleret. Vi håber derfor på, at du inden torsdag kl. 12.00 har kontaktet os. Ellers kan vi ikke sælge dig billetter til de tre kampe og dit køb vil frafalde . Hvis denne procedure har været til gene for dig, vil vi gerne på forhånd beklage. Men sikkerheden omkring vores kampe kan vi ikke gå på kompromis med, og vi håber derfor på din forståelse for nødvendigheden af vores spørgsmål." Der blev i salgsperioden fra lodtrækningen og et døgn frem ekspederet 2.108 ordrer med salg af 4.706 billetter til hjemmebaneafsnittene. Der var 725 modtagere af mailen om annullation. Både navnet på billetkøberen og navnet på forsendelsesmodtageren (billetindehaveren) fremgik af billetkøbet. På selve billetten var det billetindehaverens navn, som fremgik. Indklagede 1 var eneforhandler af billetter til de tre af fodboldklubbens kampe, der som led i det indledende gruppespil skulle spilles på klubbens hjemmebane. Indklagede 2 ejer de aktiviteter, der gennemføres i fodboldklubbens regi. Indklagede 1 og indklagede 2 havde indgået samarbejdsaftale om distribution af billetter (Collaboration Agreement), hvoraf blandt andet fremgår, at indklagede 1 var eneforhandler/distributør for salg af billetter til indklagede 2´s arrangementer. Det følger af UEFA´s sikkerhedsregler (Safety and Security Regulations), at enhver fodboldklub, som får tildelt billetter, er ansvarlig for, at billetterne kun fordeles til klubbens fans. Den klub, der er ansvarlig for en fodboldkamp, skal således sikre, at billetterne tildeles på en sådan måde, at de forskellige grupper af tilhængere holdes adskilt. De forskellige tilhængere skal informeres om, hvilke dele af stadion, de har adgang til, og at de, hvis de opholder sig blandt modpartens tilhængere, vil kunne blive flyttet til en anden del af stadion eller blive fjernet fra stadion. Der blev på indklagede 1´s website taget følgende forbehold i forbindelse med køb af billetter til Champions League-pakkerne: "Tickets for away team supporters cannot be purchased on this site. Away team supporters should contact their own club for tickets. [Indklagede 2] og [indklagede 1] reserve the right to cancel tickets bought by away team supporters to sections other than those reserved for the away team." Indklagedes 1´s salgs- og leveringsbetingelser indeholder blandt andet følgende bestemmelse: " Reklamation Enhver form for reklamation, der vedrører selve arrangementet, skal rettes direkte til arrangøren. Er der imidlertid noget, som du er utilfreds med i forbindelse med dit køb af billetter, kan du kontakte [indklagede 1´s] kundeservice . . .". Klager har ikke købt billetter til arrangementet og har derfor ikke modtaget henvendelserne fra de indklagede om annullation af købet. Parternes bemærkninger Klager ønsker, at Ligebehandlingsnævnet skal tage stilling til, om det var diskrimination, at en række personer med udenlandske navne fik annulleret deres bestillinger på køb af billetter til Champions League turneringen, og at de dernæst kun kunne få godkendt deres køb, hvis de rettede henvendelse til fodboldklubben. Klager havde i sinde at bestille billetter til sig selv og til sin bror og søster, da han syntes, at det var interessant at se det danske hold spille mod de stærke hold fra henholdsvis Italien, Tyrkiet og Spanien. Klager realiserede imidlertid ikke sin hensigt om at købe billetter, da hans navn klart indikerer, at han har udenlandsk baggrund. Klager har utallige navne på personer, der har fået annulleret deres bestillinger, og klager kan på den baggrund konstatere, at det kun var personer med udenlandsk baggrund, der fik annulleret deres køb. Personer med udenlandsk klingende navne skulle følge en anden procedure for at få udleveret deres billetter. Det er klagers opfattelse, at hverken indklagede 1 eller indklagede 2 havde belæg for at antage, at kun personer med ikke dansk klingende navne udgjorde en risiko for sikkerheden på fodboldklubbens stadion. Indklagede 1 afviser, at sagen angår dem, og mener, at indklagede 2 er rette indklagede. Indklagede 1 står for forhandling og distribution af billetter med videre på vegne af eventarrangøren, i dette tilfælde indklagede 2. Indklagede 1 står efter ønske fra eventarrangøren også for en del af kommunikationen med billetkøberne på vegne af eventarrangøren. Dette gælder både, hvis billetkøberne har spørgsmål til deres ordre, og hvis eventarrangøren ønsker at formidle vigtig information til billetkøberne om eventinformationer med videre. Sidstnævnte sker dog udelukkende på foranledning af eventarrangøren, og al den type kommunikation godkendes uden undtagelse af eventarrangøren. Det i klagen omhandlede forløb drejede sig udelukkende om at lokalisere eventuelle fans af udeholdet, som af sikkerhedsmæssige årsager og i henhold til UEFA´s reglement ikke måtte opholde sig i hjemmeholdets publikumssektioner. Fodboldklubben valgte med mailen af 30. august 2013 at gøre eventuelle fans af udeholdet opmærksomme på problematikken. Det understregedes i mailen, at man ville have mulighed for at bibeholde sit køb ved kontakt til indklagede 1. Indklagede 2 kontaktede den 26. august 2013 indklagede 1 med ønske om, at der på indklagede 1´s website blev orienteret om forbehold for køb af billetter til Champions League-pakkerne, såfremt der kunne være en indikation af, at man var fan af udeholdet. Teksten var godkendt af indklagede 2. Køberne var således forud for billetkøbet, som senere blev annulleret, gjort opmærksom på, at fans af udeholdene risikerede at få tilbageført deres køb. Det fremgår også af indklagede 1´s salgs- og leveringsbetingelser, at indklagede 1 "forbeholder sig ret til at annullere billetter mod tilbagebetaling af billettens pris samt gebyrer". Fodboldklubben kontaktede den 30. august 2013 indklagede 1 med ønske om, at de skulle tage kontakt til alle kunder, som kunne være fans af udeholdene, og som havde købt billetter fra det tidspunkt, hvor navnene på modstanderholdene blev kendt den 29. august 2013, og til der var udsolgt. Indklagede 1 modtog fra fodboldklubben den godkendte tekst med en udtalelse fra klubbens club secretary samt den godkendte mailingliste, og indklagede 1 udsendte herefter mailen. Indklagede 1 fik fra mandag den 2. september 2013 en række telefoniske henvendelser fra kunder, der blev ekspederet i henhold til de ønsker, som de havde i forhold til deres billetkøb. I den foreliggende sag havde klager ikke købt billetter til Champions League kampene, men han havde ifølge klagen til hensigt at gøre dette, omend der på dette tidspunkt var meldt udsolgt. Klager har således ikke fået annulleret et køb, og han har heller ikke fået tilsendt mailen af 30. august 2013 fra indklagede 1. Indklagede 2 afviser, at der er sket ulovlig forskelsbehandling af klager, allerede fordi han ikke har fået annulleret sit billetkøb, da han ikke har købt nogen billet. Indklagede 2 afviser i øvrigt at være rette indklagede, idet det var indklagede 1, der stod for salget af billetterne. Indklagede 2 afviser også, at der er påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der foreligger forskelsbehandling af billetkøberne, da annulleringen af billetterne var begrundet i sikkerhedshensyn, og da billetkøberne uden særlig ulempe fik mulighed for at fastholde deres billetkøb, hvis de ikke var fan af et af udeholdene. Indklagede 2 henviser til indklagedes 1´s salgs- og leveringsbetingelser, som køberne havde accepteret inden deres oprindelige køb af billetter til fodboldsklubbens hjemmekampe i Champions League. Det fremgår heraf under punktet "Reklamation", at "er der imidlertid noget, som du er utilfreds med i forbindelse med dit køb af billetter, kan du kontakte [indklagede 1´s] kundeservice . . .". Det var desuden indklagede 1, der den 30. august 2013 sendte beskeden om, at visse køberes billetkøb ville blive annulleret af sikkerhedsmæssige årsager. Det fremgik af beskeden, at indklagede 1 ville refundere købernes betaling for billetterne, og at spørgsmål kunne stilles til indklagede 1. I forbindelse med fodboldklubbens deltagelse i UEFA Champions League var indklagede 2 som vært i forbindelse med de tre hjemmekampe forpligtet til at respektere et omfattende regelsæt fastlagt af UEFA. Reglerne har blandt andet til formål at sikre, at fodboldkampene afvikles under omstændigheder, der i videst muligt omfang skaber et trygt og sikkert miljø for samtlige tilskuere. De omfattende sikkerhedsforanstaltninger er nødvendiggjort af, at der erfaringsmæssigt i forbindelse med højtprofilerede fodboldkampe, herunder Champions League gruppespil med et betydeligt antal tilskuere, er en tilsvarende betydeligt forøget risiko for uroligheder og vold blandt tilskuerne. Uroligheder og vold i forbindelse med sådanne fodboldkampe har tidligere ført til dødsfald blandt tilskuere. Uroligheder og vold blandt tilskuere udløses erfaringsmæssigt i mødet mellem hjemmeholdets og udeholdets tilskuere. Det er derfor foreskrevet i UEFA´s sikkerhedsregler, at de to tilskuergrupper under kampene skal være opdelte i klart adskilte tilskuerafsnit, således at der ikke i de enkelte tilskuerafsnit er fans, der støtter forskellige hold. Som følge heraf omfattede indklagede 1´s salg af billetter til de tre Champions League hjemmekampe alene salg af billetter til de tilskuere, der måtte betragtes som fans af fodboldklubben. Salget af billetter til udeholdets fans blev varetaget af udeholdet. Efter lodtrækningen til Champions League den 29. august 2013 blev de billetter, som fodboldklubben rådede over til tilskuere, der måtte betragtes som fans af klubben til hjemmekampene, hurtigt udsolgt via indklagede 1. Det blev ikke i den forbindelse sikret, at fans af udeholdene ikke kunne købe billetter via indklagede 1. En sammenblanding af de forskellige fanfraktioner ville medføre en betydeligt forringet sikkerhed under kampene. Indklagede 1 annullerede derfor dagen efter de billetkøb, der kunne indikere, at de pågældende billetter var købt af udeholdenes fans. Kriteriet for henvendelse til en billetkøber var, at der var mistanke om, at pågældende eventuelt var tilhænger af et af udeholdene. Det var ikke kun købere med udenlandsk klingende navne, der modtog mailen om, at deres køb var annulleret, men også købere med mailadresser, der kunne indicere, at der var tale om fans af ét af udeholdene, fik annulleret deres køb. Desuden blev tilhængere, der mødte op til kampe i udeholdstrøjer, afvist under henvisning til indklagede 2´s ordensreglement. Hvis billetkøberne var udebanefans, var det i strid med ordensreglementet, hvis de ikke havde købt billetter til et af de afsnit, der var reserveret til udeholdets fans. Der blev også rettet henvendelse til personer med navne, som man kunne formode var italienske og spanske. Indklagede 1 sendte desuden efterfølgende et brev til de berørte personer, som endnu ikke havde været i dialog med indklagede 1. Det fremgik af dette brev, at købet ville blive gennemført, hvis pågældende ikke var fan af et af de tre hold, som fodboldklubben skulle møde i Champions League. Køber skulle for at bevare sine billetter blot inden syv dage bekræfte, at pågældende ikke var fan af et af de tre udehold. Køberne havde således mulighed for, hvilket de var blevet opfordret til ved de to mails, at kontakte indklagede 1 og bekræfte, at de ikke var fan af nogen af udeholdene, og derved bevare deres billet. Denne fremgangsmåde blev iværksat af indklagede 1 af egen drift og uden kendskab til klagerne til Ligebehandlingsnævnet. Indklagede 2 vurderede i øvrigt som vært ved hjemmekampene, at de selv uden UEFA´s omfattende regelsæt var selvstændigt forpligtet til i videst muligt omfang at varetage samtlige nødvendige hensyn til tilskuernes sikkerhed. Det fremgår således af ordensreglementet for fodboldsklubbens stadion, at der som følge af UEFA´s regler gælder skærpede regler ved Champions League hjemmekampene. Det betød, at alle gæster, som ved deres påklædning eller opførsel viste tilknytning til udeholdet, kunne blive afvist ved indgangen eller bortvist fra stadion uden at få refunderet deres billet, hvis denne ikke var til udeholdets tilskuerafsnit. Det forhold, at indklagede 1 har annulleret billetter, som potentielt var købt af personer med tilknytning til udeholdene, var henset til de skærpede sikkerhedsregler ved Champions League hjemmekampene den proportionale reaktion, idet de pågældende personer efter ordensreglementet kunne være bortvist fra stadion uden refundering af billetten, hvis de via deres påklædning eller opførsel havde signaleret tilknytning til udeholdene. Bortvisning fra en kamp uden refundering af billetten er efter indklagede 2´s opfattelse alt andet lige mere indgribende end at få annulleret billetten inden en kamp med refundering. Den af indklagede 1 benyttede fremgangsmåde var derfor objektivt begrundet i et notorisk sagligt formål, nemlig den betydelige risiko der for de omkring 40.000 tilskuere ville være forbundet med en eventuel sammenblanding af fangrupperinger fra henholdsvis hjemmeholdets side og det gæstende holds side. Kun fans, der ikke havde ønsket at bekræfte, at de ikke støttede det gæstende hold, fik rent faktisk deres billetkøb annulleret, fordi de med deres forventelige støtte til det gæstende hold ville udgøre en sikkerhedsrisiko for dem selv eller for de øvrige tilskuere i de stadionafsnit, der var beregnet til hjemmeholdets fans. Der henvises i den forbindelse til en avisartikel af 5. november 2013, hvoraf fremgår, at der var betydelige uroligheder og hærværk i det afsnit af stadion, hvor tilhængerne af det tyrkiske fodboldhold befandt sig. Flere af tilhængerne antændte romerlys og kanonslag samt rev sæder af for at kaste dem efter politiet. Dette understøtter efter indklagede 2´s opfattelse, at bekymringen vedrørende sikkerheden i forbindelse med Champions League kampene var reel, og at indklagede 1´s metode til opnåelse heraf var både hensigtsmæssig og i høj grad nødvendig. De personer, der fik deres billetter annulleret, fik ligesom i den såkaldte Jihad-sag netop deres billetter annulleret, fordi deres navne gav anledning til at tro, at de pågældende personer kunne være fans af udeholdene. Flere af de personer, som henvendte sig til indklagede 1 efter mailen af 30. august 2013, fik ændret deres billetter til udebaneafsnittet på stadion. Dette understøtter, at baggrunden for indklagede 1´s henvendelse til klager var en reel bekymring for, at fans af udeholdene havde købt billetter til Champions League kampene via indklagede 1. Annulleringen af billetter havde intet med købernes etniske oprindelse at gøre, men beroede alene på sikkerhedsmæssige hensyn. Indklagede 1 kontaktede af egen drift køberne umiddelbart efter annulleringen, og de fik mulighed for at bevare deres billetter, hvis de blot bekræftede, at de ikke var fan af udeholdet til den kamp, hvortil de havde købt billetter. Afgørende for dette tiltag var således alene sikkerhedsmæssige hensyn. Uanset om nævnet måtte finde, at der er sket forskelsbehandling af klager, gøres det gældende, at klager ikke bør tilkendes en godtgørelse. Der er ikke grundlag for at tilkende godtgørelse, idet der er tale om et tvivlsomt fortolkningsspørgsmål. Indklagede 1 valgte at lade sikkerhedsmæssige hensyn gå forud for andre hensyn, og kun billetkøbere, der havde afvist at bekræfte, at de ikke tilhørte en gruppering med tilknytning til et af de gæstende hold, blev rent faktisk udelukket fra at udnytte deres billetkøb. Klager har ikke godtgjort, at der foreligger forhold, der i særlig grad har virket krænkende på klager, og derfor kan give anledning til en godtgørelse. Hvis klager skulle fastholde, at der foreligger krænkende forhold, vil et bevis for sådanne forhold af særligt krænkende karakter alene kunne føres via mundtlig bevisførelse. Sagen bør derfor afvises af Ligebehandlingsnævnet. Flere af de personer, som henvendte sig til indklagede 1 efter mailen af 30. august 2013, fik ændret deres billetter til udebaneafsnittet på stadion. Dette understøtter, at baggrunden for indklagede 1´s henvendelse til køberne var en reel bekymring for, at fans af udeholdene havde købt billetter til Champions League kampene via indklagede 1. Henvendelsen fra indklagede 1 til visse billetkøbere den 30. august 2013 var både hensigtsmæssig og nødvendig, idet den for det første ikke var særligt bebyrdende for køberne, der blot skulle kontakte indklagede 1 og bekræfte, at de ikke var udeholdfan, og det for det andet viste sig, at flere udeholdfans havde købt billetter via indklagede 1. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at nævnet kan behandle klagen, herunder tage stilling til spørgsmålet om godtgørelse. Indklagede 2´s afvisningspåstand tages derfor ikke til følge. Loven om etnisk ligebehandling har til formål at forhindre forskelsbehandling og at fremme ligebehandling af alle uanset race og etnisk oprindelse. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet ved levering af varer og tjenesteydelser. Det fremgår af loven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands etniske oprindelse. Ligebehandlingsnævnet finder ikke, at klager er klageberettiget, idet han ikke har modtaget de omhandlede henvendelser fra de indklagede og dermed ikke er blevet udsat for forskelsbehandling. Nævnet afviser derfor klagen. <2013-6811-34003>