Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9820@2011-03-02/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - afskedigelse - ej medhold

J.nr. 2500049-10 Det var ikke forskelsbehandling pga. handicap, at en klager blev opsagt fra sit job som lagerassistent.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med at klager blev opsagt fra sit job som lagerassistent. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev opsagt fra sit job som lagerassistent. Sagsfremstilling Klager blev ansat hos indklagede som lagerassistent den 1. juni 2008. Den 10. maj 2008 kørte klager galt på sin motorcykel. Han pådrog sig i den forbindelse et brud på den ene underarmsknogle ved venstre håndled. Klager er venstrehåndet. Det fremgår af en speciallægeerklæring indhentet et år efter skaden, at han havde problemer med alle funktioner, såvel finmotoriske som grovmotoriske. Han havde dårlig funktion af hånden og håndleddet, således at han ikke rigtig kunne knappe en knap, skrive eller håndtere små genstande. Han kunne ikke løfte noget overhovedet, og han havde udtalt kulde-/varmeoverfølsomhed. Han havde kun smerter i hånden, hvis han stødte den. Der var desuden bevægeindskrænkning i venstre håndled og stive fingre. Der var ingen håndtrykskraft på venstre hånd. Det fremgik af erklæringen, at klager ikke kunne forvente bedre bevægelighed fremover, og hans tilstand blev vurderet som stationær. Speciallægen var af den opfattelse, at der var tale om refleksdystrofi. Han tiltrådte stillingen den 1. juni 2008 som aftalt. Klager kontaktede den 4. februar 2009 sin kommune med anmodning om støtte til fastholdelse af sit job. Han blev indkaldt til møde på kommunens jobcenter den 16. februar 2009. Den 30. marts 2009 modtog klager sin opsigelse med fratrædelsesdato per 30. juni 2009. Det fremgik af opsigelsen, at den generelle udvikling havde resulteret i beslutning om nedlukning af brand 1, brand 2 og brand 3, og at den økonomiske afmatning ikke alene havde ramt disse brands. Der var generelt konstateret et mindre aktivitetsniveau og en betydelig nedgang i ordrebeholdningen i forhold til det sammenlignelige tidspunkt i 2008. Parternes bemærkninger Klager påstår, at den reelle årsag til, at netop han blev afskediget var hans fysiske handicap, og at der derfor er sket en overtrædelse af lov om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Han gør gældende, at indklagede skal betale en godtgørelse på 180.000 kr. svarende til 9 måneders løn. Klagers arbejde bestod i at forestå fragt af varer samt at modtage varer. Herunder var han hovedansvarlig for, at varerne blev pakket, samt at rette fragt blev gennemført. Han sørgede desuden for at åbne og lukke lageret. Arbejdet var fysisk krævende, og han måtte arbejde 50 timer mod de i kontrakten forudsatte 37 timer for at kompensere for sit handicap. Klager oplyser, at han efter at have været til møde på kommunens jobcenter traf aftale med sin chef om, at hun skulle kontakte sagsbehandler ved jobcenteret med henblik på en nærmere afklaring af hvilken bistand, der var nødvendig til gennemførelse af klagers arbejde. Klager anfører dog også, at indklagede har bestridt dette. Klager var ikke ansat i nogen af de nedlukkede afdelinger. En medarbejder (X) fra en af de lukkede afdelinger overtog klagers arbejdsfunktioner. Klager anfører, at indklagede har bestridt, at dette skulle være tilfældet, idet de har oplyst, at X har udført samtlige lagerfunktioner hos indklagede. Klager finder, at dette stemmer ringe overens med behovet for at ansætte klager. Klager anfører videre, at X overtog stillingen som ansvarlig for en af de nu nedlukkede afdelinger efter den tidligere ansvarlige opsagde sin stilling. Klager oplyser, at X aldrig har fungeret som afløser for klager. X besvarede dog engang i mellem porttelefonen, hvis klager skulle på toilettet eller var optaget andetsteds på lageret. Klager oplyser, at det ikke er korrekt, at han ikke var uddannet i anvendelsen af skanner. Han foretog "pluk" fra dame-, børne- og dekorationslageret. Dette bestod i at udtage relevante varer fra lageret og registrere dem ved skanning. Klager anvendte også skanner i forsendelsen, hvor han arbejdede dagligt. Klager har desuden observeret, at vikarer og ferieafløsere på mindre end en time modtog oplæring i at anvende skanner. Det anføres videre, at indklagede forud for afskedigelsen ansatte en medarbejder (Z) på lageret. Klager oplyser, at indklagede intet foretog sig for at afklare, hvilke kompensationsbehov klager havde, og hvorledes han kunne være blevet fastholdt i sin daværende ansættelse. Klager mener derfor ikke, at indklagede har truffet de foranstaltninger, der var hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov, for at give klager adgang til beskæftigelse. Klager henviser til, at der blev ansat et betydeligt antal medarbejdere i perioden umiddelbart efter hans opsigelse. Heraf blev adskillige medarbejdere ansat på lageret. Én ansættelseskontrakt var ikke tidsbegrænset, og 5 ansættelsesaftaler blev indgået den 22. juni 2009, hvor klager fratrådte sin stilling den 30. juni 2009. Det må allerede på opsigelsestidspunktet have stået indklagede klart, at der på tidspunktet for klagers fratræden var behov for en betydelig mængde arbejdskraft i perioden efter opsigelsen af klager. Indklagede har ved fremlæggelse af forbrug af vikartimer og timelønsansatte sandsynliggjort at have haft et behov for arbejdskraft på tidspunktet for opsigelsen af klager. Indklagede påstår frifindelse eller frifindelse mod betaling af et mindre beløb end det af klager påståede. Det gøres gældende, at klagers handicap ikke har haft nogen betydning for indklagedes løbende behandling af klager herunder beslutningen om at opsige klager. Det gøres også gældende, at den af klager påståede godtgørelse er alt for høj set i forhold til klagers begrænsede anciennitet hos indklagede og retspraksis på området (Sø- og Handelsrettens dom af 2. april 2009 og U. 2010.603ØL) Indklagede producerer og sælger tøj. Deres sortiment er delt op i en række brands indenfor både børne- og voksentøj. På opsigelsestidspunktet var der ansat 7 medarbejdere på lageret. 6 af disse havde nogenlunde ens jobfunktioner, idet de alle havde hovedansvaret for lagerfunktionen i flere konkrete brands. Lageransvaret indebar, at medarbejderen sørgede for at få indkomne varer på plads på lageret og påført de korrekte stregkoder. Når der indkom salgsordre, sørgede den lageransvarlige for, ved hjælp af skanning fra ordrelisten, at finde de enkelte varer frem og få dem pakket. Klager var ikke lageransvarlig for et konkret brand. Hans hovedopgave var at sørge for vareind- og udlevering, være portvagt og udsende marketingsmateriale. Klagers opgaver gik på tværs af alle indklagedes brands. Han skulle tage mod varer ved porten, samt sørge for at de varer, som de øvrige medarbejdere havde ekspederet på lageret og pakket blev sendt. Herudover havde han ansvaret for afsendelse af marketingsmateriale for alle indklagedes brands. Der var aftaler om, hvordan medarbejderne dækkede hinanden af ved sygdom og fravær, idet det konkret var fastlagt, hvem der var afløser for den enkelte medarbejder. I hele klagers ansættelsesperiode var X afløser på alle klagers arbejdsopgaver. X blev ansat hos indklagede den 1. juli 1979 som leder af skæreriet. Fra omkring 2004 fik han flere opgaver med lagerfunktioner. Den 8. april 2008 blev der lavet en ny kontrakt med ham, hvorefter han udelukkende arbejdede med lageropgaver. X dækkede i lighed med de øvrige ansatte på lageret flere forskellige brands. I foråret 2009 var indklagede nødt til at opsige en række medarbejdere, idet virksomheden blev ramt af et generelt mindre aktivitetsniveau og deraf følgende mindre ordreindgang. Hovedparten af opsigelserne skete i salgsafdelingen, hvor der blev opsagt fem medarbejdere, men der var også behov for nedskæringer i andre afdelinger. Der blev opsagt en medarbejder i kantinen, tre medarbejdere fra produktionen og en medarbejder (klager) fra lageret. Medarbejderne på lageret havde arbejdsopgaver på tværs af flere brands, og der skulle derfor under alle omstændigheder ske en omfordeling af arbejdsopgaver, når der blev opsagt en medarbejder på lageret, idet stort set alle lagermedarbejderne mistede arbejdsopgaver i forbindelse med ordrenedgangen og vedtagelsen af lukning af enkelte brands. Der gennemførtes derfor en generel vurdering af, hvem af lagermedarbejderne, der bedst kunne undværes. Klager kunne ikke umiddelbart overtage nogen af de øvrige lagermedarbejderes arbejdsopgaver, da han ikke var oplært i opgaven med skanning af varer. X kunne umiddelbart overtage klagers arbejdsopgaver, da han var afløser på dem. Klager var derfor den medarbejder der bedst kunne undværes, da det ikke var nødvendigt at oplære en anden medarbejder til at overtage hans funktioner. Hertil kom, at klager var den medarbejder på lageret med den laveste anciennitet. Indklagede oplyser, at der ikke efterfølgende er ansat personale på lageret. Indklagede oplyser, at Y i forhold til portfunktionen var den primære afløser, men at alle medarbejdere afløste i det omfang, det var nødvendigt. I forhold til marketingsmateriale var X afløser. Klager skannede aldrig ordrer, og han foretog aldrig pluk fra dame- og børnelageret. Ved pluk fra dekorationslageret blev der ikke anvendt skanner. Klager anvendte alene skanner (af paller) ved forsendelsen. Han havde ikke noget at gøre med registreringen af, hvor indklagedes varer befandt sig på virksomheden. Indklagede har gennem mange år haft en fast stab af afløsere. Disse faste vikarer har i forskelligt omfang gennem årene været øvet i brug af blandt andet skanner. I forhold til Z oplyser indklagede, at hun blev ansat på lageret den 2. juli 2007 og fratrådte den 25. april 2008. Den 26. maj 2008 tiltrådte hun på ny hos indklagede, hvor hun til udgangen af juni 2008 var beskæftiget i kantinen. Fra 1. juli 2008 til 31. marts 2009 var hun beskæftiget på lageret. Hun skulle være fratrådte den 31. marts 2009, men på grund af barselsorlov tiltrådte hun et barselsvikariat på lageret den 1. april 2009. Vikariatet ophørte den 31. december 2009. Fra 1. januar 2010 til 9. april 2010 har hun været beskæftiget dels hos indklagede og dels hos et koncernforbundet selskab. Hun er fratrådt den 9. april 2010. Indklagede har i 2009 indgået ansættelsesaftaler med 7 medarbejdere. For samtlige medarbejderes vedkommende var der tale om vikar/tidsbestemte ansættelsesforhold. Indklagede købte i 2009 ikke vikartimer hos et vikarbureau, hvor der i 2007 blev købt 939 timer og i 2008 394 timer. Indklagede anfører, at klager blev opsagt den 30. marts 2009, og at vurderingen af opsigelsens saglighed skal ske per denne dato. De sæsonarbejdere, der er indgået aftaler med i 2009, havde været ansat i tidligere sæson jobs hos indklagede, og var derfor fuldt ud oplært til betjening af blandt andet skanner. Indklagede henviser til, at opsigelsen af klager skete i forbindelse med en kollektiv opsigelse af medarbejdere hos indklagede. Indklagede oplyser, at de ikke i nævneværdigt omfang har været orienteret om, hvilken kontakt der har været mellem klager og hans hjemkommune. Klager tilkendegav over for indklagede, at han var i færd med et genoptræningsprogram. Der har i den forbindelse været en kontakt mellem indklagede og kommunen i forhold til eventuel lønrefusion, såfremt genoptræningsforløbet forudsatte, at klager skulle fortsætte i et skånejob. Kommunen tilkendegav på daværende tidspunkt, at de ikke kunne udtale sig om dette, idet en ny genoptræningsplan for klageren først skulle afsluttes for at se resultatet/udviklingen. Siden har der ikke været henvendelser til indklagede fra hverken kommunens eller klagers side. Der var givetvis tale om en gensidig forventning om, at klagers handicap ville mindskes via de genoptræningsforløb, der angiveligt var iværksat. Spørgsmålet om, hvorvidt klager kunne bevare sit arbejde hos indklagede, har derfor aldrig været et tema forud for den generelle krise/afmatning, og indklagede blev på intet tidspunkt opfordret til at deltage mere i denne proces. I tekstilbranchen opereres med sæsoner og højsæsoner. Modstykket hertil er perioder med lav aktivitet. Fordelen ved brug af faste vikarer var, at disse ikke fra gang til gang skulle oplæres på ny. Indklagede oplyser, at skanneren bruges i to i princippet forskellige situationer, dels i forbindelse med afsendelse af kartoner fra lageret, det vil sige afsendelse af allerede pakkede varer, dels ved ekspedition, det vil sige plukning af varer fra hylder til nedpakning i kartoner. Det vil være muligt relativt hurtigt at blive oplært til brug af skannere ved afsendelse af kartoner, hvorimod anvendelse af skannere til plukning kræver en hel anderledes oplæring, ikke alene i brug af selve skanneren, men ved kendskab til lagerstrukturen og opbygningen. Det er ved plukningen, at der vil kunne opstå risiko for fejlpakning og derved reklamation fra slutkunden. Klager har på intet tidspunkt under sin tidligere ansættelse anvendt skannere til plukning. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Det fremgår af lovforarbejderne, at handicap ikke er et entydigt begreb. I praksis opereres med en forståelse af begrebet, hvorefter der for at være tale om et handicap eller en person med handicap, må kunne konstateres en fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, som medfører et kompensationsbehov, for at den pågældende kan fungere på lige fod med andre borgere i en tilsvarende livssituation. Det fremgår også af forarbejderne, at det ikke er afgørende for beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af handicap, at der er et konkret behov for kompensation. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille blandt andet handicappede personer ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Klager var den 10. maj 2008 udsat for en ulykke, hvor han pådrog sig en skade på venstre håndled. De efterfølgende gener, som af en speciallæge er vurderet som stationære, har haft indflydelse på motorikken, bevægeligheden og kraften i venstre hånd. Han har på den baggrund haft vanskeligt ved at udføre sit arbejde. Nævnet vurderer på den baggrund, at der foreligger et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Ligebehandlingsnævnet finder ikke, at der er påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager blev udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap. Nævnet har lagt til grund, at indklagede på grund af den generelle udvikling havde fundet det nødvendigt at lukke 3 af deres brands (mærker), og at den økonomiske afmatning også havde ramt andre af indklagedes brands (mærker). Endelig havde der været en nedgang i ordrebeholdningen. Nævnet har også lagt til grund at klager blev opsagt i forbindelse med en opsigelsesrunde, hvor der blev afskediget 10 medarbejdere fra forskellige funktioner på virksomheden. Indklagede vurderede, at der også var behov for at afskedige en person på lageret. Nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte denne vurdering, uanset at indklagede i den følgende højsæson anvendte afløsere på korterevarende midlertidige kontrakter, hvilket efter det oplyste var fast praksis. Endelig finder nævnet ikke, at der på baggrund af sagens oplysninger er grundlag for at tilsidesætte indklagedes vurdering af, at klager var den der bedst kunne undværes i forhold til de jobfunktioner, han havde udført i virksomheden. Nævnet finder heller ikke, at indklagede har tilsidesat forpligtelsen til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger med det formål, at klager kunne bibeholde sin ansættelse, eller at byrden kunne være mindsket gennem offentlige foranstaltninger. Indklagede har derfor ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. <2500049-10>

Versioner

1. 2011-03-02