Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9827@2012-03-14/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - afskedigelse - ej medhold

J.nr. 7100040-12 En kommune havde ikke udsat en scleroseramt kvinde og hendes græske samlever for ulovlig forskelsbehandling i forbindelse med udmåling af hjemmehjælp og ansættelse af samleveren som selvudpeget hjælper. Nævnet vurderede, at der ikke var påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at kommunen havde udsat samleveren for forskelsbehandling på grund af hans etniske oprindelse. Kommunens udmåling af hjemmehjælp og andre handicapkompenserende ydelser er ikke omfattet af nævnets kompetence. Klagen blev derfor ikke taget til følge.

Klagen drejer sig om angivelig forskelsbehandling på grund af handicap og etnisk oprindelse i forbindelse med udmåling af hjemmehjælp med videre til en scleroseramt kvinde (K), der var samlevende med en græsk mand (M). Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle den del af klagen, der vedrører udmåling af hjemmehjælp og andre handicapkompenserende ydelser til K. Indklagede har ikke handlet i strid med loven om etnisk ligebehandling i forbindelse med udmålingen af hjemmehjælp til K. Indklagede har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven i forbindelse med udmålingen af hjemmehjælp til K, herunder ansættelsen af M som selvudpeget hjælper. Sagsfremstilling Sagen vedrører en kvinde, der i 2007 fik konstateret sclerose, som medfører svære kognitive og fysiske funktionsnedsættelser. K og hendes græske kæreste fik i januar 2009 en datter. Familien fik i den anledning bevilget hjemmehjælp fra kommunen, og M blev ansat som selvudpeget hjælper for K. K´s mor har på vegne af parret indbragt sagen for Ligebehandlingsnævnet. Parternes bemærkninger Klager mener, at kommunens behandling af K og hendes græske samlever M er i strid med ligebehandlingslovgivningen. Klager henviser til, at K blev betragtet som et ikke eksisterende individ i forhold til samleveren, da hun ikke blev kompenseret for funktionsnedsættelsen, når hendes samlever var hjemme. På grund af manglende befordring og ledsagelse er K afskåret fra at deltage i samfundet, hvilket klager mener, er i strid med handicapkonventionen. Klager oplyser, at hun i september 2008 forgæves bad kommunen om hjælp til sin gravide datter K. K´s daværende kæreste M, der er græker, boede på dette tidspunkt i Tyskland, hvor han havde en selvstændig virksomhed. M besøgte K hver 3-4 uge. Kommunen besluttede i december 2008, at K havde ret til 13 timers ugentlig hjemmehjælp, når hun var alene, og 3,5 timer ugentligt, når M var hos hende. Det er klagers opfattelse, at K fik afslag på den fornødne hjælp, fordi hun var samboende, og klager beder Ligebehandlingsnævnet om at vurdere, hvad samlevere til handicappede skal klare af opgaver, sammenlignet med samlevende med raske. Klager henviser videre til, at familien oplevede, at kommunen behandlede M dårligere end en dansk mand. M blev betragtet som alenefar, og han blev pålagt at blive hjemme på alle barnets første og anden sygedage. M måtte hjælpe K med den personlige pleje, og der var givet instruks til handicapfirmaet om, at bevillingen til hjælp kun omfattede barnet. Kommunen meddelte, at man ikke ønskede at betale raske fædre for at passe deres raske børn, og det var kommunens opfattelse, at M skulle finde arbejde i Danmark, så ville kommunen sørge for at passe barnet, mens han var på arbejde. Klager mener, at kommunens behandling af M skyldes, at han er græker. Klager mener, at det var kommunen, der besluttede, at M skulle søge arbejde i Danmark. Det er klagers opfattelse, at kommunen ved at forholde sig passiv til K´s behov for hjælp, tvang M til at opgive arbejde og bolig i Tyskland. M mistede derfor sit arbejde og forsørgelsesgrundlag på grund af manglende hjælp fra kommunen. Klager mener, at det er brud på ligebehandlingsreglerne, at M ikke blev kompenseret for tabt arbejdsfortjeneste eller fik betaling for at varetage K´s personlige pleje. M blev heller ikke kompenseret for tabt arbejdsfortjeneste for 15 dage, hvor han var indlagt sammen med K for at passe sit nyfødte barn. Klager oplyser, at kommunen første gang havde kontakt med M i november 2010 efter, at K og M var gået fra hinanden, men klager havde på M´s vegne oplyst kommunen om, at M var villig at opgive arbejde og bolig i Tyskland, hvis han kunne blive ansat som hjælper for K. Kommunen udfærdigede i slutningen af december 2008 en ansættelseskontrakt af M med tilbagevirkende kraft til den 20. november 2008. Ansættelseskontrakten var på 3,5 timer ugentligt, hvilket klager ikke mener dækkede K´s behov. Hvis K havde boet alene ville hun have fået hjælp 13 timer ugentligt til personlig pleje og praktisk hjælp. Klager henviser videre til, at kommunen undlod at betale løn til M under henvisning til, at han ikke havde noget dansk cpr.nr. I oktober 2010 flyttede M, og K fik herefter bevilget 31 timers praktisk og personlig hjælp om ugen, da hun var alene med sit barn. M blev således på grund af K´s handicap tvunget til at blive, bo og arbejde i Danmark, og han blev tvunget til at fungere som alenefar for et lille barn, udover at han havde fuldtidsjob og var handicaphjælper for K. Klager mener, at det forhold, at kommunen vurderede M som alenefar i forhold til de opgaver, som han skal varetage for barnet, reelt afskar ham fra at varetage et arbejde i Danmark. Klager mener, at det må være i strid med ligebehandlingsreglerne, at kommunen pålagde M at tage alle barns første og anden sygedage. Det er også i strid med ligebehandlingsreglerne, at M blev afskåret fra at arbejde som selvstændig. Indklagede bestrider, at M er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Indklagede bestrider også, at K er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Det er indklagedes opfattelse, at klager har ønsket, at der skulle ske en positiv særbehandling af familien, men at familiens situation blev vanskeliggjort på grund af K´s sygdom og graviditet, og M´s beskæftigelse i Tyskland. Indklagede henviser til, at bevillingen af hjemmehjælp til K er i overensstemmelse med kommunens serviceniveau. Bevillingen er udtryk for, hvad andre danske kvinder og mænd kan forvente at modtage i hjemmehjælp ud fra en konkret og individuel vurdering af deres behov. Ved bevilling af hjemmehjælp tages der udgangspunkt i, hvad den enkelte og samboende pårørende selv vil kunne klare. Der er i den foreliggende sag løbende foretaget en konkret og individuel vurdering af K´s behov for hjemmehjælp. Da K har været samboende med M, er hans muligheder for at klare praktiske opgaver i hjemmet indgået i den samlede bevilling af hjemmehjælp. I forbindelse med at familien fik et barn, blev der bevilget hjælp i op til 24 timer i døgnet, for at M kunne sikre familien et forsørgelsesgrundlag. K bad sig imidlertid fritaget for hjælp 24 timer i døgnet, da det var for stor en belastning for familien at have så meget fremmed hjælp 24 timer i døgnet. M havde desuden gennem en længere periode været ansat som selvudpeget hjælper efter serviceloven for at varetage den personlige pleje af K, da hun ikke ønskede hjælp af nogen anden. Kommunen har ikke anmodet M om at påtage sig pleje- og omsorgsopgaver for K. Indklagede henviser videre til, at kommunen gav en fleksibel bevilling af hjælp til K og barnet, således at M havde mulighed for at passe et job samtidig med familien. Indklagede afviser at have haft indflydelse på M´s mulighed for at skaffe sig arbejde i Danmark eller at have haft indflydelse på hans drift af virksomhed i Tyskland og Grækenland. M har klart tilkendegivet over for kommunen, at han ønskede at varetage såvel K´s som barnets tarv. For så vidt angår spørgsmålet om cpr.nr. som betingelse for ansættelse som selvudpeget hjælper, henviser indklagede til, at de danske kommuners lønsystemer forudsætter, at løn udbetales på grundlag af cpr.nr. med henblik på overførsel til bankkonto. Indklagede tog kontakt til Udlændingestyrelsen og fik bekræftet, at en borger med lovligt ophold i Danmark som minimum skal have beskæftigelse i 15 timer for at kunne få et cpr.nr. Da bevillingen af plejetimer på dette tidspunkt var mindre end 15 timer, blev M opfordret til at søge supplerende arbejde, hvilket han fik efter en kort periode, således at han kunne ansættes som selvudpeget hjælper for K. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (forskelsbehandlingsloven), at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af en af de nævnte diskriminationsgrunde behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer, der er omfattet af en af de nævnte diskriminationsgrunde, ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Det fremgår også af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Ligebehandlingsnævnet finder, at klagen primært vedrører kommunens udmåling af hjemmehjælp og andre handicapkompenserende ydelser til K, herunder hjælp til ledsagelse og befordring. Dette er ikke omfattet af forskelsbehandlingsloven, der beskytter mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet på grund af blandt andet handicap. Nævnet har ikke kompetence til at behandle klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet. Nævnet kan derfor ikke behandle den del af klagen, der vedrører angivelig forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med udmåling af hjemmehjælp med videre til K. Nævnet har vurderet om kommunen har udsat M for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med udmålingen af hjemmehjælp til K, herunder ansættelsen af M som selvudpeget hjælper for K. Dette kan i givet fald være omfattet af loven om etnisk ligebehandling. Det fremgår af denne lov, at hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, så påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Ligebehandlingsnævnet finder på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at kommunen har udsat M for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med udmålingen af hjemmehjælp til K. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på kommunens oplysninger om, at der ved bevilling af hjemmehjælp tages udgangspunkt i en konkret og individuel vurdering af, hvad borgeren og en eventuel samlever selv vil kunne klare, og at dette også gælder danske kvinder og mænd. Nævnet har også vurderet, om kommunen har udsat M for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i strid med forskelsbehandlingsloven i forbindelse med, at han blev ansat som selvudpeget hjælper for K. Nævnet finder, at kravet om dansk cpr.nr. som betingelse for, at kommunen kunne udbetale løn, ikke i sig selv kan anses for at være forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, da kravet gælder for alle personer uden dansk cpr.nr. uden hensyn til race eller etnisk oprindelse. Kravet er heller ikke udtryk for indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Indklagede har anført, at kravet om cpr.nr. skyldes, at kommunens lønsystemer forudsætter, at løn udbetales på grundlag af cpr.nr. med henblik på overførsel til en bankkonto. Nævnet finder, at kravet om cpr.nr. er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Nævnet har i øvrigt noteret sig, at kommunen, da den blev opmærksom på problematikken med cpr.nr., opfordrede M til at søge supplerende arbejde, hvilket han fik kort tid efter, således at han kunne få et dansk cpr.nr. og dermed blive ansat som selvudpeget hjælper for K. Den del af klagen, der vedrører angivelig forskelsbehandling på grund af M´s etniske oprindelse, tages derfor heller ikke til følge. <7100040-12>

Versioner

1. 2012-03-14