Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9828@2012-05-09/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - afskedigelse - medhold

J.nr. 7100117-12 Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at en klager ansat i fleksjob blev forflyttet til en anden by og siden opsagt på grund af sygefravær. Klager havde et handicap i form af en ryglidelse, som medførte, at hun ikke kunne klare den øgede transporttid mellem hjemmet og det nye arbejdssted. Ligebehandlingsnævnet fandt, at indklagede havde pligt til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at give klager mulighed for forsat at udøve sin beskæftigelse, uanset hendes handicap. Nævnet fandt, at indklagede ikke havde sandsynliggjort, at indklagede ville være blevet pålagt en uforholdsmæssig stor byrde, hvis klager skulle forsætte med at arbejde på hendes oprindelige arbejdssted. Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 225.000 kr.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev opsagt fra sin stilling som administrativ medarbejder i den indklagede politikreds. Klager var ansat i fleksjob. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling i den indklagede politikreds. Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 225.000 kr. med procesrente fra den 9. juni 2011, hvor klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Klager lider af kroniske rygsmerter og blev på den baggrund visiteret til fleksjob den 1. august 2003. Klager blev ansat i fleksjob hos indklagede i en administrativ stilling 25 timer om ugen i X-by. Det fremgår af bevilling af løntilskud til fleksjob, at klager havde skånehensyn i form af "nedsat arbejdstid til 25 timer pr. uge, samt muligheden for skiftende og varierede arbejdsopgaver." Pr. 2. marts 2007 blev klagers arbejdstid sat ned til 20 timer om ugen. I midten af marts 2010 varslede indklagede, at der skulle ske en omplacering af de administrative medarbejdere, således at lønbudgettet i højere grad ville matche antallet af normerede stillinger inden for henholdsvis anklagemyndigheden, administrationen og politiet. Klager blev på et møde den 26. maj 2010 orienteret om, at hun ville blive forflyttet til anklagemyndigheden med arbejdssted i Y-by. Klager foreslog på mødet, at hun organisatorisk kunne blive forflyttet til Y-by, mens hendes arbejdssted forblev i X-by. Årsagen var, at klager ikke mente, at hun på grund af sin ryglidelse ville kunne klare den øgede transport mellem hjemmet og Y-by. Det fremgår af referatet fra samtalen, at klager på grund af sine rygsmerter kun kunne arbejde stående, og at hun boede tæt på arbejdsstedet i X-by og derfor ikke havde nogen transport. Klagers forslag blev afslået ved mail af 28. maj 2011 fra indklagedes personalechef. Chefanklageren havde oplyst, at det af hensyn til arbejdsopgaverne i anklagemyndigheden ikke var hensigtsmæssigt, at en medarbejder var placeret uden for afdelingen i Y-by. Ved brev af 3. juni 2010 blev klager varslet forflyttet. Det fremgår af brevet, at årsagen var "udsigten til underskud på politikredsens lønbudget." Klager gjorde indsigelse mod forflyttelsen ved skrivelse af 10. juni 2010. Det fremgår heraf, at klagers rygsmerter forværres, hvis klager sidder ned eller bøjer sig ned. Klager arbejder derfor stående hele dagen. Smerterne forværres meget ved kørsel i bil eller bus. Skrivelsen var vedlagt en erklæring fra klagers læge om, at der var udsigt til, at hendes smerter ville forværres væsentligt, hvis klager skulle køre længere afstande dagligt. Ved brev af 28. juni 2010 fik klager meddelelse om, at hendes indsigelse ikke havde givet anledning til at ændre på den foreløbige beslutning om at forflytte klager. Det fremgik af begrundelsen, at det var indklagedes opfattelse, at klagers skånehensyn i forhold til nedsat arbejdstid og mulighed for skiftende og variere arbejdsopgaver også kunne imødekommes ved det nye arbejdssted. Der var ikke i fleksjobaftalen eller i sagens øvrige materiale oplysninger om, at klager ikke kunne sidde ned eller transportere sig i længere tid. Klager klagede ved skrivelse af 28. juli 2010 over afgørelsen om forflytning. Klagen blev afvist ved brev af 24. november 2010. Klager blev fortsat pålagt forflytning til anklagemyndigheden i Y-by med virkning fra den 1. december 2010. Klager mødte på arbejde i Y-by den 1. december 2010, men måtte gå hjem efter tre timer på grund af smerter i ryggen. Klager sygemeldte sig den 2. december 2010 og har været sygemeldt siden, da hendes rygsmerter ikke tillod hende at gennemføre transporten mellem hendes bopæl og arbejdsstedet i Y-by. Den 21. december 2010 traf jobcentret afgørelse om at stoppe refusionen af sygedagpenge til indklagede. Den 29. december 2010 blev der holdt en sygefraværssamtale, i hvilken forbindelse der blev udarbejdet en mulighedserklæring. Klager blev ved brev af 18. januar 2011 oplyst om, at indklagede påtænkte at afskedige hende på grund af hendes sygefravær samt manglende udsigt til, at hun kunne genoptage arbejdet. Klager blev opsagt den 28. januar 2011. Der har efterfølgende været ført forhandlinger mellem indklagede og klagers fagforening, men der har ikke kunnet opnås enighed om en forligsmæssig løsning. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at afskedigelsen er i strid med forskelsbehandlingsloven, fordi afskedigelsen er begrundet i hendes handicap. Klager har nedlagt påstand om en godtgørelse svarende til 12 måneders løn. Klager lider af kroniske rygsmerter, som medfører svære smerter ved overbelastning af ryggen. Lidelsen kommer blandt andet til udtryk på den måde, at klager ikke tåler længerevarende transport, og at hun har behov for skiftende og varierende arbejdsopgaver. Klager har således en funktionsnedsættelse, som har medført et kompensationsbehov i forhold til det arbejde, som hun har varetaget gennem mere end 6 år hos indklagede. På den baggrund foreligger der et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager gjorde allerede i forbindelse med mødet den 26. maj 2010 opmærksom på, at en omplacering antageligt ville forværre smerterne på grund af den øgede transporttid. Klager foreslog derfor, at hun organisatorisk blev forflyttet til anklagemyndigheden i Y-by, men at hun bevarede sin nuværende arbejdsplads i X-by. Det administrative personale i X-by var normeret til to fuldtidsstillinger. Ultimo maj 2010 var der ansat tre administrative medarbejdere: A fuldtid svarende til 1,0 årsværk B 30 timer svarende til 0,81 årsværk C (klager) Klager belastede lønbudgettet med 0,17 årsværk, da hun var ansat i fleksjob, og indklagede derfor fik tilskud fra kommunen og fra staten. Det fremgår dog implicit af en liste over normeringen af de administrative medarbejdere, at klager betragtedes som at belaste lønbudgettet med 1,0 årsværk. Klager belastede reelt kun lønbudgettet med 0,17 årsværk, da indklagede modtog tilskud på 2/3 af lønnen fra kommunen samt 1/3 af den resterende lønudgift fra staten. Gruppen af administrative medarbejdere i X-by belastede kun lønbudgettet svarende til 1,98 årsværk, og der har derfor ikke været et reelt økonomisk grundlag for at skære i bemandingen blandt de administrative medarbejdere. Indklagede var bekendt med, at klager antagelig ikke ville kunne klare den daglige transport til arbejdsstedet i Y-by, såfremt hun blev forflyttet. Indklagede har ikke i forhold til stillingen i Y-by tilgodeset de skånehensyn som klager havde. Jobcentret stoppede da også tilskuddet til fleksjobbet med virkning fra 24. december 2010, fordi indklagede ikke længere respekterede de skånehensyn, der var angivet i klagers fleksjobsag. Opsigelsen af klager var direkte begrundet i hendes sygefravær samt forventet sygefravær, som var/ville være en følge af klagers handicap. Indklagede har gennemtvunget en forflytning af klager med begrundelse i økonomiske forhold, selvom klager kun i ringe grad belastede lønbudgettet. Også selv hvis muligheden for personlig assistance blev udnyttet ville klager kun belaste lønbudgettet i meget ringe grad. Indklagede har ikke respekteret den tilpasningsforpligtelse, der følger af forskelsbehandlingsloven. Klager har herved påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling i forbindelse med afskedigelsen. Indklagede har ikke løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Indklagede afviser at klager er blevet afskediget i strid med forskelsbehandlingsloven. Årsagen til forflyttelsen af klager var, at det blev besluttet at reducere antallet af administrative stillinger. Det var i den forbindelse besluttet blandt andet at flytte nogle fleksjobstillinger. Den 28. juni 2010 blev der truffet afgørelse om ændring af klagers arbejdssted. Der blev redegjort for de ved indgåelse af fleksjobaftalen aftalte skånehensyn, ligesom det blev oplyst, at indklagede af hensyn til en fleksibel tilrettelæggelse af arbejdet ikke ville kunne imødekomme en fleksjobaftale, som indeholdt det skånehensyn, at en medarbejder ikke kunne skifte arbejdssted inden for politikredsen. Det var således indklagedes opfattelse, at klagers skånehensyn var imødekommet, og at forflytningen var nødvendig af hensyn til en god samlet opgaveløsning i politikredsen. Klagers nye arbejdssted, anklagemyndigheden, afviste at klager kunne være placeret uden for afdelingen i Y-by. Indklagede gør gældende, at forskelsbehandlingsloven ikke er til hinder for stillingsændringer, der er sagligt begrundet. Afgørelsen af, at det var nødvendigt at forflytte medarbejdere, er en del af en arbejdsgivers ledelsesret. Flytningerne berørte både medarbejdere i ordinær ansættelse som medarbejdere i fleksjob, og allerede af den grund kan det afvises, at der er tale om en afgørelse truffet i strid med loven. Klagers skånebehov i forhold til nedsat arbejdstid samt mulighed for skiftende og varierede arbejdsopgaver ville ikke blive tilsidesat ved flytningen, da disse også kunne tilgodeses på det nye arbejdssted. Direktivet, som den danske forskelsbehandlingslov bygger på, kræver hverken ansættelse, forfremmelse, fortsat ansættelse eller uddannelse af en person, der ikke er blandt andet disponibel til at udføre de væsentlige funktioner, der er forbundet med en stilling. Indklagede gør derfor gældende, at de ikke havde nogen forpligtelse til at opretholde en stilling i X-by, når der i øvrigt er truffet en saglig afgørelse om flytning af stillingen. Indklagede oplyser, at det er korrekt, at jobcentret med virkning fra den 24. december stoppede refusionen af sygedagpenge til indklagede. Dette skyldtes, at jobcentret havde raskmeldt klager, fordi hun ikke var ude af stand til at klare sine arbejdsopgaver - hun kunne bare ikke klare den daglige transporttid. Jobcentrets afgørelse blev påklaget til Statsforvaltningen, som traf afgørelse om, at klager ikke havde ret til sygedagpenge, fordi hun ikke var uarbejdsdygtig i sygedagpengelovens forstand - dermed havde indklagede heller ikke ret til sygedagpengerefusion. Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun er blevet forskelsbehandlet i forbindelse med afskedigelsen. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med et handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Det fremgår af lovforarbejderne, at handicap ikke er et entydigt begreb. I praksis opereres med en forståelse af begrebet, hvorefter der for at være tale om et handicap eller en person med handicap, må kunne konstateres en fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, som medfører et kompensationsbehov, for at den pågældende kan fungere på lige fod med andre borgere i en tilsvarende livssituation. Det fremgår også af forarbejderne, at det ikke er afgørende for beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af handicap, at der er et konkret behov for kompensation. Ligebehandlingsnævnet lægger til grund, at klagers ryglidelse er et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Nævnet har herved lagt vægt på, at klager som følge af sin ryglidelse har varig funktionsnedsættelse, der medfører et kompensationsbehov i form af nedsat arbejdstid samt mulighed for skiftende og varierede arbejdsopgaver, for at hun kan fungere på lige fod med andre i tilsvarende situation. Det er ubestridt af parterne, at klager var i stand til at varetage arbejdsopgaverne også i det nye arbejdssted i Y-by, og at hendes skånehensyn i forhold til arbejdsopgaverne kunne tilgodeses. Problemet var imidlertid, at klager på grund af sin ryglidelse ikke kunne klare den længere transport mellem hjem og arbejdsstedet i Y-by. Indklagede har haft pligt til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at give klager mulighed for fortsat at udøve sin beskæftigelse, uanset hendes handicap. Nævnet finder, at indklagede ikke har sandsynliggjort, at indklagede ville være blevet pålagt en uforholdsmæssig stor byrde, hvis klager skulle fortsætte med at arbejde i X-by. Klager får derfor medhold i klagen. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 225.000 kr., svarende til ca. 9 måneders løn. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsen lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen. Indklagede skal herefter betale 225.000 kr. til klager med procesrente fra den 9. juni 2011, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. <7100117-12>

Versioner

1. 2012-05-09