Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9830@2012-11-28/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - uddannelse - ej medhold

J.nr. 7100465-12 En ordblind pige blev ikke optaget på bacheloruddannelsen i lægevidenskab på fire universiteter. Nævnet vurderede at anvendelsen af karaktergennemsnit som adgangskrav til uddannelsen var et neutralt kriterium med henblik på optagelse til studiet, men at det i forhold til eksempelvis handicappede kunne være udtryk for ulovlig indirekte forskelsbehandling. Universiteterne kan dog dispensere fra kriteriet, hvis der forelægger særlige forhold, som eksempelvis handicap. Nævnet fandt, at anvendelse af karaktergennemsnit som kriterium var objektivt begrundet i et sagligt formål, og at dispensationsadgangen sikrer, at midlerne til at opnå et sagligt formål er hensigtsmæssige og nødvendige. Nævnet fandt herefter ikke, at der forelå ulovlig forskelsbehandling, hvorfor klagen ikke blev taget til følge.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klagers datter søgte om optagelse på medicinstudiet på det indklagede universitet. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klagers datter fik afslag på optagelse på medicinstudiet på det indklagede universitet. Sagsfremstilling Sagen drejer sig om angivelig forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klagers datter i 2011 søgte om optagelse på bacheloruddannelsen i lægevidenskab (medicin) på fire danske universiteter. Der er klaget over, at alle fire universiteter har givet klagers datter afslag på optagelse på medicinstudiet. Der er tillige klaget over Styrelsen for Universiteter og Internationalisering, der behandler klager over universiteternes afgørelser. Denne sag er således en del af et sagskompleks på i alt fire sager. Klagers datter lider af svær dysleksi (ordblindhed). Ifølge klager, har hans datter ikke modtaget tilstrækkelige kompensatoriske foranstaltninger gennem hendes grundskole og under HF-uddannelsen. Klagers datter gennemførte i 2009 HF-eksamen med en gennemsnit på 3,2 på 7-trins-skalaen. Hun har efterfølgende taget suppleringskurser i matematik A, fysik B og kemi C for at opfylde de specifikke adgangskrav. Hun har her opnået karaktererne 7, 4 og 4. Klagers datter søgte i 2011 om optagelse på lægevidenskab på det indklagede universitet. Hun søgte samtidig om dispensation fra karakterkravet i kvote 1 under henvisning til hendes ordblindhed samt at hun i 1. HF havde lidt af hovedpine i en længere periode, og at hendes farfar pludseligt døde midt i eksamensperioden i 2. HF, hvorved hendes eksamensresultater i både 1. og 2. HF var blevet påvirket. Det følger af den dagældende bekendtgørelse om "Adgang m.v. ved bachelor- og kandidatuddannelser ved universiteterne (adgangsbekendtgørelsen)": . . . § 13. Universitetet træffer afgørelse om optagelse af den enkelte ansøger efter regler fastsat i denne bekendtgørelse. § 14. Universiteterne bestemmer selv efter reglerne om frit optag, jf. stk. 2, hvor mange studerende det vil optage på den enkelte bachelor- eller kandidatuddannelse, jf. dog § 15, medmindre Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling fastsætter et årligt maksimumstal for optagelseskapaciteten, jf. § 4 i universitetsloven. . . . § 18. Studiepladserne i kvote 1a tildeles efter faldende optagelseskvotient ansøgere med adgangsgivende eksaminer, jf. § 3, stk. 1. Stk. 2. Optagelseskvotienten er •1) eksamensgennemsnittet ifølge beviset for den adgangsgivende eksamen justeret i henhold til reglerne i § 19 . . . Stk. 4. Universiteterne kan dispensere fra stk. 1, hvis der foreligger usædvanlige forhold. § 19. En ansøger med en adgangsgivende eksamen, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-5, der er afsluttet op til 2 år før ansøgningsåret, [. . . ] får justeret sit eksamensgennemsnit [. . . ] . . . § 22. Studiepladserne i kvote 2 tildeles efter reglerne fastsat af universitetet til: •1) ansøgere, der opfylder adgangskravene til uddannelsen, jf. § 3, stk. 1, og §§ 4 og 5, men som ikke har en tilstrækkelig kvotient til at kunne optages i kvote 1a og 1b. . . . Stk. 2. Studiepladserne i kvote 2 tildeles efter en konkret vurdering af ansøgerne. Universitetet offentliggør på sin hjemmeside, hvilke objektive kriterier der kan indgå i vurderingen af den enkelte ansøger. . . . Stk. 6. Universitetet kan dispensere fra egne optagelsesregler fastsat efter stk. 2, hvis der foreligger usædvanlige forhold. Der er for bacheloruddannelsen i medicin fastsat et maksimumstal for studiepladser. Da klager søgte om optagelse inden for to år efter afsluttet adgangsgivende eksamen, kan hendes karaktergennemsnit fra HF på 3,2 forhøjes med en faktor på 1,08, hvorefter gennemsnittet bliver 3,5. Gennemsnittet for optagelse på medicinuddannelsen på det indklagede universitet var 10,7 i 2011. Klagers datter fik afslag på optagelse på medicinstudiet på det indklagede universitet, da afstanden mellem hendes eksamenskvotient på 3,5 var for stor i forhold til optagelseskvotienten på 10,8 i 2010. Klagers datter klagede efterfølgende til Styrelsen for Universiteter og Internationalisering, som ikke fandt grundlag for at kritisere universitetets afgørelse. Parternes bemærkninger Klager mener, at det indklagede universitet samt Styrelsen for Universiteter og Internationalisering har foretaget ulovlig forskelsbehandling af hans datter, i forbindelse med hendes ansøgning om optagelse på bacheloruddannelsen i medicin i 2011. Klager gør gældende, at afslaget på optagelse er i strid med forskelsbehandlingsloven og FN's handicapkonvention. Ordblindhed har indflydelse på alle boglige fag, idet den ordblinde har vanskeligheder ved at læse og med at formulere sig skriftligt. Typisk lider ordblinde også af nedsat korttidshukommelse set i forhold til tilsvarende normalt begavede personer. 60 procent af samtlige ordblinde har også betydelige vanskeligheder med matematikforståelse, fordi de ikke kan skelne symboler og tal fra hinanden. Danske skolelærere, herunder gymnasielærere, kender ikke til dette fænomen. Ud fra moderne skanningsmetoder er det blevet dokumenteret, at ordblinde har forandringer i hjernestrukturen og i funktion, som ikke-ordblinde personer ikke har. Ordblindhed er således en medfødt hjerneskade i form af abnorme forhold sammenlignet med en normal hjerne, og det kræver tid at træne sig op. Dermed er ordblindhed et handicap. I adgangsbekendtgørelsens § 18, stk. 4, er der hjemmel til, at der kan gives dispensation grundet et eller flere usædvanlige forhold, uanset det opnåede eksamensgennemsnit. Det fremgår af universiteternes hjemmesider, at et usædvanligt forhold kan være et handicap, og specifikt nævnes ordblindhed som et gyldigt usædvanligt forhold i forbindelse med en dispensationsansøgning. Samtlige de indklagede universiteter såvel som Styrelsen for Universiteter og Internationalisering har anerkendt, at ordblindhed er et handicap, og at det er omfattet af adgangsbekendtgørelsens § 18, stk. 4, hvorefter der kan gives dispensation grundet usædvanlige forhold. Universitetet har ikke ved behandlingen af hans datters ansøgning om dispensation og styrelsen ved deres behandling af klagerne over universiteternes afgørelse om dispensation, taget forskelsbehandlingsloven i anvendelse. Klager gør gældende, at man som ordblind bliver udsat for direkte forskelsbehandling på grund af handicap, fordi man ikke kan opnå et tilstrækkeligt højt gennemsnit på mindst 9,8 for at kunne få dispensation fra adgangskravet til kvote 1 og dermed blive optaget på uddannelsen. Klager har lavet en udregning med en fiktiv HF-eksamen, hvor en fiktiv student lider af ordblindhed, og hvor karaktergennemsnittet bliver udregnet under forskellige forudsætninger, afhængigt af hvordan ordblindheden påvirker eksamensresultatet. Denne udregning viser, at svært ordblinde studenter faktisk ikke kan komme op på det krævede gennemsnit på 9,8 for at opnå dispensationen. Såfremt man skal kunne opnå et gennemsnit på 9,8 skal de sproglige fag som dansk, engelsk og tysk bestås med en samlet karakter på mere end 7,0, hvilket betyder, at et af disse fag skal bestås med et 10-tal. Et sådant gennemsnit kan en svært ordblind ikke opnå. Hvis en ordblind kan opnå en sådan karakter, er diagnosen ordblindhed formentligt forkert. Der skal udover HF-eksamen suppleres med matematik A, fysik B og kemi C for at opfylde de specifikke adgangskrav. Det er dokumenteret ved undersøgelser fra Stavanger Universitet, at 60 % af de ordblinde har vanskeligheder med matematikforståelsen, hvilket har konsekvenser blandt andet for fag som fysik. Klager gør videre gældende, at man som ordblind bliver udsat for indirekte forskelsbehandling. Universiteterne og Styrelsen for Universiteter og Internationalisering har en uskreven regel i forhold til dispensation, hvor der maksimalt gives en forhøjelse af eksamensgennemsnittet på 1,0 karakterpoint, uanset hvilket studium der søges og uanset antallet af usædvanlige forhold. Derved foretages der et administrativt og ikke et individuelt skøn. Klagers datter har fra flere uvildige fagpersoner dokumenteret klare anbefalinger til at søge ind på medicinstudiet. Klager henviser til en artikel, der dokumenterer, at ordblinde medicinstuderende godt kan bestå eksaminer, men at det kræver ekstra tid til eksamen. Dette dokumenterer, at ordblinde udmærket kan læse medicin på trods af deres handicap, men det kræver, at de bliver optaget på universitetet. Klager er selv svært ordblind, og i 1979 blev han optaget på medicinstudiet efter en dispensation. Klager havde en HF-eksamen med et gennemsnit på 8,2 og adgangskravet til det pågældende universitet var i 1979 8,9. Dengang var det muligt at tage eksaminer om, hvilket klager gjorde for at opnå så højt et eksamensgennemsnit som muligt. Klager er således bevis for, at man som svært ordblind godt kan gennemføre uddannelsen til læge. Klagers datter er blevet optaget på studiet medicin med industriel specialisering, hvor der de fire første semestre, bortset fra adgangskrav, er præcist samme pensum som medicinstudiet. Klagers datter undervises sammen med medicinstuderende, der er optaget med et langt højere eksamensgennemsnit end på hendes studie. Undervisningen foregår sammen og i samme lokale med deltagelse af begge studieretninger. Eksaminer er med samme pensum og samme beståelseskrav, og censor er ved eksamen ikke bekendt med, om en studerende følger den ene eller den anden studieretning. Forskelsbehandlingsloven indeholder et forbud mod instruktion om forskelsbehandling. Klager mener, at dette forbud er overtrådt, fordi universiteterne har en indbyrdes, uskreven regel om, at eksamensgennemsnittet maksimalt kan forhøjes med 1,0 karakterpoint, uanset hvilket studium, der søges om optagelse på. Dermed bliver det samme handicap behandlet forskelligt, idet der kan være vidt forskellige adgangskrav i forhold til eksamensgennemsnittet. For eksempel vil en ordblind, der søger om optagelse på en uddannelse med et lavt karaktergennemsnit som adgangskrav kunne opnå en større "rabat" end en anden person med et tilsvarende handicap, der søger ind på en uddannelse med et højere karaktergennemsnit som adgangskrav, som for eksempel medicinuddannelsen. Den eneste baggrund for denne forskel er, hvorvidt studiet er populært og dermed har en høj adgangsbegrænsning. Klager mener, at man bør foretage et konkret fagligt skøn ud fra dispensationsansøgningen inklusive den motiverede ansøgning, som skal dokumentere ansøgernes overvejelser, motivation, studieegnethed og anbefalinger med videre. Klagers datter har udvist usædvanlig ekstraordinær høj motivation for medicinstudiet, hun har dokumenteret viden omkring studiet, og hun har udvist ekstraordinære kundskaber, blandt andet ved som 15-årig at udtænke et forslag til, hvordan man kan anvende kemoterapi til kræftpatienter. Efter forskelsbehandlingslovens § 2a skal arbejdsgivere træffe foranstaltninger med henblik på blandt andet at give en person med et handicap adgang til beskæftigelse. Hvis denne byrde i tilstrækkelig grad lettes gennem offentlige foranstaltninger, anses byrden ikke for at være uforholdsmæssig stor. Uanset at forskelsbehandlingsloven omhandler beskæftigelse, mener klager, at et studium er analogt med beskæftigelse. Universitetsloven beskriver intet om, hvordan universiteterne skal forholde sig til handicappede, også set i lyset af FN's handicapkonvention. Universiteterne og Styrelsen for Universiteter og Internationalisering har ikke implementeret forskelsbehandlingslovens § 2a i forbindelse med udarbejdelse af § 18, stk. 4, i adgangsbekendtgørelsen. Rådets direktiv om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (beskæftigelsesdirektivet) bestemmer, at forskelsbehandling på grund af blandt andet handicap, forbydes overalt i Fællesskabet inden for de områder, der er dækket af direktivet. Det er derfor ikke tilladt for universiteterne eller Styrelsen for Universiteter og Internationalisering at diskriminere handicappede i forbindelse med en ansøgning om dispensation fra karakterkravet ved optagelse i kvote 1. Der skal være lighed med det samme handicap, således at man ikke forfordeler handicappede studenter, som netop søger en uddannelse med et lavt adgangskrav modsat for eksempel medicinstudiet, der har et meget højt adgangskrav. Bevisbyrdereglen i forskelsbehandlingsloven er sådan, at hvis en person, der anser sig krænket, påviser faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der udøves forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Klager har overfor Styrelsen for Universiteter og Internationalisering påpeget, at universiteterne ikke har løftet bevisbyrden i deres påstand omkring, at klagers datter netop ikke ville kunne have opnået et tilstrækkeligt højt gennemsnit, såfremt de usædvanlige forhold netop ikke havde været til stede. I henhold til forskelsbehandlingslovens bevisbyrderegel skal universiteterne og Styrelsen for Universiteter og Internationalisering dokumentere deres påstand om, at klagers datter ikke villet have kunne opnå et gennemsnit på 10,8, såfremt hun ikke havde haft sit handicap og de øvrige usædvanlige forhold. De indklagede har gjort gældende, at det ville være positiv særbehandlings af klagers datter og dermed ikke ligebehandling i forhold til andre ansøgere at give hende dispensation og dermed optage hende på studiet. Klager gør gældende, at de skal kunne bevise deres påstand i henhold til forskelsbehandlingsloven, hvorefter der er omvendt bevisbyrde. Det indklagede universitet har direkte oplyst, at det ikke er muligt at vide, hvilket eksamensgennemsnit klagers datter ville have fået, hvis hun ikke havde været ordblind. Dermed erkender universitetet, at de har foretaget en ulovlig handling ved at diskriminere klagers datter. Klager påpeger, at ligebehandling ikke betyder, at alle behandles ens, men at det sikres, at alle har lige muligheder for at udvikle og nyttiggøre sine potentialer og udvikle færdigheder i overensstemmelse med den enkeltes evner. Ligebehandling vil derfor ofte betyde forskelsbehandling af andre, fordi handicappede har andre forudsætninger end ikke-handicappede, og fordi handicappede indbyrdes har vidt forskellige forudsætninger. Ved maksimalt at forhøje eksamensgennemsnittet med op til + 1,0, sker der forskelsbehandling af handicappede indbyrdes grundet deres forskellige forudsætninger. Det er ikke positiv forskelsbehandling af klagers datter at give hendes dispensation fra karaktergennemsnittet i kvote 1. Særligt omkring det indklagede universitet bemærker klager, at de i deres brev af 20. juli 2011 har anført, at såfremt der blev dispenseret ville ansøgere med usædvanlige forhold, herunder handicappede ansøgere få en meget stor del af studiepladserne på de adgangsbegrænsede uddannelser, hvilket reelt ville sætte adgangsbegrænsningen ud af kraft. Det er helt udokumenteret fra universitetets side, hvor mange studenter med usædvanlige forhold, herunder handicap, som ville søge ind på studier med adgangsbegræsning. Der mangler fagligt belæg for universitetets udsagn, og klager mener, at handicap i form af ordblindhed vil betyde uendelig lidt på optagelsen på medicinuddannelsen. I henhold til FN's handicapkonvention skal handicappede inddrages i det omkringliggende samfund og være en del af dette på alle niveauer. Det indklagede universitet er i deres svar til Ligebehandlingsnævnet ikke gået ind i det centrale lovstof omkring diskriminationsspørgsmålet. Uden en konkret opgørelse fra universitetet af hvor meget højere klagers datters karaktergennemsnit ville have været uden hendes handicap, fejler universitetet retsligt i forhold til lovgivningen. Universitetet skal også vurdere konsekvenserne af øvrige usædvanlige forhold, der er beskrevet i sagen. Klager er klar over, at det er svært at foretage en hypotetisk vurdering af, hvad hans datter eksamensgennemsnit ville have været, hvis ikke hun havde haft sit handicap og de øvrige usædvanlige forhold ikke havde været til stede. Efter lovgivningen er det dog kravet til, hvad universitetet skal forholde sig til samt overholde gældende lovgivning omkring forbud mod forskelsbehandling af handicappede, herunder FN's handicapkonvention. Det indklagede universitet har ikke dokumenteret, hvilken betydning de har tillagt klagers datters usædvanlige forhold i forbindelse med vurderingen af dispensationsansøgningen. Universitetet har ikke dokumenteret, at de har inddraget samtlige relevante dokumenter, som indgår i sagen, herunder psykologens beskrivelse af klagers datters skolegang, hvoraf det fremgår, at klagers datter udviklede skolefobi. Det er universitetet, der skal kunne bevise, at de ikke har foretaget et administrativt skøn, men derimod et konkret skøn ud fra objektive kriterier inddragende de oplysninger og skrivelser, som klager og hans datter har sendt ind til sagen. Universitetet har oplyst om tre tilfælde, hvor ansøgere har fået dispensation med henvisning til usædvanlige forhold. I det ene tilfælde var der tale om svær ordblindhed, som der ikke var kompenseret for i gymnasiet. Det er ikke beskrevet, hvorvidt den pågældende havde modtaget korrekte og rettidige behandlingsmæssige tiltag i grundskolen. Det er derfor ikke muligt at forholde sig sagligt til oplysningens indholds nærmere rækkevidde. De to andre sager beskriver kun egen sygdom i form af viral meningitis og hjertesygdom samt faderens kræftlidelse. Det er ikke beskrevet, hvornår disse usædvanlige forhold er forekommet set i forhold til eksamenstiden, og hvornår i gymnasietiden de har fundet sted. Universitetet har åbenbart ingen studenter, der har været udsat for samme usædvanlige forhold som klagers datter. Særligt i forhold til Styrelsen for Universiteter og Internationalisering har klager gjort gældende, at styrelsen ikke har redegjort for de lovgivningsmæssige aspekter af sagen i forhold til forskelsbehandlingsloven. Styrelsen har ikke forholdt sig til klagers påstand om, at de indklagede universiteter overtræder denne lov. Styrelsen skal aktivt forholde sig til, hvorvidt en forhøjelse af eksamensgennemsnittet med + 1,0 grundet usædvanlige forhold er et administrativt skøn og ikke et konkret objektivt skøn i henhold til den samlede lovgivning, herunder gældende internationale konventioner, som Danmark har tiltrådt. Styrelsen skal bevise sin påstand om, at universiteterne ikke har en intern regel om at eksamensgennemsnittet maksimalt kan forhøjes med 1,0 henset til, at tre af universiteterne har foretaget en administrativ kvotientforhøjelse med op til 1,0 som sædvane. Styrelsen skal dokumentere, at der ikke sker forskelsbehandling af personer med det samme handicap ved ansøgning om optagelse på forskellige studier, således som det er dokumenteret af klager. Indklagede 1 - Universitet A gør gældende, at de har behandlet klagers datters ansøgning om optagelse på medicinstudiet på lige fod med andre ansøgere til uddannelsen. Adgangsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, er hovedreglen for behandling af ansøgninger om optagelse i kvote 1. Det følger heraf, at studiepladserne i kvote 1 tildeles ansøgere efter faldende optagelseskvotient. Optagelseskvotienten beregner ansøgernes karaktergennemsnit fra den adgangsgivende eksamen, eventuelt justeret i henhold til reglerne om bonus for tidlig studiestart, hvorved eksamensgennemsnittet multipliceres med en faktor på 1,08. Efter bekendtgørelsens § 18, stk. 4, kan universitetet dispensere fra reglerne om fordeling af studiepladser efter faldende optagelseskvotient, hvis der foreligger usædvanlige forhold. Denne undtagelse skal bruges til at foretage en vurdering af, om den pågældende ansøger, hvis de usædvanlige forhold ikke forelå, ville have opnået det tilstrækkelige gennemsnit til den søgte uddannelse. Universitetet foretager derfor en konkret vurdering af de usædvanlige forhold sammenholdt med afstanden fra ansøgerens optagelseskvotient til den søgte uddannelses kvotient året før. Det må afspejles i praksis, at bestemmelsen er en undtagelse til udgangspunktet om, at optagelse i kvote 1 skal foregå via adgangsbegrænsningen i KOT. Bestemmelsen skal fortolkes indskrænkende, og det er derfor universitetets praksis, at afstanden fra ansøgernes optagelseskvotient i forhold til den søgte uddannelse indgår i vurderingen, således at ikke alle studiepladser på en uddannelse bliver tildelt i henhold til undtagelsen. Ved vurderingen af klagers datters ansøgning om dispensation, har indklagede foretaget en konkret, skønsmæssig vurdering af de forhold af usædvanlig karakter, hun har oplyst om i sagen, sammenholdt med afstanden mellem hendes optagelseskvotient på 3,5 og optagelseskvotienten på medicinuddannelsen, som i 2010 var på 10,8. Indklagede har erkendt, at klagers datters ordblindhed og øvrige usædvanlige forhold kan have haft betydning for hendes karakterniveau. Universitetet har imidlertid ikke fundet det sandsynligt, at klagers datter ville have opnået den rette kvotient til optagelse i kvote 1, såfremt de usædvanlige forhold ikke forelå. Indklagede har ikke hævet klagers datters eksamensgennemsnit med en bestemt kvotient. Det er ikke indklagedes praksis, at eksamensgennemsnittet maksimalt kan hæves med 1,0. Indklagede foretager et konkret skøn i den enkelte sag. Der er ikke interne regler, der fastlægger, hvor meget forskellige typer af usædvanlige forhold vil kunne kompenseres i forhold til eksamensgennemsnittet. Det er ikke for indklagede - eller for andre - muligt at vide, hvilket gennemsnit klagers datter ville have opnået, hvis de usædvanlige forhold ikke havde foreligget. Ved anerkendelsen af klagers datters ordblindhed som et usædvanligt forhold, har indklagede taget hensyn til det handicap, som klagers datter har. Såfremt indklagede skulle optage klagers datter på medicinuddannelsen uden at forholde sig til hendes eksamenskvotient i forhold til optagelseskvotienten, ville det give klagers datter en forrang frem for øvrige ansøgere i kvote 1. I forbindelse med en redegørelse til Styrelsen for Universiteter og Internationalisering har det indklagede universitet redegjort for deres praksis for dispensation. Det fremgår heraf, at der blandt andet er givet dispensation i følgende tilfælde: - "Ansøger optaget på lægevidenskab på baggrund af en meget svær dysleksi; er aldrig blevet kompenseret i gymnasiet. Dette er meget tydeligt på eksamensbeviset - i alle ikke sproglige fag har hun topkarakterer; især i de naturvidenskabelige fag. Gennemsnit er 9,9 justeret med hurtigstartsbonus. - Ansøger optaget på lægevidenskab på baggrund af fars kræftsygdom og egen hjertesygdom, hvilket har medført meget stort fravær. Gode karakterer i naturvidenskabelige fag. Gennemsnit er 8,9 justeret med hurtigstartsbonus. - Ansøger optaget på jura på baggrund af viral meningitis og heraf følgende påvirkninger i gymnasiet; gennemsnit er 6,3 justeret med hurtigstartsbonus." Indklagede 2 - Styrelsen for Universiteter og Internationalisering Indklagede bemærker indledningsvist, at de ikke er bekendt med retspraksis, der entydigt fastslår, at lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (forskelsbehandlingsloven), tillige finder anvendelse vedrørende adgang til videregående uddannelse. Indklagede er bekendt med nævnets afgørelse af 14. marts 2012 vedrørende forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med et universitets regler om prisopgaver. Indklagede bemærker hertil, at prisopgaver ofte indleveres umiddelbart før afslutningen af udannelsen og dermed umiddelbart før en forventet overgang til arbejdsmarkedet og/eller en forskerkarriere. Indklagede har behandlet klager fra klagers datter over afslag på ansøgning om optagelse på medicinuddannelsen ved tre universiteter. Styrelsen har ikke i forbindelse med behandlingen af disse sager fundet væsentlige retlige mangler. Styrelsen afviser desuden, at ministeriets regler om adgang til og optagelse på universitetsuddannelser forskelsbehandler personer med handicap eller medfører, at andre institutioner forskelsbehandler personer med handicap i forbindelse med adgang til uddannelse på et universitet. De otte danske universiteter er statsfinansierede selvejende institutioner inden for den offentlige forvaltning, og er underlagt tilsyn af Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser. Efter universitetsloven kan ministeren fastsætte generelle regler om uddannelse, herunder om adgang til og optagelse på uddannelser. Dette er sket i kraft af adgangsbekendtgørelsen, som blandt andet omfatter adgangskrav, optagelse, indskrivning og særlig vejledning ved bachelor- og kandidatuddannelser. Efter bekendtgørelsens § 2 forudsætter adgang til en bacheloruddannelse en gymnasial uddannelse samt opfyldelse af en række specifikke adgangskrav vedrørende bestemte fag og niveauer. Efter bekendtgørelsens § 13, er det universitetet, der træffer afgørelse om optagelse af hver enkelt ansøger efter reglerne i adgangsbekendtgørelsen. Ministeriet har ikke kompetence til at træffe afgørelse om, at bestemte ansøgere skal optages. Efter § 14 bestemmer universitetet selv, hvor mange studerende det vil optage på den enkelte uddannelse, medmindre der fra ministeriets side er fastsat et maksimumstal for optagelseskapaciteten. Studiepladser på uddannelser med adgangsbegræsninger, herunder bacheloruddannelsen i medicin, opdeles i kvote 1 og kvote 2. I kvote 1 tildeles studiepladser efter karaktergennemsnittet fra den adgangsgivende eksamen tillagt eventuel bonus for tidlig studiestart. Det betyder, at ansøgeren med den højeste optagelseskvotient tildeles den første studieplads osv. I kvote 2 tildeles studiepladser efter universitetets konkrete vurdering og efter objektive kriterier fastsat af det enkelte universitet. I kvote 2 er der således mulighed for at optage ansøgere, der ikke har en tilstrækkelig optagelseskvotient, men som på grund af andre kvalifikationer som for eksempel relevant erhvervserfaring, kursusdeltagelse med videre alligevel findes egnet til optagelse. Universitetet kan i henhold til adgangsbekendtgørelsens § 18, stk. 4, dispensere fra reglen om faldende optagelseskvotient, hvis der foreligger usædvanlige forhold. Det betyder, at et universitet kan placere en ansøger højere i rækkefølgen af ansøgere, end hvad der følger af dennes optagelseskvotient. Dispensation forudsætter en ansøgning samt at påstanden om usædvanlige forhold dokumenteres. Det er ikke defineret, hvad der er udsædvanlige forhold i § 18, stk. 4's forstand. Der er overladt et betydeligt skøn til det enkelte universitet, hvorved de enkelte universiteter i princippet kan udvikle forskellig praksis. Det er indklagedes indtryk, at universiteterne har en relativt ensrettet praksis, hvor egen sygdom eller nært beslægtedes alvorlige sygdom eller dødsfald, eget handicap, ulykkestilfælde og lignende anses for usædvanlige forhold. Det usædvanlige forhold skal have påvirket karaktergennemsnittet fra den adgangsgivende eksamen i negativ retning. I den tidligere adgangsbekendtgørelse fra 2004 var der i bestemmelsen om dispensation anført eksempler på usædvanlige forhold såsom sygdom og handicap. Grunden til at disse nu er fjernet er at understrege, at universiteternes selvstyre betyder, at det er op til det enkelte universitet selv at definere, hvad der i den konkrete sammenhæng vurderes som usædvanlige forhold. Efter undtagelsesbestemmelsen kan et universitet på baggrund af dokumentationen vurdere, at et eller flere usædvanlige forhold har ført til, at karaktergennemsnittet fra den adgangsgivende eksamen er blevet et vist karakterinterval lavere, end hvis de usædvanlige forhold ikke havde været til stede. Forskellen mellem ansøgerens optagelseskvotient og uddannelsens grænsekvotient (den laveste hele kvotient, hvor alle er optaget) skal kunne begrundes med de usædvanlige forhold. Klager har anført, at universiteterne har en uskreven regel om, at der ved usædvanlige forhold maksimalt kan ske en forhøjelse af karaktergennemsnittet med en faktor på +1,0. Indklagede afviser, at der er uskrevne regler herom. Indklagede har opfattet klagers indlæg således, at det er klagers opfattelse, at tilstedeværelsen af usædvanlige forhold som udgangspunkt skal føre til, at ansøger automatisk tilbydes en studieplads, medmindre universitetet kan løfte bevisbyrden for, at forskellen mellem ansøgerens faktiske optagelseskvotient og den søgte uddannelses grænsekvotient ikke (kun) kan begrundes med de tilstedeværende usædvanlige forhold. Der er efter indklagedes opfattelse ikke grundlag for denne opfattelse, idet en sådan omvendt bevisbyrde ville forudsætte en klar og utvetydig hjemmel. Bekendtgørelsens § 18, stk. 4, er en undtagelsesbestemmelse, og den skal derfor fortolkes indskrænkende. Klager har endvidere anført, at det vil være udtryk for forskelsbehandling, hvis ikke § 18, stk. 4, også anvendes til at kompensere en ansøger til en bacheloruddannelse for, at netop denne bacheloruddannelse som følge af sin popularitet har en særlig høj grænsekvotient. Indklagede finder, at det forhold, at en person søger om optagelse på en bacheloruddannelse, der som for eksempel medicinuddannelsen har en særlig høj grænsekvotient, ikke er et usædvanligt forhold, da grænsekvotienten er ens for alle ansøgere, der søger om optagelse på uddannelsen i kvote 1. De usædvanlige forhold, der kan bringe bestemmelsen i anvendelse, er de forhold, som er særlige for netop den ansøger, og som har medført, at ansøgerens optagelseskvotient blev lavere end den ville have været, hvis disse forhold ikke havde været til stede. Klagers datter havde ifølge hendes KOT-ansøgning et eksamensgennemsnit på 3,2 på 7-trins-skalaen. Med bonus for tidlig studiestart (multiplicering med 1,08) bliver klagers datters optagelseskvotient 3,5. Grænsekvotienterne for optagelse på medicinuddannelsen var i 2011 på henholdsvis 10,7, 10,3, 10,1 og 10,4. Optagelse gennem kvote 1 ville dermed forudsætte, at klagers datter blev "løftet" henholdsvis 7,2 karakterer, 6,8 karakterer, 6,6 karakterer og 6,9 karakterer. Indklagede har lagt til grund, at ingen af de fire universiteter har fundet tilstrækkeligt grundlag for at "løfte" klagers datters optagelseskvotient med mellem 6,6 og 7,2 karakterer og tilbyde hende en studieplads, hvilket i så fald ville være sket på bekostning af en ansøger med en optagelseskvotient på 0,1 karakterer lavere end grænsekvotienten for uddannelsen på det pågældende universitet. Indklagede er ikke bekendt med sager, hvor universiteterne har foretaget et sådant betydeligt "løft" af en ansøgers optagelseskvotient. Det følger af universitetsloven, at retlige spørgsmål ved universiteters afgørelser om studerendes forhold kan indbringes for ministeren. Indklagede kan således alene forholde sig til, om en sag er behandlet i overensstemmelse med gældende ret, herunder almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. Indklagede kan ikke tage stilling til det skøn, som universitetet udøver, medmindre skønnet ligger uden for de retlige rammer som lovgivningen opstiller. Indklagede kan heller ikke efterprøve, om afgørelsen er hensigtsmæssig eller rimelig. Afgrænsningen af genstanden for prøvelse er en konsekvens af universiteternes selvstyre. Alle kan - uanset handicap og omfanget heraf - ansøge om optagelse på en universitetsuddannelse. Det gælder for alle ansøgere at optagelse forudsætter opfyldelse af en række krav. Ansøgerens race, hudfarve, religion eller tro, politiske anskuelse, seksuelle orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse er ikke relevant ved vurderingen af ansøgningen om optagelse. Klager har henvist til FN's handicapkonvention, som har til formål at fremme, beskytte og sikre muligheden for, at alle personer med handicap fuldt ud kan nyde alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod med andre, samt at fremme respekten for deres naturlige værdighed. Det følger af artikel 24, at deltagerstaterne anerkender, at personer med handicap har ret til uddannelse, og at deltagerstaterne skal sikre, at personer med handicap har adgang til almindelige videregående uddannelser uden diskrimination og på lige fod med andre. I Danmark kan personer med handicap søge om optagelse på alle videregående uddannelser på lige fod med personer uden handicap, og deres ansøgninger behandles på lige fod med alle andre ansøgninger. Når det anføres i konventionen, at personer med handicap har ret til uddannelse, indebærer det ikke, at personer med handicap har ret til at blive optaget på bestemte uddannelser. Alle ansøgere skal opfylde adgangskravene. Hvis man for eksempel på grund af et handicap ikke på ansøgningstidspunktet opfylder et af adgangskravene, udelukker det ikke, at ens ansøgning om optagelse kan behandles, idet der er mulighed for betinget optagelse eller optagelse med særlig tilladelse. Universitetet kan endvidere, hvis der foreligger usædvanlige forhold, dispensere fra reglen om at studiepladser på uddannelser med adgangsbegrænsning fordeles til ansøgere i kvote 1 med den højeste optagelseskvotient. Reglerne har til formål at skabe fleksibilitet i optagelsessystemet for både ansøgere og universiteter og sikre en ensartet behandling af alle kvalificerede ansøgere. Indklagede har lagt FN's handicapkonvention til grund i deres behandling af klagerne over universiteternes afgørelser. Indklagede fandt ikke, at universiteternes behandling af ansøgningerne var i strid med konventionen. Handicapkonventionen forudsætter ikke positiv særbehandling af handicappede, men sikrer alene adgang til uddannelse på lige fod med andre. Konventionen giver ikke handicappede ret til en studieplads på en hvilken som helst uddannelse, uanset den pågældendes kvalifikationer. Visse videregående uddannelser er meget populære, hvilket ikke mindst gælder for medicinuddannelsen, der er en af de mest søgte. I 2012 var der 2609 ansøgere til 563 studiepladser på bacheloruddannelsen i medicin på Universitet A. Klager har anført, at det ikke oplyses i universitetsloven, hvordan universiteterne skal forholde sig til handicappede. Dette er for så vidt korrekt, idet dette følger af anden lovgivning og konventioner, der også gælder for ministeriet og universiteterne. Klager har vedlagt en afgørelse fra Rådet og Europa-Parlamentet om Erasmus Mundus-programmet. Dette program omhandler masterprogrammer (kandidatuddannelser) og ph.d.-uddannelse, hvorfor det ikke er relevant i forhold til denne sag, som omhandler en bacheloruddannelse. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Kompetencespørgsmålet Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med et bestemt handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Virksomheder, der udbyder undervisning, kurser og lignende er også forpligtet til at respektere forbuddet mod forskelsbehandling. Dette gælder for eksempel kursusvirksomheder og universiteter, i det omfang institutionens tiltag tager sigte på at fremme muligheden for lønnet arbejde. På denne baggrund er det Ligebehandlingsnævnets vurdering, at det påklagede forhold er omfattet af nævnets kompetence. Det forhold, at der i den konkrete sag er klaget over forskelsbehandling i forbindelse med ansøgning om optagelse kan ikke føre til et andet resultat, da adgang til uddannelse er nødvendig for at kunne opnå adgang til beskæftigelse inden for visse områder. Handicapbegrebet Det fremgår af lovforarbejderne, at handicap ikke er et entydigt begreb. I praksis opereres med en forståelse af begrebet, hvorefter der for at være tale om et handicap eller en person med handicap, må kunne konstateres en fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, som medfører et kompensationsbehov, for at den pågældende kan fungere på lige fod med andre borgere i en tilsvarende livssituation. Ligebehandlingsnævnet vurderer, at klagers datters ordblindhed er at betragte som et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Nævnet har herved lagt vægt på, at klagers datters ordblindhed kan sidestilles med nedsat intellektuel funktion, idet klagers datter har problemer i forhold til at læse og skrive. Ordblindheden medfører et kompensationsbehov for at klagers datter kan fungere på lige fod med andre i samme situation - studerende - idet det er påkrævet for klagers datter, at der stilles hjælpemidler til rådighed for, at hun kan gennemføre en boglig uddannelse. Spørgsmålet om forskelsbehandling Indledningsvist bemærkes det, at Ligebehandlingsnævnet alene har kompetence til at vurdere, hvorvidt forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling er overtrådt. Nævnet kan derfor ikke tage stilling til, hvorvidt anden lovgivning, herunder konkurrencelovgivningen samt forvaltningsloven, som påstået af klager, er overtrådt. Det ligger endvidere uden for nævnets kompetence at træffe afgørelse om, hvorvidt klagers datter skal tilbydes en plads på et af de indklagede universiteter, eller hvorvidt hun skal modtage særlig støtte eller får tilbudt eksamensform, der er tilpasset hendes handicap. Nævnets sanktionsmuligheder er efter loven alene at tilkende en økonomisk godtgørelse, såfremt forbuddet mod forskelsbehandling er overtrådt. FN's handicapkonvention medfører en forpligtelse for de tiltrædende lande til at sikre overholdelse af konventionens rettigheder, men konventionen indeholder ikke bestemmelser, som den enkelte selvstændigt kan støtte ret på, eller som nævnet selvstændigt kan påtale overtrædelse af. Da Danmark har tiltrådt konventionen har Danmark påtaget sig en forpligtelse til at sikre konventionens rettigheder, herunder at gældende lovgivning lever op til disse. Nævnet skal i dets behandling af sager om forskelsbehandling på grund af handicap indfortolke konventionens regler i nævnets vurdering. Anvendelsen af karaktergennemsnit som adgangskrav til uddannelsen er at anse for et neutralt kriterium, med henblik på optagelse til studiet, men kan i forhold til for eksempel handicappede være udtryk for ulovlig indirekte forskelsbehandling. Kriteriet suppleres imidlertid af § 18, stk. 4 i adgangsbekendtgørelsen, hvorefter universitet kan dispensere fra kriteriet, hvis der foreligger særlige forhold, for eksempel i form af handicap. Nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte, at anvendelse af karaktergennemsnit som kriterium er objektivt begrundet i et sagligt formål, og dispensationsadgangen sikrer efter nævnets vurdering, at midlerne til at opnå et sagligt formål er hensigtsmæssige og nødvendige. Nævnet finder herefter ikke, at der foreligger ulovlig forskelsbehandling, hvorfor klagen ikke tages til følge. Det bemærkes, at det er nævnets vurdering, at det forhold, at der gælder et forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap, og at Danmark efter FN's handicapkonvention skal sikre, at handicappede har adgang til uddannelse på lige fod med ikke-handicappede, ikke i sig selv indebærer, at der i videre omfang skal gives dispensation til ansøgere med handicap, end hvad der følger af det enkelte universitets praksis. Pligten til ikke at forskelsbehandle, indebærer ikke i sig selv en forpligtelse til at behandle ansøgere med handicap mere gunstigt på grund af deres handicap end andre ansøgere, idet der alene gælder en forpligtelse til ikke at behandle ansøgere med et handicap ringere. Klager får derfor ikke medhold i klagen. <7100465-12>

Versioner

1. 2012-11-28