Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9831@2012-11-15/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kommuner - er handicap - ansættelse - kompetence - ej medhold

J.nr. 7100165-12 Klager, der er døv, søgte en stilling som chauffør hos indklagede og fik afslag, da indklagede søgte en hørende chauffør til at hente og bringe vasketøj til kommunens borgere. Nævnet lagde til grund, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Nævnet vurderede, at det forhold, at indklagede stillede generelt krav om, at chauffører skulle være hørende, var egnet til at forskelsbehandle døve ansøgere eller ansatte på grund af deres handicap. Nævnet fandt dog, at der var saglige grunde til at stille krav om, at chaufføren kan kommunikere mundtligt med borgeren. Nævnet fandt ikke, at indklagede havde tilsidesat deres forpligtelse til at undersøge, om der ved hjælp af særlige foranstaltninger var mulighed for at ansætte en døv chauffør. Nævnet fandt derfor, at indklagede ikke havde handlet i strid med forskelsbehandlingsloven i forhold til det konkrete arbejde. Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager, der er døv, søgte en stilling som chauffør. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede 1 søgte en hørende chauffør. Nævnet kan ikke behandle klagen vedrørende indklagede 2. Sagsfremstilling Indklagede 1 er en stor arbejdsplads for døve og svært hørehæmmede. Indklagede 1 er en virksomhed, der leverer serviceydelser til døve, døvblinde og svært hørehæmmede. Indklagede 1 har derudover blandt andet et samarbejde med indklagede 2 (en kommune) om at hente og bringe vasketøj til de af kommunens borgere, der er visiteret til hjemmehjælp. Klager, som er døv og jobsøgende, fik i august 2011 fra en værkstedsassistent hos indklagede 1, en intern mail om, at indklagede 1 søgte en chauffør til at hente og bringe vasketøj i den indklagede kommune. Den interne mail havde følgende indhold: "Hej Sidst havde jeg stor succes med at henvende mig til jer via vores interne mail system, så nu prøver vi igen. Denne gang er det en chaufførvikar / praktisk medhjælper til Døves vaskeri vi skal bruge i et par måneder, eventuelt med mulighed for forlængelse af vikariatet. Du skal have det lille kørekort, og være indstillet på at selvstændigt servicere vores kunder i blandt andet [ ] området efter endt oplæring." Klager sendte en mail til værkstedsassistenten om, at klager var interesseret i jobbet og værkstedsassistenten svarede: "Hej [klagers navn] Jeg skal lige gøre opmærksom på at vi på grund af en kontrakt med [indklagede 2] skal have en hørende chauffør, det var en af betingelserne i det udbud fra [indklagede 2] som vi vandt. Det er fordi det er borger vask fra pensionister som vi kører med, og de skal kunne kommunikerer med vores chauffør. Men hvis dette ikke er et problem, så må du gerne lige ringe til mig." Det fremgår af indklagede 2's udbudsmateriale om chauffører, blandt andet at: "Chauffører - Kørslen skal udføres med faste chauffører. - Chaufførerne skal have forståelse for mennesker med handicap, både fysisk og psykiske. - Chaufførerne skal tale flydende dansk. - . . ." Indklagede 1 har om fordelingen af arbejdsopgaver, der kan bestrides af døve chauffører henholdsvis ikke døve chauffører, på nævnets forespørgsel oplyst, at der til udbringning af vasketøj er ansat fem chauffører, hvoraf de to er døve. Der køres dagligt tre ruter med vasketøj, heraf to udelukkende vedrørende pensionistvasken. De tre hørende chauffører betjener de to ruter med pensionistvasken, og de to døve chauffører betjener den tredje rute med øvrig vask. Dette giver en fordeling på 40 procent døve chauffører til 33 procent af chaufføropgaverne og 60 procent hørende chauffører til 66 procent af chaufføropgaverne. Parternes bemærkninger Klager Klager mener, at afslaget på at komme i betragtning til chaufførjobbet er forskelsbehandling på grund af handicap. De indklagede har ikke levet op til forpligtelsen til at træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i forhold til at give en person med et handicap adgang til beskæftigelse. Klager kan som døv kommunikere ved hjælp af tegnsprogstolk. Klager gør gældende, at indklagede 1 har udøvet direkte forskelsbehandling, fordi de har givet afslag med henvisning til klagers handicap. Indklagede 2 har udøvet indirekte forskelsbehandling, fordi de i kontrakten stiller krav om, at chauffører skal tale flydende dansk. Dette stiller døve ringere end personer uden dette handicap. Det er ikke en saglig begrundelse, at personer, der blot skal hente og bringe vasketøj, skal kunne kommunikere på flydende dansk, og ikke blot ved for eksempel at kunne skrive dansk eller bruge tegnsprogstolk ved de første besøg hos den enkelte borger, til denne føler sig tryg ved chaufføren. Indklagede 1 har ikke godtgjort, at der vil være behov for tegnsprogstolk i samtlige 37 timer af arbejdstiden. En del af hjemmehjælpsmodtagerne er demente og har behov for, at der er tegnsprogstolk ved alle besøg, men det er næppe alle hjemmehjælpsmodtagerne. Det fremgår ikke af indklagede 1's svar, om man nærmere har undersøgt, om arbejdet kunne tilrettelægges på en sådan måde, at behovet for tolk kunne begrænses til de besøg, hvor det rent faktisk drejer sig om demente borgere. Indklagede 1 burde have undersøgt, om ruten kunne tilrettelægges sådan, at de besøg, hvor tolkning var nødvendig, blev samlet, så man ikke behøvede tolk i alle 37 timer. Det er således ikke godtgjort, at indklagede 1 faktisk har undersøgt, om arbejdet kunne varetages af en døv chauffør, med den kompensation på tolkebistand på 20 timer om ugen, som ligger inden for lov om kompensation til handicappede i erhverv. Indklagede 2 har oplistet en række grunde til, at kravet om, at chaufføren kan tale dansk, er sagligt. Indklagede har blandt andet henvist til behovet for at chaufføren mundtligt kan identificere sig overfor borgeren. For de fleste mennesker vil det næppe volde problemer at lukke en person ind i opgangen, når der bliver ringet på, især når man venter en døv chauffør på det angivne tidspunkt. I tilfælde af, at hjemmehjælpsmodtageren er utryg ved at åbne sin dør til lejligheden, vil en sikkerhedskæde tillade borgeren at åbne døren på klem for at se, hvem der står derude, før døren åbnes helt. Hvis der er tale om hjemmehjælpsmodtagere, der er demente eller af andre årsager insisterer på at kommunikere med chaufføren gennem den lukkede dør, kan ruten tilrettelægges, sådan at der kan medbringes en tegnsprogstolk. Indklagede 2 har desuden henvist til behovet for, at chaufføren kan hjælpe borgeren med at pakke vasketøjet. En døv chauffør vil også kunne hjælpe borgeren med dette. Det kræver ikke, at man har flydende kommunikation med de ældre. Efter de første par introduktionsbesøg vil man kunne klare sig ved at pege på vasketøjskurven eller lignende. Indklagede 2 har også henvist til, at en del af hjemmehjælpsmodtagerne ikke kan skrive dansk på grund af deres fysiske eller psykiske forhold. Kommunikationen kan derved ikke foregå skriftligt. Klager mener, at dette næppe gælder en større del af hjemmehjælpsmodtagerne. Indklagede har ikke godtgjort, at de rent faktisk har undersøgt, om en døv chauffør vil kunne påtage sig opgaven, herunder ved tilrettelæggelse af ruten, så disse besøg samles, hvorved der kan medbringes tegnsprogstolk. Endelig har indklagede 2 henvist til behovet for, at chaufføren skal kunne tilkalde hjælp, hvis borgeren har behov for det. Også dette vil en døv chauffør kunne klare, enten via en nabos mellemkomst eller via sms til 112, den særlige alarmtjeneste for døve. Klager påpeger også, at der i dag findes flere muligheder for tolkning, herunder fjerntolkning, hvor man via en bærbar pc kan ringe op og få tolkning på stedet - også bare i få minutter ad gangen. Disse muligheder, der kan supplere muligheden for at medbringe en tolk fysisk, og som er uden udgifter for arbejdspladsen, burde have været undersøgt nærmere af de indklagede. Klager mener ikke, at tallene for, hvor mange demente der er i den pågældende kommune, viser hvor stor en andel af de visiterede borgere, der har alvorlig demens. Klager anerkender, at alvorligt demente borgere har brug for ekstra omsorg og tryghed, men mener ikke, at det uden efterprøvning er nok til at udelukke døve fra at servicere ældre borgere med fysiske og kognitive problemer. Klager har fået kendskab til, at indklagede 1 har en døv chauffør ansat, som også har til opgave at hente vasketøj hos hørende borgere, der er visiterede til hjemmehjælp. Ofte er vasketøjet stillet uden for døren. Klager har nedlagt påstand om en godtgørelse. Indklagede 1 gør gældende, at kravet om, at chauffører, der skal køre med pensionistvask, skal være hørende, er objektivt begrundet i et sagligt formål, og at de derfor ikke har handlet i strid med forbuddet mod forskelsbehandling. Indklagede 1 har oplyst, at der var tale om et to måneders vikariat. Værkstedsassistenten hos indklagede 1 skrev til klager, at der efter kontrakten med indklagede 2 skulle være tale om en hørende chauffør. Værkstedsassistenten opfordrede klager til at vende tilbage til ham, hvis klager mente, at dette kunne lade sig gøre. Det gjorde klager aldrig. Det er ikke et krav, at det skal være en hørende chauffør, men det er et blandt flere krav i udbudskontrakten, at chauffører skal tale flydende dansk. Dette skal ses i sammenhæng med et af de andre krav, hvorefter "chaufførerne skal have forståelse for mennesker med handicap, både fysiske og psykiske." Indklagede har flere chauffører ansat, herunder også døve chauffører. De døve chauffører kører på ruter, hvor der ikke er krav eller forventninger om, at borgerne skal hjælpes med at pakke vasketøj sammen og i øvrigt kan have bekymring for at lukke op for en person, som de ikke kan kommunikere med gennem en dørtelefon. Det er ikke tilstrækkeligt, hvis man som foreslået af klager, benytter tegnsprogstolk ved de første besøg hos den enkelte hjemmehjælpsmodtager. Mange af de hjemmehjælpsmodtagere, som indklagede servicerer, er demente i forskellig grad og husker derfor ikke chaufføren fra gang til gang. Der skal derfor ske en introduktion ved hvert besøg. En del af hjemmehjælpsmodtagerne husker heller ikke de faste dage, hvor chaufføren kommer og henter vasketøj, og de er derfor uforberedte. Chaufføren må da ind i borgerens hjem og hjælpe med at samle vasketøj og tale med borgeren. Dette er også grunden til, at der stilles krav om, at chaufføren skal have forståelse for mennesker med fysiske og psykiske handicap. De borgere, som indklagede servicerer, er borgere, der af kommunen er visiteret til vaskeordningen. Det er altså borgere, der har særlige fysiske og kognitive problemer ud over deres alderdom. Indklagede er bekendt med lov om kompensation til handicappede i erhverv, hvorefter personer med blandt andet hørehandicap kan søge om op til 20 timers kompensation om ugen i forbindelse med erhvervet. Det vil således være muligt at søge om tolkebistand ud over en introduktionsperiode. Muligheden for tolkebistand 20 timer om ugen er imidlertid ikke tilstrækkelig til at dække en stilling, hvor der køres 37 timer om ugen, og hvor der i samme tidsrum er behov for at kunne kommunikere med borgerne. Indklagede ville blive pålagt en uforholdsmæssig stor byrde, hvis de selv skulle betale for de resterende 17 timers tolkebistand om ugen. Indklagede er nødt til at planlægge ruten sådan, at der er tale om en sammenhængende rute, der kan sikre en rationel udnyttelse af ressourcerne. Der er ofte ændringer i ruten, fordi borgerne løbende bliver visiteret til ordningen eller træder ud af ordningen, fordi de dør eller flytter til mere beskyttede boligformer. Den enkelte borgers situation ændres også ofte i løbet af den tid, hvor indklagede har kontakt til vedkommende, på grund af dennes helbredsmæssige forhold. Disse omstændigheder er forhold, som kan ændre ved vilkårene omkring afhentning og levering af vasketøj. Indklagede er en stor arbejdsplads for døve og svært hørehæmmede, og de beskæftiger også døve chauffører, som dog ikke er tilknyttet kørsel med pensionistvask. Det var til opgaver med pensionistvask, at indklagede havde et ledigt vikariat. Indklagede har tre biler, der kører med vasketøj, og de foretager en meget nøje planlægning af ruterne for at sikrede både døve og hørende chauffører trygge og gode arbejdsforhold samt for at sikre en tryghed for borgerne. Indklagede har gjort, hvad der var muligt for at skemalægge chaufførkørslen til andre opgaver, så den også kan dækkes med døve chauffører. Det er vigtigt for indklagede at være med til at træffe foranstaltninger, så også handicappede med de rette kvalifikationer kan få adgang til at bestride stillinger hos indklagede. Indklagede 1 har i alt ansat fem chauffører til at køre med vasketøj. Tre af disse er hørende, og disse chauffører betjener ruterne med pensionistvask. To af chaufførerne er døve, og disse chauffører betjener udelukkende ruter med al anden vask. Der køres dagligt tre ruter med vasketøj, hvoraf de to er pensionistvask. Når der er flere chauffører ansat end der er ruter, er det for at kunne have backup ved sygdom, ferie med videre. Indklagede har bestræbt sig på at give de to døve chauffører andre opgaver end kørsel for at kunne ansætte og skabe plads til så mange døve chauffører/medarbejdere som muligt. Hvis begge døve chauffører er til rådighed kører de henholdsvis en formiddags- og en eftermiddagstur med vasketøj og er i den øvrige tid beskæftiget med andre opgaver. Indklagede bruger meget sjældent vikarer til chaufførområdet. Sidste gang, det var aktuelt at ansætte en vikar, var i august 2011, hvor klager var interesseret i vikariatet. Vikariatet var i gruppen af chauffører, der kører med pensionistvask, og det var derfor ikke muligt at omfordele chaufføropgaverne således, at klager eller en anden døv ville kunne ansættes i vikariatet. Indklagede overvejer altid, hvordan de kan skabe en så rummelig arbejdsplads som muligt, når de skal ansætte nye medarbejdere. Dette var også tilfældet i forhold til klager, men med en fordeling på 40 procent døve chauffører til 33 procent af chaufføropgaverne, og 60 procent hørende chauffører til 66 procent af chaufføropgaverne, fandt indklagede det ikke muligt at omfordele opgaverne yderligere. Indklagede 2 gør gældende, at kravet om, at chaufføren i den pågældende stilling skal kunne tale dansk, er nødvendigt og objektivt begrundet i et sagligt formål og derfor ikke i strid med forbuddet mod forskelsbehandling. Kravet om, at chauffører skal kunne tale dansk, er stillet til kommunens leverandører af tøjvask og linnedservice på grund af de særlige forhold, der gør sig gældende ved levering af ydelser til hjemmehjælpsmodtagere. Kravet er også stillet til andre leverandører inden for hjemmehjælpsområdet, for eksempel levering af færdiglavet mad, hvor maden leveres af chauffører. Hjemmehjælpsmodtagere er ældre mennesker, der lider af forskellige fysiske og kognitive problemer i form af for eksempel dårlig hukommelse, ringe indlæringsevne, manglende evne til at strukturere sin hverdag, utryghed samt varierende grad af demens. De personer, der leverer ydelser til hjemmehjælpsmodtagerne skal derfor være i stand til at interagere med dem på disse betingelser. Det forudsætter at personalet er i stand til at kommunikere klart og tydeligt med hjemmehjælpsmodtageren i situationen, hvor serviceydelsen finder sted, idet der ellers kan opstå misforståelser og utryghed hos hjemmehjælpsmodtageren. For leverandører af tøjvask og linnedservice bliver den kommunikative relation særligt fremtrædende, når chaufføren skal møde hjemmehjælpsmodtageren på dennes adresse for at afhente og levere vasketøj. Kravet om at kunne tale dansk er begrundet i at chaufføren skal kunne kommunikere mundtligt med hjemmehjælpsmodtageren via dørtelefon i etageejendomme med henblik på at få adgang til ejendommen. Man kan ikke forvente, at ældre borgere lukker en person ind i opgangen, hvis den ældre ikke er sikker på, hvem der lukkes ind. Problemet skyldes især den utryghed, som problemet med tricktyverier hos ældre har skabt. Da mange af hjemmehjælpsmodtagerne har dårlig hukommelse, kan de ikke altid huske, hvilken dag og inden for hvilken tidsramme chaufføren plejer at komme på, og man kan derfor ikke forvente, at en ældre borger blot vil lukke en person ind i opgangen. Det er ikke altid tilfældet, at chaufføren kommer hos borgeren på det samme tidspunkt. Dette skyldes risikoen for uregelmæssigheder på grund af borgernes forhold og driften af hjemmehjælpsområdet. Chaufføren skal også kunne identificere sig mundtligt, hvis hjemmehjælpsmodtageren, inden døren til boligen åbnes, beder om det. Hvis dette ikke er muligt vil det skabe utryghed hos hjemmehjælpsmodtageren, og døren vil sædvanligvis ikke blive åbnet. Hvis chaufføren ikke har kunnet identificere sig via dørtelefonen, vil han almindeligvis ikke blive lukket ind i opgangen, hvorfor det ikke er muligt at løse dette problem ved hjælp af sikkerhedskæde for døren. Chaufføren skal i visse situationer kunne hjælpe hjemmehjælpsmodtageren med at pakket vasketøjet, hvis hjemmehjælpsmodtageren på grund af sine forhold ikke har fået pakket vasketøjet. Dette kræver, at hjemmehjælpsmodtageren og chaufføren er i stand til at kommunikere tydeligt med hinanden. Hjemmehjælpsmodtageren kan også have behov for at give beskeder videre til vaskeriet via chaufføren. Det er på grund af hjemmehjælpsmodtagernes forhold ikke muligt at oplære dem til at kunne kommunikere med chaufføren gennem et par introduktionsbesøg. Nogle hjemmehjælpsmodtagere kan også have problemer med at strukturere deres hverdag, hvilket kan betyde, at vasketøjet ikke havner der, hvor det skal - i vasketøjskurven. Det betyder, at chaufføren skal kunne kommunikere klart med borgeren for at få at vide, hvor han skal lede efter vasketøjet. Skriftlig kommunikation er uhensigtsmæssigt og i visse tilfælde umuligt, da en del ældre med tiden mister deres skrift, og da skriftlig kommunikation vil tage længere tid. En bærbar computer vil ikke kunne afhjælpe dette, da ældre ikke er vant til at bruge en computer. Det kan i nogle tilfælde ikke være muligt for hjemmehjælpsmodtageren at skrive en seddel til chaufføren på forhånd, da det forudsætter, at de husker, hvornår chaufføren skal komme, og at de husker at skrive sedlen. Det er ikke ualmindeligt, at der i jobbet opstår situationer, hvor hjemmehjælpsmodtageren på grund af dårligt fysisk helbred eller kognitive problemer har brug for hjælp fra hjemmeplejen. Hvis dette sker i det tidsrum, hvor chaufføren er der, og hjemmehjælpsmodtageren beder om hjælp, kan chaufføren ikke handle på problemet og tilkalde hjælp, hvis ikke der er en kommunikativ relation mellem hjemmehjælpsmodtageren og chaufføren. Borgeren vil i en sådan situation typisk være forvirret, konfus eller utryg, da vedkommende har svært ved at forholde sig til pludseligt opståede problemer. Chaufføren skal desuden kunne videreformidle borgerens behov for hjælp til hjemmeplejen. Særligt for demente hjemmehjælpsmodtagere gælder det, at de sædvanligvis ikke vil kunne forstå, at den manglende kommunikation fra chaufføren skyldes, at chaufføren er døv. Reaktionen fra demente mennesker på situationer, de ikke forstår, kan variere fra utryghed til aggression. Indklagede har fremlagt tal, der viser, at der i den pågældende kommune er 1.078 ældre med demens ud af i alt 2.272 hjemmehjælpsmodtagere og plejehjemsbeboere. En høj andel af de hjemmehjælpsmodtagere, som chaufføren vil modtage på sin rute, vil derfor være demente. Det er ikke muligt at tilrettelægge ruten under dette hensyn. Indklagede har desuden fremlagt udskrift fra klagers egen repræsentants hjemmeside, der beskriver, at fjerntolkning ikke er en god løsning i alle tilfælde, for eksempel i konfliktsituationer, hvor det er vigtigt, at tolken kan aflæse den nonverbale kommunikation. Der var desuden tale om en forsøgsordning, som løb fra 1. april 2011 til marts 2012. Indklagede havde derfor ikke mulighed for at inddrage denne forsøgsordning i forbindelse med formuleringen af udbudsmaterialet, da udbuddet blev gennemført i 2009. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med et handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Ligebehandlingsnævnet har lagt til grund, at klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Af lovens § 2 fremgår, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Det fremgår videre af loven, at den også gælder i forhold til erhvervsuddannelse og erhvervsvejledning m.v. Det er Ligebehandlingsnævnets vurdering, at der ikke består et sådant forhold mellem klager og indklagede 2, at det kan betragtes som en ansættelse. Forholdet er herefter ikke omfattet af forskelsbehandlingsloven. Som følge heraf har nævnet har derfor ikke kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt det af indklagede 2 i udbudsmaterialet stillede krav om, at chauffører til vaskeordningen skal kunne tale flydende dansk, er i strid med lovens forbud mod forskelsbehandling. For så vidt angår indklagede 1, fremgår det af loven, at en arbejdsgiver skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse, til at udøve beskæftigelse eller have fremgang i beskæftigelse, eller for at give en person med handicap adgang til uddannelse. Dette gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Lettes denne byrde i tilstrækkeligt omfang gennem offentlige foranstaltninger, anses byrden ikke for at være uforholdsmæssig stor. Det er ligebehandlingsnævnets vurdering, at det forhold, at indklagede stillede som et generelt krav, at chauffører skulle være hørende, var egnet til at forskelsbehandle døve ansøgere eller ansatte på grund af deres handicap. Nævnet finder imidlertid, at der i forhold til den konkrete stilling, hvor man søgte en afløser til ruten med afhentning af vasketøj hos ældre og hjemmehjælpsmodtagere, var saglige grunde til at stille krav om, at chaufføren skulle være hørende. Nævnet har herved lagt vægt på, at det på grund af hjemmehjælpsmodtagernes forhold ofte er nødvendigt, at chaufføren kan kommunikere mundtligt med borgeren. Nævnet finder ikke, at indklagede 1 har tilsidesat deres forpligtelse til at undersøge, om der ved hjælp af særlige foranstaltninger var mulighed for at ansætte en døv chauffør. Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagede 1 har flere døve ansat, herunder døve chauffører, og derved har foretaget en vurdering og afvejning af, om det var muligt, at den ønskede afløser kunne være døv, idet man kunne tilrettelægge arbejdet, så hensynet til såvel den døve medarbejder som til de borgere, som chaufføren skulle hente vasketøj hos, blev tilgodeset. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at indklagede 1's muligheder for at tilrettelægge arbejdet under hensyn til klagerens handicap var begrænsede henset til, at der var en fordeling med 40 procent døve chauffører til 30 procent af chaufføropgaverne og 60 procent hørende chauffører til 66 procent af chaufføropgaverne. Nævnet finder derfor, at indklagede 1 ikke har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven i forhold til det konkrete arbejde. Klager får derfor ikke medhold i klagen. <7100165-12>

Versioner

1. 2012-11-15