Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - afskedigelse - kommuner - forskelsbehandling "by association" - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9836@2012-05-09/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - afskedigelse - kommuner - forskelsbehandling "by association" - ej medhold
J.nr. 7100121-12 Det var ikke forskelsbehandling på grund af handicap, at en klager blev afskediget fra sin stilling som dagplejer i en kommune. Klagers søn var blevet diagnosticeret med Aspergers syndrom, og klager havde holdt orlov for at pleje sønnen. Forbuddet mod forskelsbehandling er ikke begrænset til personer, der selv har et handicap, hvis det er bevist, at forskelsbehandlingen skyldes et handicap hos den pågældendes barn, og vedkommende yder hovedparten af den pleje, barnet har brug for. Nævnet lagde imidlertid til grund, at klagers søns eventuelle funktionsnedsættelse på langt sigt ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne anses for et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som dagplejer i den indklagede kommune. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som dagplejer hos den indklagede kommune. Sagsfremstilling Klager blev ansat som dagplejer i den indklagede kommune den 15. november 2007. I november 2008 oplevede klager, at hendes hjemmeboende søn X (født i 1994) viste tegn på svær depression og autisme. Klager søgte hjælp hos ungdomspsykiatrien for at få stillet en diagnose. Det fremgår af journalnotat af 25. november 2008, at klagers søn havde depressive symptomer med selvbebrejdelser, angst for kontroltab, dårlig nattesøvn, nedsat appetit, koncentrationsbesvær, at han havde skåret sig enkelte gange, at han havde ritualer, som hans hverdag var bygget op af samt tvangshandlinger uden egentlige tvangstanker. Sønnen havde desuden psykotiske symptomer i form af samtaler med én, der ikke var der, fornemmelse af skikkelser omkring ham samt følehallucinationer. Klager sygemeldte sig i tiden fra 20. januar til 28. februar 2009. Med virkning fra 1. marts 2009 blev klager bevilliget orlov uden løn som følge af sønnens stærkt plejekrævende situation. Orloven blev bevilliget i henhold til KTO-aftale om fravær af familiemæssige årsager, hvorefter "Ansatte har ret til tjenestefrihed svarende til det antal arbejdstimer, hvortil bopælskommunen yder tabt arbejdsfortjeneste, når den ansatte i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse, og som i henhold til § 42 i lov om social service er berettiget til tabt arbejdsfortjeneste. . ." I første omgang blev orloven bevilliget fra 1. marts til 30. juni 2009. Klager blev bevilliget tabt arbejdsfortjeneste efter serviceloven. Den 3. marts 2010 blev klagers søn diagnosticeret med Aspergers syndrom. Primo april 2010 ringede indklagede til klager for at drøfte spørgsmålet om, hvornår klager forventede at vende tilbage til arbejdet. Klager oplyste, at hun forventede at vende tilbage i august eller september 2010, hvor sønnen skulle starte i en skole for autister. Den 17. maj 2010 modtog klager meddelelse om, at hun var påtænkt afskediget. Det fremgik af meddelelsen, at "Begrundelsen for opsigelsen er nednormeringer. Den kommunale dagpleje i [den indklagede kommune] nednormeres med to dagplejerstillinger. Vi er af din leder [navn] blevet oplyst om, at det ikke vil være pædagogisk forsvarligt at flytte børn fra deres nuværende dagplejer, til en for dem fremmed dagplejer. Da du pga. sygdom og orlov og ikke har fungeret som dagplejer siden januar 2009, bliver den ene af de to nednormeringer lagt på din stilling. Vi har ikke undersøgt mulighederne for at omplacere dig til en anden stilling i kommunen, da du pt. ikke vil kunne tiltræde en anden stilling, da du har orlov. Vi er af din leder [navn] blevet oplyst om, at du ydermere ønsker din orlov forlænget med 3 måneder." Klager blev endeligt afskediget den 31. maj 2010 til fratræden med udgangen af november måned 2010. Begrundelsen for opsigelsen var den samme som anført i meddelelsen af 17. maj 2010. Sagen blev efterfølgende forhandlet mellem klagers fagforening og indklagede. Det fremgår af referatet herfra blandt andet, at "[den indklagede kommune] oplyste i den forbindelse, at der under alle omstændigheder skal reduceres med 2 dagplejere i 2010. Hvis kommunen ikke afskedigede [klager] skulle man således afskedige en anden dagplejer og flytte dennes dagplejebørn til [klager]. Derfor bliver [klager] ikke behandlet ringere end en anden bliver, jf. lovens § 1, stk. 2. Endvidere vil det ikke være pædagogisk forsvarligt af hensyn til børnenes og forældrenes tarv. [Den indklagede kommune] oplyste endvidere, at der er udsigt til yderligere besparelser i dagplejeformidlingen. Kommunen forventer klarhed over dette ultimo august 2010 . . . Parterne er dog enig om, at [den indklagede kommune] indtil udgangen af november måned 2010 i henhold til kommunens personalepolitik vil forsøge at omplacere [klager] i det omfang, der måtte komme ledige stillinger, som hun vil kunne bestride og som ikke vil være omfattet af kommunens nuværende ansættelsesstop." Klagers orlov blev efterfølgende forlænget over flere perioder - senest frem til 30. september 2010. Klager blev pr. 1. november 2010 ansat i en tidsbegrænset stilling som pædagogmedhjælper i en af den indklagede kommunens daginstitutioner. Klager havde selv søgt stillingen. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for direkte forskelsbehandling i forbindelse med, at hun blev afskediget fra sin stilling som dagplejer i den indklagede kommune. Det følger af praksis, såvel fra EU-domstolen som fra danske domstole, at beskyttelsen mod diskrimination på grund af handicap ikke alene omfatter den handicappede selv, men at beskyttelsen tillige udstrækkes til at omfatte den handicappedes nærmeste pårørende, hvor disse varetager en særlig plejefunktion. Klager er derfor omfattet af beskyttelsen i forskelsbehandlingsloven. Det er i strid med forskelsbehandlingsloven at afskedige en medarbejder på grund af medarbejderens handicap eller medarbejderens barns handicap. Afskedigelsen af klager er dermed i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager gør desuden gældende, at der foreligger en række skærpende omstændigheder. Indklagede gjorde i forbindelse med afskedigelsen gældende, at det ikke ville være pædagogisk forsvarligt at flytte dagplejebørn til fremmede dagplejere, hvorfor hensynet til dagplejebørnene tilsyneladende går forud for en medarbejders ret til orlov til pasning af et sygt barn med nedsat funktionsevne. Denne begrundelse for afskedigelse er næppe rigtig og i hvert fald ikke holdbar, idet dagplejebørnene bliver passet af fremmede dagplejere eksempelvis ved sygdom og ferie. Såfremt dagplejebørnenes tarv går forud for både forskelsbehandlingsloven og ligebehandlingsloven, begrænser indklagede forældres ret til at holde orlov. Afskedigelsen af klager var begrundet i nednormeringer. At valget faldt på klager skyldtes ifølge afskedigelsens ordlyd hendes egen sygdom og hendes orlov. Klagers egen sygdom varede knap en måned og ifølge retspraksis er sygdom af en sådan varighed ikke en rimelig grund til afskedigelse. Herefter kan afskedigelsen kun være begrundet i klagers orlov. I medfør af KTO-aftalen havde klager retskrav på orloven, som skyldtes sønnens handicap. Indklagede har ikke foretaget passende foranstaltninger for at fastholde klager i arbejde, men har tværtimod anført, at man ikke har villet undersøge mulighederne for omplacering, da klager var på orlov. Det er ikke uvæsentligt for bedømmelsen af afskedigelsen, at klager herved blev behandlet ringere end enhver anden medarbejder i kommunen. Klager bestrider, at indklagede på noget tidspunkt har henvendt sig til klager for at oplyse hende, at hun kunne forlænge aftalen. Såfremt indklagede ønskede dokumentation for sønnens handicap, skulle indklagede have taget initiativ hertil og bedt om dokumentationen. Det kan ikke lægges klager til last, at hun ikke selv har udleveret dokumentation for sønnens handicap, idet dette ene og alene var indklagedes ansvar. Under samtalen i starten af april 2010 oplyste klager, at hendes søn var blevet diagnosticeret med Aspergers syndrom. I henhold til det fremlagte udskrift fra netdoktor.dk er dette syndrom et handicap. Indklagede vidste, at klager først ville vende tilbage, når sønnen var begyndt på en ny skole for autister. Derved havde indklagede utvivlsomt en viden om sønnens handicap, da de valgte at afskedige klager. Det er uden betydning, om klagers søn var på medicinnedtrapning for de følgevirkninger han havde af Aspergers syndrom, eller hvorvidt han var disponeret for psykiske sygdomme. Aspergers syndrom er en gennemgribende udviklingsforstyrrelse, der er beslægtet med infantil autisme. Der er ingen kur for Aspergers syndrom. Tilstanden er livslang med svingende intensitet og som følgesygdomme udvikles ofte depression, skizofreni eller personlighedsforstyrrelse. Klager har fremlagt fakta fra Psykiatrifonden om autisme og Aspergers syndrom. Klager fastholder, at der er tale om et handicap, idet der er tale om en livsvarig funktionsnedsættelse. Der er en tidsmæssig sammenhæng mellem klagers oplysning til indklagede om sønnens handicap, og til hun blev afskediget. Der er ingen tvivl om, at en medarbejder med et handicappet barn ofte kan betyde en ustabil medarbejder, hvilket netop betinger beskyttelseshensynet. Hertil kommer det dilemma, som indklagede stod i, da det stod klart, at klager ønskede at vende tilbage efter endt orlov. Dette svarer til situationer, hvor kvinder ønsker at vende tilbage efter endt barselorlov. I forbindelse med en rationalisering i form af nedlæggelse af én enkelt stilling vil en arbejdsgiver ofte opleve det som mindre driftsforstyrrende at afskedige den ansatte på orlov, der netop er kendetegnet ved ikke aktuelt at befinde sig på arbejdspladsen. Derfor lovens beskyttelse af medarbejdere på orlov. En vag undskyldning om, at ingen af dagplejebørnene havde kendskab til klager, kan ikke retfærdiggøre en afskedigelse af en medarbejder på orlov, uanset om det er barselorlov eller orlov til pasning af et barn med et handicap. Indklagede udviste modvilje til at medvirke til fremtidig beskæftigelse af klager, idet de valgte ikke at omplacere hende til den ledige stilling i en af kommunens daginstitutioner. Klager søgte selv denne stilling og blev efterfølgende ansat. Indklagede har anført, at afskedigelsen af klager ikke skyldtes sønnens handicap, men derimod klagers længerevarende fravær. Klagers fravær var alene begrundet i sønnens plejebehov, og derfor er afskedigelsen udtryk for direkte forskelsbehandling. Klager har derved også påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling. Klager gør gældende, at der er sket direkte forskelsbehandling på grund af handicap. Klager har nedlagt påstand om en godtgørelse på 318.885,36 kr. svarende til 12 måneders løn, subsidiært et mindre beløb. Indklagede afviser, at klager er blevet udsat for forskelsbehandling i forbindelse med, at hun blev afskediget. Det er indklagedes opfattelse, at der som følge af en helt sædvanlig kapacitetstilpasning ikke længere var grundlag for at beskæftige det samme antal dagplejere som hidtil i kommunen. Ved valget af, hvilke dagplejere nednormeringen på to stillinger skulle ramme, faldt valget efter en sædvanlig driftsmæssig vurdering på klager. Afskedigelsen var således ikke begrundet i klagers søns sygdom. Det er endvidere indklagedes opfattelse, at de har truffet alle relevante foranstaltninger for at give klager adgang til beskæftigelse. Indklagede var ikke klar over, at klagers sygemelding i perioden 20. januar til 28. februar 2009 havde sammenhæng med hendes søns forhold. Da klager blev sygemeldt, havde hun tre børn i dagpleje: Barn 1 på knapt 2 år, der havde været i dagpleje siden 1. januar 2008, barn 2 på knapt 2 år, der havde været i dagpleje siden 1. december 2007, og barn 3 på 1 år og 4 måneder, der havde været i dagpleje siden 16. september 2009. Disse børn blev i forbindelse med, at klager blev bevilliget orlov, tilbudt plads hos to andre dagplejere fra samme legestuegruppe, idet indklagede altid omplacerer dagplejebørn inden for samme legestuegruppe. Under orloven blev der ikke visiteret nye børn til klager. Den 14. juni 2009 blev indklagede kontaktet med henblik på forlængelse af klagers orlov, da dette var blevet anbefalet af sønnens psykolog. Orloven blev forlænget til 1. juli 2010 uden yderligere bemærkninger fra indklagedes side. Ledelsen havde forståelse for, at klager i endnu en periode fik ro til at tage hånd om sønnen. Det blev fra indklagedes side endda tilbudt, at orloven kunne forlænges yderligere, indtil der var en afklaring af sønnens situation, selvom indklagede efter KTO-aftalen havde ret til at begrænse retten til tjenestefrihed til ét år pr. barn. Under orloven tog klager ikke selv initiativ til at holde dagplejelederen orienteret om forløbet. Primo april 2010 - efter mere end 14 måneders fravær - kontaktede dagplejelederen atter klager med henblik på en afklaring af, hvornår ledelsen kunne forvente, at klager vendte tilbage på arbejde. Klager oplyste, at hendes søn efter sommerferien 2010 skulle starte på ny skole, og at klager ønskede orlov indtil sønnen var startet på skolen. Dette ønske blev uden videre imødekommet af indklagede. Det blev aftalt, at klager skulle kontakte dagplejelederen, når datoerne for forlængelse af orloven var på plads. Indklagede har således gennem hele forløbet imødekommet klagers behov for tjenestefrihed - uden tidsmæssig begrænsning. Indklagede har i forløbet desuden afstået fra at bede om dokumentation for sønnens helbredstilstand, da det er indklagedes politik uden videre at bevillige tjenestefrihed til deres ansatte, som er bevilliget tabt arbejdsfortjeneste efter serviceloven. I foråret 2010 oplevede indklagede, at der gennem det seneste år havde været overkapacitet på dagtilbudsområdet, hvilket medførte en akut mangel på børn i alderen 0-2 år i forhold til pasningskapaciteten. Overkapaciteten skyldtes, at der blev født færre børn i kommunen, og at der som følge af finanskrisen skete et ændret flyttemønster, hvorved tilflytningen af børnefamilier fra andre kommuner faldt. End ikke åbningen af ventelister for andre kommuners børn kunne opveje overkapaciteten. Indklagede var derfor nødsaget til at foretage en kapacitetstilpasning. Det blev besluttet, at den samlede kapacitet på dagtilbudsområdet skulle reduceres med 40 enheder i andet halvår af 2010. Én enhed svarer til et børnehavebarn, mens to enheder svarer til et dagpleje-/vuggestuebarn. Indstillingen blev, efter drøftelser i kommunen, at dagplejeområdet skulle reduceres med 13 enheder svarende til 6,5 børn, hvilket svarer til to dagplejere. Normeringen pr. dagplejer er 3,3 barn. I forbindelse med kapacitetstilpasningen valgte én dagplejer at opsige sin stilling for at gå på efterløn. Det var herefter nødvendigt at afskedige én dagplejer. Der var i alt 15 dagplejere i kommunen fordelt på tre legestuegrupper. Ved valget af, hvilken af de 15 dagplejere, der skulle afskediges, var det indklagedes indfaldsvinkel, at det var den dagplejer, der bedst kunne undværes, der skulle afskediges. Det var endvidere vigtigt, at udvælgelsen skete på en måde, der berørte den daglige drift mindst muligt. Indklagede tillagde det betydelig vægt, at klager havde været fraværende for arbejdspladsen i mere end ét år. Det understreges, at årsagen til klagers fravær på ingen måde blev tillagt vægt i denne vurdering. Som nævnt var klagers tre dagplejebørn overflyttet til dagplejere i samme legestuegruppe. Der var af naturlige årsager ikke blevet visiteret dagplejebørn til klager i orlovsperioden. Klager havde oplyst til indklagede, at hun først ville vende tilbage, når hendes søn var startet i skole efter sommerferien 2010. På dette tidspunkt ville de tre børn, der havde været i dagpleje hos klager, have forladt dagplejen og overgået til pasning i andre institutioner. I klagers legestuegruppe havde der tilsvarende været udskiftning af dagplejebørnene, således at der i oktober 2010, hvor klager vendte tilbage, alene var ét barn, som tidligere havde mødt klager. Barnet var startet i dagplejen tre måneder før klagers sygemelding. Barnet skulle i øvrigt starte i børnehave i januar 2011. Et af formålene med legestuegrupperne er, at børnene via kontakt i legestuen får lejlighed til at gøre sig bekendt med andre dagplejere, således at de ved fravær kan blive passet af en gæstedagplejer, der ikke er dem ganske ubekendt. Ingen af børnene i dagplejen ville således have noget kendskab til klager. Hvis indklagede havde afskediget en af de andre dagplejere ville det have været nødvendigt at flytte tre dagplejebørn fra den/de dagplejere, de kendte og var faldet til hos, til klager, som børnene ikke kendte, ligesom de ikke kendte hendes hjem. Dette ville være uhensigtsmæssigt set i lyset af dagplejebørnenes behov for kontinuitet og stabilitet i hverdagen, ligesom en sådan disposition ville have været uhyre vanskeligt at forsvare pædagogisk over for de berørte forældre og børn. Indklagedes overvejelser stemmer fuldt overens med den begrundelse, der er givet i meddelelsen om påtænkt afskedigelse. Det var ikke muligt at omplacere klager til en anden stilling i kommunen, da der i 2010 blev afskediget ni pædagogmedhjælpere på daginstitutionsområdet, og da der den 21. maj 2010 blev indført ansættelsesstop i hele kommunen. Indklagede fandt det ikke derudover nødvendigt at undersøge spørgsmålet om omplacering yderligere, da klager var på orlov og derfor ikke ville kunne tiltræde en anden stilling. I forbindelse med partshøringen om påtænkt afskedigelse kom klager eller hendes fagforbund ikke med noget høringssvar. Indklagede bevilligede klager yderligere orlov i opsigelsesperioden, idet orloven blev forlænget af to gange til den 30. september 2010. Samlet havde klager holdt orlov i alt 18 måneder. Allerede inden udløbet af opsigelsesperioden opnåede klager ansættelse i en daginstitution i den indklagede kommune, som hun tidligere havde arbejdet i. Klager har været ansat i en tidsbegrænset stilling i perioden 1. november 2010 til 30. juni 2011. Indklagede søgte ikke klager omplaceret til denne stilling, da den ikke timemæssigt svarede til hendes tidligere stilling, og da der var tale om en tidsbegrænset ansættelse. Siden afskedigelsen af klager har dagplejeområdet været pålagt yderligere besparelser, og der blev den 18. oktober 2010 afskediget yderligere én dagplejer. Indklagede mener ikke, at det er dokumenteret, at klagers søn er handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager har ikke forinden sagens indbringelse for Ligebehandlingsnævnet fremlagt nogen form for dokumentation, der underbygger, at hendes søn skulle være handicappet, ligesom klager på intet tidspunkt har oplyst indklagede som arbejdsgiver om de nærmere omstændigheder ved sønnens sygdom, herunder at han var blevet diagnosticeret med Aspergers syndrom. Indklagede har været bekendt med, at baggrunden for klagers orlov var hendes søns sygdom, men indklagede har ikke været bekendt med, at sønnen skulle være handicappet. For at være omfattet af handicapbegrebet skal sønnens sygdom på afskedigelsestidspunktet have ført til en varig funktionsnedsættelse. Det fremgår af det fremlagte journalmateriale, at sønnen i begyndelsen af behandlingsforløbet alene var disponeret for depressioner og maniodepressivitet. Den foreløbige diagnose var "depressiv enkeltepisode af moderat grad", "depressiv enkeltepisode i svær grad" og "depressiv enkeltepisode i svær grad med psykotiske symptomer". Ifølge behandlingsplanen var målet at udrede sønnen og behandle den diagnosticerede depressive tilstand og herefter vurdere, om der var tale om de nævnte lidelser. Sønnens sygdom medførte blandt andet, at han havde svært ved at være sammen med mange mennesker, og at sønnen ikke kunne tåle de små børn, som klager havde i dagpleje, idet han syntes, at alt omkring små børn var ækelt. Det fremgår af det lægelige materiale, at sønnens tilstand blev bedret gennem behandlingsforløbet, herunder særligt som følge af samtaleterapi og medicinsk behandling. Forbedringen førte blandt andet til, at sønnen ikke på samme måde veg væk fra små børn, når de kom hen til ham. Det fremgår af materialet, at sønnen i hvert fald i februar 2010 var velbehandlet og ikke havde psykotiske symptomer, ligesom hans angst og tvangshandlinger var dæmpet. Det er afslutningsvist i journalen beskrevet, at det kunne komme på tale at reducere sønnens medicinering, når han var faldet til på den nye skole. Indklagede har vedlagt et udskrift fra netdoktor.dk med beskrivelse af Aspergers syndrom. Det fremgår blandt andet heraf, at Aspergers syndrom er defineret med en kombination af forstyrrelse i gensidigt socialt samspil, kommunikation og ensidige interesser, som man også kalder for særinteresser. Det bestrides, at dette er udtryk for, at der er tale om et handicap. Det kan ikke alene på baggrund af en diagnose afgøres, om en sygdom kan karakteriseres som et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Sønnens sygdom medførte ikke en varig funktionsnedsættelse, allerede fordi medicineringen og samtaleterapien havde afhjulpet problemerne - endda i så høj grad, at det kunne komme på tale at reducere sønnens medicinering. Heraf følger også, at tilstanden ikke kan karakteriseres som varig. Hvis Ligebehandlingsnævnet finder, at klagers søn var handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand, bestrider indklagede, at klager har været udsat for forskelsbehandling. Afskedigelsen af klager havde intet med sønnens sygdom at gøre, idet klager var den medarbejder, der bedst kunne undværes. Dette skyldtes ikke sønnens sygdom, men det forhold, at klager havde været fraværende i en længere periode. Indklagede afviser, at der er tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling. Det er korrekt, at dagplejebørn bliver passet af gæstedagplejere ved sygdom og ferie, men der er tale om gæstedagplejere, som børnene kender fra legestuegrupperne. Dette adskiller sig fra den situation, hvor børnene, såfremt en anden medarbejder end klager var blevet afskediget, skulle havde været omplaceret til en for dem ny og fremmed dagplejer. Indklagede bestrider, at de havde pligt til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger med henblik på at fastholde klager i beskæftigelse, som følge af sønnens sygdom, såfremt dette kan karakteriseres som et handicap i lovens forstand. Pligten til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger finder alene anvendelse på den handicappede person selv og ikke på pårørende til en handicappet. Dette fremgår af EU-domstolens præmisser i Coleman-sagen, hvor EU-domstolen fandt, at beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af handicap også omfatter pårørende til en person med handicap. Tilsvarende fremgår af præmisserne til en kendelse fra Retten i Århus. Da klager således ikke selv havde et handicap, påhviler der ikke indklagede nogen pligt til at iværksætte sådanne passende foranstaltninger. Indklagede bestrider, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun er blevet forskelsbehandlet på grund af hendes søns mulige handicap. Det faktiske forløb illustrerer, at indklagede er en arbejdsplads, hvor der bliver udvist stor fleksibilitet over for medarbejdere, der har behov for særlige hensyn. Det blotte forhold, at klager - og ikke en af de øvrige medarbejdere - blev afskediget, er ikke i sig selv en faktisk omstændighed, som giver anledning til at formode, at klager er blevet forskelsbehandlet. Klager har ikke på noget tidspunkt anført, at hun har krav på godtgørelse for usaglig afskedigelse. Det forhold, at parterne er enige om afskedigelsens saglighed understøtter, at der ikke foreligger faktiske omstændigheder. Beslutningen om at afskedige klager blev truffet på et tidspunkt, hvor man fra indklagedes side igennem mere end ét år havde været bekendt med, at klager havde behov for frihed grundet sønnens problemer. Der er således heller ikke tidsmæssig sammenhæng mellem klagers behov for frihed og afskedigelsen. Indklagede bestrider ligeledes, at beskyttelsen mod afskedigelse på grund af handicap kan sidestilles med beskyttelse mod afskedigelse på grund af barselorlov. Beskyttelsen efter ligebehandlingsloven omfatter også retten til fravær i forbindelse med graviditet, barsel og adoption, mens retten til fravær ikke er beskyttet på samme vis i forskelsbehandlingsloven. Det er i Coleman-sagen fastslået, at den beskyttelse som en pårørende til en handicappet i visse situationer har, kun gør sig gældende i forhold til direkte forskelsbehandling. Dommen udstrækker ikke beskyttelsen til også at gælde i forhold til indirekte forskelsbehandling. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap på arbejdsmarkedet. Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer ringere end andre personer på grund af handicap, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Forbuddet mod forskelsbehandling er ikke begrænset til personer, der selv har et handicap, hvis det er bevist, at forskelsbehandlingen skyldes et handicap hos den pågældendes barn, og vedkommende yder hovedparten af den pleje, barnet har brug for. Det følger af forskelsbehandlingsloven, det bagvedliggende EU-direktiv samt praksis fra EU-domstolen, at beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af handicap ikke tillige omfatter sygdom. Det fremgår af de fremlagte beskrivelser af Aspergers syndrom, at der er tale om en varig lidelse, som det ikke er muligt at kurere. Det er kun muligt at behandle de følgesymptomer, der kan opstå i sammenhæng med Aspergers syndrom, eksempelvis depression. Det må endvidere lægges til grund, at man ikke generelt på baggrund af diagnosen, kan udlede i hvilken grad patienten har en funktionsnedsættelse. Patienter med Aspergers syndrom er karakteriseret ved generelt at have et behov for struktur og forudsigelighed, ligesom de er udfordret i forhold til, hvordan man begår sig socialt i relation til andre mennesker. Af lægejournal af 7. juli 2010 fremgår, at klagers søn fremtrådte samlet og orienteret og med neutralt stemningsleje. Han havde normalt psykomotorisk tempo og havde ingen symptomer på psykoser, depressivitet eller angst. Han havde på dette tidspunkt gennem 6 måneder været velbehandlet. Herefter lægger nævnet til grund, at klagers søns eventuelle funktionsnedsættelse på langt sigt ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan anses for et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager får derfor ikke medhold i klagen. <7100121-12>