Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9846@2014-01-29/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - afskedigelse - ej medhold

J. nr. 2013-6810-33979 En svejsekontrollant var ude for en arbejdsulykke, der medførte en brækket fod. Klager vendte senere tilbage til arbejdet på deltid, men måtte efterfølgende sygemeldes igen på grund af ny operation. Tre måneder efter denne operation blev klager afskediget på grund af "længere tids sygdom", hvilket gav en formodning om, at klager havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Indklagede tilbød klager deltidsansættelse i hans hidtidige stilling, hvilket han tog imod i månederne op til operationen. Efterfølgende tilbød indklagede klager en hel- eller deltidsansættelse i en mere administrativ stilling, hvilket klager afslog. Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelse fra ansættelsen som svejsekontrollant/NDT-tekniker ved indklagede. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget den 30. januar 2013 fra ansættelsen ved indklagede. Sagsfremstilling I 2009 blev klager ansat som svejsekontrollant/NDT-tekniker hos indklagede. Klager var ansat på fuld tid med en arbejdsuge på 37 timer. Klager udførte i vidt omfang arbejdet hos indklagedes kunder. Den 13. juli 2011 var klager udsat for en arbejdsskade. Af anmeldelsen af ulykken fremgår: "Skadelidte kranede en stor ramme, den skulle lægges ovenpå en anden ramme. Den nederste ramme flytter sig idet den øverste ramme rammer den, og den øverste ramme skrider så skadelidte får den ned over foden". I lægeerklæring 1 af 30. august 2011 fra klagers læge blev der stillet diagnosen "Brud på mellemfod, venstre". Klager blev sygemeldt til oktober måned 2011. Herefter genoptog han arbejdet og gik til fysioterapibehandling. I starten af marts 2012 blev han opereret i foden. Den 29. maj 2012 genoptog klager arbejdet efter aftale med den nærmeste foresatte, medarbejder X . Samtidig blev der indgået en aftale med klagers hjemkommune om sygedagpengerefusion fra første fraværsdag i medfør af sygedagpengelovens § 56. Klager arbejdede herefter fem timer om dagen tre dage om ugen. Den 11. oktober 2012 gennemgik klager en stivgørende operation af foden. Det betød, at der skulle tages knoglemarv fra klagers hofte til foden. Klager var herefter sygemeldt. Den 30. januar 2013 blev klager afskediget. Af fremlagt opsigelse fremgår, at klager blev afskediget på grund af "længere tids sygdom (19 måneder)". Af statusattest fra klagers læge til bopælskommunen af 21. februar 2013 fremgår: "der kan forventes en vis sparsom bedring med tiden, men foden bliver aldrig så god som før skaden. Det vil restere et permanent skånebehov for foden. - Fx kan pt ikke gå på stiger, bør have afvekslende arbejdsstillinger og ikke gå for mange kilometer dagligt. Pt kan dog varetage jobtyper hvor ovenstående skånebehov er tilgodeset, og han bør understøttes i at få jobmuligheden i et felt han kan mestre. Han har selv planer om at læse til produktionstekniker Yderligere behandling vil ikke kunne bedre tilstanden". Af erklæring af 19. april 2013 fra klagers læge til bopælskommunens rehabiliteringsteam fremgår: " Pt. var den 13/7-11 udsat for en arbejdsulykke, hvor der falder eller glider en stålramme, der vejer omkring 800 kg ned over ve.fod/vrist. Pådrager sig et brud i mellemfod med brud på 2. metatarse og formentlig lisfrancs luksationsfraktur" [. . . ] Der er en permanent funktionsnedsættelse i foden, således at pt. ikke kan magte fodbelastende arbejde og gang på ujævnt terræn, herunder stige- og montagearbejde. Pt. oplyser, at han vil videreuddanne sig til svejseteknikker og vil kunne varetage dette erhverv, idet der primært er tale om kontrol og tekniske beregninger. Som udgangspunkt opfatter jeg situationen med pt.s fod for nuværende som stationær, men afventer endelig vurdering ved [navn på læge] i morgen den 18.04.13." Klagers forbund og indklagede har forgæves forsøgt at nå til enighed i sagen. Sagen er derfor indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at der er sket forskelsbehandling af klager på grund af handicap. Han har krav på en godtgørelse, svarende til ni måneders løn. Efter den sidste operation den 11. oktober 2012 foreslog indklagede, at klager kunne arbejde på kontoret i by A , så arbejdstiden blev fordelt mellem egentlig svejsearbejde og administrativt arbejde, når klager havde behov for hvile. Det blev frem til starten af januar 2013 drøftet mellem parterne, men klager måtte meddele, at han endnu ikke var klar til at køre bil eller til at arbejde. Der var mellem parterne ikke drøftelser om mere permanente ændringer af klagers arbejdsforhold, herunder navnlig i forhold til at arbejde på nedsat tid. Den 30. januar 2013 blev klager afskediget. Det var samtidig med ophøret af refusionen af sygedagpenge. Som begrundelse for opsigelsen blev der henvist til klagers langvarige sygdomsforløb. Der blev henvist til, at der havde været drøftelser om omskoling, og at det ikke var en mulighed. Klager havde udtrykt ønske om at videreuddanne sig til svejsespecialist, som er en mere administrativ funktion med mulighed for aflastning i løbet af arbejdsdagen med stillesiddende arbejde. Dette afviste indklagede imidlertid, da man ikke havde behov for denne funktion. Klager har i foråret 2013 fået arbejde som svejser på deltid cirka 22 timer om ugen. Det passer til klagers umiddelbare arbejdsevne og behov for aflastning af foden. Det er stadig klagers håb, at han kan videreuddanne sig til svejsespecialist, så han har mulighed for at øge sin arbejdstid og indtjening. Klagers arbejdsskade er et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager har svært ved at støtte på foden i længere tid ad gangen. Der er tale om en varig tilstand, der har medført et kompensationsbehov, som for klagers vedkommende består i nedsat arbejdstid eventuelt kombineret med videreuddannelse til mere administrative funktioner. Kompensationsbehovet er veldefineret og understøttes af, at klager efter afskedigelsen har fået arbejde et andet sted med samme arbejdsopgaver og en ugentlig arbejdstid på 22 timer. Begrundelsen for afskedigelsen af klager var udelukkende hans sygdomsforløb. Klager har derved påvist omstændigheder, der sandsynliggør, at handicappet var årsagen til afskedigelsen. Indklagede har ikke løftet bevisbyrden for, at der ikke er sket forskelsbehandling af klager. I perioden mellem operationerne og navnlig frem til sidste operation i oktober 2012 arbejdede klager på nedsat tid. Efter den sidste operation drøftede parterne muligheden for, at klager kunne arbejde på kontoret i by A med svejse - og administrativt arbejde. Det blev ikke nærmere defineret, hvordan arbejdet skulle foregå, ligesom de mere permanente rammer ikke blev drøftet. Indklagede undersøgte heller ikke muligheden for, at klager kunne arbejde på nedsat tid. Klager var i månederne efter operationen ikke i stand til at køre bil og køre til by A. Indklagede undersøgte ikke, hvornår klager ville kunne køre bil og dermed genoptage arbejdet. Klager bestrider, at han afviste et kursus i ultralydsprøvning. Han udtrykte flere gange i løbet af ansættelsen ønske om dette kursus. Da klager fik sin opsigelse, meddelte indklagede, at kurset kunne komme på tale, hvis klager blev i stand til at arbejde på fuld tid igen i opsigelsesperioden. Det blev også tilkendegivet, at man i så fald ville annullere opsigelsen. Indklagede har ikke dokumenteret, at indklagede ikke kunne beskæftige en svejsespecialist, hvilket var klagers eget forslag til en fremtidig jobfunktion, som han efter fornøden oplæring formentlig kunne have varetaget. Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling af klager. Indklagede skal derfor heller ikke betale en godtgørelse til klager. Klager var sygemeldt fra den 13. juli 2011 til afskedigelsen den 30. januar 2013, dog med en arbejdsperiode på deltid i nogle måneder i 2012. I 2013 så indklagede sig nødsaget til at afskedige klager, da man anså mulighederne for fremtidig beskæftigelse for udtømte. Afskedigelsen havde ikke baggrund i bortfald af sygedagpenge, hvilket var uafklaret på tidspunktet for afskedigelsen. Klager fik tilbud om at vende tilbage til indklagede, hvis helbredssituationen blev forbedret. Indklagede var på eget initiativ løbende i kontakt med klager, der dog i perioder var svær at komme i kontakt med. I begyndelsen af sygdomsperioden gennemførte klager en efteruddannelse i hvirvelstrøm (svejsekontrol), hvor kontrollen foregik med meget lettere udstyr end det udstyr, klager hidtil havde arbejdet med. Klager blev også tilbudt kursus i ultralydsprøvning og tilkendegav interesse herfor, men kurset blev aldrig gennemført på grund af klagers forhold. Fra oktober - december 2011 var klager sammen med flere af sine kollegaer beskæftiget på virksomhed 1 . Klager var under overvågning af indklagedes øvrige medarbejdere, og arbejdet var en praktisk del som indledning til niveau 2 til kurset i ultralydsprøvning. I foråret 2012 udtrykte klager ønske om uddannelse som svejsespecialist. Det blev afslået af indklagede, der ikke havde en svejsespecialist ansat i klagers område. Der var ikke brug for yderligere svejsespecialister. Indklagede havde ikke noget imod en deltidsansættelse af klager. Klager var i en periode efter arbejdsskaden beskæftiget på nedsat tid. Klager blev tilbudt både fuldtids- og deltidsarbejde i afdelingen i by A, hvor der var stort behov for udførelse af kontorarbejde, rapportering og arkivering. Klager afslog tilbuddet, da han ikke mente sig i stand til at køre til og fra arbejdspladsen i by A. Klager har hverken ved lægeerklæring eller lignende dokumenteret, at han på grund af arbejdsskaden er blevet handicappet med en varig funktionsnedsættelse til følge. Hvis klager betragtes som handicappet i lovens forstand, gøres det gældende, at indklagede iværksatte en række relevante og hensigtsmæssige foranstaltninger i henhold til forskelsbehandlingsloven for at klager kunne blive i stillingen. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Det følger af EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-377/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, at begrebet "handicap" i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes således, at det også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb. Ligebehandlingsnævnet vurderer, at klagers skade i venstre fod og deraf følgende funktionsbegrænsninger kan karakteriseres som et handicap i lovens forstand. Nævnet har herved lagt vægt på, at klagers skade medfører funktionsbegrænsninger i forhold til stillingen som svejsekontrollant/NDT-tekniker, herunder kan klager ikke magte fodbelastende arbejde og gang på ujævnt terræn, herunder stige- og montagearbejde. Indklagede har som begrundelse for afskedigelsen af klager henvist til klagers sygdom og længerevarende fravær som følge heraf. Nævnet finder, at der derved er påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager har været udsat for forskelsbehandling. Klager havde et konkret kompensationsbehov, og indklagede havde pligt til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at give klager mulighed for fortsat at arbejde som svejsekontrollant/NDT-tekniker i tiden efter arbejdsskaden. Ligebehandlingsnævnet lægger til grund, at indklagede efter arbejdsskaden tilbød klager deltidsansættelse i hans hidtidige stilling, hvilket han udførte til operationen i oktober 2012. Nævnet lægger endvidere til grund, at indklagede derefter tilbød klager hel- eller deltidsansættelse i en mere administrativ stilling i by A, og at klager afslog dette, da han ikke mente sig i stand til at køre i bil til og fra denne arbejdsplads. Nævnet vurderer på denne baggrund, at indklagede har godtgjort, at man forud for beslutningen om at afskedige klager traf rimelige og hensigtsmæssige foranstaltninger for at imødekomme klagers konkrete behov. Klager får derfor ikke medhold i klagen. <2013-6810-33979>

Versioner

1. 2014-01-29