Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9847@2014-02-05/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - afskedigelse - ej medhold

J. nr. 2013-6810-11423 En kvinde blev opsagt fra sit fleksjob på en café to dage efter, at hun havde mindet indklagede om hvilke skånehensyn hun havde. Indklagede oplyste, at klager ikke passede ind i branchen, og at hun ikke ville modtage og følge simple ordrer. Klager havde ikke kommenteret på dette. Der blev opsagt flere andre medarbejdere omkring samme tidspunkt som led i en omstrukturering. Klager fik ikke medhold i klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap, idet en kvinde blev opsagt fra sit fleksjob på en café i prøvetiden. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev opsagt fra sit fleksjob. Sagsfremstilling Klager blev pr. 31. december 2012 ansat som cafémedarbejder i fleksjob på den indklagede café. Stillingsindholdet var ifølge ansættelseskontrakten tilberedning af lette retter i køkkenet, servering og lettere rengøring, assistere cafébestyreren ved bestilling og optælling af varer og forefaldende arbejde i samråd med cafébestyreren. Klager lider af en kronisk smertetilstand efter et faldtraume. Hun har vedvarende smerter fra højre ben samt prolaps i nakken som medfører vedvarende hovedpine. Prognosen er fra lægelig side, at smerterne kan lindres men ikke helbredes. Der er varige skånehensyn i forhold til afvekslende, gående, stående og siddende arbejde uden tunge løft. Det er desuden anført, at hun bør undgå ensidigt og kraftbetonet arbejde med armene, specielt med hænderne over skulderhøjde. Hendes erhvervsevne vurderes nedsat i ethvert erhverv. Det fremgik af fleksjobaftalen, at der var skånehensyn i forhold til tunge løft, skiftende arbejdsstillinger, undgå yderstillinger, undgå ensidigt gentaget og kraftbetonet arbejde med armene over skulderhøjde. Den ugentlige arbejdstid var 20 timer. Klager skrev den 11. februar 2013 et brev til indklagede, hvoraf følgende fremgik: "- I kontrakten skal mine skånehensyn stå så vi ikke misforstår hinanden. De står skrevet i den første kontrakt. - Meget tunge løft siger jeg selv fra til - Jeg kan ikke holde til at feje og vaske gulvet, min ryg er jo skadet - Løn til tiden og den rigtige. Der mangler noget. Sygdom skal i indberette via www.virk.dk så i får refusion. - Vi skal have et møde med [] fra Jobcentret og evt. din revisor, så vi får det hele helt på plads. Du skal vide at jeg er så glad for at arbejde i [indklagede], og jeg vil ikke svigte, men jeg er nødt til at stille de her krav for at passe på mig selv. Og så vi får det bedste samarbejde" Klager blev opsagt ved brev af 13. februar 2013. Det fremgik af opsigelsen at: "Det er med beklagelse jeg må meddele, at du hermed er opsagt fra din stilling på [indklagede], da ansættelsesforholdet ikke har levet op til mine forventninger." Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at opsigelsen af klager var i strid med forskelsbehandlingsloven, idet den var udtryk for forskelsbehandling på grund af handicap. Der var tidsmæssigt sammenfald mellem klagers redegørelse for hendes skånehensyn og den deraf affødte prompte reaktion fra indklagede. Indklagede gør gældende, opsigelsen ikke var i strid med reglerne om forskelsbehandling. Indklagede er af den opfattelse, at der ansættelsesretligt var tale om en berettiget opsigelse, da der er sket opsigelse i prøveperioden. Opsigelse i prøveperioden kræver som udgangspunkt ikke yderligere begrundelse, da prøveperioden netop er aftalt, for at parterne kan se hinanden an, før der træffes beslutning om mere permanent ansættelse. Klagers brev af 11. februar 2012 er udarbejdet efter ansættelsen og indholdet synes at ligge temmelig langt fra det, der var aftalt i ansættelsesaftalen, da stort set hele jobbeskrivelsen efter klagers opfattelse skulle væk eller i det mindste kraftigt decimeres. Opsigelsen skete ikke grundet handicap. Da caféen åbnede, blev der ansat en bestyrer. Bestyreren var efter det oplyste veninde med klager, og det var hende, der traf beslutningen om ansættelsen. Bestyreren blev imidlertid opsagt. Indehaveren overtog herefter den daglige drift af caféen. Han foretog en samlet vurdering af de ansatte, herunder hvem han ønskede fremadrettet skulle deltage i den daglige drift. Han var grundlæggende ikke tilfreds med bemandingen og opsagde derfor inden for de første måneder derefter 3-4 medarbejdere herunder klager. Dette skete også med ønsket om selv at deltage mere i den daglige drift og derved spare omkostninger. Der var derfor ikke tale om en enkeltstående beslutning i forbindelse med opsigelsen af klager, men derimod en større omlægning af driften i forbindelse med at indehaveren selv overtog den daglige ledelse. Opsigelsen skete ud fra en samlet bedømmelse af klagers evner til at varetage arbejdet. Klager havde ingen erfaring fra branchen, så prøvetiden var også aftalt for at se, om hun passede ind i branchen, hvilket hun efter indklagedes vurdering ikke gjorde. Efter indehaveren overtog den daglige ledelse fra bestyreren ville klager ikke modtage og følge simple ordrer vedrørende arbejdets udførelse. Hun ville ikke påtage sig vagter ud over dem, hun selv mente, hun skulle have, og hun var derfor nærmest umulig for indklagede at passe ind i en almindelig vagtplan. Selv om der var tale om en person i fleksjob må en aftalt prøvetid anses som en mulighed for at bedømme, om den ansatte kan varetage arbejdet. Hvis det vurderes ikke at være tilfældet, er der adgang til opsigelse, hvilket er det, der er sket her. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af blandt andet handicap efter lov om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det følger af EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-377/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, at begrebet "handicap" i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes således, at det også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb. Klager lider af en kronisk smertetilstand som medfører vedvarende smerter fra højre ben. Hun har desuden en prolaps i nakken som medfører vedvarende hovedpine. Prognosen er fra lægelig side, at smerterne kan lindres men ikke helbredes. Der er desuden varige skånehensyn, og hendes erhvervsevne vurderes at være nedsat i ethvert erhverv. På den baggrund finder Ligebehandlingsnævnet, at klager er handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere ved afskedigelse på grund af handicap. Klager blev opsagt fra sit fleksjob, i umiddelbar tilknytning til opsigelsen af bestyreren. Der blev opsagt flere andre medarbejdere omkring samme tidspunkt. Begrundelsen for opsigelsen var, at klager ikke levede op til indklagedes forventninger uden at dette var uddybet nærmere. Opsigelsen faldt to dage efter, klager i et brev havde mindet indklagede om sine skånehensyn. Ligebehandlingsnævnet vurderer derfor, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med sin opsigelse. Det er i den forbindelse uden betydning, at klager blev opsagt i prøvetiden, da beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af handicap også gælder i denne periode af ansættelsen. Indklagede har oplyst, at opsigelsen ikke skyldtes handicap. Beslutningen om at opsige klager skete ud fra en samlet bedømmelse af hendes evne til at varetage arbejdet, og at klager ingen erfaring havde fra branchen. Indklagede vurderede, at klager ikke passede ind i branchen. Det er oplyst, at hun ikke ville modtage og følge simple ordrer vedrørende arbejdets udførelse. Hun ville ikke påtage sig vagter ud over dem, hun selv mente, hun skulle have, hvilket gjorde det nærmest umuligt at passe klager ind i vagtplanen. Klager har ikke imødegået disse oplysninger. Det er endelig oplyst, at der i månederne efter indehaverens overtagelse af den daglige drift blev opsagt andre medarbejdere som led i en omstrukturering, der var besluttet ud fra økonomiske hensyn. Nævnet finder herefter ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes vurdering af, at klager ikke egnede sig til jobbet som medarbejder i indklagedes café, og at opsigelsen ikke var begrundet i hendes handicap. Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Versioner

1. 2014-02-05