Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9864@2011-03-02/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kommuner - ej medhold

J.nr. 2500170-10 Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at en Kommune undlod at indkalde en klager, til en jobsamtale til en stilling som ejendomsadministrator. Der var ikke formodning for, at den manglende indkaldelse var begrundet i hans handicap.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med jobansøgning Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede undlod at indkalde klager til jobsamtale i vinteren 2010. Sagsfremstilling Klager er en 39-årig mand, der er uddannet cand. mag i historie og medievidenskab. Indklagede indrykkede en stillingsannonce vedrørende en stilling som ejendomsadministrator. Det blev oplyste, at der ville blive afholdt ansættelsessamtaler den 17. og 18. februar 2010. Klager søgte stillingen og gjorde i den forbindelse opmærksom på, at han ønskede at gøre brug af sin fortrinsadgang for handicappede til ledige stillinger hos offentlige arbejdsgivere. Indklagede bekræftede pr. mail at have modtaget klagers ansøgning og oplyste, at hvis klager ikke havde hørt noget pr. 19. februar 2010, var stillingen besat til anden side. Parternes bemærkninger Klager påstår, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en jobansøgning til indklagede. Klager har krav på en godtgørelse, der har en "afskrækkende" virkning på indklagede. Nævnet har i en anden sag tilkendt en godtgørelse på 25.000 kroner, hvor klager ikke blev indkaldt til samtale på grund af sin alder. Der er i den konkrete sag tale om skærpende omstændigheder, fordi reglerne om kompensation til handicappede i erhverv foreskriver en pligt til at indkalde til samtale, og fordi klager selv har gjort opmærksom på denne pligt med henvisning til loven. Den 11. februar 2010 søgte klager en stilling som ejendomsadministrator hos indklagede. I forbindelse med ansøgningen oplyste klager, at han ønskede at benytte sig af reglerne om fortrinsadgang for personer med handicap. Den 12.februar 2010 modtog klager en bekræftelse på modtagelsen af ansøgningen. Stillingsopslaget beskrev, at der ville blive afholdt samtaler den 17. - 18. februar. Den bekræftende mail oplyste, at hvis klager ikke havde hørt noget den 19. februar, var stillingen besat til anden side. Klager hørte ikke efterfølgende fra indklagede og formoder derfor, at indklagede har fulgt den beskrevne procedure. Klager anmodede efterfølgende Beskæftigelsesankenævnet om at vurdere, hvorvidt indklagede i forbindelse med klagers stillingsansøgning havde overholdt de regler, der er fastsat om samtale- og forhandlingspligt i medfør af lov om kompensation til handicappede i erhverv. Beskæftigelsesankenævnet fandt, at reglerne om fortrinsadgang til ledige stillinger hos offentlige arbejdsgivere ikke var overholdt i forbindelse med besættelse af stillingen. Indklagede havde ikke fulgt de regler, der er fastsat, om pligten til at indkalde klager til en personlig ansættelsessamtale og til efterfølgende at forhandle med jobcenteret. Nævnet lagde til grund, at klager opfyldte de formelle uddannelseskrav til den ledige stilling. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at klager i sin ansøgning havde gjort opmærksom på, at han ønskede at anvende fortrinsretten, og at han tidligere havde anvendt fortrinsretten med jobcenterets medvirken. Nævnet lagde også vægt på, at indklagede ikke havde indkaldt klager til en personlig samtale før den ledige stilling blev besat. Endelig lagde nævnet vægt på, at indklagede genopslog stillingen uden at have orienteret jobcenteret. Det var en nemlig en forudsætning for, at klager kunne komme i betragtning i forbindelse med genopslaget, at han søgte stillingen igen. Til trods for sit handicap har klager gennemført et akademisk uddannelsesforløb, som samfundet har bekostet. Siden endt uddannelse er han kun blevet mødt med lukkede døre på grund af de barrierer, som reglerne om forbud mod forskelsbehandling skulle hjælpe med at nedbryde. Gennem de sidste fire år har han således søgt mere end 1000 stillinger. Det har mange negative psykiske og økonomiske konsekvenser ikke at kunne få et arbejde. Klager er uforstående overfor det forhold, at Beskæftigelsesankenævnet entydigt kan udtale, at lov om kompensation for handicappede i erhverv er blevet overtrådt, og at Ligebehandlingsnævnet efterfølgende kan statuere, at der ikke er sket en overtrædelse af loven, der kan medføre påtale eller straf. Det er med andre ord "gratis" for de offentlige arbejdsgivere at bryde loven og udvander reglerne om kompensation for handicappede i erhverv. Det er klagers fornemmelse, at Ligebehandlingsnævnet har valgt at støtte offentlige arbejdsgiveres ret til at se bort fra en lov, som Beskæftigelsesankenævnet klart har sagt, er blevet brudt. Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at "arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse". Indklagede skal blandt andet træffe de foranstaltninger der er beskrevet i reglerne om kompensation for handicappede i erhverv. Beskæftigelsesankenævnet har statueret, at det ikke er sket i den konkrete sag. Indklagede har derfor overtrådt reglerne i forskelsbehandlingsloven. Indklagede påstår frifindelse og afviser, at der har været tale om forskelsbehandling i den konkrete sag. Af opslaget til den ledige stilling fremgik det, at der ved besættelsen af stillingen ville blive lagt vægt på, at den pågældende medarbejder havde erfaring med ejendomsadministration og i øvrigt havde en relevant uddannelse som cand.jur., cand.merc.jur. eller som ejendomsadministrator. Klager oplyste, at han var uddannet historiker med film- og medievidenskab som bifag. Han opfyldte således ikke de kriterier, som indklagede vurderede ansøgerne ud fra. Det var årsagen til, at han ikke blev indkaldt til samtale. Indklagede beklager, at man ikke var opmærksom på, at klager ønskede at gøre brug af sin fortrinsadgang. Indklagede søgte at råde bod på denne fejltagelse ved at opfordre klager til at søge den genopslåede stilling med henblik på den efterfølgende samtale. Indklagede modtog ikke nogen ny ansøgning fra klager. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Derimod har nævnet ikke kompetence til at behandle klager i henhold til lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget til forskelsbehandlingsloven, at der i praksis opereres med en forståelse af begrebet handicap, hvorefter der, for at man kan tale om et handicap eller en person med handicap må kunne konstateres en fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, som afføder et kompensationsbehov, for at den pågældende kan fungere på lige fod med andre borgere i en tilsvarende livssituation. Det er dog ikke afgørende for beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af handicap, at der er et konkret behov for kompensation. Uanset om det måtte kunne lægges til grund, at klager er handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand, må nævnet lægge til grund, at indklagede søgte en medarbejder med relevant uddannelse og erfaring fra et bestemt område for at kunne varetage de beskrevne arbejdsopgaver. På baggrund af ansøgningen fra klager og hans uddannelsesmæssige baggrund var det indklagedes indtryk, at klager ikke var den bedst egnede kandidat til jobbet. Klager fik derfor afslag på sin ansøgning. Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede udøvede direkte eller indirekte forskelsbehandling i forbindelse med deres beslutning om at meddele klager afslag på hans jobansøgning. Det forhold at Beskæftigelsesankenævnet den 29. juli 2010 fandt, at der var sket en overtrædelse af reglerne om fortrinsadgang for handicappede til ledige stillinger hos offentlige arbejdsgivere, kan ikke medføre en ændret vurdering. Beskæftigelsesankenævnet har i deres afgørelse foretaget en vurdering af, om indklagede overholdt samtale - og forhandlingspligten i forbindelse med besættelsen af stillingen, hvorimod Ligebehandlingsnævnet har vurderet, om klager i forbindelse med ansættelsesprocessen har været udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap. Der er således tale om to forskellige vurderinger efter forskellige juridiske regler, hvorfor de to afgørelser ikke nødvendigvis får det samme udfald. Ligebehandlingsnævnet skal også bemærke, at reglerne i forskelsbehandlingsloven vedrørende arbejdsgiverens pligt til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger har til formål at kompensere den handicappede på en måde, så personen kan varetage stillingen med sit handicap på lige fod med andre. Kravet om kompensation pålægger derimod ikke arbejdsgiver en pligt til at indrømme handicappede en gunstigere stilling end andre ansøgere til en stilling, heller ikke i den situation, hvor ansøgeren påberåber sig reglerne om fortrinsadgang til ledige stillinger hos offentlige arbejdsgivere. Det vil derimod være i strid med forskelsbehandlingsloven, hvis det er ansøgerens handicap, der er begrundelsen for, at der ikke indkaldes til samtale eller gives afslag på jobansøgningen. Det var indklagedes vurdering, at der var andre kandidater, der var bedre egnede til at udføre de opgaver, som var indeholdt i stillingen. Nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte denne vurdering efter reglerne i forskelsbehandlingsloven. Klager får derfor ikke medhold i sin klage. <2500170-10>

Versioner

1. 2011-03-02