Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9870@2013-02-06/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - uddannelse - ej medhold

J.nr. 7100379-12 Klager, der er af egyptisk oprindelse, fik ikke lov til at gå op til køreprøve, da han var ved at tage buskørekort. Klager havde fået af vide af indklagede, at han ikke havde et tilstrækkeligt kørselsniveau til, at han kunne indstilles til den praktiske køreprøve. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke var fremlagt oplysninger i sagen, som gav grundlag for at antage, at indklagede skulle have afvist at indstille klager til den praktiske køreprøve på grund af hans etniske oprindelse. Klager havde derfor ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af hans etniske oprindelse. Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager ikke fik lov til at gå op til køreprøve, da han var ved at tage buskørekort. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede ikke indstillede dig til den praktiske køreprøve. Sagsfremstilling Klager, der er af egyptisk oprindelse, påbegyndte i foråret 2009 en uddannelse til buschauffør. Uddannelsen blev påbegyndt efter aftale med klagers kommune, som også skulle betale for kørekortet. Klager gik op til teoriprøven den 25. august 2009 og bestod. Indklagede indkaldte herefter klager og dennes jobkonsulent til en samtale i slutningen af september 2009, hvor indklagede oplyste, at klagers køreevner ikke var tilstrækkelige til, at de ville indstille ham til den praktiske køreprøve. Klager kontaktede et andet uddannelsessted med henblik på at fuldføre sin buschaufføruddannelse der. Da kommunen ikke betalte det nye uddannelsessted for køretimer, gik der for lang tid mellem køretimerne, og klagers beståede teoriprøve udløb derfor i marts 2010. Klager skulle herefter starte helt forfra, hvis han skulle have kørekort til bus. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at indklagede har udsat ham for forskelsbehandling på grund af hans etniske oprindelse. Han ønsker en godtgørelse på grund af dette. Klager henviser til, at han deltog i et tre måneders kursus for at tage et buskørekort. Han gennemførte alle øvelseslektionerne punktligt uden at få nogen irettesættende bemærkninger, og han blev aldrig bedt om at gøre en repetition. Han har derfor hele tiden haft indtryk af, at det var godt nok, det han gjorde. Han blev opfordret til at opgive at tage kørekortet, efter at han havde bestået teoriprøven og gennemført 22 praktiske lektioner, herunder glatbane- og mørkekørsel. Det fremgår således af et referat fra en samtale, som klager havde med kommunens borgerrådgivning, at klagers teorilærer, efter at klager havde bestået teoriprøven, indkaldte klager og dennes jobkonsulent til en samtale i slutningen af september 2009, hvor teorilæreren oplyste, at klager ikke kunne finde ud af at køre. Klager oplyste til borgerrådgivningen, at han plejede at køre med en anden underviser, som havde sagt, at han kørte godt. Han undrede sig derfor over teorilærerens udtalelse. Klager oplyste også til borgerrådgiveren, at teorilæreren forud for samtalen med klager og en jobkonsulent, havde bedt klager om at køre med en anden underviser, end den han sædvanligvis kørte med. Denne underviser havde efterfølgende udtalt, at klager kun kunne klare at køre små biler som for eksempel taxa. Teorilæreren havde herefter udtalt, at klager skulle påbegynde et nyt taxa-kursus i stedet for at fuldføre buschaufføruddannelsen. Klager tilkendegav i samtalen med kommunens borgerrådgiver, at han troede at indklagede udnyttede jobkonsulentens uvidenhed med henblik på at kunne berige sig 35.000 kr., som kommunen herefter måtte betale, såfremt klager påbegyndte taxa-kurset. Han vil gerne vide, hvorfor han ikke allerede efter de første fem kørsler fik besked om, at han ikke var god nok til at køre. Han fik tværtimod besked om, at det var OK, og at han bare skulle fortsætte. Klager finder det under al kritik, at han, efter al den undervisning uden feed back, ikke blev underrettet før til sidst. Han er uenig i at indklagede gennem hele forløbet forsøgte at gøre det klart for ham, at han ikke ville blive indstillet til den praktiske køreprøve til bus. Hvis dette var tilfældet, bør indklagede dokumentere, hvornår i forløbet de har forsøgt at gøre det klart for ham, at hans køreevner ikke var tilstrækkelige til at blive indstillet til køreprøve, og hvilken repetition de har givet ham efter de dokumenterede øvelsestimer. Han henviser til lektionsplanen, hvorefter han har gennemført 10 øvelsesstrækninger, hvilket er underskrevet af både kørelærer og klager efter hver gennemført øvelsesstrækning á mindst 2 timer og 45 minutter. Klager forstår ikke, hvorfor han blev sendt til teoriprøve, hvis hans lærere ikke var tilfredse med hans kørsel. Chefen hos indklagede hævder, at de lærere, han har kørt med, har givet udtryk for, at klager var for usikker. De har dog ikke på noget tidspunkt gjort klager opmærksom på deres opfattelse af hans evner. Klager oplyser, at det var et svært kursus, hvor han skulle læse en del og sætte sig ind i meget. Han arbejdede hårdt for at bestå teoriprøven, og så gav skolen ham ikke lov til at gå op til køreprøven. Han mener, at han har ret til at gå til den praktiske prøve, idet det så vidt han ved, er politiet, der skal afgøre, hvorvidt han egner sig som chauffør og ikke skolens lærere. Det er hans opfattelse, at han har ret til at gå til praktisk prøve, når teoriprøven er bestået. Klager oplyser, at kommunen har betalt 35.000 kr. for hans kursus, og at det indgik i den pris, at man fik fem chancer for at bestå teoriprøven og fem chancer for at bestå køreprøven. Klager føler, at han er blevet afvist uden grund. Han oplyser, at den uretfærdige behandling har medført store omkostninger for hans helbred. Indklagede gør gældende, at de ikke gør forskel på deres kursister på grund af deres etniske oprindelse, og at klager ikke er blevet forskelsbehandlet. Indklagede henviser til, at de årligt har tusinder igennem deres uddannelser, og de har aldrig tidligere fået klager af denne art. Det er en del af deres værdisæt, at de respekterer forskellighed i alle former. Størstedelen af deres kursister er af anden etnisk oprindelse, og det er og har altid været en integreret del af virksomhedens sjæl, at de behandler alle ens. Hvis de blandt deres medarbejdere oplever personer, der har holdninger omkring forskellighed, som ikke er forenelige med indklagedes værdisæt, er det øjeblikkelig bortvisningsgrund. Indklagede oplyser, at klager klart og tydeligt fik en tilbagemelding hver gang, han havde været ude og få køreundervisning. Klager har fra første køretur fået at vide, at hans kørerutine var helt utilstrækkelig til at blive indstillet til køreprøve, og at han såfremt han ville prøve at gennemføre kurset i første omgang skulle koncentrere sig om teoriprøven og derefter påregne et ukendt stort antal ekstra køretimer. Indklagede blev hurtigt klar over, at klager opfattede de ting de sagde på sin egen måde. De sørgede derfor for, at han kom ud at køre med 4 forskellige kørelærere, således at han fik tilbagemelding om sin kørsel af hver lærer. Hver gang klager skulle tale med sin sagsbehandler, bad indklagede ham om at fortælle sagsbehandleren det, de havde sagt, så sagsbehandleren var forberedt på den ekstraomkostning, det ville medføre, at få klager gennem uddannelsen. Derfor var det meget overraskende for indklagede, at klagers sagsbehandlere var fuldstændig uforstående, da de fik oplyst, hvor stor en ekstraomkostning de måtte forvente, hvis klager skulle bestå uddannelsen. Sagsbehandlerne oplyste, at klager til dem havde oplyst, at det gik rigtig godt. Indklagede og sagsbehandleren aftalte herefter at holde et møde med klager, så de en gang for alle kunne få ryddet op i klagers forvrængede opfattelse af hele forløbet. På mødet forsøgte de at forklare klager, hvor utilstrækkelige hans køreevner var, og at busuddannelsen nok var en for stor mundfuld på daværende tidspunkt, da han manglede kørselserfaring fra almindelig personbil. Det blev derfor overvejet, at klager måske i stedet for skulle prøve at tage taxa-uddannelsen for at få mere kørselsrutine og så på sigt vende tilbage til busuddannelsen, hvis det stadig var interessant på et senere tidspunkt. Klagers sagsbehandlere synes, at dette lød fornuftigt og de ville overveje det og drøfte det med klager. Indklagede oplyser i øvrigt, at de kan indstille en person til teoriprøven, efter at pågældende har modtaget obligatorisk undervisning i teori og kørsel. Dette har intet at gøre med, hvor mange fejl man laver under træningen i evaluerende teoriprøver på skolen. Klager blev informeret om dette, og han bestod også sin teoriprøve som forventet. Indklagede oplyser videre, at de først må indstille en kursist til køreprøven, når lærerne vurderer, at kørselsniveauet er på et forsvarligt rutineret niveau, dels fordi det er en erhvervsprøve, hvor man efterfølgende som chauffør har ansvaret for mange mennesker, og dels fordi det er kursisten, der er ansvarlig for køretøjet til selve køreprøven. Indklagede indstiller derfor ingen til køreprøven, før de tør sige god for dem. Hvis en kursist ikke har et tilstrækkeligt kørselsniveau, vil det medføre en påtale til den kørelærer, der har indstillet kursisten, og i værste fald er det strafbart og kan resultere i inddragelse af kørelærerlicensen. En kursist er aldrig berettiget til at blive indstillet til køreprøve, før kørelæreren siger god for det. Dette forsøgte indklagede at forklare klager mange gange. Alt dette blev gennemgået i introduktionen/velkomsten på kurset før start og igen på kursets første dag samt ved feed back hele vejen gennem forløbet. Indklagede oplyser, at kravene for at blive indstillet til og bestå køreprøven fremgår af "Bekendtgørelse om kørekort BEK nr. 439 af 14/05/2012" og "Uddannelsesplan for kategori D, stor personbil herunder erhvervsprøven til D". Vurderingen af om klager opfyldte kravene blev foretaget på et objektivt grundlag. Denne vurdering foretages også for andre kursister, og den har på ingen måde baggrund i kursistens etniske oprindelse. Indklagede forsøgte at opstille alternative erhvervsmuligheder for klager i form af erhvervskørekort til taxi, hvilket ville være mere realistisk i forhold til de stillede krav. Klager forholdt sig ikke positivt til dette tilbud. Indklagede mener, at de har forsøgt at vejlede både klager og hans sagsbehandlere fagligt forsvarligt gennem forløbet. De mener ikke, at de kunne have handlet anderledes. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse efter forskelsbehandlingsloven. Nævnet har lagt til grund, at klager påbegyndte et forløb hos indklagede, der skulle føre til, at han fik buskørekort og derefter kunne arbejde som buschauffør. Klager bestod teoriprøven efter at have gennemført mange praktiske lektioner, herunder glatbane- og mørkekørsel. Han fik herefter af indklagede besked om, at han ikke havde et tilstrækkeligt kørselsniveau til, at han kunne indstilles til den praktiske køreprøve. Da klager herefter havde en for lang pause mellem de praktiske køretimer udløb hans beståede teoriprøve. Klager fik derfor aldrig færdiggjort uddannelsen til buschauffør. Ligebehandlingsnævnet er opmærksomt på, at klager føler sig uretfærdigt behandlet, fordi han efter den beståede teoriprøve ikke fik lov til at gå op til den praktiske køreprøve. Nævnet har imidlertid lagt vægt på, at der ikke er fremlagt oplysninger i sagen, som giver grundlag for at antage, at indklagede skulle have afvist at indstille klager til den praktiske køreprøve på grund af hans etniske oprindelse. Klager har derfor ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han har været udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af hans etniske oprindelse. Klager får derfor ikke medhold i klagen. <710 0379-12>

Versioner

1. 2013-02-06