Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9871@2013-01-09/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - sundhed - ej medhold

J.nr. 7100466-12 Klager, som er etnisk kineser, påstod at være blevet forskelsbehandlet på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med tandbehandling, og den efterfølgende behandling af klagesagen hos Tandlægeforeningens Patientforsikring og Tandskadeankenævnet. Nævnet fandt, at klager ikke havde været udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med tandbehandling og den efterfølgende sagsbehandling af klagen over tandbehandlingen i Tandlægeforeningens Patientforsikring og i Tandskadeankenævnet. Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med tandbehandling, og den efterfølgende behandling af klagesagen hos Tandlægeforeningens Patientforsikring og Tandskadeankenævnet. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Nævnet finder det ikke dokumenteret, at klager var udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med tandbehandling og den efterfølgende sagsbehandling af klagen over tandbehandlingen i Tandlægeforeningens Patientforsikring og i Tandskadeankenævnet. Sagsfremstilling Klager er etnisk kineser. Klager har boet i Danmark i en lang årrække, og hun er dansk statsborger. Den 25. oktober 2010 blev klager behandlet på indklagede tandklinik, hvor hun fik trukket en tand ud i overkæben. Før tanden blev udtrukket, blev den fotograferet og røntgenfotograferet, og disse fotos viste, at tanden havde en rodfraktur med totalbetændelse. Klager fik smerter i kæben og munden under og efter fotograferingen og røntgenfotograferingen. På grund af smerter ved udtrækningsstedet og i kæbeled og muskler henvendte klager sig i tandklinikken den 27. oktober 2010, hvor hun blev behandlet med antibiotika. Klager fik en ny tid til kontrol. Den 31. oktober 2010 opsøgte klager en speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme, da hun fortsat havde smerter og var bange for, at hun led af en alvorlig sygdom. Speciallægen fandt ikke tegn på sygdom, og opfordrede klager til at fortsætte behandlingen med antibiotika. Den 1. november 2010 mødte klager op i klinikken. Tandlægen var ved at behandle en anden patient, men tilbød at der blev taget et røntgenbillede, da klager fortsat havde gener. Klager afslog dette tilbud. Da smerterne fortsatte, og klager havde svært ved at bide og gabe op, tog hun den 3. november 2010 på Tandlægeskolen, hvor hun blev undersøgt og røntgenfotograferet. Klager indgav herefter den 7. december 2010 en klage over behandlingen på tandklinikken og en anmeldelse til Tandlægeforeningens Patientforsikring. Den 14. januar 2011 traf Tandlægeforeningens Patientforsikring afgørelse i klagesagen. Patientforsikringen fandt ikke, at klager var berettiget til en erstatning og begrundede blandt andet afgørelsen med, at: "Tilstanden er behandlet bedst muligt under de givne omstændigheder ved udtrækning af den dårlige tand og efterfølgende ordination af antibiotika. Ubehagsgener og/eller vedvarende infektion efter udtrækningen kan ikke henføres til den udførte behandling, men derimod det forhold, at tanden havde betændelse. Samlet set finder vi ikke, at tabet af tanden 4+ med overvejende sandsynlighed er en følge af den udførte behandling, men at tabet kan henføres til den betændelsestilstand som er en følge af tandens oprindelige grundlidelse." Klager mente ikke, at forsikringen havde forholdt sig til samtlige klagepunkter, eksempelvis hævelsen af kæbeled/kinden efter foto og røntgenfotografering, anvendelsen af mundskyl og ordineringen af antibiotika, og indgav derfor en indsigelse i sagen. På den baggrund indkaldte forsikringen klager og hendes mand til et møde den 3. maj 2011. Forsikringen genvurderede herefter sagen, hvor de fastholdt, at der ikke var tale om en erstatningsberettigende skade, ligesom de henviste til, at de ikke havde kompetence til at tage stilling til klagepunkterne angående tandlægen og hans klinikassistent. I brev af 8. april 2011 ankede klager og hendes ægtefælle Patientforsikringens afgørelse til Tandskadeankenævnet. Nævnet stadfæstede ved afgørelse af 21. december 2011 Patientforsikringens afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at fotograferingen og røntgenfotograferingen forud for tandudtrækningen blev udført bedst muligt under de givne omstændigheder, ligesom klagers forbigående gener efter nævnets vurdering ikke lå ud over, hvad en patient må tåle, som led i et forsøg på at udrede, hvad baggrunden for de langvarige problemer med tanden var. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse i tandklinikken og i sagsbehandlingen hos Tandlægeforeningens Patientforsikring og i Tandskadeankenævnet. Klager mener, at hun er blevet udsat for en forkert, unødvendig og langvarig behandling i tandklinikken , da der blev taget fotos af tanden. Klinikassistenten var meget længe om at tage billederne, og der skulle skiftes batterier på kameraet. Tandlægen måtte gang på gang forklare klinikassistenten, hvordan billederne skulle tages, mens han stadig havde instrumenterne presset ind i klagers mund. Tandlægen tog slet ikke hensyn til klagers situation. Klager sad således med åben mund i mere end 10 minutter. Klager undrer sig over, at hun ikke blev lokalbedøvet i forbindelse med hele fotograferingsprocessen. Klager mener, at billederne alene blev taget, fordi tandlægen skulle bruge dem til undervisning. Klager kunne ikke selv lukke munden, da behandlingen var slut, og det var klinikassistenten, der lukkede klagers mund. Tandlægen kastede ikke et blik på klager, men koncentrerede sig i stedet om at tage billeder af den udtrukne tand. Klagers mundhule blev ved behandlingen alvorligt såret, og klagers venstre kind var meget hævet, og hun havde smerter i kæbeleddet. Tandlægen har overtrådt ligebehandlingsloven og FN-konventionen, da han ikke ville give klager lægehjælp, da hun henvendte sig i klinikken den 27. oktober og den 1. november 2010. Klager oplyser, at hun havde en reserveret tid hos tandlægen den 1. november 2010. Klager anfører ligeledes, at det er forkert, at hun efterfølgende blev behandlet med antibiotika og mundskyl/klorhexidin, fordi hun havde ondt i kæbeled og muskler. Det var klinikassistenten, der udstedte og underskrev recepten, og det må hun ikke, da hun ikke er tandlæge. Klager er af den opfattelse, at tandlægen ikke skrev en journal under forløbet, men at han efterfølgende udarbejdede en forfalsket journal. Klager mener ikke, at det er normal behandling, når der sker skader på patienten ved en tandudtrækning. Klager anfører ligeledes, at hun i to måneder ikke kunne gabe op, og at det gjorde ondt, når hun spiste. Sårene i munden forsvandt efter to uger, men klager kan fortsat ikke gabe op som normalt. Det forhold, at klager ikke kunne gabe op uden smerter burde ikke behandles med antibiotika. Klager mener ligeledes, at hun er blevet diskrimineret ved sagsbehandlingen i Tandlægeforeningens Patientforsikring . Hun henviser til, at hendes klagedokumenter ikke er blevet læst i forbindelse med sagsbehandlingen og før afgørelsen. Klager mener, at afgørelsen er grundløs, og at forsikringen hverken har den fornødne faglige viden eller almindelig sund sans. Klager mener ikke, at der i hendes klagedokumenter til forsikringen var noget, der kunne misforstås sprogligt. Med hensyn til Tandskadeankenævnet , så finder klager, at nævnet har skjult de vigtigste forklaringer fra Tandlægeskolen og andet vigtigt bevismateriale fra klager. Nævnet har fabrikeret sygdom og fordrejet journalen fra speciallægen. Der er tale om pligtforsømmelse og ulovlig embedsførelse. Nævnt har alene fokuseret på tandlægens interesser og har glemt offerets rettigheder. Klager mener, at alle patienter skal have lige muligheder, og at det er statens ansvar at sikre dette. Klager anfører, at sagen har været et stort psykisk pres for klager og for hendes mand. Klager har oplyst, at hun og hendes mand blev overfaldet på Ishøj station den 18. februar 2011. Indklagede 1 tandklinikken gør gældende, at alle anklager om forskelsbehandling på det kraftigste må afvises. Der er tidligere klaget over det faglige i tandbehandlingen, og denne blev vurderet udført "lege artis" af et tandlægefagligt nævn. I forløbet er der intet udført ud over det, der normalt kan hænde i forbindelse med det problem, som klager mødte med. Indklagede afviser anklagerne om unødvendig fotografering. De kliniske fotos blev brugt som dokumentation for den valgte behandling, og blev taget dels fordi det var svært at kommunikere med klager, dels fordi klager havde smerter fra tanden/regionen og var blevet tilset af diverse tandlæger, uden at der var fundet en løsning på problemet. Fotograferingen blev foretaget som vanligt, dog blev batteriet udskiftet undervejs, hvilket forlængede proceduren en anelse. Indklagede mener, det er en fejl, når klager postulerer, at klinikassistenten reponerede underkæben. Da klager ikke reagerede på flere opfordringer til at lukke munden efter fjernelsen af tanden, skubbede klinikassistenten forsigtigt til kæben, så munden blev lukket. Ved besøget den 27. oktober 2010 kom klager uanmeldt. Klinikassistenten foretog en almindelig kontrol af sårområdet, og indklagede tandlæge udskrev en recept på antibiotika. Klager fik herefter en ny tid til kontrol. Der var ikke nogen ledige tider den pågældende dag. Ved besøget den 1. november 2010 oplyste klager klinikassistenten om, at der fortsat var smerter. Da indklagede var ved at behandle en anden patient, som han ikke kunne forlade, bad han klinikassistenten om at tage et røntgenbillede. Klager ønskede ikke dette og forlod derefter klinikken. Dagen efter ringede indklagede til klager. Klagers mand var meget vred over, at hans kone ikke var blevet tilset. Dette beklagede indklagede, men pointerede at de selv havde forladt klinikken, inden en behandling var mulig. Indklagede henviser i øvrigt til, at de ansatte klinikassistenter kun har udført behandling, som de er bemyndigede til. Indklagede 2 Tandlægeforeningens Patientforsikring oplyser, at forsikringsselskabet X er ansat af Tandlægeforeningens Patientforsikring til at træffe afgørelser i sager, der er omfattet af "lov om klage- og erstatningsadgang indenfor sundhedsvæsnet" samt "patientforsikrings-loven". Forvaltningsloven finder anvendelse ved sagsbehandlingen i forsikringen, og der er ikke tale om en forsikringsordning, som udbydes af X forsikring, men om en selvstændig upartisk forvaltningsmyndighed, der som første instans træffer afgørelser ud fra de nævnte love. Rekursmyndigheden er Tandskadeankenævnet. Indklagede oplyser, at de har behandlet en klage fra klager. Indklagede antager, at klagen drejer sig om, at klagers mand, på vegne af klager, klager over, at indklagede har udvist diskrimination i forhold til klagers sag. Indklagede henviser til, at de den 3. maj 2011 inviterede klager og hendes mand til et møde i forsikringsselskabet. Baggrunden for mødet var, at der ved sagsbehandlingen havde været nogle sproglige misforståelser. Formålet med mødet var at minimere disse misforståelser mest muligt. Under mødet blev det forklaret, at der findes flere klageinstanser, hvorfor det er vigtigt, at de enkelte klagepunkter fremsendes til den klageinstans, som er kompetent til at træffe afgørelse om netop det konkrete klagepunkt. Mødet blev afsluttet med, at forsikringen ville genoptage klagers sag med henblik på at sikre, at alle klagers klagepunkter blev behandlet. Klager fik ikke medhold i sin klage over tandlægeklinikken. Der blev foretaget en skønsmæssig vurdering ud fra sagens akter, parternes påstande og loven. Indklagede har forståelse for, at hver afgørelse med to parter kan komme til at have et udfald, hvor en af parterne ikke er tilfredse. Dette er konsekvensen af en tvist, som skal afgøres af en upartisk myndighed - i disse sager indklagede forsikring. Vurderingen om hvorvidt patienten er omfattet af lovens anvendelsesområde, baserer sig helt og holdent på lovtekst, forarbejder, praksis og andre retskilder. Der findes ikke i fagområdets retskilder krav om eller henvisning til betingelser af diskriminationsmæssig karakter. Forsikringen tager selvsagt stærkt afstand fra enhver virksomhedsudøvelse, der på nogen måde inddrager diskriminerende karakter. Vurderingen i denne sag er sket, som i alle andre sager, ud fra den juridiske metode: jus (retskilder) sammenhold med faktum (sagens akter). Indklagede er ikke enige i klagers bemærkninger om påstået diskrimination. Indklagede 3 Tandskadeankenævnet oplyser, at nævnet behandler alle sager i henhold til gældende lovgivning, herunder forvaltningsloven uden hensyn til køn, race, nationalitet, religion m.v. Nævnet er forpligtet til at oplyse sagerne bedst muligt samt partshøre over sagens akter. Alle nævnsmedlemmer modtager en kopi af sagens akter forud for nævnsmødet, og der træffes afgørelse på baggrund heraf og efter drøftelse af sagen i nævnet. Klagers sag er blevet behandlet i overensstemmelse med overstående. Som part i sagen har man mulighed for at indbringe sagen for domstolene indenfor seks måneder, efter at der er truffet afgørelse i sagen. Dette bliver patienten vejledt om i bilaget til afgørelsen, som også indeholder en gennemgang af afgørelsen i første instans, anken, partshøringen, patientens anbringender samt lovgrundlag. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ingen må efter lov om etnisk ligebehandling udsætte en anden person for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Forbuddet gælder al privat og offentlig virksomhed, herunder også sundhedspleje. Ligebehandlingsnævnet har til opgave at tage stilling til, om der er fakta i sagen, som kan sandsynliggøre, at klager på grund af sin etniske oprindelse har fået en ringere behandling hos tandlægen og ved sagsbehandlingen i forsikringen og ankenævnet, end andre patienter, som er etnisk danske, ville have fået. Klager oplyser i klagen, at hun er blevet forkert behandlet hos tandlægen, og at tandlægen ikke tog det fornødne hensyn til hende, hvilket medførte unødvendige gener for hende. Nævnet finder imidlertid ikke, at klager hermed har påvist faktiske omstændigheder, som har sandsynliggjort, at hun blev udsat for forskelsbehandling hos tandlægen på grund af sin etniske oprindelse. Nævnet finder heller ikke, at klager har sandsynliggjort, at det har haft betydning for behandlingen af klagesagen i forsikringen og ankenævnet, at klager var af anden etnisk oprindelse end dansk. Klager får herefter ikke medhold i sin klage over tandklinikken, patientforsikringen eller ankenævnet. Det bemærkes, at Ligebehandlingsnævnet ikke kan tage stilling til, om klager er blevet forsvarligt tandlægefagligt behandlet, ligesom nævnet heller ikke kan tage stilling til, om afgørelserne i patientforsikringen og i ankenævnet er fagligt korrekte. Ligebehandlingsnævnet kan ikke tage stilling til overfaldet af klager og klagers mand ved Ishøj Station den 18. februar 2011. <7100379-12>

Versioner

1. 2013-01-09