Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9877@2012-06-01/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - handicap - er handicap - ansættelse - medhold - ej medhold

J.nr. 7100175-12 Klager, der var i fleksjob på grund af en skulderskade, søgte et arbejde på en anden alarmcentral, end den han allerede arbejdede på. Nævnet fandt, at indklagede ved at foretrække fuldtidsansatte havde udsat klager for indirekte forskelsbehandling, idet klagers reelle arbejdstid i fleksjobbet udgjorde i gennemsnit 18 timer om ugen. Nævnet fandt ikke, at indklagede, havde dokumenteret, at et krav om, at klager skulle være fuldtidsansat for at kunne varetage stillingen, var objektivt begrundet i et sagligt formål. Klager fik derfor medhold i sin klage over forskelsbehandling på grund af handicap. Klager fik ikke medhold i sin klager over forskelsbehandling på grund af alder. Nævnet lagde her vægt på, at det forhold, at klager var den ældste ansøger, ikke i sig selv var nok til at påvise faktiske omstændigheder. Klager blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder og handicap i forbindelse med, at klager søgte et arbejde på en anden alarmcentral, end den han allerede arbejdede på. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke forskelsbehandling på grund af alder, at klager fik afslag på sin ansøgning om et arbejde ved en alarmcentral. Det var forskelsbehandling på grund af handicap, at klager fik afslag på sin ansøgning om et arbejde ved en alarmcentral. Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 25.000 kr. med procesrente fra den 13. september 2011, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Klager, der er 56 år, har været ansat i politiet siden 1977. Han har siden 1999 været i fleksjob på grund af en skulderskade, han pådrog sig i tjenesten, og som medførte en varig funktionsnedsættelse i venstre arm. En neurologisk speciallæge har i en erklæring fra 2003 oplyst, at klager har mange gener i skulderen i form af smerter, fornemmelse af nedsat kraft, tunghedsfornemmelse i armen og sensoriske forstyrrelser i armen samt nedsat finmotorik. Det fremgår videre, at klagers erhvervsevne er klart nedsat, og at han ikke vil kunne fungere som almindelig politimand. I oktober 2007 tiltrådte han en stilling på alarmcentral 112 i X by efter at have bestået Alarmoperatøruddannelsen. Klager deltog i den forbindelse i aften-, nat- og weekendvagter. I januar 2011 blev der foretaget en evaluering af ham i jobbet som alarmoperatør i forbindelse med oprykning til slutløntrin (for uchargeret personale ved det fyldte 55 år). I evalueringsskemaets konklusion vurderes klagers personlige kompetencer, faglige kompetencer og helhedsforståelse. Kompetencerne kunne vurderes som "ikke tilfredsstillende", "tilfredsstillende" eller "meget tilfredsstillende". Klager vurderedes på alle tre kompetenceområder som "tilfredsstillende". I foråret 2011 blev det klart, at antallet af alarmcentraler skulle reduceres fra syv til to. Der skulle derfor rekrutteres personale til disse to alarmcentraler. I en rundskrivelse fra 18. april 2011 fra Rigspolitiet fremgår "Rigspolitiet forudsætter i den forbindelse, at rekrutteringen af nye alarmoperatører sker ved anvendelse af landsdækkende, interne opslag, således at alarmoperatører fra kredse, hvori alarmcentralfunktionen nedlægges, får mulighed for at søge stillingerne." Det fremgik videre "Ved besættelse af stillingerne er politikredsene forpligtet til at følge det almindelige princip om, at stillinger inden for det offentlige skal søges besat med den bedst kvalificerede ansøger." Den 4. maj 2011 blev der opslået stillinger til de to alarmcentraler. Det fremgik heraf, at personalet, på den alarmcentral hvor klager ønskede at søge en stilling, også skulle bistå med ad hoc opgaver for de øvrige afdelinger i politikredsen. Klager søgte en af de ledige stillinger som alarmoperatør. Fra sin daværende arbejdsplads fik han en påtegning som velegnet til jobbet. Det fremgik således, at "[klager] skønnes velegnet til jobbet som operatør i [Y´s] politi. [Klager] har en del års erfaring fra arbejdet på alarmcentralen. Han har en professionel indstilling til arbejdet, hvilket afspejler, at kunderne får en god og korrekt vejledning fra [klagers] side. Han kan håndtere stressede situationer med ro og forståelse overfor alarmcentralens kunder". Klager blev den 17. juni 2011 kontaktet af sin daværende leder, som skulle undersøge, om klager var villig til at gå op i tid, da ledelsen af Y politi havde truffet en principbeslutning om, at man ikke ønskede personale på halv tid i 112. Efter samtalen skrev klager til personalechefen i Y politi, hvor han oplyste nærmere omkring sin ansættelse i fuldtidsfleksjob, og at dette efter hans opfattelse ikke var det samme som deltidsansættelse eller flekstid. Den 20. juni 2011 svarede indklagede, at X politi i forbindelse med besættelse af stillingerne på 112 havde meget svært ved at tilpasse personale med flekstid og deltid på 112 alarmcentralen, idet den nye 112 alarmcentral ikke alene skulle fungere som alarmcentral, men også skulle varetage opgaver for lokalpolitiet i form af transporter, køreprøver, skydeledere, udvalgte opgaver for lokalpolitiet, forkyndelser, anholdelser af eftersøgte, anholdelser til session, fogedsager, stævninger, bevogtning i retten, assistancer ved målrettede indsatser og udnyttelse af personlige kompetencer i øvrigt. Det er videre anført, at X politi har vurderet, at ansættelse af 112 alarmoperatører på flekstid og deltid vil betyde, at der skal ansættes yderligere medarbejdere i afdelingen for at kunne løse både 112 opgaven og de nævnte opgaver. Endelig gøres der opmærksom på, at budgetrammen i forbindelse med ansættelse af 112 operatører for X politis vedkommende er meget begrænset, hvorfor de i forbindelse med landsopslaget kun forventede at ansætte fem til seks medarbejdere, hvorunder også deltid og flekstid er medtaget i deres overvejelser med hensyn til stillingsbesættelserne. Klager fik den 22. juni 2011 afslag på sin ansøgning. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af alder og handicap. Han ønsker en godtgørelse for dette. Han henviser til, at han har svært ved at se det legitime i ledelsens principbeslutning i forbindelse med hans ansøgning. Han mener, at Y politis fremgangsmåde er i klar modstrid med Rådets direktiv om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv. Før ansøgningen gik han med en følelse af, at han udfyldte en plads i normativet. Efter Y politis behandling af hans ansøgning går han med en følelse af, at han optager en plads, hvilket har påvirket hans selvværd væsentligt - ikke mindst i den daglige relation til sine kolleger, som er vidende om hans ansøgning til operatørstillingen. Klager oplyser, at han i 2007 af ledelsesrepræsentanter blev opfordret til at søge en ledig stilling ved Alarmcentral 112, idet de fandt, at han var i besiddelse af den nødvendige politimæssige erfaring, samt var i besiddelse af de andre afgørende færdigheder til at betjene jobbet som alarmoperatør. Det vil sige evnen til at kommunikere hensigtsmæssigt under pres, disponere rationelt samt have den fornødne psyke til at håndtere de ofte psykisk belastende episoder, man naturligt ville blive udsat for i jobbet. Klager henviser til, at der i stillingsopslaget blev søgt efter alarmoperatører, hvilket, han derfor mener, må være den primære funktion, selvom det fremgik af en note til opslaget, at personalet ligeledes skulle bistå med ad hoc opgaver. Klager havde i sit daværende alarmoperatørjob også haft sådanne opgaver, idet de på alarmcentralen ud over alarmbetjening havde ansvaret for at føre tilsyn med de anholdte i detentioner og venterum. Når personalesituationen tillod det, deltog de tillige i lettere sagsbehandling, transporter, bevogtning med videre. På grund af klagers handicap var han dog fritaget fra det, der kaldes konfronterende opgaver. Han mener ikke, at dette har givet anledning til problemer i den politikreds, han var ansat i. Han mener ikke, at Y politi ved at ansætte ham i et fleksjob med løntilskud med primær funktion som alarmoperatør ville være afskåret fra at løse sine opgaver af operationel karakter. Han mener heller ikke, at det ville medføre en uforholdsmæssig stor byrde at ansætte ham, idet hans eneste behov har været en hæve/sænkearbejdsplads, hvilket har været praksis på alle hidtidige alarmoperatørpladser i landet. Klager har bemærket sig, at ud af de seks, der blev ansat, er den ældste fra 1979 og ansat i politiet i 2004 og den yngste fra 1984 og ansat i politiet i 2008. Han har ingen grund til at betvivle de udvalgtes færdigheder og kvaliteter, men hæfter sig ved, at der er tale om et hidtil ukendt ungt valg af ansøgere til alarm 112-betjening, idet man før har ønsket ansøgere med noget længere erfaringsgrundlag. Hertil kommer, at ingen af de ansatte har uddannelsen som alarmoperatør og dermed ingen baggrundserfaring som operatør. Klager oplyser, at der var 27 ansøgere til de ledige stillinger, og at han var den tjenestemæssigt ældste. Han mener, at Y politi ved besættelsen af stillingerne bevidst har undgået ældre ansøgere, idet de har haft en skjult dagsorden, hvor der er taget stort hensyn til ren kassetænkning. Klager henviser til, at kunsten i forbindelse med personalereduktionen i politiet er at få taget hul på problematikken om den uhensigtsmæssigt høje gennemsnitsalder, hvorfor der var tilbud om tillæg af helt op til fire pensionsår, såfremt man fyldte 60 år før udgangen af 2012 og indvilligede i at indgå i en frivillig fratrædelsesordning. Han er bekendt med, at Y politi forsøgte at prikke ældre kolleger internt i kredsen. Hensigten var at få dem til at acceptere ansættelse på den nye alarmcentral, og at ledelsen i X politi havde besluttet, at der derfor ikke ville blive opslået flere ledige stillinger som alarmoperatør ved landsdækkende opslag som ellers forudsat af Rigspolitiet. Klager formoder, at de seks unge operatører, der blev ansat efter de landsdækkende opslag, og som kun har indvilliget i at binde sig til operatørjobbet for en kort periode, senest ved udløbet af denne periode vil være indgået i det udfarende patruljeberedskab, hvilket er naturligt henset til deres alder. Hermed har Y politi løst lidt angående høj gennemsnitsalder og dermed efter klagers mening gennemført kreativ egoistisk kassetænkning. Med hensyn til de arbejdsopgaver, som personalet skulle varetage ved lokalpolitiet ved Y politi, oplyser klager, at disse ikke var nævnt i forbindelse med stillingsopslaget. Hvis de havde været det, ville han nok i sin ansøgning have tilkendegivet, at han gennem 17 år - både før og efter fleksjobbet - fungerede som skydeleder, ligesom han, gennem de sidste fem år, før han fik arbejde på alarmcentralen, var daglig ansvarlig for alle kredsens forkyndelser, stævninger og fogedsager, ca. 1.500 sager årligt. Klager henviser desuden til en rundskrivelse fra Rigspolitichefen fra 1999, hvor han orienterede om mulighederne for fleksjob, skånejob med videre. Rigspolitichefen tilkendegav i den forbindelse, at en stor statslig arbejdsplads som politiet havde en forpligtelse til at udvise social ansvarlighed med henblik på fastholdelse af medarbejdere, ligesom han tilkendegav, at ordningerne er til fordel for både den ansatte, den daglige ledelse og arbejdsgiveren. Klager oplyser også, at han i sit daværende job på alarmcentralen havde 8 timers vagter, således at han over en fire ugers periode havde to vagter i de tre af ugerne og tre vagter i den fjerde uge, hvilket var fuldt foreneligt med fleksjobaftalen, ligesom det på ingen måde vanskeliggjorde tjenesteplanlægningen. Det er klagers opfattelse, at Y politi på intet tidspunkt i forbindelse med klagers ansøgning fandt vilje/lyst til at rette henvendelse med henblik på nærmere afklaring med hensyn til mulig tjenestetilrettelæggelse som alarmoperatør eller afklaring af hans øvrige kompetencer, skydeleder, forkyndelser, stævninger med videre. Klager oplyser, at hans arbejdsgiver efter afslaget på jobbet ved alarmcentralen fandt en ny plads til ham som disponent, hvor arbejdsområdet er disponering af vagtcentralen for politikredsen. Dette arbejde indeholder en del mere skrivearbejde end jobbet som alarmoperatør. Hans arbejdsgiver har tilkendegivet, at såfremt han ikke kan klare dette arbejde i længden, vil de indstille ham til afsked med fuld pension. Klager oplyser, at han i sit politiarbejde er afhængig af kompensation med hensyn til ugentligt timetal og har skånehensyn i forhold til fysisk belastning af ryg/skulder. Han har med henblik på aflastning fået bevilliget en ståstøttestol med en fjederbelastet armstøtte. Indklagede påstår, at klagers skulderskade ikke udgør et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Hvis nævnet finder, at der er tale om et handicap, er det deres opfattelse, at ønsket om, at de opslåede stillinger som udgangspunkt besættes af fuldtidsansat personale er objektivt begrundet i et sagligt formål, og at midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige. De er derfor af den opfattelse, at klager ikke har været udsat for usaglig forskelsbehandling som følge af handicap. Indklagede henviser til, at der ikke er fremlagt nærmere oplysninger om klagers skulderlidelse, ligesom der ikke er fremlagt oplysninger om, på hvilket grundlag bevillingen til fleksjob er givet. Det er heller ikke oplyst, om klager har modtaget ydelser efter loven om kompensation til handicappede i erhverv, eller om der i øvrigt er ydet ham hjælpemidler efter loven om en aktiv beskæftigelsesindsats eller efter serviceloven. Det er indklagedes opfattelse, at der efter det oplyste alene skal kompenseres for klagers skulderlidelse i form af nedsat arbejdstid, og at den ikke kan karakteriseres som et handicap i lovens forstand. Der henvises i den forbindelse til Vestre Landsrets dom UfR 2008.306. Indklagede har vurderet, at arbejdet som alarmoperatør i den nye alarmcentral, som følge af de voldsomme hændelser alarmoperatørerne løbende skal kunne håndtere, kan være så belastende, at den enkelte medarbejder som udgangspunkt ikke udelukkende skal være beskæftiget med arbejdet i alarmcentralen, men endvidere skal varetage andre politiopgaver. Medarbejderne skulle derfor ud over at betjene alarmcentralen også varetage en række opgaver for lokalpolitiet. Indklagede vurderede derfor, at det var af stor betydning for arbejdsmiljøet for den enkelte medarbejder, at stillingerne som udgangspunkt blev besat med medarbejdere, der var ansat på sædvanlige fuldtidsvilkår. Det er vigtigt, at alarmcentralen er døgnbemandet, og arbejdet er derfor organiseret som skifteholdsarbejde med vagter af otte timers varighed. Det ville derfor også være meget uhensigtsmæssigt for tilrettelæggelsen af arbejdet i alarmcentralen, herunder i væsentlig omfang kunne vanskeliggøre tjenestetidsplanlægningen, såfremt det ikke var udgangspunktet, at alle alarmoperatører skulle være fuldtidsbeskæftigede. Ønsket om at besætte stillingerne med fuldtidsansatte polititjenestemænd har således været sagligt begrundet dels i hensynet til den enkelte ansatte dels i hensynet til planlægningen af tjenesten. Indklagede oplyser, at Y politi for tiden beskæftiger 27 personer ansat i fleksjob. Ingen af disse er ansat i alarmcentralen. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Det fremgår af lovforarbejderne, at handicap ikke er et entydigt begreb. I dansk praksis opereres med en forståelse af begrebet, hvorefter der for at være tale om et handicap eller en person med handicap, må kunne konstateres en fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, som medfører et kompensationsbehov, for at den pågældende kan fungere på lige fod med andre borgere i en tilsvarende livssituation. Det fremgår også af forarbejderne, at det ikke er afgørende for beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af handicap, at der er et konkret behov for kompensation. Der verserer for tiden for EU-domstolen en sag (C-335/11), hvor spørgsmålet er, om en varig funktionsnedsættelse, som ikke afføder behov for særlige hjælpemidler eller lignende, og som alene eller i det væsentligste består af, at den pågældende person ikke er i stand til at arbejde på fuld tid, anses for et handicap i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i beskæftigelsesdirektivet (2000/78). Det er oplyst, at klager i forbindelse med tjenesten pådrog sig en skade i venstre skulder. Skaden har medført en funktionsnedsættelse, idet klager ikke længere kunne klare almindeligt politiarbejde. Skaden har endvidere affødt et kompensationsbehov, idet klager overgik til fleksjob, hvor han arbejdede 18 timer om ugen. Han blev desuden fritaget fra konfronterende opgaver. Endelig har det været nødvendigt at indrette hans fysiske arbejdsplads med en særlig ståstøttestol med fjederbelastet armstøtte. Ligebehandlingsnævnet vurderer på den baggrund, at der foreligger et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet alder eller handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt alder eller handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Det er oplyst til sagen, at Y politi ønskede at besætte de ledige stillinger på alarmcentralen med fuldtidsansatte politifolk. Klager blev således kontaktet af sin daværende chef med henblik på at undersøge, om han var villig til at gå op i tid. Ligebehandlingsnævnet finder, at Y politi ved at foretrække fuldtidsansatte har udsat klager for indirekte forskelsbehandling, idet han på grund af sit handicap er ansat i et fleksjob, hvor hans reelle arbejdstid udgjorde i gennemsnit 18 timer om ugen. Indklagede har anført, at arbejdet i alarmcentralen er organiseret som skifteholdsarbejde med vagter af otte timers varighed, og at det derfor ville være uhensigtsmæssigt for tilrettelæggelsen af arbejdet i alarmcentralen, herunder i væsentlig omfang kunne vanskeliggøre tjenestetidsplanlægningen, såfremt det ikke var udgangspunktet, at alle alarmoperatører skulle være fuldtidsbeskæftigede. Ligebehandlingsnævnet finder ikke, at indklagede, der en offentlig institution med særlige forpligtelser, hermed har dokumenteret, at et krav om, at klager skulle være fuldtidsansat for at kunne varetage stillingen, var objektivt begrundet i et sagligt formål. Der er herved lagt vægt på, at klager allerede arbejdede i otte timers vagter, og at han også i sit daværende job ved en alarmcentral skulle deltage i andre politimæssige opgaver. Nævnet finder det således ikke godtgjort, at det skulle medføre væsentlige vanskeligheder for tilrettelæggelsen af arbejdet i alarmcentralen, at klager kun arbejdede i gennemsnit 18 timer om ugen, eller at han på grund af sit handicap skulle fritages fra de mere konfronterende opgaver. Klager får derfor medhold i sin klage over forskelsbehandling på grund af handicap. For så vidt angår klagers påstand om, at han også har været udsat for forskelsbehandling på grund af alder, finder Ligebehandlingsnævnet ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling. Nævnet har herved lagt vægt på, at det forhold, at klager var den tjenestemæssigt ældste ansøger, at han på ansøgningstidspunktet var 55-56 år, eller at de, som blev ansat, var noget yngre end klager, ikke i sig selv er nok til at påvise faktiske omstændigheder. Der er også lagt vægt på, at klager selv har oplyst, at Y politi forsøgte at hente ældre kolleger i Y politi, som indgik i normalt udrykningsberedskab, over til alarmcentralen. Klager får derfor ikke medhold i sin klage over forskelsbehandling på grund af alder. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 25.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse. Indklagede skal herefter betale 25.000 kr. til klager med procesrente fra den 13. september 2011, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. <7100175-12>

Versioner

1. 2012-06-01