Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9878@2012-03-14/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - handicap - er handicap - afskedigelse - kommuner - ej medhold

J.nr. 7100080-12 En kvinde mente, at hun blev opsagt fra sit job som sagsbehandler i en sygedagpengeafdeling på grund af sin alder og sit handicap. Ligebehandlingsnævnet fandt, at klagers skulderskade udgjorde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, idet den indebar en funktionsnedsættelse, der medførte et kompensationsbehov i form af, at klager var afhængig af en personlig assistent for at kunne klare sit arbejde. Klager havde dog ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap eller alder. Det var ikke tilstrækkeligt til at påvise faktiske omstændigheder, at klager var den ældste i sygedagpengeafdelingen, eller at hun havde et handicap. Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen drejer sig om angivelig forskelsbehandling på grund af handicap og alder i forbindelse med, at klager blev opsagt fra sit job som sagsbehandler i en sygedagpengeafdeling. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev opsagt fra sit job i en kommune. Sagsfremstilling Klager kom i september 2006 til skade med venstre kraveben/skulder. Hun blev på grund af dette bevilliget personlig assistance 20 timer ugentligt især til skrivearbejde, som hun ikke længere kunne klare. Det fremgår af klagers hjemkommunes bevilling af personlig assistance, at den er givet på grund af gener i form af smerter i venstre skulder samt sovende fornemmelse i 3 fingre, som bevirker at hun har stærke smerter, når hun laver skrivearbejde. Hun skal desuden undgå tunge løft. Bevillingen gjaldt til hjælp med praktiske arbejdsopgaver med skrivearbejde samt hjælp til håndtering af tunge papirsager. Det fremgår desuden af en indsendt lægeerklæring, at klager har en funktionsnedsættelse i venstre skulder. Klager arbejdede som sagsbehandler i en sygedagpengeafdeling, da hun i sommeren 2009 blev kontaktet af en anden kommunes (indklagedes) sygedagpengeafdeling, som inviterede hende til en jobsamtale hos dem. Indklagede gav ved samtalen udtryk for, at de havde kontaktet hende på grund af hendes mangeårige erfaringer fra ansættelse som sagsbehandler i klagesystemet, blandt andet i Det Sociale Nævn. Indklagede var ved samtalen bekendt med, at klager havde personlig assistance. Klager blev ansat hos indklagede den 1. september 2009. Hun var på ansættelsestidspunktet 61 år. Som følge af finanslovsforliget for 2011, hvor det blev besluttet at ændre på refusionsreglerne i forbindelse med aktivering af ledige i kommunerne, skulle indklagede afskedige et antal medarbejdere i Arbejdsmarkedsafdelingen, herunder i sygedagpengeafdelingen. Der skulle samtidig opslås stillinger i en nyoprettet enhed. Det fremgik af indklagedes beslutning om kriterier og proces for afskedigelser, at de kriterier der skulle vægtes i forbindelse med afskedigelserne var følgende: Faglige - Bred faglig kompetence/generalist - Relevant erhvervserfaring Opgavevaretagelse - Empati - Systematik - Kapacitet/stabilitet - Resultat- og målopfyldelse Personlige - Helhedsperspektiv - Samarbejdsevne - Overblik - Anerkendende og imødekommende adfærd - Positiv tilgang - Engagement Det fremgik også, at kriterierne skulle danne basis for en samlet vurdering, og at de ikke ville blive pillet ud enkeltvis i forhold til hver medarbejder. Klager blev varslet opsagt den 5. januar 2011 og endeligt opsagt ved brev af 25. januar 2011. Det fremgik af opsigelsen, at beslutningen om at opsige klager, var truffet på baggrund af en samlet ledelsesmæssig vurdering af Arbejdsmarkedsafdelingens medarbejdere, set i forhold til de overordnede udvælgelseskriterier for afsked. Det fremgik også, at omplacering til en anden stilling i kommunen havde været forsøgt, idet der i perioden op til varslingsdagen den 5. januar 2011 blev opslået ledige stillinger internt i Arbejdsmarkedsafdelingen. Disse stillinger var til besættelse i en nyoprettet enhed. Der var desuden ubesatte stillinger andre steder. Alle medarbejdere i klagers afdeling havde mulighed for at søge disse stillinger. Herudover var der en omplaceringsproces i kommunen, hvor alle ledere i kommunen blev kontaktet, med henblik på en undersøgelse af mulighederne for ledige stillinger. Klager søgte ingen af de ledige stillinger i omplaceringsrunden. Parternes bemærkninger Klager påstår, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap og alder i forbindelse med opsigelsen. Hun ønsker en godtgørelse. Klager oplyser, at hun i forbindelse med ansættelsen kort blev spurgt, om hun havde besluttet sig for at gå fra på et givet tidspunkt, hvilket hun afkræftede. Hun har på intet tidspunkt givet udtryk for, at hun ønskede at ophøre med at arbejde. Hun oplyser, at hun ikke siden sin ansættelse har fået nogen kritik af sit arbejde. Hun har ikke været til medarbejdersamtale hos den leder, der ansatte hende, og som var ca. to år yngre end hende eller med denne leders afløser, der var væsentligt yngre end klager. Klager finder det mærkeligt, at hun ikke har været indkaldt til samtale, hvis ledelsen fandt at hendes kompetencer inden for kategorien "personlige" kriterier ikke lå på samme niveau som kollegernes i afdelingen. Klager oplyser, at hun i forbindelse med en borgerklage indkaldte nuværende og tidligere sektionsleder til et møde, fordi hun var uforstående overfor, at hun var blevet skiftet ud som sagsbehandler. Hun fik ingen anden begrundelse end at "jeg bliver nødt til at handle, når en ægtefælle klager". Hun mener desuden ikke, at det er korrekt, at det er sjældent, at der forekommer sagsbehandlerskift. Hun henviser desuden til en mail fra sin tidligere sektionsleder, hvoraf det fremgår, at 80 procent af klagerne i arbejdsmarkedsafdelingen vedrørte sagsbehandlingen i sygedagpengeafdelingen. Klager oplyser, at bortset fra de 2 klienter, der har klaget over hende har hun aldrig fået så mange knus, som hun har fået fra klienter i sygedagpengeafdelingen i den kommune hun arbejdede i inden hun begyndte hos indklagede og hos indklagede. Hun har indsendt skriftlige uddrag af de tilkendegivelser, hun har fået fra klienter og kolleger. Der blev, ud over klager, afskediget en sagsbehandler, som ikke havde en socialfaglig uddannelse og som var midt i 40´erne, en jobkonsulent på 50 år, som havde været længerevarende sygemeldt, en anden jobkonsulent på omkring 59 år, som var ansat i fleksjob og som havde været længerevarende sygemeldt. 2 nyoprettede administrative stillinger blev nedlagt, hvor den ene ansatte på 35 år blev opsagt, mens den anden blev fredet på grund af graviditet. Klagers personlige assistent blev desuden opsagt. Endelig var der to ledige stillinger som ikke blev genbesat. Klager mener ikke det er korrekt, når indklagede oplyser, at der blev opsagt 6 i sygedagpengeafdelingen. Hun mener kun, der var tale om 5 ansatte, da den 6. var hendes personlige assistent. Klager forsøgte at få en begrundelse for afskedigelsen ud over de brede kriterier, der var opstillet af MED-udvalget, men uden held. Klager blev i forbindelse med anmodning om aktindsigt i sin personalesag bekendt med et skema, der skulle udarbejdes af afdelingen med begrundelse for opsigelsen, og som skulle sendes til Løn og Personale inden varslingen. Heller ikke i dette skema kan hun se en konkret begrundelse, og den er underskrevet af arbejdsmarkedsdirektøren, som hun aldrig har hilst på, men mødt enkelte gange til stormøder i arbejdsmarkedsafdelingen. Da klager ikke har kunnet få en konkret begrundelse for, hvorfor hun er opsagt efter at være blevet "headhuntet" af indklagede mere end et år tidligere, kan hun ikke se anden grund end hendes alder (hun var den ældste i sygedagpengeafdelingen) og det forhold, at hun var afhængig af personlig assistance. Den nye leder har ikke sagt noget om det, men det har måske ligget i luften, at der jo var ekstra arbejde og udgifter (uanset tilskud) og besvær med at finde plads til arbejdssted, inventar m.v. Efter klagers ansættelse blev der arbejdet på at finde en person, der kunne varetage opgaven som personlig assistent for klager og en anden sagsbehandler. Da det lykkedes at finde en, skrev den daværende afdelingsleder det til dem i en mail med en bemærkning om, at ordningen ville komme til at koste sygedagpengeafdelingen 25.000 - 30.000 kr. pr. år mere, end de ville modtage i tilskud. Der har desuden flere gange været problemer med at finde kontor til den personlige assistent, og naturligvis er der yderligere udgifter til it medvidere. Den sagsbehandler, hun til at starte med delte personlig assistent med, var på opsigelsestidspunktet flyttet fra sygedagpengeafdelingen. Vedrørende indklagedes oplysninger om oprettelse af en ny jobprofil bemærker klager, at hun blev indkaldt til et møde, som blev afholdt i november 2010. Efterfølgende hørte hun ikke mere fra lederens side om dette. Hun mener desuden at den eventuelle nye funktion netop ville medføre megen klientkontakt. Klager oplyser, at hun blev ansat i en afdeling, der vægtede faglig viden, erfaring og kompetence højt. Nu er der kolleger tilbage, der ikke har uddannelse eller særlige forudsætninger for at arbejde som sagsbehandler i en sygedagpengeafdeling. Klager mener ikke, at man på baggrund af det samlede antal afskedigelser i afdelingen kan tale om en større afskedigelsesrunde, og hun tror ikke, at der har været tale om arbejdsmangel, tværtimod har der på møde i afdelingen i april 2011 været tale om overarbejde mod overarbejdsbetaling. Klager kan ikke andet end at føle sig forskelsbehandlet, når andre med ingen eller kun meget lidt erfaring og/eller uddannelse bliver skånet i forbindelse med afskedigelserne. Der blev opsagt to sagsbehandlere i sygedagpengeafdelingen. Hun var den eneste uddannede sagsbehandler, der blev opsagt. Indklagede påstår, at de ikke har forskelsbehandlet klager på grund af handicap eller alder i forbindelse med opsigelsen. Indklagede henviser til, at kommunen ved ansættelsen var indforstået med klagers alder og bevilget personlig assistance, og ansatte hende under disse forudsætninger. Den bevilligede personlige assistance dækkede i fuldt omfang begrænsningerne i klagers arbejdsevne, og var ikke til belastning for indklagede. Den personlige assistent, der oprindeligt blev ansat til klager, og som nævnes i den af klager omtalte mail, er ikke den samme som den, der blev opsagt. Lønnen til den personlige assistent, og dermed afdelingens udgift, afhænger af ledelsens beslutning om, hvilken medarbejder, som ansættes i stillingen på baggrund af dennes faglige kvalifikationer. Indklagede oplyser, at klager blev ansat som sagsbehandler ved sygedagpenge, og at dette arbejde blandt andet indebar sagsbehandling, hyppige borgersamtaler, indhentelse og vurdering af lægelige oplysninger m.v. Den personlige kontakt med borgere udgjorde størstedelen af stillingsindholdet. I efteråret 2010 havde ledelsen i samarbejde med klager igangværende drøftelser om oprettelse af ny jobprofil hos indklagede, som klager kunne varetage. Denne stilling skulle indeholde mindre borgerkontakt, og størstedelen af stillingen skulle bestå af en vurderings- og kontrolfunktion. Der blev lagt op til at oprette en jobprofil, som ville forøge samarbejdet mellem udbetalingsenheden og sygedagpengeafdelingen. Det var fra ledelsens side hensigten, at størstedelen af denne opgave skulle bestå af en administrativ kontrolfunktion eventuelt med telefonisk kontakt til borgerne og ikke en direkte kontakt. Dette tiltag kunne dog ikke gennemføres med baggrund i manglende økonomisk grundlag, som fulgte af omstruktureringerne på sygefraværsområdet, begrundet i den ændrede lovgivning. Dette initiativ ville der ikke have været taget skridt til, såfremt indklagede ikke havde været indforstået med klagers alder og handicap. Efter omplaceringsprocessen var gennemført forud for opsigelserne, blev det samlede antal medarbejdere, som skulle opsiges i Arbejdsmarkedsafdelingen bragt ned til 10 medarbejdere. I sygedagpengeafdelingen blev der opsagt 6 medarbejdere og i en anden afdeling 4 medarbejdere. På opsigelsestidspunktet var gennemsnitsalderen for medarbejderne i sygedagpengeafdelingen 44 år og i den anden afdeling 45 år. Gennemsnitsalderen for de opsagte medarbejdere var på opsigelsestidspunktet 48 år i de to afdelinger. Beslutningen om, hvem af medarbejderne der skulle opsiges, blev truffet af ledelsen på baggrund af en samlet skønsmæssig vurdering af afdelingens medarbejdere, set i forhold til de overordnede udvælgelseskriterier. Det var marginaler, der var afgørende i forhold til, hvilke medarbejdere der skulle opsiges. I forhold til klager vurderede lederen, at hendes kompetencer, specielt i kategorien "personlige" kriterier ikke lå på samme niveau som hos kollegaerne i afdelingen. Til grund for denne vurdering lå blandt andet, at indklagede havde modtaget en borgerklage over klager. Der blev derfor foretaget et sagsbehandlerskifte, hvilket sker i meget sjældne tilfælde. Der blev i den forbindelse afholdt et møde med klager, samt nuværende og tidligere sektionsleder, hvor klager blev forelagt de forhold, som ledelsen ønskede en ændring af. Sagsbehandlerskiftet er blot et eksempel på at klager indenfor kategorien "personlige kriterier" ikke lå på samme niveau som hos andre kolleger. Klager er som sagsbehandler blevet opfattet som ubehagelig af flere borgere. De klager, der modtages i sygedagpengeafdelingen, vedrører ikke kun klager over sagsbehandlere, herunder deres adfærd. Det drejer sig i lige så stort omfang om klager over regninger fra leverandører/arbejdsgivere, udbetaling af transport godtgørelse, sagsbehandlingstiden, afgørelser som borgeren ikke er enig i, overholdelse af aftaler om samtaler m.v. Det er fortsat sådan, at borgerhenvendelser sjældent indeholder ønske om et egentligt sagsbehandlerskifte, eller at ønsket er blevet imødekommet. Indklagede mener, at deres begrundelse i høringsbrev og opsigelse lever fuldt op til de krav, der efter gældende retspraksis stilles til afskedigelser begrundet i arbejdsmangel. Arbejdsgiveren har ved afskedigelser, der sker som led i større afskedigelsesrunder en bred skønsbeføjelse med hensyn til valget af de medarbejdere, som bedst kan undværes. Arbejdsgiver har ret til i sin begrundelse, at henvise til de generelle kriterier for udvælgelsen, og har ikke pligt til at uddybe vurderingen af den enkelte medarbejder i forhold til andre medarbejdere. Det er forholdene på opsigelsestidspunktet, der er afgørende for, om der var tale om arbejdsmangel ikke det forhold, at det senere, i en begrænset periode, har været nødvendigt med overarbejde i afdelingen. Indklagede oplyser også, at der efter omplaceringsprocessen blev afskediget 10,41 procent af medarbejderstaben i Arbejdsmarkedsafdelingen. Indklagedes begrundelse for opsigelsen er fortsat, at de var nødsaget til at foretage en reduktion i personalestaben. Opsigelsen har ingen relation til alder og handicap. Indklagede oplyser, at det er lederen, der på baggrund af sit kendskab til medarbejderen foretaget en vurdering af, hvilke medarbejdere, der skal indstilles til afsked. Proceduren er herefter, at samtlige påtænkte opsigelser skal godkendes af den enkelte forvaltningsdirektør. Disse regler er vedtaget af hensyn til beskyttelsen af medarbejdere mod risikoen for den enkelte leders usaglige opsigelse. Da det blev kendt, at der skulle afskediges et større antal medarbejdere, valgte tre 3 sagsbehandlere i sygedagpengeafdelingen at søge andet arbejde, som de fik. Havde disse sagsbehandlere ikke søgt andet arbejde, ville det have været nødvendigt at afskedige flere sagsbehandlere. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet handicap og alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med et handicap eller med en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Det fremgår af lovforarbejderne, at handicap ikke er et entydigt begreb. I praksis opereres med en forståelse af begrebet, hvorefter der for at være tale om et handicap eller en person med handicap, må kunne konstateres en fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, som medfører et kompensationsbehov, for at den pågældende kan fungere på lige fod med andre borgere i en tilsvarende livssituation. Det fremgår også af forarbejderne, at det ikke er afgørende for beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af handicap, at der er et konkret behov for kompensation. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Ligebehandlingsnævnet finder, at klagers skulderskade udgør et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, idet den indebærer en funktionsnedsættelse, der har medført et kompensationsbehov i form af, at klager var afhængig af en personlig assistent for at kunne klare sit arbejde. Nævnet finder imidlertid ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap eller alder. Der er herved lagt vægt på, at det ikke er tilstrækkeligt til at påvise faktiske omstændigheder, at klager er den ældste i sygedagpengeafdelingen, eller at hun er handicappet, hvis der ikke i øvrigt er noget, der tyder på, at disse forhold er tillagt vægt i forbindelse med opsigelsen. Nævnet finder således ikke, at der er fremlagt oplysninger eller beskrevet forhold, som kan understøtte en formodning for, at indklagede har inddraget klagers alder eller handicap ved vurderingen af, hvem der skulle opsiges. Klager får derfor ikke medhold i klagen. <7100080-12>

Versioner

1. 2012-03-14