Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9888@2011-03-02/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - ansættelse - ej medhold

J.nr. 2500172-10 Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at et museum undlod at indkalde en klager, til en jobsamtale til en stilling som museumsinspektør. Der var ikke formodning for, at den manglende indkaldelse var begrundet i hans handicap.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med jobansøgning Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede undlod at indkalde klager til jobsamtale i vinteren 2010. Sagsfremstilling Klager er en 39-årig mand, der er uddannet cand. mag i historie og medievidenskab. Indklager indrykkede en stillingsannonce vedrørende en tidsbegrænset stilling som museumsinspektør. Klager søgte stillingen og gjorde i den forbindelse opmærksom på, at han ønskede at gøre brug af sin fortrinsadgang for handicappede til ledige stillinger hos offentlige arbejdsgivere. Klager blev ikke indkaldt til ansættelsessamtale og modtog den 25. marts 2010 afslag på sin ansøgning. Parternes bemærkninger Klager påstår, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en jobansøgning til indklagede. Klager har krav på en godtgørelse, der har en "afskrækkende" virkning på indklagede. Nævnet har i en anden sag tilkendt en godtgørelse på 25.000 kroner, hvor klager ikke blev indkaldt til samtale på grund af sin alder. Der er i den konkrete sag tale om skærpende omstændigheder, fordi reglerne om kompensation til handicappede i erhverv foreskriver en pligt til at indkalde til samtale, og fordi klager selv har gjort opmærksom på denne pligt med henvisning til loven. Den 24. februar 2010 søgte klager en stilling som museumsinspektør hos indklagede. I forbindelse med ansøgningen oplyste klager, at han ønskede at benytte sig af reglerne om fortrinsadgang for personer med handicap. Klager modtog efterfølgende en bekræftelse på sin ansøgning. Den 25. marts 2010 modtog han afslag på sin ansøgning. Klager anmodede efterfølgende Beskæftigelsesankenævnet om at vurdere, hvorvidt indklagede i forbindelse med klagers stillingsansøgning havde overholdt de regler, der er fastsat om samtale- og forhandlingspligt i medfør af lov om kompensation til handicappede i erhverv. Beskæftigelsesankenævnet fandt, at reglerne om fortrinsadgang til ledige stillinger hos offentlige arbejdsgivere ikke var overholdt i forbindelse med besættelse af stillingen. Indklagede er en offentlig arbejdsgiver og en statsinstitution under ministerium 1. Indklagede havde ikke fulgt de regler, der er fastsat, om pligten til at indkalde klager til en personlig ansættelsessamtale og til efterfølgende at forhandle med jobcenteret. Nævnet lagde vægt på, at klager opfyldte de formelle uddannelseskrav til den ledige stilling, at klager i sin ansøgning havde gjort opmærksom på, at han ønskede at gøre brug af fortrinsretten, og at han tidligere havde anvendt fortrinsretten med jobcenterets medvirken. Endelig lagde Beskæftigelsesankenævnet vægt på, at indklagede ikke indkaldte klager til en samtale inden den ledige stilling blev besat, og at indklagede besatte stillingen uden at have orienteret og forhandlet med jobcenteret. Til trods for sit handicap har klager gennemført et akademisk uddannelsesforløb, som samfundet har bekostet. Siden endt uddannelse er han kun blevet mødt med lukkede døre på grund af de barrierer, som reglerne om forbud mod forskelsbehandling skulle hjælpe med at nedbryde. Gennem de sidste fire år har han således søgt mere end 1000 stillinger. Det har mange negative psykiske og økonomiske konsekvenser ikke at kunne få et arbejde. Klager er uforstående overfor det forhold, at Beskæftigelsesankenævnet entydigt kan udtale, at lov om kompensation for handicappede i erhverv er blevet overtrådt, og at Ligebehandlingsnævnet efterfølgende kan statuere, at der ikke er sket en overtrædelse af loven, der kan medføre påtale eller straf. Det er med andre ord "gratis" for de offentlige arbejdsgivere at bryde loven og udvander reglerne om kompensation for handicappede i erhverv. Det er klagers fornemmelse, at Ligebehandlingsnævnet har valgt at støtte offentlige arbejdsgiveres ret til at se bort fra en lov, som Beskæftigelsesankenævnet eller klart har sagt, er blevet brudt. Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at "arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse". Indklagede skal blandt andet træffe de foranstaltninger der er beskrevet i reglerne om kompensation for handicappede i erhverv. Beskæftigelsesankenævnet har statueret, at det ikke er sket i den konkrete sag. Indklagede har derfor overtrådt reglerne i forskelsbehandlingsloven. Indklagede påstår frifindelse og afviser, at der har været tale om forskelsbehandling i den konkrete sag. I februar 2010 opslog indklagede en tidsbegrænset stilling som museumsinspektør i enhed 1. I sin ansøgning anførte klager, at han ønskede, at ansøgningen blev behandlet efter reglerne om fortrinsret for personer med handicap. Efter ansøgningsfristens udløb den 24. februar vurderede et ansættelsesudvalg de 89 indkomne ansøgninger. Fem personer blev indkaldt til samtale, hvoraf en blev udvalgt til stillingen. Klager blev ikke indkaldt til stillingen, fordi udvalget fandt, at han ikke var blandt de bedst kvalificerede ansøgere. Udvalget var beklageligvis ikke opmærksom på reglerne om fortrinsret for handicappede personer. Indklagede finder imidlertid ikke, at der var tale om forskelsbehandling på grund af handicap, da klager ikke blev indkaldt til samtale. Klager var ikke blandt de bedst kvalificerede. Klager sendte en kort ansøgning til stillingen, hvor han beskrev sit hidtidige virke. Klager anførte dog ingen faktuelle oplysninger om, hvornår han afsluttede sin universitetsuddannelse, og hvor længe han havde været beskæftiget med de i ansøgningen nævnte opgaver. Som anført i stillingsopslaget skulle den pågældende person aflaste enhedens fastansatte forskere, der i den kommende tre års periode var optaget af deres forskningsforpligtelser. Derfor var der i opslaget lagt vægt på, at ansøger havde "museumserfaring, omfattende kendskab til elektronisk registrering og erfaring med alle sider af samlingsadministration". Disse kvalifikationer var direkte uddybet i selve beskrivelsen af stillingen, hvor der blev omtalt følgende arbejdsopgaver; genstandsregistrering, systematisering af arkiver, ind- og udlånsadministration, samlingsrevision, planlægning af udstillingsvedligehold og besvarelse af forespørgsler vedrørende enhedens samlinger. Afgørende i opslaget var kravet om allerede opnået erfaring, ikke en ansøgers potentiale for udvikling. Der var blandt de øvrige 88 ansøgere mange personer, der via deres tidligere ansættelsesforhold kunne dokumentere erfaring indenfor de nævnte områder. Klager var derfor ikke blandt de bedst kvalificerede til jobbet. Vedrørende klagers ansøgning så var den forholdsvis kort og fulgte ikke en klar struktur. Ansøgningen beskrev klagers kvalifikationer og ganske kort hans private forhold, men forholdt sig ikke eksplicit til stillingsopslagets krav til kvalifikationer eller dets beskrivelse af stillingens arbejdsopgaver. Derudover var de arbejdsopgaver, som klager fremhævede som en del af sine kvalifikationer, ikke angivet med årstal eller varighed. Det kunne være afhjulpet gennem et curriculum vitæ. Endelig rummer ansøgningen enkelte grammatiske og syntaktiske fejl. Klager fremhævede i sin ansøgning stor erfaring med opbygning af hjemmesider, webprojekter og de dertil hørende redigeringsværktøjer. Dette var ikke kvalifikationer, der var efterspurgt i stillingsopslaget. Udover opgaver i forbindelse med Frihedsmuseet og Kastellet tegnede klager ikke en faglig profil af sig selv som historiker og muligheden af at fremhæve hvilke historiske fagområder, han har beskæftiget sig med. Klager havde heller ikke vedlagt curriculum vitæ, publikationsliste, kopi af eksamensbevis, anbefalinger eller lignende. En meget stor del af de øvrige 88 ansøgere benyttede derimod lejligheden til at tegne et mere detaljeret billede af deres faglige virker. En del af de uklarheder, der prægede klagers ansøgning kunne måske være blevet afklaret gennem sådanne bilag. På baggrund af alle disse forhold mener indklagede at have godtgjort, at årsagen til, at klager ikke blev indkaldt til samtale var, at han ikke var blandt de bedst kvalificerede. Indklagede har ikke lagt vægt på, at klager har et handicap. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Derimod har nævnet ikke kompetence til at behandle klager i henhold til lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget til forskelsbehandlingsloven, at der i praksis opereres med en forståelse af begrebet handicap, hvorefter der, for at man kan tale om et handicap eller en person med handicap må kunne konstateres en fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, som afføder et kompensationsbehov, for at den pågældende kan fungere på lige fod med andre borgere i en tilsvarende livssituation. Det er dog ikke afgørende for beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af handicap, at der er et konkret behov for kompensation. Uanset om det måtte kunne lægges til grund, at klager er handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand, må nævnet lægge til grund, at indklagede søgte en medarbejder med relevant uddannelse og kompetencer/erfaring fra et bestemt område for at kunne varetage de beskrevne arbejdsopgaver. På baggrund af ansøgningen fra klager var det indklagedes indtryk, at klager ikke var den bedst egnede kandidat til jobbet. Klager fik derfor afslag på sin ansøgning. Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede udøvede direkte eller indirekte forskelsbehandling i forbindelse med deres beslutning om at meddele klager afslag på hans jobansøgning. Det forhold at Beskæftigelsesankenævnet den 29. juli 2010 fandt, at der var sket en overtrædelse af reglerne om fortrinsadgang for handicappede til ledige stillinger hos offentlige arbejdsgivere, kan ikke medføre en ændret vurdering. Beskæftigelsesankenævnet har i deres afgørelse foretaget en vurdering af, om indklagede overholdt samtale - og forhandlingspligten i forbindelse med besættelsen af stillingen, hvorimod Ligebehandlingsnævnet har vurderet, om klager i forbindelse med ansættelsesprocessen har været udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap. Der er således tale om to forskellige vurderinger efter forskellige juridiske regler, hvorfor de to afgørelser ikke nødvendigvis får det samme udfald. Ligebehandlingsnævnet skal også bemærke, at reglerne i forskelsbehandlingsloven vedrørende arbejdsgiverens pligt til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger har til formål at kompensere den handicappede på en måde, så personen kan varetage stillingen med sit handicap på lige fod med andre. Kravet om kompensation pålægger derimod ikke arbejdsgiver en pligt til at indrømme handicappede en gunstigere stilling end andre ansøgere til en stilling, heller ikke i den situation, hvor ansøgeren påberåber sig reglerne om fortrinsadgang til ledige stillinger hos offentlige arbejdsgivere. Det vil derimod være i strid med forskelsbehandlingsloven, hvis det er ansøgerens handicap, der er begrundelsen for, at der ikke indkaldes til samtale eller gives afslag på jobansøgningen. Det var indklagedes vurdering, at der var andre kandidater, der var bedre egnede til at udføre de opgaver, som var indeholdt i stillingen. Nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte denne vurdering efter reglerne i forskelsbehandlingsloven. Klager får derfor ikke medhold i sin klage. <2500172-10>

Versioner

1. 2011-03-02