Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9889@2010-09-22/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - ansættelse - ej medhold

J.nr. 2500095-10 Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede ikke opfyldte deres samtale - og forhandlingspligt overfor en handicappet ansøger, i forbindelse med besættelsen af to stillinger.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med ansøgning om job. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede ikke opfyldte deres forhandlingspligt i forbindelse med besættelsen af stilling 1. Det var heller ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede ikke opfyldte deres samtale - og forhandlingspligt i forbindelse med besættelse af stilling 2. Sagsfremstilling Klager er en 39-årig mand, der er uddannet cand. mag i historie og medievidenskab. I forbindelse med en jobansøgning gjorde klager brug af sin fortrinsadgang for handicappede til ledige stillinger hos offentlige arbejdsgivere. Parternes bemærkninger Klager påstår, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med jobansøgning hos indklagede, og at hans rettigheder er blevet tilsidesat. Han har derfor krav på en godtgørelse, der har en "afskrækkende virkning" på indklagede. Den 4. november 2009 sendte klager en ansøgning til indklagede om ansættelse som fuldmægtig i stilling 1. Den 16. november 2009 søgte klager stilling 2. I forbindelse med ansøgningerne oplyste klager, at han ønskede at benytte sig af reglerne om fortrinsadgang for personer med handicap. Den 26. november var klager til samtale, der udelukkende omhandlede stilling 1. Stilling 2 blev kun nævnt med ordene om, at han havde søgt to stillinger hos indklagede. Indklagede bekræftede efterfølgende, at klager var blevet vurderet i forhold til begge stillinger. Det undrede klager, så han spurgte, om det var almindelig procedure at vurdere en ansøger til to stillinger ved at afholde en ansættelsessamtale, hvor der kun blev talt om den ene stilling. Det svarede indklagede ikke på. Indklagede sendte få dage efter et afslag til klager med henvisning til, at de havde valgt en medarbejder ud fra erfaringsbaserede kvalifikationer. Klager anmodede efterfølgende Beskæftigelsesankenævnet om at vurdere, hvorvidt indklagede i forbindelse med klagers stillingsansøgning havde overholdt samtalepligten. Beskæftigelsesankenævnet udtalte den 31. marts 2010, at indklagede ikke havde overholdt forhandlingspligten i forhold til stilling 1. I forhold til stilling 2 havde indklagede ikke overholdt samtale - og forhandlingspligten. Nævnet lagde til grund, at klager i sin ansøgning gjorde opmærksom på, at han ønskede at anvende fortrinsretten, at han opfyldte de formelle uddannelseskrav til de ledige stillinger, og at samtalen kun vedrørte stilling 1. Nævnet lagde også vægt på, at klager tidligere havde anvendt fortrinsretten med Jobcenter 1's medvirken. Nævnet lagde også vægt på, at indklagede havde besat stillingerne uden at have orienteret og forhandlet med Jobcenter 1. Det er klagers oplevelse, at indklagede forsøgte at komme så let som muligt udenom deres samtalepligt i forhold til klager. Selve samtalen var mere en sludder for en sladder. Klager mener, at indklagede holdt en pro forma samtale med ham, fordi de vidste, at de havde en pligt til det. Han føler sig forskelsbehandlet i den forstand, at indklagede forsøgte at eksludere ham snarere end at inkludere ham. Klager stiller spørgsmålstegn ved, hvordan han skulle forstå et afslag begrundet med, at andre havde flere og bedre kvalifikationer og erfaring. Det er netop det, der er den handicappedes primære problem - at finde et arbejde, der giver den nødvendige erfaring. Hvis indklagede havde valgt at fortolke loven i overensstemmelse med dens ånd - og ikke bare ord for ord - ville indklagede have fået tilbudt en række kompensationsmuligheder af Jobcenteret, hvis de mente, at ansættelsen af den handicappede ville blive en udgift eller betyde tab af effektivitet på grund af den manglende erfaring med arbejdet. Indklagede påstår frifindelse. Det er indklagedes opfattelse, at det centrale i klagen vedrører en fejl. Der skulle have været forhandlet med Jobcenteret om afslaget til de to AC-stillinger hos indklagede. Regelsættet om handicappede på arbejdsmarkedet er samtidig på denne baggrund blevet indskærpet overfor indklagedes forskellige enheder. Indklagede oplyste i mail af 2. december 2009 til klager, at han var blevet vurderet i forhold til begge stillinger under samtalen den 26. november 2009. Samme dag afsendte indklagede to separate afslag til klager. Heraf fremgik, at indklagede ved besættelsen af stillingerne havde lagt vægt på, at de kommende medarbejdere havde en kompetenceprofil, der bedst muligt understøttede kravene til en AC-stilling hos indklagede, samt en generel interesse for og kendskab til indklagedes område. Indklagede har noteret sig, at klageren har anført, at han fik besked om, at den primære årsag til, at han ikke kom i betragtning til de to stillinger, var hans manglende erfaring. Denne forklaring har indklagede ikke kunnet få bekræftet. Afslagene var som nævnt begrundet i, at der var andre, bedre kvalificerede ansøgere. Indklagede havde fem ledige stillinger. De modtog 36 ansøgere til stilling 1 og 47 ansøgere til stilling 2. Af disse kom henholdsvis syv og seks personer til samtale, inklusiv klager. Ordningen med central rekruttering af AC-generalister til ministeriets centrale enheder indebærer, at ansøgere generelt indkaldes til en samtale, hvis de findes egnede efter deres ansøgning, også selvom de har søgt flere stillinger. Det vurderes i denne samtale, om ansøgerne findes egnede til ansættelse. De afprøves således i forhold til de stillinger, de søger, og ikke blot en enkelt. Hvis deres kompetencer findes at passe sammen med indklagedes ønsker, indkaldes de til en anden samtale, hvor de mere specifikt vurderes i forhold til en eller flere ledige stillinger. Klager havde i sin ansøgning ikke påberåbt sig fortrinsadgangen for ansøgere med handicap med et Jobcenters medvirken. Ansættelsesudvalget erkender, at selvom klager ikke påberåbte sig denne fortrinsadgang var det en fejl, at man ikke sendte en skriftlig redegørelse til Jobcenteret om, hvorfor man ikke ønskede at ansætte klager, før stillingen var blevet besat. Indklagede beklager denne fejl. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Derimod har nævnet ikke kompetence til at behandle klager i henhold til lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget til forskelsbehandlingsloven, at der i praksis opereres med en forståelse af begrebet handicap, hvorefter der, for at man kan tale om et handicap eller en person med handicap må kunne konstateres en fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, som afføder et kompensationsbehov, for at den pågældende kan fungere på lige fod med andre borgere i en tilsvarende livssituation. Det er dog ikke afgørende for beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af handicap, at der er et konkret behov for kompensation. Uanset om det måtte kunne lægges til grund, at klager er handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand, må nævnet lægge til grund, at indklagedes ansættelsesudvalg på baggrund af det samlede ansøgerfelt til de ledige stillinger og klagers samtale den 26. november 2009 vurderede, at klager ikke var blandt de bedst kvalificerede ansøgere til stillingerne. Ved besættelsen af stillingerne havde indklagede lagt vægt på, at de kommende medarbejdere havde en kompetenceprofil, der bedst muligt understøttede kravene til en AC-stilling hos indklagede, samt en generel interesse for og kendskab til indklagedes område. Nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte denne vurdering. Det forhold at Beskæftigelsesankenævnet den 31. marts 2010 fandt, at der var sket en overtrædelse af reglerne om fortrinsadgang for handicappede til ledige stillinger hos offentlige arbejdsgivere, kan ikke medføre en ændret vurdering. Beskæftigelsesankenævnet har i deres afgørelse foretaget en vurdering af, om indklagede overholdte samtale - og forhandlingspligten i forbindelse med besættelsen af de to stillinger, hvorimod Ligebehandlingsnævnet har vurderet, om klager i forbindelse med ansættelsesprocessen har været udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap. Klager får derfor ikke medhold i sin klage. <2500095-10>

Versioner

1. 2010-09-22