Afgørelse med ophævelse af påbud om at afholde årlige arbejdsmiljødrøftelse
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9975@2015-08-12/da
Indhold
Afgørelse med ophævelse af påbud om at afholde årlige arbejdsmiljødrøftelse
Arbejdstilsynet var på tilsynsbesøg den 11. september 2013. Arbejdstilsynet fik under besøget oplyst, at virksomheden ikke havde afholdt årlig arbejdsmiljødrøftelse. Oplysningen blev bekræftet af direktøren. Det blev senere oplyst i høringssvaret, at arbejdsmiljødrøftelsen var planlagt til den 1. november 2013. Arbejdstilsynets traf afgørelse med påbud om at afholde årlige arbejdsmiljødrøftelser. Et enigt Arbejdsmiljøklagenævn traf afgørelse om at ophæve Arbejdstilsynets påbud om at virksomheden skulle afholde den årlige arbejdsmiljødrøftelse. Nævnet lagde herved vægt på, at der hverken i reglerne om samarbejde eller i AT-vejledningen om samarbejde om sikkerhed og sundhed er grundlag for at fortolke reglerne således, at det er et krav, at der skal være afholdt en arbejdsmiljødrøftelse inden for det sidste år. Nævnet fandt herved, at reglerne om samarbejde om sikkerhed og sundhed efter sin ordlyd alene stiller krav om, at arbejdsgiveren hvert år skal gennemføre en arbejdsmiljødrøftelse. Reglen siger ikke, som anført af Arbejdstilsynet i udtalelsen af 23. maj 2014, at arbejdsmiljødrøftelser skal være afholdt inden for det seneste år.
[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 28. april 2015 truffet afgørelse i sagen om [Navn udeladt]s klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 22. oktober 2013 vedrørende påbud om at afholde årlige arbejdsmiljødrøftelser. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet ophæver Arbejdstilsynets afgørelse af 22. oktober 2013 med påbud om at afholde den årlige arbejdsmiljødrøftelse. B E G R U N D E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet lægger vægt på, at der ikke er hjemmel til at påbyde virksomheden at afholde den årlige arbejdsmiljødrøftelse. Nævnet lægger herved vægt på, at der hverken i reglerne om samarbejde eller i AT-vejledningen om samarbejde om sikkerhed og sundhed er grundlag for at fortolke reglerne således, at det er et krav, at der skal være afholdt en arbejdsmiljødrøftelse inden for det sidste år. Nævnet finder herved, at reglerne om samarbejde om sikkerhed og sundhed efter sin ordlyd alene stiller krav om, at arbejdsgiveren hvert år skal gennemføre en arbejdsmiljødrøftelse. Reglen siger ikke, som anført af Arbejdstilsynet i udtalelsen af 23. maj 2014, at arbejdsmiljødrøftelser skal være afholdt inden for det seneste år. Følgende fremgår af AT-vejledning F. 3.2 om samarbejde om arbejdsmiljø i virksomheder med 10-34 ansatte: »Afsnit 8. Den årlige arbejdsmiljødrøftelse. Alle virksomheder skal holde en årlig arbejdsmiljødrøftelse, hvor det kommende års samarbejde om arbejdsmiljø skal tilrettelægges, og hvor det seneste års arbejde i arbejdsmiljøorganisationen tages op. …« Efter reglens formulering vil det kunne være tilstrækkeligt, at der afholdes en arbejdsmiljødrøftelse f.eks. hvert kalenderår. Nævnet lægger til grund, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøg den 11. september 2013 spurgte til de årlige arbejdsmiljødrøftelser og fik oplyst af virksomhedens direktør, at virksomheden ikke havde afholdt årlig arbejdsmiljødrøftelse i det seneste år. Nævnet lægger desuden til grund, at virksomheden i klagen af 11. november 2013 har anført, at virksomheden under tilsynsbesøget den 11. september 2013 fremviste den seneste arbejdsmiljødrøftelse foretaget den 29. maj 2012 til Arbejdstilsynet. Endvidere at den årlige arbejdsmiljødrøftelse i 2013 ville blive afholdt i november 2013. Nævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. R E G L E R Ved afgørelsen er følgende regler anvendt: Om årlige arbejdsmiljødrøftelser: – § 6d, i Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 af lov om arbejdsmiljø. – § 9, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1181 af 15. oktober 2010 om samarbejde om sikkerhed og sundhed. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. På klagenævnets vegne [Navn udeladt] [Stilling udeladt] Kopi til: – [Adressat udeladt] – [Adressat udeladt] Regler Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 af lov om arbejdsmiljø … Kapitel 2 Samarbejde om sikkerhed og sundhed … § 6 d. Arbejdsgiveren skal hvert år i samarbejde med de ansatte og arbejdslederne tilrettelægge indholdet af samarbejdet om sikkerhed og sundhed for det kommende år og fastlægge, hvordan dette skal foregå. I virksomheder med en arbejdsmiljøorganisation sker tilrettelæggelsen i samarbejde med denne. Stk. 2. Arbejdsgiveren i virksomheder med 1-9 ansatte, jf. § 6, skal hvert år drøfte med de ansatte og arbejdslederne, om der er den nødvendige sagkundskab om arbejdsmiljø til stede i virksomheden. Stk. 3. Arbejdsgiveren skal sørge for, at der udarbejdes en kompetenceudviklingsplan for medlemmerne af arbejdsmiljøorganisationen vedrørende den supplerende arbejdsmiljøuddannelse, jf. § 9. Stk. 4. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om arbejdsgiverens pligter efter stk. 1-3 og om dokumentation for opfyldelsen heraf. … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1181 af 15. oktober 2010 om samarbejde om sikkerhed og sundhed. … Kapitel 3 Virksomheder med arbejdsmiljøorganisation … § 9. Arbejdsgiveren i virksomheder med arbejdsmiljøorganisation skal hvert år i samarbejde med medlemmerne af arbejdsmiljøorganisationen gennemføre en arbejdsmiljødrøftelse, hvor deltagerne 1) tilrettelægger indholdet af samarbejdet om sikkerhed og sundhed for det kommende år, 2) fastlægger, hvordan samarbejdet skal foregå, herunder samarbejdsformer og mødeintervaller, 3) vurderer, om det foregående års mål er nået og 4) fastlægger mål for det kommende års samarbejde. Stk. 2. Arbejdsgiveren skal over for Arbejdstilsynet skriftligt kunne dokumentere, at den årlige arbejdsmiljødrøftelse har fundet sted. …