Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - ej medhold

GældendeVersion 2015-08-13
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9982@2015-08-13/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - ej medhold

J. nr. 2014-6810-20774 En fagchef blev afskediget i forbindelse med en større organisationsændring. Mere end fem år efter afskedigelsen klagede han til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af alder. Nævnet fandt, at kravet var forældet i henhold til forældelsesloven. Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at en 58-årig mand blev afskediget fra sin stilling som fagchef. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Klagers eventuelle godtgørelseskrav på grund af aldersdiskrimination er forældet. Sagsfremstilling Klager var gennem mange år ansat hos indklagede, senest som fagchef i en tjenestemandsstilling. Indklagede skulle i 2009 gennemføre en større organisationsændring. Klager blev ved brev af 11. november 2008 partshørt om, at indklagede påtænkte at afskedige ham, da det ikke havde været muligt for indklagede at finde en stilling til ham i den nye organisation. Klager meddelte den 14. november 2008, at han på nuværende tidspunkt ikke havde bemærkninger til den påtænkte afskedigelse. Indklagede afskedigede herefter klager ved brev af 27. november 2008 med tre måneders varsel til udgangen af februar 2009. Klager var berettiget til rådighedsløn. Klager modtog efter det oplyste afskedigelsesbrevet den 1. december 2008. Klager anførte i brev af 23. november 2013 til indklagede, at han mente, at han var blevet udsat for aldersdiskrimination i forbindelse med afskedigelsen. Klager henviste til Københavns Byrets dom af 5. juli 2013. Indklagede afviste i brev af 18. december 2013, at klager var blevet udsat for aldersdiskrimination som følge af omstruktureringen i januar 2009. Klager rettede i brev af 2. februar 2014 på ny henvendelse til indklagede. Indklagede fastholdt i brev af 18. februar 2014, at klager ikke var blevet udsat for aldersdiskrimination. Klager indgav den 28. marts 2014 en klage til Ligebehandlingsnævnet. Klagen er modtaget i nævnet den 31. marts 2014. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han i forbindelse med afskedigelsen blev udsat for aldersdiskrimination. Klager henviser til, at Ligebehandlingsnævnet i tidligere sager har afgjort, at fire andre fagchefer, der var blevet afskediget af indklagede, havde ret til godtgørelse for overtrædelse af forskelsbehandlingslovens forbud mod aldersdiskrimination. Nævnets afgørelse blev tiltrådt af Københavns Byret den 5. juli 2013, og indklagede har ikke anket dommen. Klager forventede, at indklagede af egen drift ville undersøge, om der i andre sager om afskedigelse af fagchefer kunne være tale om overtrædelse af forskelsbehandlingsloven. Indklagede afviste imidlertid, at der var tale om aldersdiskrimination i klagers tilfælde. Sagen er ikke forældet. Indklagede har aldrig villet anerkende, at der i forbindelse med afskedigelserne var tale om aldersdiskrimination. Klager kunne derfor først gøre fordringen gældende efter byretsdommen af 5. juli 2013. Klagers krav vil derfor først være forældet den 5. juli 2018. Klager rejste den 23. november 2013, det vil sige før den påståede forældelsesdato, kravet over for indklagede. Klager kan påvise, at fravælgelsen af ham ikke bygger på en vurdering af hans faglige kvalifikationer og kompetencer, men at hans alder har været en afgørende faktor. Indklagede gør gældende, at klagers krav er forældet efter forældelsesloven. Indklagede henviser til, at forældelsesfristen er fem år ved fordringer, som støttes på aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelsesforhold. Klager modtog afgørelsen om afsked den 1. december 2008, og kravet var således forældet den 1. december 2013. Ligebehandlingsnævnet er i fire tidligere sager kommet frem til, at når man anskuede organisationsændringen som en helhed, så var der ikke påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at klagerne var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder. I forhold til klagernes konkrete ansættelsessted kom nævnet frem til, at der var påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at klagerne var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder. Nævnet lagde vægt på, at de fire klagere, der blev afskedigede med rådighedsløn, var de fire ældste fagchefer i den pågældende region. I den foreliggende sag var gennemsnitsalderen i klagers region 56 år. De seks ældste fagchefer blev indplaceret på følgende måde: A på 62 år blev afskediget med rådighedsløn B på 62 år fratrådte frivilligt C på 60 år blev kontorchef D på 60 år blev viceskattedirektør E på 58 (klager) blev afskediget med rådighedsløn F på 58 blev viceskattedirektør. Klagers sag adskiller sig således væsentlig fra de tidligere sager, hvor de fire ældste fagchefer ikke blev indplacerede. Ud af de seks ældste fagchefer blev kun afskediget to med rådighedsløn, en fik en frivillig fratræden, en blev kontorchef og to blev viceskattedirektører. Klagers brev af 28. november 2013 og indklagedes svar af 18. december 2013 samt den efterfølgende korrespondance viser, at der ikke blev indledt egentlige forhandlinger om fordringen, da indklagede indtog en afvisende holdning over for kravet. Klager har ikke foretaget retslige skridt mod indklagede. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet med videre (forskelsbehandlingsloven). Der er ikke i medfør af forskelsbehandlingsloven fastsat frister for at indbringe en klage for nævnet, men et krav kan være forældet efter lov om forældelse af visse fordringer (forældelsesloven). Det fremgår af forældelsesloven, at forældelsesfristen er tre år, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Forældelsesfristen regnes fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringshaveren kan kræve at få fordringen opfyldt. Forældelsesfristen er fem år ved fordringer, som støttes på aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelsesforhold. Dette gælder også ved ansættelse som tjenestemand. Ligebehandlingsnævnet lægger til grund, at klager modtog afskedigelsen den 1. december 2008. Klagers eventuelle krav på godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven som følge af afskedigelsen var derfor forældet efter den 1. december 2013. Nævnet modtog klagen den 31. marts 2014, og kravet er derfor forældet. Nævnet vurderer, at forældelsesfristen ikke kan anses for afbrudt, da indklagede ikke har erkendt forpligtelsen, og da klager ikke har taget retslige skridt over for indklagede. Det forhold, at klager afventede udfaldet af en retssag om andre afskedigede fagchefer, kan ikke medføre suspension af forældelsesfristen, idet klager uanset retssagen havde mulighed for at rejse kravet ved Ligebehandlingsnævnet for at få fastslået, om afskedigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager og indklagede har heller ikke indgået aftale om suspension af forældelsesfristen. Der har i øvrigt ikke været egentlige forhandlinger mellem klager og indklagede om kravet, idet indklagede indtog en afvisende holdning til det krav, som klager rejste i brev af 18. november 2013. Klagers eventuelle krav må derfor anses for forældet. Allerede derfor kan klager ikke få medhold. <2014-6810-20774>

Versioner

  1. 2015-08-13