Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - ej medhold

GældendeVersion 2015-08-13
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9984@2015-08-13/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - ej medhold

J. nr. 2014-6810-64731 En 41-årig mand fik afslag på en ansøgning til en speditørvirksomhed. I afslaget henviste virksomheden blandt andet til hans alder. Speditørvirksomheden forklarede, at de i deres afslag havde anvendt et standardsvar, der passede til alle ansøgere, som ikke kom i betragtning til stillingen. Indklagede forklarede, at det var klagers manglende speditøruddannelse, der var årsagen til, at han ikke kom i betragtning til jobbet. Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klager ikke blev indkaldt til en jobsamtale. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede ikke indkaldte klager til en jobsamtale. Sagsfremstilling Klager er en 41-årig mand, der har studeret spansk på Århus Universitet og har en meritlæreruddannelse. Klager har erhvervserfaring med kundesupport, logistiske opgaver i et callcenter tilbage fra 2000, og han har været ansat i en inspektionsvirksomhed, hvor han arbejdede som afvikler/kontorassistent. Klager søgte i september 2014 et job hos indklagede, der er en speditørvirksomhed. Klager blev ikke indkaldt til en jobsamtale, og indklagede skrev følgende til klager: "Hej. Vi har nu gennemgået de indkomne ansøgninger og har udvalgt nogle ansøgere til en personlig samtale. De udvalgte ansøgere er valgt ud fra en helhedsvurdering bl.a. af kompetencer, alder, geografi mv., set i forhold til salgsteamets nuværende og fremtidige sammensætning Din ansøgning var desværre ikke blandt de udvalgte, men vi har gemt din ansøgning, såfremt stillingen ikke bliver besat. Vi takker for den interesse du har vist vores virksomhed og ønsker dig held og lykke fremover. Mvh [medarbejder hos indklagede]" Indklagede modtog i alt 28 ansøgninger til stillingen, og indkaldte tre ansøgere til en samtale. To af de indkaldte ansøgere er født i 1982 og 1986. Indklagede har ikke været i stand til at oplyse alderen på den tredje ansøger, der blev indkaldt til samtale. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet forskelsbehandlet på grund af sin alder. Det fremgår af indklagedes afslag, at alderen har haft en betydning for, hvem der kunne komme i betragtning til jobbet. Klager ønsker, at nævnet fastsætter en godtgørelse. Indklagede afviser, at klager har været udsat for negativ forskelsbehandling på grund af alder. Klager havde ikke de rette faglige kompetencer inden for spedition, og blev alene af den grund ikke indkaldt til en jobsamtale. En stor del af ansøgerne manglede faglige kompetencer inden for spedition. Andre ansøgere var bosat langt fra arbejdsstedet, hvilket indklagede skønnede kunne være en hindring for at udføre jobbet, når stillingen ikke var i en lønklasse, hvor det kunne forventes eller formodes at ansøgerne ville være villige til at flytte tættere på arbejdsstedet. Indklagede indkaldte i alt tre ansøgere til en jobsamtale. Alle tre var uddannede speditører, heraf to fra lokalområdet, samt en ansøger, der var bosat i en større by cirka 70 km fra arbejdsstedet. Indklagede valgte at ansætte en kvinde fra lokalområdet. Pågældende viste sig at være den ældste af de tre ansøgere, der blev indkaldt til jobsamtalen. Det af indklagede udsendte afslagsbrev var formuleret således, at det kunne anvendes til samtlige ansøgere, der ikke blev indkaldt til samtale. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Indklagede har i afslaget på klagers ansøgning oplyst, at klagers alder er indgået som et blandt flere hensyn i helhedsvurderingen ved udvælgelsen af de valgte ansøgere, der blev tilbudt en ansættelsessamtale. Klager har dermed påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af sin alder. Det påhviler derfor indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Der var 28 ansøgere til stillingen som speditør hos indklagede. Indklagede valgte at indkalde tre ansøgere til en jobsamtale. Indklagede har oplyst, at en stor del af ansøgerne manglede faglige kompetencer inden for spedition, og at det var et fællestræk for de tre indkaldte ansøgere, at de var uddannede speditører. Klager er ikke uddannet speditør og blev ikke indkaldt til en jobsamtale, da der var flere uddannede speditører blandt ansøgerne. Ligebehandlingsnævnet vurderer herefter, at indklagede har løftet bevisbyrden, idet de tre indkaldte ansøgere i modsætning til klager havde en relevant uddannelsesmæssig baggrund for at kunne udføre jobbet. Klager får ikke medhold i klagen. <2014-6810-64731>

Versioner

  1. 2015-08-13