Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9987@2015-08-13/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - ej medhold

J. nr. 2013-6810-42988 En specialkonsulent fik en nakkeskade, som medførte, at han ikke kunne varetage sit arbejde som IT-arkitekt på fuld tid. Han blev derfor indstillet til afsked, men fik i stedet tilbudt ansættelse 10 timer om ugen. Kommunen havde bevilget fleksjob, men arbejdsgiveren ønskede ikke at ansætte klager i et fleksjob. Nævnet fandt, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, men at arbejdsgiveren havde foretaget de fornødne tilpasninger. Den ændrede ansættelse var derfor ikke i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en varslet afskedigelse af og ændring af ansættelsesvilkårene for en specialkonsulent, der havde rygsmerter samt kognitive og fysiske gener efter en nakkeskade. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager fik ændret sin fuldtidsansættelse som specialkonsulent til en ansættelse på 10 timer om ugen. Sagsfremstilling Klager blev den 1. september 2006 ansat som specialkonsulent hos indklagede, der er en styrelse under et ministerium. Det fremgår af ansættelsesbrevet, at klagers ansættelsesområde var ministeriet med tilhørende institutioner. Tjenestestedet var Hovedcentret, og klagers arbejdssted var indtil videre i IT Services. Klagers stilling var placeret i Arkitekturkontoret. Klager har siden 2002 lidt af periodevise lændesmerter, som blev forværrede ved et uheld i 2009. Klager blev opereret i ryggen i slutningen af 2009. I november 2010 var klager involveret i en bilulykke. Klager var herefter sygemeldt indtil den 3. juni 2011, hvor han delvist genoptog arbejdet. Det fremgår af neurologisk speciallægeerklæring af 17. januar 2012, at klager har en række subjektive gener i form af let til middelsvær daglig hovedpine/nakkesmerter. Hovedpinen opfattes som et bånd omkring hovedet og er af styrke 3-8/10 normalt af trykkende karakter, men ved forværring bliver hovedpinen skarp og jagende ledsaget af kvalme. Herudover har klager nedsat hukommelses- og koncentrationsevne, øget træthed samt nogen forværring af forudbestående lændesmerter, der før typisk var intermitterende af styrke 4/10, men nu er daglige af styrke 4-6/10 med forværring to gange om ugen med radikulære klager til venstre ben. Klager har desuden migræne med anfald omkring en gang om måneden af styrke 7-8/10 med halvsidig hovedpine og synsforstyrrelser. Ved den objektive undersøgelse fandt speciallægen, at klager var spontant smertepåvirket fra lænden. Der var let til moderat bevægeindskrænkning i nakken med rotation mod højre/venstre til 30/60 grader, sidefleksion mod højre/venstre til 20/40 grader og fleksion til 90 grader. Der kunne i forbindelse med rotation ikke udløses radikulære klager. Hertil kom moderat bevægeindskrænkning i lænden. Speciallægen konkluderede, at klagers tilstand var forenelig med middelsvær nakkedistorsion med lette kognitive klager. Kommunen bevilgede den 1. marts 2012 klager fleksjob. Indklagede afgav den 14. maj 2012 en udtalelse til klagers forsikringsselskab. Det fremgår af udtalelsen, at klager før uheldet arbejdede som IT-arkitekt med opgaver af kompleks forretningsmæssig og teknisk karakter inden for følgende områder: - Central og ledende IT-arkitektrolle - Udarbejdelse af tekniske kravsspecifikationer - Udarbejdelse af beslutningsgrundlag - Forhandlinger med leverandører - Tekniske analyser og reviews - Risikoanalyser og scenarieopstilling - Teknisk rådgivning - Deltagelse i fællesoffentlige initiativer. Klager arbejdede før uheldet 37 timer om ugen. Efter uheldet havde klager ikke kunnet arbejdet mere end omkring 10 timer om ugen i gennemsnit. Det fremgår desuden af udtalelsen af 14. maj 2012, at klager nu varetog en mindre delmængde af sine tidligere arbejdsopgaver. Klagers rolle var generelt skiftet fra udførende til rådgivende. Derudover havde klager mindre opgaver, som kunne løses ved simplere analyser, og som ikke krævede hensyn til mange involverede parter. Indklagede tog så vidt muligt hensyn til, at opgaverne ikke var hastesager. Opgaverne lå typisk inden for: - Review af tekniske kravsspecifikationer - Tekniske afklaringer med leverandører - Teknisk rådgivning - Deltagelse i fællesoffentlige initiativer - Små udviklingsopgaver - Små supportopgaver Det fremgår videre af udtalelsen af 14. maj 2012, at de opgaver, der var forbundet med et højt stressniveau, stramme deadlines og omskiftelighed for nuværende ikke kunne løses af klager. Det samme gjaldt opgaver, hvor der skulle skrives længere tekster, og opgaver, der krævede et bredt og opdateret overblik. Klager var fritaget for de mest belastende opgaver, det vil sige opgaver, der var forbundet med et højt stressniveau, stramme deadlines og omskiftelige vilkår. Klager havde også mulighed for at arbejde hjemmefra. Indklagede partshørte ved brev af 8. oktober 2012 klager om påtænkt afskedigelse med et opsigelsesvarsel på fem måneder. Det fremgik af varslingsbrevet, at klagers kontorchef havde indstillet klager til afskedigelse på grund af sygdom. Det fremgik af indstillingen fra klagers kontorchef, at følgevirkningerne fra trafikuheldet fortsatte med mange sygemeldinger og sygedage. Klager havde således i de seneste seks måneder haft en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på cirka 8,5 timer. Det lave timetal var ikke foreneligt med arbejdet som IT -arkitekt, hvor der var stramme deadlines på reviews af IT-dokumentation, møder med IT-leverandører i udviklingsprojekter samt projektmøder. Især møder havde klager ikke været i stand til at deltage i på grund af træthed og koncentrationsbesvær. Det fremgik videre af indstillingen, at det havde været overvejet at tilbyde klager en fleksjobaftale eller deltidsansættelse med en ugentlig arbejdstid på 12,5 eller 16 timer. Der var ikke udsigt til, at klager kunne komme op på dette timeniveau, og klagers kontorchef havde på denne baggrund valgt at indstille klager til afsked på grund af sygdom. Klager fremsatte den 21. oktober 2012 bemærkninger til høringen i anledning af den påtænkte afskedigelse. Klager anførte blandt andet, at han ikke mente, at et timetal på 10 timer om ugen versus et timetal på 12,5 timer om ugen kunne siges at pålægge indklagede en uforholdsmæssig stor byrde i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager medgav, at hans timetal gennem de seneste seks måneder havde ligget lavere end 10 timer om ugen, og forklarede dette med dels et længere behandlingsforløb med nedtrapning af smertestillende medicin, dels at klagers kompensationsbehov ikke i samme omfang som tidligere blev tilgodeset, idet der blandt andet havde været mange reviews af kompleks dokumentation under stramme deadlines samt leverandørmøder med et højt konfliktniveau. Klager anmodede om imødekommelse af sit kompensationsbehov, herunder nedsat tid svarende til 10 timer om ugen. På baggrund af partshøringen revurderede indklagede sagen, og indklagede og klager indgik den 3. januar 2013 forlig om, at klager skulle deltidsansættes på følgende vilkår: 1. Deltidsansættelse på 10 timer ugentligt pr. 1. februar 2013 som systemintegrator/systemejer på sikkerhedsløsning 2. Som konsekvens af, at klager ikke længere skal arbejde som systemarkitekt, bortfalder kvalifikationstillægget 3. Klager ansættes som specialkonsulent med en løn, der pr. 1. februar 2013 udgør 10.288,04 kr., svarende til 10/37 af 28.065,75 kr. Denne stilling var placeret i kontoret Portefølje og Platforme. Klager meddelte i mail af 27. januar 2013, at han underskrev forliget, men at han tog forbehold for at få afprøvet, om afskedigelsen var i strid med ligebehandlingslovgivningen. Det fremgår af neurologisk speciallægeerklæring af 6. maj 2013, at klager led af let til middelsvær daglig hovedpine, der var lokaliseret som et bånd omkring tindingerne med udstråling fra nakken, hvor smerterne var af styrke 3-8/10 af trykkende karakter. Klager havde nedsat koncentrationsevne, og han havde svært ved at læse længere tekster, at arbejde med flere problemstillinger samt at følge vejledninger med videre. Klager havde nedsat hukommelse og led af øget træthed. Klagers lændesmerter var nu af styrke 4-6/10. Klager havde fortsat migræne en gang om måneden af styrke 7-8/10, med halvsidig smerte og ledsaget af synsforstyrrelser og periodevis kvalme. Speciallægen konkluderede, at tilstanden var forenelig med middelsvær nakkedistorsion med lette kognitive/affektive klager. Herudover var der tale om en let forværring af klagers forudbestående lændesmerter. Tilstanden havde været stationær siden august 2011. Klager holdt fædreorlov samt forældreorlov med og uden løn fra den 12. december 2012 til den 8. december 2013. Sagen er indbragt for Ligebehandlingsnævnet den 18. oktober 2013. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet afskediget i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager har nedlagt påstand om en godtgørelse på 543.580,02 kr., svarende til ni måneders løn. Klager henviser til, at hans varige funktionsnedsættelse, der i det væsentligste består i, at han ikke kan arbejde på fuld tid, er et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Det var udelukkende klagers helbredsmæssige forhold og dermed hans handicap, der var årsag til, at han blev indstillet til afskedigelse. Indklagede henviste således til, at trafikuheldet havde givet klager langvarige følgevirkninger efter hjernerystelse og whiplash traume, samt at følgevirkningerne fra uheldet fortsatte med mange sygemeldinger og sygedage. Indklagede henviste også til, at det lave timetal ikke var foreneligt med arbejdet som IT-arkitekt. Der er derfor skabt en formodning for, at klager blev indstillet til afskedigelse på grund af hans handicap/funk-tionsnedsættelse. Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede ikke traf hensigtsmæssige tilpasninger for at give klager adgang til beskæftigelse, men derimod indstillede ham til afskedigelse. Klager henviser også til, at det fremgår af Vejledning nr. 9602 af 7. november 2013 om fleksjob med videre, at "Konsekvensen af udviklingen af handicapbegrebet i praksis sammenholdt med ændringerne i fleksjobreglerne betyder, at en person, der er visiteret til fleksjob og har fået prøvet sin arbejdsevne i forhold til alle typer job, har en funktionsnedsættelse, som gør, at personen er omfattet af definitionen for handicap og dermed forskelsbehandlingsloven". Klager er bevilget fleksjob af kommunen, ligesom indklagede er omfattet af den statslige fleksjobordning, hvoraf fremgår, at der ydes refusion af halvdelen af den lønudgift, der ikke dækkes af kommunen i medfør af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Indklagede ville derfor ikke være blevet pålagt en uforholdsmæssig byrde ved at ansætte klager i fleksjob. Indklagede har som en offentlig arbejdsplads et ansvar for at sørge for egnede arbejdspladser til handicappede. Dette fremgår af indklagedes udtalelser i sagen, ligesom det må ligge implicit i indklagedes efterfølgende tilbud om deltidsansættelse. Da et fleksjob kun kan etableres ved en arbejdsgivers medvirken, følger det af forskelsbehandlingslovens § 2a, at en arbejdsgiver har pligt til at træffe den foranstaltning at medvirke til fleksjobbet, såfremt en handicappet medarbejder er visiteret til et fleksjob. Den byrde, som indklagede ville få ved at tilbyde klager en fleksjobansættelse, er ikke uforholdsmæssig stor. Indklagede havde derfor ikke foretaget de nødvendige tilpasninger, før indstillingen om afskedigelse blev fremsendt til klager. Klager har anført i høringssvaret til indklagede, at hans kompensationsbehov ikke i samme omfang som tidligere var blevet tilgodeset, idet der blandt andet havde været mange reviews af kompleks dokumentation under stramme deadlines samt leverandørmøder. Klager havde gjort opmærksom på, at foranstaltningerne var blevet aftalt, men ikke gennemført. Klager havde også anført, at mulighederne for at finde opgaver, der bedre passede til situationen, ikke var blevet undersøgt. Indklagede burde have foretaget ændringen/tilpasningen, inden man vurderede, at klager ikke kunne bestride stillingen som IT-arkitekt med opgaver forbundet med stramme deadlines og faste møder med leverandører med videre. Indklagede burde således inden indstillingen om afskedigelse have informeret klager om, at de hidtil aftalte tilpasninger var uforenelige med varetagelse af rollen som IT-arkitekt. Indklagede undlod imidlertid dette og indstillede klager til afskedigelse. Indklagede havde iværksat de nødvendige tilpasningsforpligtelser fra juni 2011 og frem til årsskiftet 2011/12, hvor klager var under ledelse af A. Det samme var ikke tilfældet, da klager blev placeret i et projekt om systemmodernisering under ledelse af B. Dette arbejde bestod primært i reviews af kompleks dokumentation under stramme deadlines samt deltagelse i leverandørmøder med højt konfliktniveau. Dette afspejles i klagers opgørelse over det præsterede timetal i de to perioder: Periode Sygdom Arbejdet tid % af fuld tid Ugentligt timetal 1.6.11-31.12.11 676,47 292,93 30 % 11,18 1.1.12-12.12.12 1137,52 382,48 25 % 9,31 Klager bestrider, at han ikke skulle være egnet eller disponibel til at udføre opgaver i Arkitekturkontoret. Der er mange opgaver i kontoret, som løses ved lave ugentlige timetal. Hertil kommer, at en stor del af opgaverne er driftsopgaver, en opgave som ifølge indklagede passer bedre til deltid. Indklagede gør gældende, at man ikke har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Indklagede har således hverken udsat klager for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap. En eventuel godtgørelse kan maksimalt fastsættes til 25.000 kr. Indklagede henviser til, at klager ikke blev afskediget, men at han fortsat er ansat hos indklagede. Klager blev indstillet til afsked, blandt andet fordi hans lave timetal ikke var foreneligt med arbejdet som IT-arkitekt, men uanset at klager blev indstillet til afsked, så blev han ikke afskediget. Efter modtagelsen af klagers partshøringssvar undlod indklagede at afskedige klager. Klager er således fortsat ansat hos indklagede. Klagers lave præsterede ugentlige arbejdstid sammenholdt med hans ustabile fremmøde på grund af sygefravær var ikke foreneligt med arbejdet som IT-arkitekt. Klager var derfor ikke egnet og disponibel til at varetage stillingen som IT-arkitekt. Klager har ikke dokumenteret, at han er handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand. Hvis Ligebehandlingsnævnet måtte finde, at klager er handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand, gøres det gældende, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der skulle være sket forskelsbehandling af klager på grund af handicap. Efter sygemeldingen som følge af trafikulykken i 2010 havde klager fortsat meget sygefravær. Indklagede har opgjort, at klager i perioden fra den 6. juni 2011 til den 8. juni 2012 havde en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 10,07 timer. I perioden fra den 11. juni 2012 til den 7. december 2012 havde klager en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 9,42 timer. Der blev ved klagers genoptagelse af arbejdet i juni 2011 foretaget en omfattende tilpasning af hans arbejdsopgaver set i lyset af hans fortsatte store sygefravær og deraf følgende ustabile fremmøde. Klager fik også mulighed for at arbejde hjemmefra, og han blev fritaget for at deltage i de interne kontormøder. For så vidt angår spørgsmålet om fleksjob, havde indklagede fået oplyst, at kommunen ikke ville bevilge et fleksjob under 12,5 timer om ugen. Klager havde i perioden fra januar til marts 2012 præsteret en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på cirka 7,6 timer om ugen. Da klager heller ikke i den efterfølgende periode kom i nærheden af 12,5 timer om ugen, fandt indklagede det ikke relevant at tilbyde klager et fleksjob. Indklagede henviser i den forbindelse til, at det til og med 31. december 2012 fulgte af loven om en aktiv beskæftigelsesindsats, at arbejdsgiveren udbetalte lønnen til den ansatte i fleksjob, og at tilskuddet til lønnen udbetaltes til arbejdsgiveren. Tilskuddet var halvdelen eller to tredjedele af lønnen, afhængig af graden af den nedsatte arbejdsevne. Det maksimale tilskud på 2/3 af lønnen forudsatte en tilsvarende nedsættelse af arbejdsevnen, det vil sige minimum mulighed for at arbejde cirka 12,5 timer om ugen (2/3 af en fuldtidsstilling på 37 timer om ugen). Det bestrides derfor, at indklagede ikke havde taget stilling til, om klager kunne tilbydes en fleksjobansættelse i overensstemmelse med bevillingen fra kommunen, således at han kunne fortsætte med at arbejde på deltid. Indklagede bemærker i den forbindelse, at klager på daværende tidspunkt ikke arbejdede på deltid, men at han var ansat på fuld tid og fuldtidslønnet. Der var således ikke tale om, at han var ansat på deltid, idet det lave ugentlige timetal alene skyldtes hans sygefravær. Indklagede havde forud for indstillingen til afsked overvejet at tilbyde klager fleksjobansættelse eller en deltidsansættelse på 12,5 timer eller 16 timer ugentligt. Baggrunden for disse timetal var, at kommunen ikke ville bevilge et fleksjob på under 12,5 timer om ugen, ligesom indklagede vurderede, at det ikke var muligt at bestride stillingen som IT-arkitekt med et lavere timetal. Da klager siden sin tilbagevenden i juni 2011 på grund af sit sygefravær kun havde kunnet præstere en arbejdstid på gennemsnitligt 10 timer om ugen, og da klager i de seks måneder forud for indstillingen til afsked havde præsteret en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 8,5 timer, vurderede indklagede, at man ikke havde mulighed for at tilbyde en fleksjobansættelse eller en deltidsansættelse som IT-arkitekt. Det er indklagedes opfattelse, at der ikke i medfør af forskelsbehandlingslovens § 2a gælder en pligt for en arbejdsgiver til at ansætte en medarbejder i fleksjob, når arbejdsgiveren i øvrigt på anden vis har tilpasset arbejdet sådan, at medarbejderen har mulighed for at fortsætte sin beskæftigelse for arbejdsgiveren. Indklagede henviser i den forbindelse til, at reglerne om fleksjob i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats ikke fastsætter nogen pligt for arbejdsgiveren til at ansætte en person i fleksjob. Reglerne angår kommunernes mulighed for at bevilge fleksjob og tilskud hertil. Det er indklagedes opfattelse, at der ikke i medfør af forskelsbehandlingsloven gælder en særlig tilpasningsforpligtelse for offentlige arbejdsgivere. Behovet for et forsørgelsesgrundlag er ikke et konkret behov i forskelsbehandlingslovens forstand. Indklagede havde telefonisk fået oplyst af kommunen, at man ikke ville bevilge fleksjob på under 12,5 timer om ugen. Dette understøttes af klagers egen mail af 14. februar 2012. På baggrund af klagers høringssvar blev der afholdt et møde mellem klager og indklagede, hvor klager fik tilbud om at blive omplaceret til en stilling i kontoret Portefølje og Platforme som systemintegrator/system-ejer på en nærmere angivet sikkerhedsløsning. Det blev mundtligt aftalt, at klager selv kunne planlægge, hvornår han ville tilrettelægge arbejdet. Kontoret Portefølje og Platforme har opgaver med daglig drift, vedligeholdelse og videreudvikling af indklagedes IT-systemer. Disse opgaver kan bedre end opgaverne i Arkitekturkontoret varetages af ansatte i deltidsstillinger, særligt fordi der ikke er tale om projektarbejde. Opgaverne var i øvrigt på samme niveau som opgaverne i Arkitekturkontoret, og klager ville i den nye stilling kunne gøre brug af sine faglige kompetencer. Indklagede bestrider, at lederskiftet i Arkitekturkontoret skulle have medført ændringer i klagers skåneforhold. Både før og efter lederskiftet var klagers hovedarbejdsområde det samme projekt og sikkerhedsløsningen, og det blev vurderet, at det ville være nemmest for klager at fortsætte sit arbejde med projektet. Der blev således fortsat taget hensyn til klagers behov, herunder at han ikke deltog i de ugentlige kontormøder, og at han kunne melde fra til projektmøder, hvis han havde hovedpine eller rygsmerter. I disse tilfælde blev projektmøderne ofte ikke gennemført, men blev udsat, til der kunne gennemføres erstatningsmøder, hvilket førte til projektforsinkelser. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet med videre (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle på grund af en medarbejders handicap i forbindelse med afskedigelse med videre. Ligebehandlingsnævnet finder, at ændringen af klagers ansættelsesforhold fra fuldtidsbeskæftigelse til deltidsbeskæftigelse 10 timer ugentligt er en så væsentlig ændring af klagers ansættelsesforhold, at det kan sidestilles med en afskedigelse i relation til forskelsbehandlingsloven. Det følger af EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-337/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, at begrebet "handicap" i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes således, at det også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb. Ligebehandlingsnævnet lægger til grund, at klager i november 2010 var udsat for et trafikuheld, som medførte en forvridning af nakken og forværring af hans ryggener. Klager havde ifølge den neurologiske speciallægeerklæring fra januar 2012 dagligt nakkesmerter af let til middelsvær karakter samt daglige lændesmerter. Klager led desuden af hukommelsesbesvær og nedsat koncentrationsevne samt træthed. I perioden frem til varslingen om afskedigelsen i oktober 2012 var klager som følge af disse gener ikke i stand til at varetage arbejdet som IT-arkitekt på fuld tid. Ligebehandlingsnævnet vurderer på denne bagrund, at der er tale om en så langvarig begrænsning i klagers mulighed for at deltage fuldt og effektivt i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, at klager må anses for at have et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Varslingen om afskedigelse, som resulterede i ændringen af klagers ansættelsesforhold, var begrundet i klagers sygefravær, som skyldtes følgerne af nakke- og rygskaden. Der er derfor påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager blev udsat for (indirekte) forskelsbehandling på grund af sit handicap, da han fik ændret sin ansættelse fra fuldtidsbeskæftigelse til deltidsbeskæftigelse. Nævnet vurderer, at indklagede i tilstrækkeligt omfang havde truffet de foranstaltninger, som var hensigtsmæssige for at afhjælpe klagers konkrete behov, således at han kunne varetage arbejdet som IT-arkitekt hos indklagede. Nævnet har herved lagt vægt på indklagedes oplysning om, at der skete omfattende tilpasning af klagers arbejdsopgaver efter hans genoptagelse af arbejdet i juni 2011, herunder at han fik mulighed for at arbejde hjemmefra og blev fritaget for at deltage i kontormøder. Oplysningerne herom fremgår tillige af indklagedes udtalelse af 14. maj 2012 til klagers forsikringsselskab og er til dels bekræftet af klager. Hertil kommer, at arbejdstidsnedsættelsen i sig selv kan udgøre en tilpasning i lovens forstand. Nævnet finder endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes oplysninger om, at det lave timetal var uforeneligt med arbejdet som IT-arkitekt. Arbejdsområdet blev da også ændret i forbindelse med aftalen om den fortsatte ansættelse med et timetal på 10 timer ugentlig. Klager får derfor ikke medhold i klagen. <2013-6810-42988>

Versioner

1. 2015-08-13