Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - ansættelse - uddannelse - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9996@2015-08-13/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - ansættelse - uddannelse - ej medhold
J. nr. 2014-6810-22314 En tyrkisk mand fik afslag på sin ansøgning om et ph.d.-studium på et dansk universitet på trods af, at han var blevet erklæret egnet af sin vejleder. Den studerende oplyste, at han havde hørt, at ph.d. skolelederen hellere ville ansætte danskere end udenlandske studerende. Universitetet oplyste, at afvisningen skyldtes, at der ikke var opnået finansiering til projektet. Nævnet fandt, at der ikke var oplysninger i sagen, der tydede på, at den tyrkiske studerende havde været udsat for forskelsbehandling. Klager fik derfor ikke medhold.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager har fået afslag på sine ansøgninger om et ph.d.-studium på indklagede universitet. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager fik afslag på sine ansøgninger om et ph.d.-studium. Sagsfremstilling Klager, der er fra Tyrkiet, kom til Danmark på et tremåneders screeningsstipendium, der løb fra den 1. oktober 2012 til den 31. december 2012. Stipendiet blev tildelt af et fakultet på det indklagede universitet. Klager var i perioden tilknyttet A´s forskningsgruppe. Formålet med opholdet var en yderligere vurdering af klagers kvalifikationer i forhold til optagelse på et ph.d.-studium. Efter opholdet udfyldte klagers vejleder A den 28. januar 2013 en anbefaling til indklagede i forbindelse med, at klager ønskede at søge om optagelse som ph.d.-studerende på et projekt i A´s forskningsgruppe. Det fremgik blandt andet af A´s anbefaling, at klager under opholdet havde arbejdet på to forskellige projekter i den forløbne tre måneders periode. I anbefalingen skulle A bedømme klager i forhold til hans medstuderende på samme uddannelsesniveau. Bedømmelsen skulle ske i forhold til nogle nærmere angivne kriterier: - Professionelle kvalifikationer, hvor A vurderede, at klager lå blandt de bedste 5 procent - Modenhed, hvor A vurderede, at klager lå blandt de bedste 10 procent - Kreativitet, hvor A vurderede, at klager lå blandt de bedste 10 procent - Motivation, hvor A vurderede, at klager lå blandt de bedste 5 procent - Intellektuelt potentiale, hvor A vurderede, at klager lå blandt de bedste 5 procent Det fremgik videre af anbefalingen, at klager hidtil havde klaret sig usædvanligt godt i sine studier. A oplyste, at klager er første forfatter på to publikationer og anden forfatter på en tredje, hvilket er højst usædvanligt for en "master student", og hvilket viser hans meget store potentiale. A oplyste, at klager i den periode, han havde tilbragt i A´s laboratorium, havde vist, at han var meget motiveret og arbejdede hårdt med en god sans for videnskabeligt arbejde. A anbefalede, at klager blev godkendt som ph.d-studerende på det pågældende fakultet. Klager søgte herefter to gange om at blive optaget i A´s gruppe som ph.d-studerende, men fik afslag ved mail af 17. december 2012 og 18. marts 2013. Det fremgår af de to enslydende afslag, at klager var blevet vurderet egnet til et ph.d-studium hos indklagede universitet, men at der var flere kvalificerede ansøgere, end der var stipendier . Klager havde i april 2013 en mailkorrespondance med A vedrørende ph.d.-studiet, hvor A oplyste, at Forskningsrådet endnu ikke havde truffet en afgørelse vedrørende en bevilling, der var søgt om i november 2012. A oplyste, at klager kunne prøve at søge igen 1. maj 2013, men at så længe der ikke var fundet medfinansiering, ville klager formentlig få samme svar på sine ansøgninger som tidligere. A skrev videre, at spørgsmålet var, om det var værd at søge i denne omgang, og at der var en ny runde i august 2013. A skrev også, at han ikke mente, at det var værd at søge, da chancerne var meget små, på grund af dårlig økonomi ved fakultetet. Klager søgte alligevel i maj 2013 og fik endnu et afslag den 12. juni 2013 med samme ordlyd som de tidligere afslag. I mail af 11. marts 2014 kontaktede klager rektor på indklagede universitet. Han skrev i mailen blandt andet, at han havde hørt, at der var blevet valgt en anden ansøger til ph.d.-stillingen på trods af klagers bedre kvalifikationer. Klager skrev, at han havde været udsat for en uretfærdig udvælgelsesproces og uetisk opførsel fra en lektor hos indklagede. B, der er ph.d. skoleleder ved det pågældende fakultet, besvarede klagers mail den 14. marts 2014, hvor han oplyste, at der ikke havde været tale om en uretfærdig proces eller uetisk opførsel i forbindelse med klagers ph.d. ansøgning. A havde fortsat ikke opnået finansiering af det pågældende ph.d.-projekt, og der var ikke valgt nogen anden studerende til projektet. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han som udenlandsk studerende har været udsat for forskelsbehandling i forbindelse med udvælgelsesproceduren til et ph.d.-studium. Han ønsker på den baggrund en rimelig godtgørelse. Under klagers ophold i Danmark arbejdede han meget hårdt i laboratoriet på to projekter. Efter at han var vendt hjem til Tyrkiet igen, fortsatte han med at arbejde på de resterende data og sendte resultaterne til A. Efter mailkorrespondancen med A i april 2013 forsøgte klager flere gange at kontakte A, men han svarede hverken på mails eller telefonopkald. I marts 2014 forsøgte klager at kontakte universitets rektor for at finde en løsning på problemet. Rektor sendte ham imidlertid videre til B. I modsætning til det der fremgår af indklagedes hjemmeside om, at det primære kriterium ved udvælgelse af ph.d.-ansatte er akademiske meritter henviste B til projektforslaget som grundlag for udvælgelse af ansøgere. Klager har i tillæg til det, han har oplevet i screeningsperioden, hørt fra en pålidelig kilde, at B hellere vil ansætte danskere end udenlandske studerende. Klager har hørt, at en anden ansøger blev valgt til et ph.d.-studium i A´s gruppe på trods af klagers kvalifikationer i form af videnskabelige artikler, "posters", mundtlige præsentationer, kandidatgrad fra universitetet osv. Klager har sendt et link til en side på indklagedes hjemmeside, hvoraf det fremgår, at C er optaget som ph.d.-studerende i perioden 1. august 2013 til 31. juli 2016 på et projekt med A som vejleder. Selv om det er en universel norm og tydeligt angivet i alle relevante dokumenter, at kandidaternes kvalifikationer anses for at have første prioritet undgår indklagede at redegøre for den anden kandidats kvalifikationer. I stedet prøver de at fremhæve det indsendte projektforslag som den eneste begrundelse for den valgte kandidat. Hvis et uafhængigt udvalg sammenligner klagers kvalifikationer med kvalifikationerne hos den kandidat, der blev valgt, vil det blive klart, at klagers faglige kvalifikationer er de bedste. Det er meget almindeligt i den akademiske verden, at der sker større eller mindre ændringer i et projekt i forskningsperioden. Dette fik han også at vide af sin kommende vejleder. Hvis projektforslaget er hovedårsagen, som det fremgår af indklagedes breve, hvordan kan man så være sikker på objektiviteten i udvælgelsesprocessen. Hvis den finansielle kilde til projektet er hovedårsagen, ønsker klager at påpege, at den valgte kandidat blev finansieret af universitetets "sjældent brugte midler". Indklagede gør gældende, at de ikke har udsat klager for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse i forbindelse med hans ansøgninger om at blive optaget som ph.d.-studerende ved det pågældende fakultet ved indklagede universitet. I mailkorrespondancen mellem klager og A gør A flere gange klager opmærksomhed på, at det ikke har været muligt for ham at skaffe en bevilling til det pågældende projekt. A råder derfor klager til at vente med at søge om optagelse som ph.d.-studerende, og han gør det klart for klager, at han sandsynligvis ikke vil bliver optaget som ph.d.-studerende ved det pågældende fakultet, så længe finansieringen ikke er på plads. Det er fast praksis for det pågældende fakultet at stille krav om, at der foreligger en finansieringsplan i forbindelse med optagelsen af nye ph.d.-studerende. Indklagede har indsendt link til en vejledning, hvoraf det fremgår, at det er en afgørende forudsætning for at blive optaget på et ph.d.-forløb, at der foreligger en finansieringsplan for hele den studerendes ph.d.-studie periode. Klager blev bedømt til at være fagligt kvalificeret af A og fakultetet, men da det ikke var muligt for A at skaffe den nødvendige finansiering af projektet, var den økonomiske forudsætning for optagelse på et ph.d.-forløb ikke opfyldt. Kvalifikationer er et primært kriterium, men finansiering af løn og udgifter til projektet skal naturligvis også være til rådighed. Det meste af denne finansiering kommer fra kilder uden for universitetet så som forskningsråd, private fonde osv., og disse penge er tildelt specifikke projekter. Indklagede fastholder, at der ikke var sådanne midler til rådighed til det omtalte projekt, hvorfor der ikke blev optaget nogen studerende til at arbejde på projektet. Det fremgår også af vejledningen, at alle modtagne ansøgninger først behandles af et fagligt udvalg på de respektive institutter, hvor ansøgere vurderes som henholdsvis kvalificeret eller ikke-kvalificeret. De kvalificerede ansøgere bliver efterfølgende vurderet af et optagelsesudvalg, som indstiller kandidater til optagelse til ph.d. skolelederen. De kriterier, hvorefter ansøgerne bliver bedømt, er også beskrevet i vejledningen. Bedømmelse og udvælgelseskriterier i forbindelse med optag af ph.d.-studerende er således meget stringent beskrevet i vejledningen, og vurderingen foretages af flere forskellige fagpersoner og udvalg. Indklagede afviser, at B foretrækker at optage danske studerende frem for internationale studerende. Andelen af internationale studerende ved det pågældende fakultet udgør omkring 35-40 procent af det samlede antal studerende, og der er en stor geografisk spredning bland de optagne udenlandske studerende. Ved den seneste optagelsesrunde i marts 2014 blev der samlet optaget 44 nye ph.d.-studerende, hvoraf 27 var udlændinge. Af de 27 udlændinge var 20 af dem fra lande uden for Vesteuropa. Dette viser, at der intet belæg er for klagers påstand. Der spørges i ansøgningsskemaet til optagelse som ph.d.-studerende ved fakultetet ikke ind til hverken race eller etnisk oprindelse. Indklagedes rekrutterings- og ansættelsespolitik er at rekruttere fagligt kvalificerede ansatte og at fremme mangfoldighed blandt de ansatte. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af blandt andet race og etnisk oprindelse efter lov om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven) En arbejdsgiver må ikke på grund af race eller etnisk oprindelse forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger i forbindelse med ansættelse. Enhver der udbyder erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling er også forpligtet til at respektere forbuddet mod forskelsbehandling. Klager har tre gange søgt om at blive optaget som ph.d.-studerende på et konkret projekt med A som vejleder og har fået afslag alle tre gange. Klager er af den opfattelse, at der er optaget en anden studerende på det konkrete projekt. Indklagede har oplyst, at der ikke er optaget nogen kandidater på projektet, fordi det ikke har været muligt at skaffe den nødvendige finansiering. Ligebehandlingsnævnet finder ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han har været udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling. Nævnet har lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at det projekt, C er optaget på, er det samme, som det klager har søgt om optagelse på. Der er heller ikke i øvrigt fremlagt oplysninger, der tyder på, at afslagene til klager skyldes hans race eller etniske oprindelse. Klager får derfor ikke medhold i klagen. <2014-6810-22314>