Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - ej medhold - er handicap
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/10083@2016-11-09/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - ej medhold - er handicap
J.nr. 2015-6810-36323 En kontorassistent blev afskediget på grund af omstruktureringer. Inden sin tiltrædelse havde kontorassistenten været udsat for et trafikuheld og var på grund af smerter i nakke, skulder og ryg ikke i stand til at varetage sit arbejde i fuldt omfang. Hun fik af sin bopælskommune bevilliget forskellige hjælpemidler. Nævnet vurderede, at kontorassistenten havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Imidlertid fandtes det ikke godtgjort, at virksomheden vidste eller burde vide, at kontorassistenten havde et handicap. Kontorassistenten fik derfor ikke medhold.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som kontorassistent. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som kontorassistent. Sagsfremstilling Klager blev pr. 1. april 2014 ansat som kontorassistent i indklagede virksomhed, der driver forretning med udlejning af ferieejendomme. Den ugentlige arbejdstid var 37 timer. Klager var den 19. marts 2014 udsat for et trafikuheld. Det fremgår af journalnotat af 16. april 2014 fra klagers læge, at hun ved uheldet pådrog sig piskesmæld i nakken, og at hun blev henvist til fysioterapi på grund af muskelspændinger. Det fremgår af ambulantnotat fra medicinsk rygambulatorium dateret 30. juni 2014, at klager havde vedvarende nakkesmerter efter trafikulykken foreneligt med piskesmældssyndrom uden mistanke om alvorlig patologi eller cervikal nerverodspåvirkning. Der var indikation for psykoterapeutisk vurdering som følge af en mulig traumereaktion. Ifølge ambulantnotat af 6. august 2014 fra rygambulatoriet blev der her talt om muligheden for i en periode at gå lidt ned i tid. Klager mærkede ifølge notatet en tydelig forskel på søndage, hvor hun kun arbejdede tre timer. Det fremgår af ambulantnotat af 11. september 2014 fra rygambulatoriet, at den smertemæssige tilstand stort set var uændret. Grundet mistanke om posttraumatisk stressreaktion havde klager været i et forløb ved psykoterapeut. Deltidssygemelding gav klager mere overskud i hverdagen. Om prognosen fremgår, at det forventes, at klager med den skitserede behandling vil opnå et bedre funktionsniveau, men næppe smertefrihed. Det fremgår af journalnotat af 12. november 2014 fra klagers bopælskommune, at klager på det tidspunkt var deltidssygemeldt på grund af piskesmæld, smerter i nakke, skulder og ryg samt udtræthed i løbet af dagen. Klager arbejdede ifølge journalen 28 timer om ugen og magtede ikke fuld tid. Hun tog morfin som smertelindring hele døgnet, og egen læge havde ifølge journalen anbefalet yderligere nedsat arbejdstid og eventuel fuldtidssygemelding. Det var vanskeligt for klager at skifte arbejdsstillinger på arbejdet, da hun havde kontoropgaver på PC, og hun fik stresssymptomer, når hun arbejdede for meget. Ifølge journalen virkede indklagede forstående. Der blev samme dag sendt et brev til indklagede om muligheder for samarbejde omkring sygemeldt medarbejder. Det fremgår af journalnotat fra klagers bopælskommune dateret 9. december 2014, at klager havde fået nedsat sin arbejdstid til 20 timer om ugen i januar og februar 2015. På grund af øget udlejning i julemåneden var der behov for klager. Klager oplyste ifølge journalen, at hun havde fået en ny stol på arbejdspladsen, og at det gjorde en forskel. Hun afventede en mus og holder. Der havde ifølge journalen været en henvendelse fra indklagede om en fælles samtale. Socialrådgiveren anså det som mest hensigtsmæssigt, at der blev afholdt en fælles samtale i slutningen af januar 2015, hvor klager havde afprøvet hjælpemidler og arbejdet 20 timer om ugen i en periode, og hvor egen læge havde taget stilling til, om klager skulle henvises til smerteklinik. Ifølge journalnotat af 4. februar 2015 fra klagers bopælskommune havde klager fredagen før oplyst sin daglige leder (afdelingslederen) om sin situation i forhold til henvisning til smerteklinikken mm. Det fremgår af journalen, at klager følte sig presset i forhold til arbejdstid. Klagers sagsbehandler rettede telefonisk henvendelse til klagers leder, der ifølge journalen oplyste, at indklagede var glad for klager og gerne ville have hende på arbejdspladsen. Ifølge journalen oplyste lederen, at det var blevet en svær situation på grund af klagers langvarige sygemelding eksempelvis i forhold til personalegruppen. Det var svært at få det arbejdsmæssige til at hænge sammen, og indklagede havde tænkt på at ansætte en ekstra person. Klager havde været åben omkring, hvad der skete helbredsmæssigt, og lederen kendte til henvisningen til smerteklinikken. Ifølge journalen spurgte klagers leder ind til de fremadrettede refusionsmuligheder, hvis klager fortsatte med at arbejde 20 timer om ugen. Sagsbehandleren oplyste, at en aftale om fleksjob ikke var en mulighed på daværende tidspunkt, da klagers arbejdsevne ikke var godt nok belyst. Lederen ville ifølge referatet drøfte situationen med ledelsen inden en eventuel rundbordssamtale og vende tilbage til sagsbehandleren. Den 13. februar 2015 sendte klager en sms til afdelingslederen og oplyste, at hun dagen efter måtte melde sig syg igen, da hun endnu ikke havde fået det bedre. Ved brev af 20. februar 2015 blev klager afskediget til fratrædelse den 31. maj 2015. Det fremgår af brevet, at afskedigelsen var begrundet i omstruktureringer i organisationen, hvormed blandt andet klagers arbejdsopgaver blev flyttet og/eller centraliseret. Den 23. februar 2015 sendte klager en mail til indklagedes indehaver, hvor hun oplyste, at afdelingslederen desværre havde afslået at ændre begrundelsen for afskedigelsen til sygdom i stedet for omstrukturering. Klager oplyste også, at hun havde brug for en ændret begrundelse med hensyn til sit videre forløb, da hun ellers ikke kunne få tabt arbejdsfortjeneste dækket af forsikringen, men alene sygedagpenge under arbejdsprøvning og udredning, der kunne tage op mod et år. Hun oplyste også, at begrundelsen undrede hende meget, og at hun havde været glad for sin ansættelse. Hun beklagede, at hun ikke kunne leve op til indklagedes forventninger og bad indklagede være sig behjælpelig. Samme dag svarede indehaveren, at indklagede henholdt sig til ordlyden i opsigelsen. Indehaveren anførte, at det forventedes af klager, at hun passede sit arbejde i den resterende tid af ansættelsesperioden. Den 24. februar 2015 sendte klager en sms til afdelingslederen og oplyste, at hun ikke kom den pågældende dag. Da afdelingslederen spurgte, om klager var syg, oplyste klager, at hun skulle til lægen og til samtale på kommunen. Derudover skrev hun: ”Du nævnte for mig i fredags at jeg til enhver tid skulle vende tilbage hvis jeg kunne arbejde 37 timer! Jeg kan i den forbindelse ikke få dig til at gøre mig en sidste tjeneste og ned fælde det i en særskilt erklæring hvilket jeg virkelig har brug for overfor forsikringen da det dermed kan gøre at jeg kan få tabt arbejdsfortjeneste dækket under min arbejds prøvning og afklaring hvilket kan tage op mod et år! Ellers kommer jeg på sygedagpenge hvilket gør en kæmpe forskel økonomisk. Der skal bare stå kort og godt at hvis jeg var i stand til at arbejde de 37 timer ville det være muligt at ansætte mig. Jeg skal og vil ikke bruge det til andet end i forbindelse med min sag overfor forsikringen. Jeg vil også gerne bede dig om at lave en udtalelse til mig. Mvh [Klager]” Afdelingslederen bad samme dag pr. sms klager om en lægeerklæring vedrørende klagers fravær. Klager oplyste den 26. februar 2015, at hun var sygemeldt frem til 31. maj 2015, og at hun hurtigt kunne anskaffe en lægeerklæring, hvis indklagede betalte for den. Indklagede bekræftede herefter, at indklagede ville betale for en erklæring. Det fremgår af lægenotat af 27. februar 2015, at klager havde kroniske smerter i nakke og ryg, og at hun havde oplevet en forværring. Klager var tilrådet sygemelding til begyndelsen af juni 2015. Ifølge bopælskommunens journal af 14. april 2015 havde klager været til indledende samtaler på smerteklinikken. Klager blev vurderet som fuldt uarbejdsdygtig og blev visiteret til kompetencecentret med henblik på vurdering af sin arbejdsevne. Det fremgår af speciallægeerklæring dateret 11. maj 2015 udarbejdet af en speciallæge i neurologi, at klager kort efter ulykken den 19. marts 2014 fik tiltagende smerter i hele kroppen. Symptomerne blev forværret efter, at hun begyndte at arbejde den 1. april 2014. Behandling havde ingen effekt, og hun havde vedvarende smerter primært i hoved og nakke med udstråling til arme og ryg samt kognitive symptomer. Ifølge speciallægeerklæringen gik klager ned i arbejdstid pr. 1. september 2014 til 25 timer om ugen og ved årsskiftet 2014/2015 til 20 timer om ugen. Den nedsatte arbejdstid medførte ingen bedring af klagers gener. Langtidssygemelding fra februar 2015 havde heller ikke medført en bedring af klagers gener. På tidspunktet for erklæringen havde klager konstant hovedpine med udstråling ned i kæberne og halsen, konstante nakkesmerter med udstråling til arme og fingre, søvnforstyrrelser og udtalt træthed, konstante smerter i brystryg, lænd og bækken, koncentrations- og hukommelsesproblemer og periodevis kvalme. Klager udførte alle aktiviteter i langsomt tempo og etapevis. Hun klarede husholdning og have med stort besvær og med mange pauser. Hun kunne klare korte bilture, men hun kunne ikke læse eller dyrke motion. Hun havde flashbacks og mareridt om uheldet. Klager var i gang med medicinsk smertebehandling og afventede et smertehåndteringskursus. Det var speciallægens vurdering, at en forbedring af klagers tilstand ikke kunne udelukkes, men at det var usikkert, om klager funktionsmæssigt kunne bedres. Diagnosen angives som distorsio columnae cervikalis sequelae (følger efter vridtraume af halsryggen) og mulig posttraumatisk belastningsreaktion. Den 10. juli 2015 fremsatte klagers bisidder indsigelse mod afskedigelsen. Bisidderen oplyste, at der efter klagers fratrædelse var ansat to nye medarbejdere som afløsere på klagers tidligere arbejdsplads til blandt andet at udføre klagers tidligere arbejdsopgaver. Bisidderen anmodede om et møde med henblik på udarbejdelse af et tillæg til opsigelsen med en beskrivelse af de reelle årsager til behovet for en medarbejder på fuld tid. Hvis et møde ikke kunne komme i stand, ville der blive indgivet en klage til Ligebehandlingsnævnet. Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev modtaget den 3. august 2015. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun er blevet usagligt afskediget på grund af sin handicaplignende situation. Da klager fik stillingen, havde hun ikke endnu været udsat for uheldet. Hun oplyste om ulykken på sin første arbejdsdag. Hun var på daværende tidspunkt ikke bekendt med, at der var tale om piskesmæld. Diagnosen piskesmældslæsion blev allerede anvendt i april 2014 i bopælskommunens journal. Piskesmældsdiagnosen er dokumenteret ved de fremlagte lægelige dokumenter. Klagers bisidder indhentede dokumenterne efter at have fået en direkte henvendelse fra indklagedes advokat i forbindelse med klagen til Ligebehandlingsnævnet. Klager kan ikke arbejde på fuld tid på grund af uheldet. Indklagede modtog sygedagpengerefusion og var fuldt informeret om klagers sygdomsforløb. Det fremgår af journalen fra klagers bopælskommune, at indklagede formelt var informeret om klagers handicaplignende situation fra den 12. november 2014. En ergoterapeut fra bopælskommunen var også på klagers arbejdsplads med henblik på at vurdere behovet for nødvendige hjælpemidler. Klager fik efterfølgende udleveret en stol med armlæn og nakkestøtte, musroller, konceptholder og tastatur. Der var fra indklagedes side ingen tilbud om omplacering, reduceret arbejdstid eller andre afhjælpningsforanstaltninger. Mellem jul og nytår 2014 forsikrede indklagedes indehaver dog klager om, at det ikke var et spørgsmål om, hvorvidt klager fortsat skulle være ansat, men i hvilket omfang hun skulle være ansat. Som det fremgår af journalen fra klagers bopælskommune dateret 4. februar 2015, var indklagede glad for klager, og indklagede ville gerne fortsat have hende ansat. Det fremgår også, at det arbejdsmæssigt var svært at få det hele til at hænge sammen. Indklagede fremsatte aldrig tilbud om en varig ansættelse på nedsat tid, eventuelt i form af fleksjob efter en visitering. Det fremgår også af et journalnotat, at klagers daglige leder skulle vende tilbage med forslag til indsats og tilpasninger. I stedet for dette blev klager afskediget. Klager ser frem til, at sagsbehandleren fra bopælskommunen afhøres som vidne, da hun har et indgående kendskab til sagsforløbet, herunder den manglende respons fra indklagedes side på henvendelser fra sagsbehandleren. I forhold til det af indklagede oplyste om indholdet af klagers stilling skal det præciseres, at klager hver anden lørdag og ofte på hverdage arbejdede alene med telefonpasning, ved receptionsskranken, varetog ledelse af rengøring og servicefolk samt afrejser og ankomster af lejere. Klager arbejdede ud fra den arbejdsplan, som den nærmeste leder (afdelingslederen) havde udarbejdet. Det må være muligt at fremskaffe arbejdsplanerne. Disse opgaver kan hverken fjernes eller spares væk ved en omstrukturering. Klagers stilling blev efterfølgende besat af en ny medarbejder. Det er klagers opfattelse, at afskedigelsen er usaglig og begrundet i hendes manglende arbejdsevne. Hun har derfor ikke ønsket at underskrive opsigelsen. Hun har aldrig fuldt ud anerkendt, at opsigelsen var nødvendig. Klager har ønsket en præcisering eller tillæg til afskedigelsesbrevet af forsikringsmæssige hensyn vedrørende tabt arbejdsfortjeneste på grund af sygdom. Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap. Begrundelsen for afskedigelsen var korrekt og saglig. Indklagede bør frifindes. Subsidiært bør sagen afvises på grund af behovet for relativt omfattende parts- og vidneforklaringer. Hvis indklagede ikke frifindes, eller sagen ikke afvises, bør godtgørelsen maksimalt svare til seks måneders løn. Da klager tiltrådte sin stilling, oplyste hun ikke indklagede om, at hun havde været udsat for et trafikuheld i perioden mellem ansættelsessamtalen og tiltrædelsen den 1. april 2014. Oplysninger om biluheldet kom først senere i takt med, at sygefraværet blev mere og mere omfattende. I midten af august 2014 oplyste klager, at hun på grund af sygdom ønskede at gå ned i tid. Indklagede blev ikke gjort bekendt med den nærmere karakter af sygdommen, men var klar over, at det blandt andet drejede sig om smerter i nakken. Klager oplyste også, at hun havde behov for psykologbesøg i arbejdstiden, hvilket hun blev indrømmet med fuld løn. I løbet af efteråret 2014 imødekom indklagede klager i vidt omfang i forhold til nye arbejdsplaner, der tog højde for hendes fravær. Indklagede forsøgte samtidig forgæves at få nærmere oplysninger fra klagers bopælskommune om de juridiske rammer for fastlæggelse af sygefravær og arbejdstid. Indklagede drøftede ikke opsigelsen af klager med bopælskommunen. Indklagede forsøgte således at indrette klagers arbejdstid- og opgaver efter den konkrete situation. I forbindelse med MUS-samtale i december 2014 aftalte parterne nedsat arbejdstid, hvilket resulterede i en ny arbejdstidsplan, der tog højde for klagers situation. Det var en vanskelig opgave fremadrettet at planlægge, hvilke arbejdsopgaver og hvilket arbejdsomfang klager kunne pålægges, når klager ikke oplyste nærmere om karakteren af sygdomsforløbet, hvilket hun heller ikke var forpligtet til. Klager ytrede på intet tidspunkt ønske om en omplacering eller supplerende afhjælpende foranstaltninger. Af det fremlagte lægelige materiale fremgår det, at den neurologiske speciallæge først stillede diagnosen distorsio columnae cervikalis (whiplash-læsion) tre måneder efter afskedigelsen. Der blev ikke foretaget en relevant diagnosticering af klager før indhentelsen af speciallægeerklæringen. I lægeerklæringen fra egen læge af 27. februar 2015 omtales smerter i nakke og ryg, og der bruges ikke en diagnose, men alene en symptombeskrivelse. Da diagnosen først blev stillet efter afskedigelsen, kunne indklagede ikke kende til den. Klagers egen bisidder kendte heller ikke til klagers diagnose ved indgivelse af klagen, da materialet først blev indhentet efter, at indklagede kontaktede ham med henblik på at få en nærmere afklaring af sagens fakta. Det bestrides ikke, at klager formentlig har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, men det bestrides, at indklagede var bekendt dermed. Klager opfordres til at fremlægge dokumentation for, at hun på noget tidspunkt anvendte diagnosen ”piskesmæld” i forbindelse med sine talrige sygemeldinger eller de efterfølgende drøftelser i anledning af sygefraværet. De fremlagte journaler fra bopælskommunen udgør ikke på nogen måde et objektivt bevis for sagens nærmere fakta, og de er i øvrigt ikke relevante for spørgsmålet om, hvorvidt klager blev udsat for forskelsbehandling af indklagede. Der er tale om en kommunal medarbejders subjektive gengivelse af en række samtaler med klager, en medarbejder fra indklagede og en række andre personer, der har været involveret i klagers sag. Indklagede er først i forbindelse med klagen blevet bekendt med de fremlagte journaler fra bopælskommunen, speciallægeerklæringen og de øvrigt fremlagte sygehus- og lægejournaler. Journalerne fra kommunen er således ikke blevet fremsendt til sagens parter til orientering eller godkendelse. Indklagede bestrider gengivelserne af de samtaler, der er afholdt med medarbejderen fra indklagede. På baggrund af klagers fokus på betydningen af journalerne fra bopælskommunen bør indklagede indrømmes adgang til at vidneafhøre pågældende kommunale sagsbehandler. Det gøres gældende, at det er klager, der har bevisbyrden for, at indklagede vidste eller burde vide, at hun led af et handicap på tidspunktet for afskedigelsen. Der henvises til U. 2015.3301H, som fastslår dette princip. I dommen var arbejdsgiveren ikke bekendt med indholdet af en speciallægeerklæring, der fastslog diagnosen whiplash, og Højesteret frifandt derfor arbejdsgiveren for påstanden om forskelsbehandling. Det forhold, at arbejdsgiveren var bekendt med whiplash-diagnosen var ikke ensbetydende med, at arbejdsgiveren var bekendt med, at der var tale om et handicap. Det er korrekt, at indklagede var glad for klager på arbejdspladsen. Indklagede er en mindre familieejet virksomhed. Indklagede har de senere år gennemgået en række større ændringer blandt andet med oprettelse af et nyt kontor. Der har i forbindelse med opbygningen af et nyt marked været stigende administrationsomkostninger i forhold til indtjeningen. Samtidig med at indklagede ansatte nye medarbejdere, arbejdede indklagede med udvikling af et nyt bookingsystem, som kunne effektivisere service, rengøring og klargøring af ferieejendommene. Implementeringen gik hurtigere end forventet, og behovet for arbejdskraft og arbejdsområder ændrede sig. Implementeringen foregik fra september 2014 hen over efterår og vinter 2014. I den forbindelse blev klagers arbejdsopgaver væsentligt reducerede, da mange manuelle opgaver nu udføres automatisk af bookingprogrammet. Indklagede besluttede derfor at afskedige klager. Indklagede har noteret sig, at klager ikke har bestridt oplysningerne om implementeringen af servicemodulet eller ændringen i arbejdsopgaven. Bortfaldet af klagers arbejdsopgaver som følge af implementeringen af bookingsystemet kan bevidnes af klagers kolleger, der i årevis har arbejdet med udviklingen og implementeringen af systemet. Indklagede har fremlagt en beskrivelse af klagers arbejdsopgaver. Efter indklagedes opfattelse var det yderst sjældent, at klager befandt sig alene på arbejde. Det forekom alene i specielle situationer, hvor alle kolleger var optaget af andet arbejde eller mødeaktivitet. Hen over sommeren 2014 havde indklagede en ”sommerfugl” ansat på timebasis. Hun blev indkaldt efter behov. Over sommeren 2015 havde indklagede en anden ”sommerfugl” ansat, der også var ansat på timebasis og blev tilkaldt efter behov. Der har også tidligere år været ansat en ”sommerfugl”. Da klager modtog afskedigelsen, anerkendte hun fuldt ud, at den var nødvendig. Hun fremsatte ikke et ønske om forflyttelse eller andre arbejdsopgaver. Hun oplyste ikke, at hun følte sig dårligt behandlet eller forskelsbehandlet på grund af sygefravær. Af hensyn til udbetaling fra sin arbejdsløshedsforsikring anmodede klager ved flere lejligheder om, at opsigelsesgrunden udtrykkeligt blev ændret til at vedrøre sygefravær. Klager ønskede at få tabt arbejdsfortjeneste frem for sygedagpenge og forsøgte således af økonomiske årsager at få indklagede til at afgive en ukorrekt begrundelse for opsigelsen. Klager fremhævede selv, at den ændrede begrundelse ikke skulle benyttes til andet. Det er derfor paradoksalt, at indklagede nu beskyldes for forskelsbehandling. Det bestrides, at afdelingslederen på noget tidspunkt skulle have oplyst klager om, at klager kunne vende tilbage til arbejdet, hvis hun igen kunne arbejde fuld tid. De fremlagte mails og sms-beskeder fra klager bevidner, at der ikke har fundet forskelsbehandling sted. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Som sagen foreligger oplyst for Ligebehandlingsnævnet, er det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge. Nævnet bemærker for god ordens skyld, at klagers bemærkning om, at hun ser frem til, at sagsbehandleren fra kommunen afhøres som vidne, ikke kan tages som udtryk for, at klager er enig i, at sagen skal afvises. Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere ved afskedigelse på grund af handicap. Det følger af EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-337/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, at begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes således, at det også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb. Det er klager, der har bevisbyrden for, at hun havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Ved denne vurdering er det uden betydning, om indklagede vidste eller burde vide, om klager havde et handicap. Klager pådrog sig et nakketraume ved ulykken den 19. marts 2014. Hun havde efterfølgende vedvarende gener fra blandt andet nakken, der i juni 2014 blev fundet foreneligt med piskesmældssyndrom. Som følge af sine gener gik klager ned i arbejdstid i efteråret 2014 og yderligere ned i tid omkring årsskiftet 2014/2015. Hun fik bevilget stol med nakkestøtte og armlæn, konceptholder, tastatur og mus. På tidspunktet for afskedigelsen i februar 2015 var klager henvist til smerteklinik. Ifølge lægeudtalelse af 27. februar 2015 havde klager kroniske smerter i nakke og ryg og var tilrådet sygemelding frem til juni 2015. Den neurologiske speciallæge diagnosticerede den 11. maj 2015 klager med følger efter vridtraume af halsryggen og vurderede, at det var usikkert, om klagers funktionsevne kunne bedres. Det er på denne baggrund godtgjort, at klager på afskedigelsestidspunktet havde begrænsninger i sine muligheder for at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere, og at begrænsningerne var af lang varighed. Klager havde derfor et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Efter forskelsbehandlingslovens § 2 a skal en arbejdsgiver træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse, medmindre arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkeligt omfang lettes gennem offentlige foranstaltninger. Det er en forudsætning for, at arbejdsgiveren kan anses for at have tilsidesat tilpasningsforpligtelsen, at arbejdstageren godtgør, at arbejdsgiveren vidste eller burde vide, at arbejdstageren havde et handicap i lovens forstand. Det er ubestridt, at indklagede var bekendt med, at klager havde nakkegener. Indklagede imødekom klagers behov for at gå ned i arbejdstid og modtage behandling i arbejdstiden. Ifølge journaler fra klagers bopælskommune forud for afskedigelsen havde klagers sagsbehandler samtaler med klagers leder omkring klagers situation. Ud fra de for nævnet foreliggende oplysninger har klager imidlertid ikke godtgjort, at indklagede var orienteret om karakteren af klagers lidelse på en sådan måde, at indklagede på tidspunktet for afskedigelsen burde vide, at klager havde et handicap i lovens forstand. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at en egentlig diagnose først blev stillet i speciallægeerklæring af 11. maj 2015, og at det fremgår af en journalrapport af 4. februar 2015 fra kommunen, at klagers arbejdsevne på tidspunktet ikke var godt nok belyst og afventede smerteklinikkens vurdering. Klager får derfor ikke medhold i klagen. <2015-6810-36323>