Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - ej medhold - fagretlig - kompetence
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/10091@2016-11-09/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - ej medhold - fagretlig - kompetence
J.nr. 2015-6810-17385 En gravid frisør ophævede ansættelsesforholdet, fordi indklagede ikke havde betalt den sidste uges løn ud af i alt fem ugers sygeløn. Nævnet vurderede, at den manglende udbetaling af løn ikke skyldtes frisørens graviditet, men indklagedes tvivl om pligten til at betale for den femte uge. Klager var ikke afskåret fra at få klagen prøvet ved nævnet, selvom hendes faglige organisation havde ført sag ved Arbejdsretten. Klager fik ikke medhold.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager under graviditet fik afbrudt sit ansættelsesforhold hos den indklagede frisør. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at klagers ansættelsesforhold ophørte under graviditet. Sagsfremstilling Klager blev udlært som frisør den 29. april 2014 og havde herefter ansættelse hos indklagede frisørsalon. Lønnen blev ifølge kontrakten udbetalt hver 14. dag. Klager var fraværende fra arbejdet fra den 30. oktober 2014 til den 6. december 2014. Hun overgik herefter til afholdelse af ferie. Klager skrev den 7. november 2014 en mail til indklagede: ”Hej [navn] Jeg har konstateret at jeg i dag fredag d. 7/11-14 ikke har modtaget min løn for ugerne 44 & 45, hvor jeg henholdsvis har haft timer 59. Såfremt beløbet ikke er indbetalt på min konto tirsdag. 11/11-14 kl. 12,00 forbeholder DFKF sig retten til at ophæve ansættelses forholdet og kræve erstatning. I forhold til ligebehandlings loven meddeler jeg min ret til, som tidligere sagt, jeg er gravid. Hilsen [klager]” Klager skrev den 19. december 2014 en mail til indklagede: ”Hej [navn] Jeg har konstateret at jeg i dag fredag d. 19/12-14 ikke har modtaget min løn for uge 49, hvor jeg henholdsvis har haft timer 37, på sygemelding. Såfremt beløbet ikke er indbetalt på min konto tirsdag d. 23/12-14 kl. 12,00 forbeholder DFKF sig retten til at ophæve ansættelses forholdet og kræve erstatning. Hilsen [klager]” Klagers fagforbund skrev den 29. december 2014 til indklagede vedrørende manglende udbetalt løn for uge 49 i 2014. Det fremgår blandt andet heraf, at indklagede tidligere ikke har betalt lønnen til tiden, førend hun blev rykket per mail herfor. Det er klagers opfattelse, at uregelmæssigheder med hensyn til lønnen skyldes, at klager i september 2014 meddelte indklagede, at hun var gravid. Fagforbundet ophævede herefter ansættelsesforholdet som værende væsentlig misligholdt fra indklagedes side. Indklagede afviste ved brev af 6. januar 2015 forbundets krav. Det fremgår blandt andet af brevet, at klager den 30. oktober 2015 om aftenen meddelte, at hun ikke kom på arbejde den næste uge af personlige årsager. Forinden forlod klager sin arbejdsplads torsdag middag, selvom salonen var fuld af kunder. Der var ikke tale om sygdom, men personlige årsager. Klager fik løn i uge 45, 46, 47 og 48. Hun fik dermed løn under sygefravær i fire uger efter lov om sygedagpenge. I uge 49 skulle klager have udbetaling fra kommunen, hvortil hun havde sendt papirer. Derfor reagerede indklagede ikke på klagers mail. Det fremgår også af brevet, at klager selv lavede løn i firmaet, og at klager havde alle koder dertil. Derfor forventede indklagede, at klager lavede løn som normalt, eller at klager i det mindste gav besked om, at indklagede selv skulle gøre det, og udleverede kode med videre til lønprogrammet. Indklagede afviste påstanden om, at uregelmæssighederne med hensyn til lønnen skyldes klagers graviditet. Klager havde oplyst, at fraværet var af personlige årsager. Da der havde været uenigheder i klagers forhold før, gik indklagede ud fra, at dette var årsagen til fraværet, og hun ville ikke udspørge klager omkring dette. Klager vidste, at indklagede var på ferie den 31. december 2014, hvor klager ikke mødte på arbejdet på grund af ophævelse af ansættelsesforholdet. Kunderne kom til en lukket dør, og indklagede mistede derved en stor omsætning og fik dårlig omtale i lokalområdet. Det er klager - og ikke indklagede - der har misligholdt ansættelsesforholdet. Af lægeerklæring af 29. januar 2015 stilet til klager fremgår, at klager var sygemeldt i perioden fra den 30. oktober 2014 til den 7. december 2014 på grund af svær grad af kvalme og opkastning i graviditeten. Klager var nu raskmeldt. Den 10. februar 2015 skrev Landsorganisationen til indklagede på vegne af Serviceforbundet vedrørende manglende løn for uge 49 og krav om betaling. Den 13. marts 2015 skrev klagers advokat til orientering til indklagede, at sagen ville blive indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Ansættelsesforholdet var blevet ophævet grundet indklagedes misligholdelse i en beskyttelsesperiode. Sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet den 31. marts 2015. Den 1. februar 2016 blev der truffet afgørelse i arbejdsretten. Af afgørelsen fremgår blandt andet følgende: ”Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at [klager] var syg og havde lovligt forfald fra den 30. oktober til den 7. december 2014, og at hun havde sygemeldt sig over for indklagede, som ikke anmodede om en lægeerklæring. [Klager] havde derfor ret til at få udbetalt overenskomstmæssig sygeløn i 5 uger. Da indklagede ikke efter påkrav betalte sygelønnen for den 5. uge, var frisørforbundet berettiget til på [klager]s vegne at ophæve ansættelsesforholdet og kræve den manglendesygeløn og lønnen i en overenskomstmæssig opsigelsesperiode betalt. ” Den 18. april 2016 blev indklagede erklæret konkurs. Der blev samme dag udpeget en kurator for konkursboet. Kurator oplyste i brev af 3. maj 2016, at konkursboet ikke ønskede at indtræde i sagen i Ligebehandlingsnævnet. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at indklagede har misligholdt ansættelsesforholdet med den konsekvens, at ansættelsesforholdet er ophævet af klager begrundet i indklagedes forhold. Dette er i strid med ligebehandlingsloven. Klager ønsker en godtgørelse svarende til ni måneders løn. Ansættelsesforholdet blev ophævet, mens klager var gravid, hvilket indklagede var klar over. Baggrunden for den udeblevne løn var således, at klager var gravid. Klagers sygefravær skyldtes graviditet. Klager oplyste arbejdsgiver om graviditeten i september 2014. Klager blev sygemeldt den 30. oktober 2014 og var syg frem til den 6. december 2014. Fra uge 50 var hun raskmeldt og afholdt ferie. Efter hjemkomst fra ferie konstaterede klager, at der ikke var betalt løn for uge 49 i 2014. Der blev sendt et påkrav den 19. december 2014 med forbehold for ophævelse af ansættelsesforholdet, hvis lønnen ikke blev betalt. Da lønnen ikke blev betalt, blev ansættelsesforholdet ophævet. Der er tale om en disposition i en beskyttelsesperiode, hvorunder lønnen ikke betales. Den manglende betaling af løn udløste væsentlig misligholdelse, som medførte ophævelse og dermed også en disposition i strid med lov om ligebehandling. Indklagede har fremsendt kopi af mail af 22. april 2015 fra indklagede til Landsorganisationen og Danmarks organisation for selvstændige frisører og kosmetikere. Klager blev ansat den 1. november 2013. Hun manglede et halvt år af sin læretid, og indklagede syntes, at det var synd for hende, hvis hun ikke blev udlært. Klager havde været ansat tre andre steder før. Indklagedes ansatte har altid haft frie hænder, og hun er altid blevet dus med dem. Klager fik ansvaret for at lave lønnen i firmaet og fik derfor tildelt de forskellige koder til Proløn. Klager gik hjem torsdag den 30. oktober 2014 over middag. Om aftenen ringede hun og sagde, at hun var syg den næste uge af personlige årsager. Ugen efter ringede hun igen og sagde, at hun fortsat var syg. Indklagede spurgte, om det var på grund af hende, men svaret var, at det var af personlige årsager. Ugen efter ringede klager igen og meldte sig syg i yderligere to uger. Indklagede undrede sig og spurgte, hvad der var galt. Klager svarede, at indklagede bare kunne fyre hende. Indklagede blev ked af måden, klager talte på, særligt da hun havde betalt løn i to uger til fri af personlige årsager. Indklagede tog efterfølgende kontakt til kommunen, der oplyste, at hun skulle betale løn i fire uger, og at de ville kontakte klager. Indklagede kontaktede igen kommunen, da hun ikke hørte mere fra dem. Kommunen havde ikke hørt fra klager. Indklagede fik igen oplyst, at hun ikke skulle udbetale mere, før klager havde taget kontakt. På daværende tidspunkt var der udbetalt løn til klager i fire uger og to dage. Klager meddelte indklagede per mail, at hun var syg til den 6. december og herefter afholdt ferie fra den 7. december til den 29. december 2014. Indklagede regnede med, at klager kom på arbejde den 30. og 31. december som aftalt. I stedet afleverede klager sine nøgler den 29. december og meddelte, at hun ikke kom mere, og at hun var sagt op af fagforeningen. Indklagede har ikke modtaget en opsigelse fra klager. Klagers fagforbund har påstået, at de har ringet og ringet til salonen, men indklagede modtog ikke nogen besked til trods for, at der var to medarbejdere på arbejde i ni timer. Indklagede kontaktede Danmarks organisation for selvstændige frisører og kosmetikere, men kunne ikke få hjælp. Efter cirka 52 års medlemskab havde hun meldt sig ud, da hun var 72 år og havde sat salonen til salg. Indklagede regnede med, at klager skulle overtage salonen. Indklagede har i sin tid udlært 25 elever og havde besluttet sig for, at det var slut med at påtage sig dette ansvar. Da klager manglede hjælp i det sidste halve år af sin læretid, kunne indklagede ikke sige nej og hjalp derfor klager med at gøre uddannelsen færdig. Hvis klager havde svaret kommunen i den 3. sygeuge, var situationen ikke kommet så vidt. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet. Indledningsvis bemærkes det, at Ligebehandlingsnævnet vurderer, at nævnet har kompetence til at behandle spørgsmålet om, hvorvidt det var i strid med ligebehandlingsloven, at ansættelsesforholdet ophørte under klagers graviditet. Det er nævnets vurdering, at det ikke har selvstændig betydning for bedømmelsen af dette spørgsmål, hvorvidt indklagede har handlet i overensstemmelse med det kollektive arbejdsretlige grundlag i form af blandt andet overenskomsten. Det forhold, at klagers faglige organisation har ført en sag ved Arbejdsretten vedrørende blandt andet sygeløn, afskærer derfor ikke klager fra at få sagen prøvet ved Ligebehandlingsnævnet. Nævnet har herved lagt vægt på, at overenskomsten ikke indeholder forpligtelser efter ligebehandlingsloven. Det lægges efter sagens omstændigheder til grund, at indklagede i hvert fald på tidspunktet for den manglende lønudbetaling i uge 49 i 2014 var bekendt med klagers graviditet. Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager eller udsætte denne for anden mindre gunstig behandling på grund af graviditet, barsel eller adoption. Såfremt afskedigelse eller anden mindre gunstig behandling finder sted under graviditet eller afholdelse af barselsorlov, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold. Nævnet lægger Arbejdsrettens afgørelse til grund, hvorefter indklagede ved ikke at betale løn i uge 49 i 2014 havde misligholdt aftalen på en sådan måde, at det berettigede klager til at ophæve ansættelsesforholdet. Nævnet lægger endvidere til grund, at indklagede som udtalt af retten som arbejdsgiver var ansvarlig for, at overenskomstmæssige ydelser blev udbetalt. Nævnet lægger i denne forbindelse vægt på, at indklagede havde betalt løn for de første fire uger af klagers sygefravær, men at hun var i tvivl om pligten til at betale for den 5. uge. Som det fremgår af hendes forklaring for Arbejdsretten, havde hun forgæves kontaktet den arbejdsgiverorganisation, hun tidligere var medlem af og havde i stedet kontaktet kommunen, som havde oplyst, at hun skulle betale sygefravær i fire uger. På den baggrund vurderer nævnet, at indklagede har godtgjort, at den manglende betaling af den sidste uges løn, ud af i alt fem ugers sygeløn, ikke skyldtes klagers graviditet. Klager får derfor ikke medhold i klagen. <2015-6810-17385>